fredag, maj 14, 2010

Claus Høxbroe & Årets Længste Dag: Nye rytmer - live i studiet (Your Favourite Jazz)

Spinkle grooves og storbydigte
Stand up jazz'n'poetry, der ikke er lårklaskende sjovt. Det er et løst funderet, men præcist billede af hverdagskøbenhavn med latte, friværdi, flexlån, fast arbejde og meget andet som man må formode, ikke er det der er nummer et i beatnikken Claus Høxbroes eget liv. Der ligger en undertone af ubehag overfor de førnævnte elementer, hvilket selvfølgelig ikke betyder at de ikke kan være en del af Høxbroes liv? Han underbygger sin afstandtagen til middelmådigheden, med alt andet end middelmådig musik og lyde der ledsager digtene.
At nævne Dan Turell i forbindelse med denne plade, er nok uundgåeligt. Høxbroe er ikke et direkte rip off af mesteren himself. Storby, personlige undergangstendenser, København, et strejf af den frie jazz og hurtighed var bare nogle af de steder, hvor Turell var først. Derfor skal Høxbroe være forberedt på, at han konkurrerer med en kunstner, der har præget, inspireret og givet mange store oplevelser, til de personer der kunne tænkes at investere i denne plade.
Musikalsk set er det ikke Turells Halfdan E eller Sølvstjernerne, der har været ledestjerne. Peter Tinning på guitar og Kasper Schulz på slagtøj og legetøj skramler skævt og gyngende afsted. Med musikalske eksperimenter og spinkle grooves er de med til at bringe storbydigtoplæseren ind i en ny tid.
Bonusinfo:
En gang om måneden er Høxbroe vært ved Jazz'n'poetry arrangementer på Copenhagen Jazzhouse. Næste gang er det med bla. Jens Smærup Sørensen og Jonas T. Bengtsson d. 17. juni.
Claus Høxbroe: www.beatnix.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar