Det er også derfor jeg elsker jazz

Jeg har i den seneste tid fortalt folk at jeg skal på Højskole.

"Sammen med familien?" - har folk spurgt.

"Næh sammen med Danmarks bedste jazzmusikere, der skal undervises af 9 udenlandske hotshots."

"Jamen du er da ikke jazzmusiker, Niels" - har alle så svaret tilbage.

”Nej men jeg har fået lov til at være en flue på væggen, så jeg kan skrive om det her på bloggen.”

Der kommer 58 jazzmusikere, hvor størsteparten er danske og nogle enkelte er svenskere. Underviserne (og adskillige af eleverne) er for en jazznørd som mig i samme klasse som kaffe er om morgenen (og resten af dagen). Outstanding!

Jeg oplevede i sommeren 1991 guitaristen Marc Ribot sammen med Elvis Costello på Cirkus i Stockholm, hvor Ribot var en af de bærende kræfter i Costello's daværende backing band Rude 5. Han brændte så meget igennem at jeg fortsat kan fremkalde lyden af Ribot's skæve og direkte guitarspil. For et par uger siden var jeg på ferie i Berlin. Her besøgte jeg Det Jødiske Museum, hvor der var en særudstilling om Radical Jewish Culture, hvor et af hovedområderne var John Zorn's værk Kristallnacht fra starten af 90'erne. Her var Marc Ribot en af de bærende musikere i opførelsen. Han medvirker desuden i min musikalske bevidsthed på tre af de bedste plader (uanset genre) der nogensinde er lavet. Elvis Costello's Spike, Tom Waits' Raindogs og Lounge Lizards' Big Heart Live in Tokyo.

Pianisten John Taylor og trompetisten Kenny Wheeler der begge kommer som undervisere på Summersession havde i 70'erne trioen Azimuth sammen med sangerinden Norma Winstone. Der findes en trippel-CD, hvor pladeselskabet ECM Records har samlet de tre første udgivelser med trioen. Norma Winstone's ordløse sang er sammen med Wheeler's smukke trompet og flygelhorn og John Taylor's åbne pianospil der suppleres med orgel og synth i særklasse. Det er dybt original og bevægende musik båret af de tre musikeres store virtuositet og musikalske kommunikation. Jeg kommer til at tænke på trioen Equilibrium med Mikkel Ploug, Sissel Vera Pettersen og Joachim Badenhorst, der er båret af noget af den samme kammermusikalske urkraft. Både Wheeler og Taylor har nogle store bagkataloger hos pladeselskabet ECM Records. De har også begge indspillet med danske musikere. John Taylor medvirker på Marilyn Mazurs nye album Celestial circle og i 1996 var han med på Karsten Houmark Quartet's Jazzpar-plade. Mens Wheeler medvirkede på Houmarks LP fra 1985; Karsten Houmark Quintet.

Lee Konitz kommer desværre ikke, da han er syg. Han fik en hjerneblødning for en måned siden under en tour i Australien, og er stadig mærket af det. JazzDanmark og ledelsen af Summer Session har været i dialog med Lee og hans manager gennem hele forløbet og havde indtil det sidste håbet på, at han kunne tage afsted. Desværre er han stadig for svækket til at rejse til Danmark. I stedet kommer saxofonisten Chris Speed. Han er ikke ukendt for det danske jazzpublikum og har ofte spillet i landet sammen med bla. Jak(c)ob'erne Bro, Anderskov og Buchanan. Blandt mine pladefavoritter med Speed er Peter Bruun's Buffalo Age fra 2007, Uri Caine Ensemble's Plays Mozart fra 2006 og Jacob Anderskov's Agnostic Revelations fra 2010.

Trommeslageren Jeff Ballard var også underviser på Vallekilde i 2004. Han har siden spillet en del gange i Danmark sammen med stjernepianisten Brad Mehldau. Han regnes ikke uden grund for at være en af de helt store trommeslagere i dagens jazz. Jazzpublikummet lagde første gang rigtgt mærke til ham, da han sad bag trommerne hos Chick Corea fra sluthalvfemserne. Han medvirkede bla. på et af mine Corea-favoritalbums Past, present and futures fra 2001 i kompetent og tydelig stil. Sammen med trioen FLY med Mark Turner og Larry Grenadier har han også lavet to sublime albums.

Legendariske trommeslagere af lidt ældre dato end Ballard er også på Vallekilde i næste uge. Andrew Cyrille regnes for at være en af de helt store freejazz trommeslagere, noget han blandt andet demonstrerede i de mange år frem til 1975 han var fast trommeslager for Cecil Taylor. Cyrille har siden haft egne grupper og i trio sammen med Søren Kjærgaard har han på to albums vist sine uovertrufne evner. Bob Moses er en helt anden type trommeslager der fra slutningen af 60'erne gjorde sig gældende i jazzrock-sammenhænge med bal. Larry Coryell. Men også Gary Burton brugte Moses. Herfra kendte den unge guitarist Pat Metheny Moses. Metheny's legendariske solodebut Bright size life fra 1975, hvor Jaco Pastorius spiller bas har inspireret mange jazzmusikere gennem årene.

Jokeren på holdet er sangeren og guitaristen James Blood Ulmer. Han har musikalsk bevæget sig indenfor freejazz, funk og blues - gerne blandet sammen. Med andre ord er han en ener. Hans ujævne produktion fik i 2005 et højdepunkt med soloalbummet Birthright, hvor Ulmer's uortodokse blues flyder fra højttalerne og brænder sig fast. Jeg er spændt på denne frie guitarist og sanger.

Sidste mand er bassisten Thomas Morgan, der medvirker på August Rosenbaums roste debutplade Beholder fra sidste år. Morgan har i særdeleshed gjort opmærksom på sig selv sammen med Paul Motian på flere plader. Jeg skrev om Morgan i forbindelse med hans medvirken på John Abercrombie's Wait till you see her fra 2009, at han spiller sparsomt og understregende enkelt og at han tilhører en kategori af bassister der har et undertrykt power-udtryk.

Da jeg mødte JazzDanmarks mand på Summersessionprojektet, Lars Meiling til Spot Festival, spurgte han om jeg havde lyst til at komme på Vallekilde til Summersession et par dage. Jeg fik med andre ord lov til at være sammen med en ordentlig bunke af de musikere, der til dagligt fylder rigtigt meget på pladehylderne i min stue. Musikere der hele tiden finder frem til mine ører. Så selvfølgelig sagde jeg ja. Der findes vist ikke andre musikbloggere i andre musikgenrer der får så fint et tilbud.

Jeg ved ikke hvad der venter mig. Bare den forjættende tanke om at være sammen med nogle musikere man beundrer så meget. Jeg skal bare ikke dele det med nogen (udover jer læsere). Det bliver i rammer hvor musikerne givetvis prøver sig selv og hinanden af. Det er for en enkelt gangs skyld ikke noget de gør for publikums skyld, der er ikke nogen der skal høre det (udover musikerkollegerne). Der er ingen leflen. Kun eksperimenter og kærlighed til musikken i store mængder.

Jeg glæder mig!

- og håber at jeg får omsat det i nogle spændende blogposts her på bloggen.