60 års dansk jazzhistorie
Da jeg for et par år siden for første gang hørte at der blev arbejdet på en bog om den danske jazzhistorie fra 1950 og frem blev jeg utålmodig og kunne slet ikke vente. Nu er den her endelig! 60 års jazzhistorie beskrevet på 625 sider. Jeg har selv fulgt de sidste 25 år af jazzen og særligt intenst de sidste 10 år, hvor jeg de sidste syv år har skrevet om jazzen og alle dens gerninger her på bloggen. Derfor er det også uundgåeligt at have en holdning til hvordan sådan en bog skal skæres.
Bogen er delt i op i kapitler omhandlende hvert sit årti. De er skrevet af forskellige bidragsydere og i hvert kapitel er der indlagte pauser med mere dybdegående artikler om specifikke emner eller enkeltpersoner.
Kapitlet om 50'erne er skrevet af Tore Mortensen og Ole Izard Høyer. Dansk jazz var ung - selv om den havde været i gang siden 20'erne og 40'erne havde været med til at popularisere jazzen - så var der ikke mange jazzmusikere og de erfarne fra de foregående årtier begyndte at spille en mindre rolle. Kapitlet kommer, som det efterfølgende om 60'erne af Kjeld Frandsen til, at lide under at der i forvejen er skrevet en hel del om den danske jazzscene fra den tid. Bla. i bogen Da den moderne jazz kom til Danmark af førnævnte Ole Izard Høyer. Derfor er der ikke meget nyt at finde i de kapitler, der i kapitlet om 60'erne også kommer til at lide under de noget lange opremsninger af musikere.
Kapitlet om 70'erne er skrevet af Jens Jørn Gjedsted. Han skriver om det farverige årti med en helt særlig baggrund. Det er meget tydeligt at han har været førstehåndsvidne til rigtigt meget af det han skriver om. Han var chefredaktør på musikbladet MM, han var ansat på DR og han var selv musiker og meget aktiv i jazzmiljøet. Han skriver med lige stor begejstring om den elektriske jazz, den eksperimenterende jazz og den traditionelle jazz. Han kommer omkring alle de mulige og umulige jazzbands der var i 70'erne. Ligeledes kommer han med stor indsigt omkring det jazzpolitiske, organisationerne og de vigtigste personer omkring den danske jazzscene. Der er også blevet plads til flere anekdoter. Bebopveteranen og trompetisten Red Rodney dukker i starten af 1975 op i København og spiller på Vognporten sammen med flere forskellige orkestre og det lød ikke lige godt - mest fordi Rodney lige havde fået et nyt tandsæt! Det var et årti hvor jazzen blev dækket tæt af medierne. DR havde en stor jazzredaktion, der optog mange timers livemusik og præsenterede musikken i mange ugentlige programmer. Jo jazzen havde det godt på DR dengang, de havde sågar to big bands på lønningslisten en kort overgang.
Christian Munch Hansen tager sig 80'erne, hvor navne som Jørgen Emborg, Palle Mikkelborg, Niels Lan Doky, Marilyn Mazur og Pierre Dørge er blandt de fremtrædende. Det er også årtiet der byder på nye tiltag som Det Rytmiske Musikkonservatorium - der i den første årgang tæller navne som Christina von Bülow og Nikolaj Hess, Stunt Records opstår og det er i 80'erne at Copenhagen Jazz Festival (der starter i 1979) grundlægger den succes som festivalen bliver med svimlende 350 koncerter i 1989.
I 90'erne går dansk jazz ind i sin anden guldalder med DR som en vigtig medspiller og det tidsskriftet Jazz Special starter. Copenhagen Jazzhouse åbner inden Montmartre lukker. For første gang i bogen er der noget om jazz udenfor København og Århus. Jazzhus Dexter i Odense åbner i 1991. Det er Ole Matthiessen der har skrevet kapitlet om 90'erne. Kapitlet er ligesom Munch Hansens om 80'erne båret af den store viden som de to skribenter er i besiddelse af. Der er ikke mange områder indenfor jazzen der ikke bliver behandlet.
Det er bogens højdepunkter. Kapitlerne om 70'erne, 80'erne og 90'erne er gode grunde til at købe bogen og tage på en spændende kulturhistorisk rejse i den nære fortid. Det er første gang at historien om den danske jazz i de tre årtier beskrives så tæt og det er gjort godt!
Billedsiden er langt hen ad vejen leveret af Jan Persson, der ud over at have været en særdeles flittig jazzfotograf også ejer rettighederne til mange historiske jazzfotos. Derfor står der misvisende Jan Persson ud for flere ældre jazzfotos, bla. et af den senere jazzkritiker Boris Rabinowitsch fra omkring 1950. Persson var 7 år på det tidspunkt. Et andet og større problem er bogens billeddogme. Alle billederne er i sort/hvid. Bla. er der et herligt billede af den herningensiske jazzgruppe Æ Bindstouw Jazzmen (i øvrigt med den ene af bogens redaktører Olav Harsløf på klarinet). Billedet er oprindeligt i farver og fra gruppens EP der udkom på Storyville. Mange klassiske jazzfotos er sort/hvide - bla. det meget smukke forsidebillede med NHØP/Drew/Riel trioen. Det behøver vel ikke at medføre at farvebilleder så skal gøres sort/hvide? Beslutningen om det sort/hvide look eksluderer også fuldstændigt billeder af pladecovers. 60 års jazzhistorie uden et eneste billede af et pladecover er for tyndt.
Bogens afsluttende kapitel om 00'erne er noget rod. På en tiendedel af den plads de andre kapitler indtager får man sjasket sig gennem 10 års jazz, der set fra min stol og hørt med mine ører har været et frugtbart og meget anderledes årti i forhold til de 5 foregående. Det er der ikke blevet plads til at beskrive og det er en skam. Det værste er dog de afsluttende lister fra bogens forfattere, hvor de hver især har valgt de tre særligt værdifulde udgivelser fra 00'erne. Tre af forfatterne formår gudhjælpemig at udpege plader med musik fra andre årtier som de mest værdifulde i 00'erne. Så har man da virkelig pisset sin holdning af overfor 00'erne.
Bogen afsluttes med en imponerende diskografi lavet af Erik Raben over danske jazzindspilninger fra 1945-2000. Hvorfor de sidste 10 år ikke er med er der ingen forklaring på. Denne diskografi kan i øvrigt ses i en detaljeret version på dette site: jazzdiscography.dk
Selvfølgelig er det en bog der kan anbefales til den jazzinteresserede dansker. Redaktørerne Olav Harsløf og Finn Slumstrup har gjort det umulige og lavet en værdig fortsættelse til Erik Wiedemanns Jazz i Danmark, der omhandler jazzen op til 1950. Har de så fået alt med? Det er af indlysende grunde ikke muligt. De har sikret at der er kommet en værdig bog, der også kan tages ned fra reolens hylder om fem år og læses med lige stor interesse af jazznørden og jazznovicen. Det er en kæmpe bedrift.
Da jeg for et par år siden for første gang hørte at der blev arbejdet på en bog om den danske jazzhistorie fra 1950 og frem blev jeg utålmodig og kunne slet ikke vente. Nu er den her endelig! 60 års jazzhistorie beskrevet på 625 sider. Jeg har selv fulgt de sidste 25 år af jazzen og særligt intenst de sidste 10 år, hvor jeg de sidste syv år har skrevet om jazzen og alle dens gerninger her på bloggen. Derfor er det også uundgåeligt at have en holdning til hvordan sådan en bog skal skæres.
Bogen er delt i op i kapitler omhandlende hvert sit årti. De er skrevet af forskellige bidragsydere og i hvert kapitel er der indlagte pauser med mere dybdegående artikler om specifikke emner eller enkeltpersoner.
Kapitlet om 50'erne er skrevet af Tore Mortensen og Ole Izard Høyer. Dansk jazz var ung - selv om den havde været i gang siden 20'erne og 40'erne havde været med til at popularisere jazzen - så var der ikke mange jazzmusikere og de erfarne fra de foregående årtier begyndte at spille en mindre rolle. Kapitlet kommer, som det efterfølgende om 60'erne af Kjeld Frandsen til, at lide under at der i forvejen er skrevet en hel del om den danske jazzscene fra den tid. Bla. i bogen Da den moderne jazz kom til Danmark af førnævnte Ole Izard Høyer. Derfor er der ikke meget nyt at finde i de kapitler, der i kapitlet om 60'erne også kommer til at lide under de noget lange opremsninger af musikere.
Kapitlet om 70'erne er skrevet af Jens Jørn Gjedsted. Han skriver om det farverige årti med en helt særlig baggrund. Det er meget tydeligt at han har været førstehåndsvidne til rigtigt meget af det han skriver om. Han var chefredaktør på musikbladet MM, han var ansat på DR og han var selv musiker og meget aktiv i jazzmiljøet. Han skriver med lige stor begejstring om den elektriske jazz, den eksperimenterende jazz og den traditionelle jazz. Han kommer omkring alle de mulige og umulige jazzbands der var i 70'erne. Ligeledes kommer han med stor indsigt omkring det jazzpolitiske, organisationerne og de vigtigste personer omkring den danske jazzscene. Der er også blevet plads til flere anekdoter. Bebopveteranen og trompetisten Red Rodney dukker i starten af 1975 op i København og spiller på Vognporten sammen med flere forskellige orkestre og det lød ikke lige godt - mest fordi Rodney lige havde fået et nyt tandsæt! Det var et årti hvor jazzen blev dækket tæt af medierne. DR havde en stor jazzredaktion, der optog mange timers livemusik og præsenterede musikken i mange ugentlige programmer. Jo jazzen havde det godt på DR dengang, de havde sågar to big bands på lønningslisten en kort overgang.
Christian Munch Hansen tager sig 80'erne, hvor navne som Jørgen Emborg, Palle Mikkelborg, Niels Lan Doky, Marilyn Mazur og Pierre Dørge er blandt de fremtrædende. Det er også årtiet der byder på nye tiltag som Det Rytmiske Musikkonservatorium - der i den første årgang tæller navne som Christina von Bülow og Nikolaj Hess, Stunt Records opstår og det er i 80'erne at Copenhagen Jazz Festival (der starter i 1979) grundlægger den succes som festivalen bliver med svimlende 350 koncerter i 1989.
I 90'erne går dansk jazz ind i sin anden guldalder med DR som en vigtig medspiller og det tidsskriftet Jazz Special starter. Copenhagen Jazzhouse åbner inden Montmartre lukker. For første gang i bogen er der noget om jazz udenfor København og Århus. Jazzhus Dexter i Odense åbner i 1991. Det er Ole Matthiessen der har skrevet kapitlet om 90'erne. Kapitlet er ligesom Munch Hansens om 80'erne båret af den store viden som de to skribenter er i besiddelse af. Der er ikke mange områder indenfor jazzen der ikke bliver behandlet.
Det er bogens højdepunkter. Kapitlerne om 70'erne, 80'erne og 90'erne er gode grunde til at købe bogen og tage på en spændende kulturhistorisk rejse i den nære fortid. Det er første gang at historien om den danske jazz i de tre årtier beskrives så tæt og det er gjort godt!
Billedsiden er langt hen ad vejen leveret af Jan Persson, der ud over at have været en særdeles flittig jazzfotograf også ejer rettighederne til mange historiske jazzfotos. Derfor står der misvisende Jan Persson ud for flere ældre jazzfotos, bla. et af den senere jazzkritiker Boris Rabinowitsch fra omkring 1950. Persson var 7 år på det tidspunkt. Et andet og større problem er bogens billeddogme. Alle billederne er i sort/hvid. Bla. er der et herligt billede af den herningensiske jazzgruppe Æ Bindstouw Jazzmen (i øvrigt med den ene af bogens redaktører Olav Harsløf på klarinet). Billedet er oprindeligt i farver og fra gruppens EP der udkom på Storyville. Mange klassiske jazzfotos er sort/hvide - bla. det meget smukke forsidebillede med NHØP/Drew/Riel trioen. Det behøver vel ikke at medføre at farvebilleder så skal gøres sort/hvide? Beslutningen om det sort/hvide look eksluderer også fuldstændigt billeder af pladecovers. 60 års jazzhistorie uden et eneste billede af et pladecover er for tyndt.
Bogens afsluttende kapitel om 00'erne er noget rod. På en tiendedel af den plads de andre kapitler indtager får man sjasket sig gennem 10 års jazz, der set fra min stol og hørt med mine ører har været et frugtbart og meget anderledes årti i forhold til de 5 foregående. Det er der ikke blevet plads til at beskrive og det er en skam. Det værste er dog de afsluttende lister fra bogens forfattere, hvor de hver især har valgt de tre særligt værdifulde udgivelser fra 00'erne. Tre af forfatterne formår gudhjælpemig at udpege plader med musik fra andre årtier som de mest værdifulde i 00'erne. Så har man da virkelig pisset sin holdning af overfor 00'erne.
Bogen afsluttes med en imponerende diskografi lavet af Erik Raben over danske jazzindspilninger fra 1945-2000. Hvorfor de sidste 10 år ikke er med er der ingen forklaring på. Denne diskografi kan i øvrigt ses i en detaljeret version på dette site: jazzdiscography.dk
Selvfølgelig er det en bog der kan anbefales til den jazzinteresserede dansker. Redaktørerne Olav Harsløf og Finn Slumstrup har gjort det umulige og lavet en værdig fortsættelse til Erik Wiedemanns Jazz i Danmark, der omhandler jazzen op til 1950. Har de så fået alt med? Det er af indlysende grunde ikke muligt. De har sikret at der er kommet en værdig bog, der også kan tages ned fra reolens hylder om fem år og læses med lige stor interesse af jazznørden og jazznovicen. Det er en kæmpe bedrift.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar