Der er nogle enkelte kunstnere der gennem mange år har haft ECM-bossen Manfred Eicher's opmærksomhed. Heriblandt den engelske saxofonist John Surman, der allerede i 1979 lavede en soloplade for ECM. Han er på den aktuelle plade i dialog med sig selv. Han er indspillet på flere spor og har nærmest lavet en flerdimensionel soloplade. Det er nænsom af tenor-, sopran- og barytonsaxofon, alt-, bas- og kontrabasklarinet og harmonika.
På mange af numrene er der synthesizer-klangflader, hvilket han også brugte på 1979-albummet Upon refelction. Han skriver selv i en note i CD-bookletten at han har fået hjælp af sønnen Pablo Benjamin til at blive opdateret på nutidens software-synths. Det pudsige er så, at Surman oftest vælger lyde og klange af ældre dato. Det kommer til at lyde som easy listening/new age-synthesizer musik fra firserne, som Kitaro og andre lavede den. Det klæder ikke Surman's opfindsomme og personlige indsats på blæserinstrumenterne.
Synthesizerklangene giver ikke substans nok til saxofonspillet. Pladen bliver desværre en noget udvandet sag med klumper i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar