Fri og på bare fødder
Bassisten Adam Melbye og trommeslageren Håkon Berre har været partners in crime i et stykke tid. Bla. har de med Tom Waits tribute bandet Raindogs givet en lang række koncerter. Men derudover er de også to vigtige musikere på flere af pladeselskabet Barefoot Records' udgivelser.
Sammen med legenden, den tyske freejazz saxofonist Peter Brötzmann har de begået CD'en A tale of three cities. Brötzmanns erfaring med danske musikere er ikke ny. Han har tidligere lavet flere plader med The Wild Mans Band, hvor Peter Ole Jørgensen på percussion og Peter Friis Nielsen på bas også er medlemmer.
Aldersmæssigt er der dog forskel, hverken Melbye eller Berre har passeret de 30 år. Friis Nielsen er derimod fra samme generation af freejazz musikere som Brötzmann.
Det giver spænding og vitalitet når to yngre jazzmusikere kastes for Brötzmann. Brötzmann er den frie musiker, som vi kender. Han kan krænge toner ud af sax'en, som man ikke troede var muligt. Fra blide fuglefløjt til vilde primalskrig. På det 12 minutter lange Bakskuld -der er nr. 2 af ialt 3 numre -folder Brötzmann frie poetiske toner ud, for så at lade dem svæve væk på egen hånd.
Pladen er et holdbart møde mellem generationer. Melbye og Berre er musikerne med en anden musikalsk ballast end Brötzmann's. De giver freejazzen nye indsprøjtninger. De tre mødes i øjenhøjde og giver hinanden musikalske udfordringer. Trioen opstod i 2007 i forbindelse med en diplomeksamen på konservatoriet i Esbjerg. Det var den første totalt frit improviserede eksamen i Danmark.
Haakon Berre: www.myspace.com/haakonberre
Adam Melbye: www.myspace.com/adampultz
Barefoot Records: www.barefoot-records.com
Nidobbelt fedt
Et stort orkester, ikke et big band, ikke en trio men et stort orkester! Det er altså fedt. Det vækker dejlige musikalske minder. Fredrik Lundin Overdrive, Miles Davis' orkester på Birth of the cool, Charles Mingus' Mingus Dynasty...know what I mean, know what I mean? Nudge nudge. Say no more.
Emil Hess har også et forhold til et stort dynamisk orkester. Ikke et powerband med kul på, men et stort orkester fordi det åbner op for en masse nuancer og detaljer. De sidste 8 år har han ledet et orkester der spiller hans musik. Nu er han endelig klar til, at præsentere musikken på en CD. Det er ikke en specielt stringent plade. Hess fortæller selv i covernoterne om de forskellige numre, der bla. præsenterer inspiration fra New Yorker grooves, tango, Miles Davis' Blue in green, ballader, modaljazz og folk.
Det er en plade der viser Emil Hess' knivskarpe overblik og fine evner som komponist og bandleder. Han leder et orkester bestående af en flok stærke musikalske personligheder, hvor blæserne Simon Spang-Hanssen på sax, Thomas Fryland på trompet, Klaus Löhrer på basun og tuba og ikke mindst Philip Andersen på valdhorn er med til at give musikken et klædeligt særpræg. I rytmegruppen med Ayi Solomon på percussion, Kasper Tagel på bas og Chano Olskær på trommer og Søren Lee på guitar, glædes mine ører over at lytte til specielt Søren Lee, der har fået den let pop-inspirerede Something beautiful som feature.
Emil Hess: www.emilhess.dk
Keith the hamster
Et hamster gemmer godbidderne i kindposen til senere brug. Keith Jarrett har også en evne til at gemme musikalske godbidder til senere brug. Han gemmer dem ikke kun til sig selv, men får også delt ud af dem. Hans seneste epos er en tre-dobbelt cd, med musik fra to koncerter i Paris og London d. 26. november og d. 1. december 2008. Her præsenterer han henholdsvis 8 og 12 stykker soloklavermusik. Improviserede klaverstykker, der noget prætentiøst kun er udstyret med romertal. Ingen poetiske titler eller andet overflødigt bavl, kun musik.
Ved kun at reducere de enkelte musikstykkers titler til romertal er det også for, at give indtryk af at musikken nærmest er opstået i sekundet det blev spillet. Det er det ikke, nok er det improviseret. Men der er ingen tvivl om, at Jarrett har stumper og bidder i hovedet, der på scenen bliver til ny musik. Det løfter han også sløret for i den medfølgende booklet, hvor han i covernoterne! fortæller om karrierens efterhånden mange solokoncerter og -plader.
Den nye plade byder på musikstykker, der havde fortjent en bedre skæbne end at være et romertal, giv dem da en titel, Jarrett!
Jarrett's kompositoriske evner er kæmpestore. Adskillige gange undervejs løftes vi mentalt op af de flotte numre. Det er umiskendeligt meget klassisk Keith Jarrett.
player.ecmrecords.com/keith-jarrett-testament
The MelanchoList
Så er det blevet tid til den anden liste med de 200 bedste numre i dansk jazz 2000-2009.
I denne uge er det Dansk Jazz så det mærkes helt ind i sjælen. 20 suveræne bud på hvordan lyden af dansk jazz har været i 00'erne. Numrene har udgjort en stor del af soundtracket til mit årti. Det er numre der kan høres igen, igen og igen. De kan stadig gå ind og røre der, hvor kun musik og kærlighed kan komme til.
21: Mads Hansen: Happy
Grooves
Stunt 2000
22: Fredrik Lundin Overdrive: Beauty & The only slightly less handsome
Choose your boots
Stunt 2001
23: Lars Møller: African Wings
Centrifugal
Stunt 2001
24: Søren Lee: Ballad for the soul
Living now
Stunt 2001
25: Morten Ramsbøl Group: New Jersey
Short stay
Music Mecca 2002
26: Carsten Dahl/Arild Andersen/Patrice Heral: Hymne
Moon water
Stunt 2003
27: Jonas Johansen MOVE: Gigi
Move Up!
Stunt 2003
28: Hans Ulrik: Blue & purple
Blue & purple
Stunt 2004
29: Niels Ryde feat. Wolfgang Muthspiel: Waltz for J
Everything I love
Music Mecca 2005
30: Jacob Anderskov: Sensommersang
På dansk
ILK 2006
31: Jakob Davidsen Mangfoldighed: Sleeping Anna
Mangfoldighed
Calibrated 2006
32: Benjamin Trærup: Opturen
Santa Teresa
Longlife Records 2007
33: Lars Winther Group: Rise of fall
Nordic by nature
Your Favourite Records 2007
34: Mads Kjølby: Old sport
U turn
Calibrated 2007
35: Martin Lutz Group: Lazy sunday gospel
Where are the trumpets?
Calibrated 2007
36: Niels Lyhne Løkkegaard: Coldwarm beauty
Light airborne
Calibrated 2007
37: Benita Haastrup: Raindance
Sunrise
Calibrated 2008
38: Jonas Westergaard: Levitated
Helgoland
Stunt 2008
39: Martin Fabricius Trio: Tak 5
When sharks bite
Gateway 2008
40: Michael Dalgas: Hymn to the loss of inspiration
Skylight lounge
Barefoot Records 2009
Bassisten Sirone er død
Bassisten Norris Jones, bedre kendt som Sirone er død, 69 år gammel. Han spillede bla. Cecil Taylor og i gruppen Phalanx sammen med bla. James Blood Ulmer og Rashied Ali, der også døde for nylig.
Sirone medvirkede på den All Eat Trio's plade Boiler fra 2007, sammen med John Tchicai, Thomas Agergaard og Peter Ole Jørgensen.
http://www.npr.org/blogs/ablogsupreme/2009/10/sirone_revolutionary_bassist_d.html
Frands Rifbjerg fik Bent Jædig prisen
Trommeslageren Frands Rifbjerg fik forrige fredag Bent Jædig-prisen på 15.000 kr.
http://www.information.dk/207578
Scofield atter til Danmark
Superguitaristen John Scofield indtager Horsens Ny Teater d. 28. april 2010, sammen med Bill Stewart på trommer, Benjamin Street på bas og Michael Eckroth på keyboards.
Ligeledes har jeg set et andet sted på nettet, at Scofield spiller i Århus d. 30. oktober 2010 sammen med Stewart og Steve Swallow på bas. Spillested kendes ikke.
http://www.hnt.dk/defaultnext.asp?mode=arrangement&id=1732
Jazzhouse debat på jazzblog.dk
Bassisten Jesper Bodilsen åbnede for en uges tid siden op for en debat omkring det musikalske program på Copenhagen Jazzhouse. Et program der som bekendt fastlægges af en anden jazzbassist, nemlig Lennart Ginman.
Debatten udspilles på basunisten Anders Larsons jazzblog.dk, der er musikernes talerør på nettet.
Mega Miles Box
Pladeselskabet
Columbia /Leagcy har samlet hele Miles Davis produktion - eller næsten,
i en box. Det drejer sig om den musik som er udgivet af Columbia. Boxen
rummer 70 CD-skiver og en enkelt DVD. Den udkommer d. 25. november og
kommer til at lande på en priser omkring 1400,- (cdon.com) og 1150,-
(amazon.co.uk)
Det drejer sig om alle 52
udgivelser der er kommet med Miles på Columbia, men også en enkelt
overraskelse - der skal jo være noget til samlerne. Den berømte Isle of
Wight koncert fra 1970, der ikke tidligere er udgivet officielt er med i
boksen, desuden er der en DVD med en koncert fra 1967 med i boksen.
Miles Davis: milesdavis.com
Ambitiøs dansker i USA
Han har vundet to amerikanske Grammy'er. Han spiller i Stanley Clarkes band. Han er dansker og har boet i USA siden 2000, hvor han er uddannet på Berklee. Han blev senere medlem af Turtle Island String Quartet, som han har vundet Grammy'er med i 2006 og 2008.
Mads Tolling spiller violin. Det er fem år siden der blev skrevet om Mads for første gang her på bloggen. Han havde netop spillet på Copenhagen Jazz Festival sammen med Stanley Clarke, hvor jeg spåede at vi nok skulle komme til at høre mere til ham i fremtiden.
Det kommer vi så til nu! The Playmaker er den anden plade i Tollings eget navn. Den første kom sidste år og var en trioplade. Denne gang er der kommet mere kul på. Han indleder pladen med Radiohead's Just og afslutter den med en fed udgave af Led Zeppelin's Black dog. Den musikalske grundstamme på pladen består af Tolling's kvartet: Mike Abraham på guitar, George Ban-Weiss på bas og Eric Garland på trommer. Det er en særdeles effektiv og velspillende kvartet.
Pladen byder på en suite til ære for playmakerne. Her hylder Tolling football-spilleren Tom Brady, fodboldspilleren Zinedine Zidane og basketball-spilleren LeBron James. Under den tre numre lange suite gæster bla. Stanley Clarke på bas på et enkelt nummer og Stefon Harris på vibrafon på to numre. Det holder musikalsk at inddrage så kompetente folk, der ikke udspiller de andre musikere på pladen. De bidrager istedet med deres gode musikalske specialiteter. Ligeledes skal det ikke underkendes, med værdien af at have superliga-spillere med på pladen. Det vidner om Mads Tolling's høje ambitionsniveau og hans store musikalske evner.
Resten af pladen byder bla. på powerfyldt fusion på John McLaughlin-hyldesten Star-maker Machinery - med formidabelt guitarspil af Mike Abraham, en hyldest til NHØP med I skovens dybe stille ro, som Tolling giver et personligt touch med violin, funky hyldest til Jaco Pastorius med Pee Wee Ellis-drønet The chicken og Monk's Blue Monk.
Pladen er på trods af flere forskellige genreretninger, ganske homogen. Det skyldes først og fremmest Mads Tolling's flotte personlige lyd på violinen.
Mads Tolling bør være et oplagt navn til Copenhagen Jazzhouse's jazzfestival-program sommeren 2010. Jeg vil ihverfald gerne opleve ham på en scene meget snart.
Bonusinfo:
Mads var special guest da Chick Corea, Stanley Clarke og Lenny White spillede på klubben Yoshi's i Oakland, Californien d. 18 september 2009. Han spillede med på to numre.
Bonusinfo 2:
Han spiller releasekoncert for pladen på Yoshi's i San Francisco d. 29. oktober.
Mads Tolling: www.madstolling.com
Levende europæisk fusion
En af de mest populære grupper i europæisk jazz i de sidste tyve år, er uden tvivl Jan Garbarek Group. Nu har de endelig lavet en liveplade. Altsaxofonisten Jan Garbarek har et stort publikum i specielt Tyskland. Her har han sammen med Manu Katché på trommer, Rainer Brüninghaus på keyboard og Eberhard Weber på bas erobret publikums hjerter med en original og personlig udgave af fusionsjazz.
Europæisk fusionsjazz er noget andet end den amerikanske. En af de store forskelle er manglen på blues, melankolien er tilstede. Inspirationen til den findes i Garbareks tilfælde i folkemusik. På pladen der hedder Dresden, efter byen den er optaget i, medvirker Eberhard Weber ikke, han var forhindret i at komme med på efterårsturnéen i 2007. Istedet er det bassisten, den brasilianske Yuri Daniel der er trådt ind. Der er tydelig inspiration fra Weber, men også Jaco Pastorius. På nummeret Tao, der er en fem minutter lang bassolo spiller han med ro og sans for den store luftige lyd.
Garbarek har et stort bagkatalog at tage numre fra og byder da også på numre fra feks. det klassiske album Twelve moons. Men også et nummer som Milton Nascimento's Milagre dos peixes fra Wayne Shorter's Native dancer har sneget sig ind. Dobbeltalbummet rundes af med Voy cantando fra albummet Legend of the seven dreams fra 1988. En værdig finale på et levende fusionsalbum.
Bonusinfo:
Jan Garbarek er på en massiv turné rundt i Tyskland. Den startede d. 17. oktober og slutter først i marts 2010, hvor han så har givet 36 koncerter.
player.ecmrecords.com/garbarek
Jan Garbarek: www.garbarek.com
Eftertænksomt brasiliansk
Sangerinden Josefine Cronholm har bevæget sig frit og ubesværet rundt mellem musikalske projekter med Django Bates, String Swing og hendes eget Ibis. Det har givet et blandet og flot billede af en sangerinde med appetit. At den næste sammenhæng hun dukker op i, er sammen med pianisten Steen Rasmussen havde jeg ikke set komme. Steen Rasmussen udsendte for et par år siden den roste plade Primeiro amor, efter i en årrække at have været fast pianist hos bla. Silvana Malta.
Den nye plade er blanding af kendte og nyskrevne sange, med udgangspunkt i den brasilianske bossa og samba. Pladen indledes med en sand klassiker, Lil Lindfors' udgave af Mas que nada, der var en landeplage i slutningen af 60'erne. Dengang hed den Hör min samba, mens den i Rasmussen/Cronholm versionen stadig hedder Mas que nada, men den synges altså på svensk. Den er sat op i et komplekst rytmisk arrangement, der burde sende den i direkte rotation hos DJ's med sans for en svedig fest. I en anden kategori, men stadig sunget på svensk er I morron, som Monica Zetterlund gjorde kendt. Der er skruet ned for feststemningen og Cronholm kan fremstille en tristesse, så sort som havets bund. Iøvrigt suppleret mesterligt af Lis Wessberg med en fed basunintro.
Et suk skal der også lyde i forbindelse med pladen. Hvorfor synger Josefine Cronholm ikke på svensk på hele pladen? For det første passer det svenske sprog så fint sammen med de brasilianske rytmer og for det andet er Cronholm jo svensker. Pladen ville stikke meget mere ud i mængden af bossa/samba-plader, hvis de havde taget springet fuldt ud. Der synges både på portugisisk og engelsk på resten af numrene.
Orkestret ledes af Steen Rasmussen, der på klaveret får vist at han er i en klasse for sig, når det kommer til det brasilianske herhjemme. Jonas Johansen på trommer har ofte gjort det før i genren og er stadig stærk.
Pladen er en mere dyb og eftertænksom efterårsfarvet plade end den forrige som Rasmussen lavede.
Bonusinfo:
Der arbejdes på en turné med Steen Rasmussen og Josefine Cronholm i foråret 2010
My Space: www.myspace.com/steenrasmussen
Vinteren kommer til Odense allerede i november
Jazzfestivalen Odense Vinterjazz afvikles i dagene fra d. 10 . november til d. 22. november. Her finder man bla. store amerikanske navne som David Sanborn, John Scofield og Manhattan Transfer. Blandt de danske finder man den fynske stolthed Tip Toe Big Band sammen med Michael Carøe, Hugo Rasmussen Allstarz, Nicolai Munch-Hansen 6tet og Osgood og AC sammen med organisten Sam Yahel. Desuden afholdes der en såkaldt drømmekoncert med bassisten Andreas Lang, hvor han spiller sammen med Philipp Gropper på sax og Christian Lillinger på trommer.
På hjemmesidens startside loves der både avantgarde jazz og swing jazz, det sidste er Hugo garant for, men hvem er garant for avantgarden?
Odense Vinterjazz: www.odensevinterjazz.dk
Dansk Jazz 2000-2009
200 numre med dansk jazz fra årene 2000-2009 er en ordentlig mundfuld. Men det er ikke for meget når man skal have et fyldestgørende billede af den kvalitet og bredde som den danske jazz har budt på, de sidste 10 år.
De kommende 10 uger præsenterer Jazznyt 20 nye numre hver uge. De er forsøgt inddelt så de temperamentsmæssigt, på hver af de 10 lister ikke ligger for langt fra hinanden. Der er overskrifter som melankoli, world, electro, groove, vokal etc. på de enkelte lister.
Det handler først og fremmest om at vække nysgerrigheden hos musikinteresserede, der forhåbentlig kan bruge listerne som en guide til, at opsøge musik de ikke har hørt før. Måske kender man et par af navnene på en liste og kan bruge det som en øreåbner for nye navne.
Jazz er traditionelt set en albumgenre og har været det i over 50 år. I de første mange år (fra 1917) var det på en lakplade med plads til 2 numre - A- og B-side - der var bæreren af den jazzmusik man hørte hjemme i stuen. I dag er der som supplement til at købe et helt album på CD/LP også en mulighed for bare at købe et enkelt nummer som download.
Det er her at de kommende 10 ugers lister bliver aktuelle. Brug dem som inspiration til at hente musikken på eMusic.com -der har rigtigt mange af numrene der vil blive præsenteret eller på iTunes. Musikken kan også hentes på TDCplay eller lånes på bibliotekernes netmusik.dk.
Udvælgelsen af numrene er sket ud fra en stærkt subjektiv udvælgelse, hvor den vigtigste faktor selvfølgelig er at det er et fedt nummer. Herudover er udvælgelsen sket med sigte på at præsentere så mange forskellige kunstnere som muligt, som et billede på bredden og kvaliteten.
Giv endelig din mening til kende. Der er med garanti, nogle numre som du mener mangler.
Jazznyt 200
The ElectroList
Den første liste er musik, hvor der er indblandet en del elektronik. Det meste af musikken indeholder vel ikke så meget jazz i traditionel forstand. Men der er alligevel en jazzånd med i alle 20 numre.
God fornøjelse!
1: Takuan: Bona fide
Push to participate
Dacapo 2000
2: Palle Mikkelborg: Speak low
To whom it may concern
Columbia 2000
3: Universal Funk: Rain
Universal Funk
April Records 2001
4: The Orchestra: Expansion (feat. Anders Trentemøller)
Beats and big band
Calibrated 2003
5: EPO: The marriage of hats and boots
Electronic Panorama Orchestra
Popscape 2004
6: Autofant: Family
Family
ILK/DZO 2004
7: Jogujo Circuit: Kamel
Close up magic
ILK 2004
8: Malkin Zany: Driva man
Malkin Zany
April Records 2004
9: Hess is More: Walksong
Tip top dynamo
Music for dreams 2005
10: Jakob Bro: A head full of stars
Sidetracked
Loveland Records 2005
11: Chris Minh Doky: September (for Tanja)
The nomad diaries
Blue Note/EMI 2006
12: Emil de Waal: Hr. Waal goddag
Live+
Calibrated 2006
13: Ginman/Jimmy Jørgensen: The pale blue dye
Deep
Universal 2007
14: Plateaux Techniques: Little sun
Plateaux Techniques
Creative Copenhagen 2007
15: Torben Westergaard Oktober: Samsara
Penelope
Calibrated 2007
16: Halle/Kjellberg/Nickelsen: Canis Lupus
Echidna
ILK 2008
17: Sissel Vera Pettersen & Nikolaj Hess: A word
A word
Calibrated 2008
18: Skyphone: All is wood
Avellaneda
Rune Grammofon 2008
19: Engkilde & Groth: Snow part 2
Snow
Brumtone 2009
20: Povo: Bennie's groove
On the spot reworks EP
Ricky Tick Records 2009
Stor oh stor
Sangeren og guitaristen Benjamin Aggerbæk lavede for et par år siden en debutplade, der ikke gjorde noget større indtryk på mig. Den varslede slet ikke det mesterværk han lige har serveret, med den nys udgivne My oh my. Jazzen er en fyldig del af fundamentet på en plade der balancerer elegant mellem pop og den dybere singer/songwriter genre. Han lyder ikke umiddelbart som nogen anden, på trods af at de førnævnte musikalske genrer er veludforskede.
Pladen indledes med balladen When true love says goodbye. Den får sat dagsordenen for et emotionelt stærkt og personligt album. Herefter følger titelnummeret My oh my, der med sit trad.jazz-inspirerede arrangement skruer humøret en anelse op efter, at den elskede forlod Aggerbæk på første nummer.
På St. Peters Blues, en herlig swing-blues er violinisten Alexander Kraglund i front sammmen med Aggerbæk. Han spiller en Svend Asmussen-inspireret violin, der klæder nummeret. Kraglund spiller også kromatisk mundharmonika på pladen. Aggerbæk er ikke bange for at udstille sin skrøbelighed med vokalen, hvor han bla. synger falset på enkelte numre. Sangerinden My (et særdeles bogstavsøkonomisk navn) synger bla. duet med Aggerbæk på bossaen Orange moon. Pladens hit er uden tvivl Be together, apart. Akustisk guitar og strygere er den perfekte musikalske underlægning til det bittersøde nummer.
Benjamin Aggerbæk suppleres musikalsk af sin faste gruppe, der består af førnævnte Kraglund, Kasper Bai på guitar, Martin Krogh på bas og Rasmus Glendorf på trommer. Derudover er der brugt en lang række gæstemusikere, heriblandt Anders Bast på sax, Ole Visby På klarinet, Thomas Caudery på trompet og Gustav Rasmussen på basun.
My oh my er en meget anbefalelsesværdig plade, der bør hidkalde opmærksomhed fra jazz- og singer/songwriterlyttere, med sans for stor kvalitet.
Bandcamp: aggerbaek.bandcamp.com
Your Favourite Jazz: yfr.dk/jazz
Fra øjeblik til øjeblik
Øjeblikkets energi, at være tilstede i nuet. Samle fokus på øjeblikket. Bruge energien, tankerne og følelserne i dette øjeblik. Hvad sker lige nu? Ikke hvor kom vi fra og hvor skal vi hen. Men 100% her og nu. Vi bevæger os fra øjeblik til øjeblik.
Det er hvad Evan Parker Electro-Acoustic Ensemble har indfanget på deres femte udgivelse The moments energy. Eksperimenterende, improviseret avantgarde-musik kunne værende en beskrivelse af det. Det er interessant når musikere udsender så udpræget "nu"-musik. Hvorfor var det lige de 70 minutters musik vi skulle præsenteres for? Det her er musik der handler om tilstedeværelse og indlevelse. Musik der stiller store krav til lytteren.
Gruppen består af 14 medlemmer, heraf syv på akustiske instrumenter, som feks. Evan Parker på sopransax og Peter Evans på trompet. De udsættes så diverse elektroniske live-afviklede processer.
En ganske særpræget og fascinerende plade begået af en mand, der startede som Paul Desmod-inspireret saxofonist.
Bonusinfo:
Hele værket The Moments energy er bestilt af the Huddersfield Contemporary Music Festival. Det medvirkede bla. til at Evan Parker fik kompostionsprisen fra the Hamlyn Foundation i 2008.
Verdensrundrejse med overblik
Guitaristen John Sund har altid kredset om genrerne jazz, world og fusion. De gør han også på den nye duoplade Duometric events, som han har lavet sammen med percussionisten Ayi Solomon. De to kender hinanden fra bla. fusionsgruppen Special Venture.
John Sund tilhører en truet race indenfor jazzguitarister. Truet fordi der er kommet mange unge dygtige jazzguitarister frem herhjemme indenfor de senere år, men ingen spiller den form for guitar som John Sund spiller. Sund er funderet i en tradition, som en guitarist som feks. John McLaughlin er eksponent for. Den stærkt viruost-tekniske guitarist, der kan flytte fingrene rapt og har sans for melodien og pulsen.
På den aktuelle plade laves der ikke om på det. Nummeret AkuTek er et godt eksempel. Det lyser op som et musikglædens fyrtårn. Sund spiller på den akustiske guitar som det er få forundt. Han hælder akkorder og svære guitargreb ud af ærmet i et højt tempo. Vi hægtes ikke af som lyttere, han fastholder vores opmærksomhed, specielt pga. det formidable samarbejde med Solomon.
Ayi Solomon kom til Danmark fra Ghana, for mange år siden. Han har henrykket et stort publikum i bla. New Jungle Orchestra. han spiller på et bredt udvalg af slagtøjsinstrumenter på Duometric events. Der sker hele tiden en masse, igen sørges der for at vi som lyttere ikke bliver hægtet af. Der er puls, rytme og flow der går direkte ind i kroppen.
Musikken som Solomon og Sund præsenterer er ikke en der ligger under for musikmodeluner. De blander lystigt en masse genrer, ofte taget fra worldmusikken. Det gør de med en ekspertise som det er få forundt. De ved hvad de vil og mister ikke overblikket på denne verdensrundrejse.
My Space: www.myspace.com/sundsolo
Storm til januar
Sangerinden Sidsel Storm udsender sit andet album Swedish lullaby d. 25. januar 2010 på Calibrated records. Bandet hun har haft med i studiet er på papiret en stærk opstilling. Lars Jansson på klaver/rhodes, Jesper Thorn på bas, Alexander Kraglund på violin/mundharmonica, Gunnar Halle på trompet, Morten Lund på trommer/perc, Carl-Oscar Østerlind på cello, Peter Otto på hammond.
Hendes debutplade var med på Jazzznyts liste over de bedste udgivelser i 2008.
Det er ikke kun mega-rockkoncerter, der kan opleves i den østjyske by. Michel Camilo spiller på Horsens Ny Teater d. 5. november, hvor han indtager scenen ganske alene i selskab med et flygel.
Som om det ikke var nok, så kommer en anden jazzstjerne på selvsamme sted d. 21. marts 2010. Det er Brad Mehldau der indtager scenen, hvor han ligeledes spiller en solokoncert. Han har tidligere spillet solo herhjemme på Copenhagen Jazzhouse i 2007 og i Radiohusets koncertsal i 2005.
Horsens Ny Teater: www.hnt.dk
Sigøjner crooner
Gypsyjazz - stilarten hvor Django Reinhardt var kongen - er Rêve Bohème's domæne og har været det i 10 år. Jens Fuglsang spiller leadguitar og Robert Pilgaard spiller rytmeguitar. Herudover er Kasper Fredholm med på saxofon og Morten Ravn på bas. Stilarten er nærmest dogmatisk enøret. Men det har Fuglsang og Rêve Bohème et afslappet forhold til. For det første har giver Fuglsang genren et twist på den ny plade. Han synger nemlig og det er med hørbar inspiration fra specielt Frank Sinatra og Chet Baker.
Vi præsenteres for en blanding af nyskrevne numre fra Fuglsangs hånd og gamle klassikere. Fuglsang kan sagtens skrive en sang med en duft af vellagret fortid og originalitet. Det er klart at kendte numre som Cole Porters I've got you under my skin og Just one of those things går lige ind og fornøjer med det samme. De afleveres selvsikkert og med overskud til at føje en smule nyt til dem.
Karina Kappel synger duet med Fuglsang på tre numre og Knut Haavik supplerer med percussion på en lang række numre.
Bonusinfo:
Rêve Bohème spiller på Jazzcup d. 9. oktober og på Den Franske Café d. 10. 0g 11. oktober.
Rêve Bohème: www.reve.dk
My Space: myspace.com/reveboheme
Fingerkaptajn i Pumpehuset
Den gamle guitarkaptajn Lee Ritenour spiller i Pumpehuset d. 14 . november. Han kan opleves helt tæt på om eftermiddagen, hvor der er clinic/workshop med en af 70'ernes og 80'ernes største fusionsguitarister. Det koster såmænd kun 80 kr. Det er noget dyrere om aftenen, hvor han spiller en perlerække af numre fra det store bagkatalog.
Pumpehuset: www.pumpehuset.dk
Stjernestunder
I november 1963 er saxofonisten Archie Shepp gæst næsten hele måneden på Jazzhus Montmartre, dog undtaget de tre første dage, hvor Roland Kirk afslutter et næsten to uger langt ophold. NHØP passer som vanligt bassen, Riel er ved trommerne og Tete Montoliu sidder ved pianoet. En enkelt aften d. 7. november er det dog en tredje saxofonist der har hovedrollen. Bent Jædig spiller sammen med Montmartretrioen og vibrafonisten Louis Hjulmand under navnet Monkmartre All Stars. Hvorfor har vi dog aldrig hørt det før? - spørger jeg lidt fornærmet. For nu har jeg hørt to numre fra den koncert og de er rystende gode!
Saxofonisten Bent Jædig døde i sommeren 2004 af cancer. Allerede fra han var 20 år (i 1955) var han begyndt at spille jazz offentligt. To år senere blev det til levevejen. Han svigtede aldrig det musikalske fundament, der udsprang af beboppen. Det får man på fineste vis demonstreret med den nye udgivelse som Little Beat Records står bag. I samarbejde med Jædigs enke Tove Enevoldsen er der fundet indspilninger i Jædigs egen samling. Kun et enkelt nummer har været ude før.
Det er på den plade at to numre In walked Bud og Straight no chaser fra koncerten på Montmartre kan høres. Hvorfor er hele den koncert ikke udgivet? Nu er jeg selvfølgelig utaknemmelig. Kunne jeg ikke bare glæde mig over, at der er kommet en dobbelt-CD med 15 indspilninger fra 1963-2003 med Bent Jædig i hovedrollen. Jo det er jeg helt vildt glad for. Fordi det her er stor klassisk jazz fra en mand, der ikke solgte sig selv godt ud fra handelsskolemæssigt synspunkt. Til gengæld solgte han ikke ud af den musikalske kvalitet. Den er lige høj om det drejer sig om indspilninger fra 60'erne eller 90'erne.
Hør feks. Jædig sammen med Dollar Brand og Don Cherry i 1965, sammen med Art Farmer i både 1965 og 1996, sammen med Jungleorkestret, Carsten Dahl, Dusko Gojkovich, Allan Botschinsky, Duke Jordan, Philly Joe Jones og ikke mindst i trio sammen med Osgood og Hugo Rasmussen.
Denne plade er et flot dokument over en stor musiker, der blandt kendere altid har haft en plads. Nu får mange andre også mulighed for at høre nogle stjernestunder med Jædig, der på trods af en lang karriere ikke har et voldsomt stort bagkatalog.
Bonusinfo:
De to første udgivelser med Bent Jædig; Let's keep the message fra 1960 og Danish Jazzman 1967 blev begge udgivet af Debut. De er aldrig blevet genudgivet på hverken LP eller CD. Jeg har læst om priser på over $1000 for et eksemplar. Dog har jeg på eBay fundet nogle nye japanske CD-genudgivelser af begge plader. De er udgivet af pladeselskabet Jazzhus Disk. Er der nogen der kender det selskab?
Little Beat Records: www.littlebeatrecords.dk
Bodilsen og Lund erobrer jazzverdenen
Der er gået 4 år siden deres sidste plade. Det har ikke betydet at de har ligget på den lade side. Trioen der på den første plade Mi Ritorni in mente fra 2003 hed Jesper Bodilsen Trio, ændrede i 2005 navn til Bollani/Bodilsen/Lund på pladen Gleda. Nu hedder de så Stefano Bollani Trio på pladen Stone in the water. Det betyder dog ikke at der er mindre Bodilsen og Lund. Rollefordelingen er den samme. De er en trio, der spiller som et instrument.
Der er sket noget på de fire år siden vi sidst hørte fra dem. På de foregående plader bød de på numre som vi kendte; standards, ballader og viser. Det er lagt på hylden denne gang, til fordel for kompositioner af Bodilsen og Bollani. Derudover to brasilianske numre; Caetano Veloso's Dom de iludir og Jobim's Brigas nunca mais samt de klassiske komponist Francis Poulenc's Improvisation 13 en la mineur.
Trioen har spillet en lang række koncerter og har tydeligvis udviklet sig sammen. Pladen blev indspillet for et år siden i det legendariske New York studie Avatar, med teknikeren James A. Farber ved knapperne. Med andre ord er det en klassisk ECM Records produktion. Pladeselskabsbossen og produceren Manfred Eicher har det sidste ord at skulle have sagt. I den her sammenhæng er det ikke dumt. De tre musikere er solidt funderede i den europæiske jazztradition. Bollani tager udgangspunkt i det italienske musiktemperament og Bodilsen og Lund har deres udgangspunkt i det nordiske. Men samtidig er de også lige gamle og har samme musikalske interesser og referencer.
Stefano Bollani er på pladen flydende og undersøgende i sit spil. Men der er også en ro og en stabilitet, der skaber rammen om en fremadrettet glidende proces, hvor Bodilsen og Lund som ligeværdige er med hele vejen.
Vi har vist det herhjemme i lang tid. Nu får den internationale jazzscene endelig chancen for at opdage to store danske jazznavne.
Bonusinfo 1:
Trioen tager på turné i Italien og England i november måned. Februar er det Tyskland og endelig i april 2010 rammer de, de danske jazzscener.
Bonusinfo 2:
To andre danske jazzmusikere er også aktuelle på ECM Records dette efterår. Guitaristen Jakob Bro og bassisten Anders AC Christensen medvirker begge på Tomasz Stanko Quintet's Dark Eyes.
My Space: www.myspace.com/bollanibodilsenlund
Musik fra pladen: player.ecmrecords.com/bollani#
Blachman har stadig Jazz-Faktor
Omtale af en jazzudgivelse i 18.30-nyhederne på DR1 på selveste udgivelsesdagen.
Min datter på 6 år genkender for første gang en person på en af mine utallige jazzplader. Det er jo Thomas Blachman, kunne hun med kendermine konstatere.
Ja, det er Thomas Blachman. Han er tilbage i medierne. Denne gang er det ikke fordi han har fornærmet en ung og håbefuld wannabe-sanger på primetime-TV. Det er fordi han er aktuel med en jazzplade.
Han har med hjælp fra Jakob Dinesen sammensat et band der fører ham hjem til det musikalske udgangspunkt - den akustiske jazz. Han har spillet sammen med Lennart Ginman og Carsten Dahl siden 2003 i en trio, der har hentet inspiration og materiale i ældre jazz. Nu er han så både kapelmester og komponist, hvilket ikke er noget han har dyrket siden han udsendte CD'en Loveboat i 1990.
Trommeslageren Blachman har en afgrundsdyb kærlighed til jazzen fra start-60'erne, specielt Miles Davis Quintet med Tony Williams på trommer er en stor inspirationskilde. Det kunne meget let gå grueligt galt, den kvintet er vi mange jazz-elskere der har et intimt forhold til. Men det er ikke et problem for Blachman. Han styrer tropperne stramt og arrangementerne sidder knivskarpt. De enkelte musikere tildeles soli, der ikke får lov at løbe afsted i en evighed. Det er jo ikke freejazz, det her. Det er superklassicistisk jazz.
Mads la Cour på trompet er tildelt en rolle som trompet-skarpretter, der nok efterlader indtryk fra Miles, men nok lyder mere af Lee Morgan eller Freddie Hubbard. Jakob Dinesen på sax'en har før vist at han godt kan lide John Coltrane. Med The Pulse er det endnu mere tydeligt. Heine Hansen på piano og Daniel Franck på bas er begge medlem af efterårets udgave af Copenhagen Jazzhouse trioen, hvor de senest spillede med sax-legenden Benny Golson. De er om nogen pulsen i den her kvintet, der viser at jazzhjertet slår og lever.
The Pulse er en seriøs kærlighedserklæring til jazz, de prøver ikke at revolutionere noget som helst. Dog er Blachman jo ikke Blachman for ingenting. Så på flere af numrene har han tilføjet sin egen manipulerede vokal, der synger/siger/messer sager som Bring me back home - og det er han så kommet.Bonusinfo:
Kvintetten tager på turné i foråret 2010.
Blachman: www.blachman.com
My Space: myspace.com/thomasblachman
Så for Søren! Nu sker der noget
Han lavede sin første plade for et par år siden. Get loose, som var en fin plade. Den fik også en smule ros med på vejen, fra min side bla. på baggrund af det kønspolitiske. Der er simpelthen for få mænd der synger jazz herhjemme.
Det er der sådan set stadigvæk. Men denne gang får Søren Lampe ros for at have lavet en vanvittig god plade!
Han har skruet tempoet ned og sat fokus på balladerne - og det er en særdeles fornuftig beslutning. Sangene er bla. hentet i jazzens højskolesangbog; Polkadots and moonbeams, Moon river, Love for sale og It might as well be spring er blandt de udvalgte sange. Derudover er der fire numre med tekst af Lampe - han lever iøvrigt til daglig af at være tekstforfatter. En enkelt melodi er hentet i fortiden, nemlig Chelsea bridge. De tre nyskrevne numre er en af Per Gade og to af Lars Jansson. Janssons indflydelse på pladen stopper ikke her. Han sidder også ved klaveret på pladen. Sikke et orkester Lampe har fået samlet. Morten Lund på trommer og Thomas Fonnesbæk på bas er gengangere fra debutpladen. Herudover er kun Mårten Lundgren på trompet og altså Jansson på klaveret tilføjet.
Når jeg hører et nummer som Love for sale, er jeg ikke i tvivl om, at Lampe hermed har understreget at han hører hjemme på jazzscenen. Nummerets groove og stemning, samspillet mellem Lampe og Jansson - ind imellem på rhodes - er fænomenalt. Mårten Lundgren på trompeten er også med til at give pladen et touch af sjæl og nerve. Trompet og jazzsang er perfect match. Lampe er ikke en klassisk skolet sanger og der kan nok siges noget om begrænsninger i den sammenhæng. Men hvad betyder det, når der kan puttes inderlighed og 100 % tilstedeværelse i sangen istedet?
Søren Lampe har lavet en plade der en gang for alle placerer ham centralt herhjemme på den mandlige vokaljazzscene. Der er ikke så mange på den plads i forvejen - jeg kan umiddelbart komme i tanke om Bobo Moreno og Benni Chawes. Så der er i og for sig plads nok. Men talent og personlighed skal der også være. Det har Hr. Lampe.
Bonusinfo:
Pladen udkommer d. 12. oktober.My Space: myspace.com/sorenlampe
Svævende trio
Det giver et ryk i mig, når jeg ser en dansk jazzmusiker i selskab med Paul Motian, trommeslageren der om nogen har medvirket til udviklingen af det moderne jazztrommespil. Han har spillet med tre af de største jazzpianister ever; Bill Evans, Paul Bley og Keith Jarrett. Det var vel at mærke ikke kun som sideman ved tilfældige sessions, men som fuldgyldigt medlem af vigtige trioer. Desuden har han i trioen sammen med Joe Lovano og Bill Frisell siden 90'erne været med til at præge nutidens jazz og jazzmusikere - heraf mange danske. Det er (tilføj selv et bandeord) sejt at vi har jazzmusikere der stiller sig ved siden af en legende, hvor de spiller op og med uden problemer
To danske jazzmusikere har været tæt på Motian i efterhånden en del år. Guitaristen Jokob Bro og bassisten Anders AC Christensen. Hvor førstnævnte har lavet en lang række (gode) plader i eget navn, er det først nu at der kommer en plade med AC. Så selvfølgelig er det Motian der sidder ved kedlerne på AC's første soloplade. Pladen blev indspillet ved samme session som Jakob Dinesens Dino, der udkom tidligere i år. Men ved denne indspilning er det i stedet en pianist, der er sidste medlem af trioen. Aaron Parks der bla. spillede i Pressen under sommerens Copenhagen Jazz Festival. Han udgav sidste år den roste Blue Note udgivelse Invisible cinema.
Melodierne på pladen er af ret forskellig oprindelse. Paul Motians komposition Once Around The Park, som også var navnet på bandet som AC var (er? eksisterer de stadig?) medlem af, er med på pladen, Gillian Welch's Dear someone har lagt navn til pladen. Et par andre Motian-ting er der også blevet plads til. AC har skrevet tre af numrene. Pladens gamle jazz-kendinge er Stompin' at the Savoy og I'll be seeing you.
Pladen har allerede fået en ordentlig bunke ros af dagspressen der godt vidste, at de skulle kende deres besøgelsestid her. For nok opnår AC aldrig en popularitet som NHØP gjorde. Men han er en bassist der er gjort af et langtidsholdbart stof. Aaron Parks er et fint match til Motian og AC. Musikken er flydende, fyldt med en masse detaljer og føles som om den svæver hele tiden. Musikken går aldrig i stå og Motians organiske trommer er endnu en gang en fornøjelse at være i selskab med.
Fri og på bare fødder
