Det er først midt i andet nummer at manden bag det hele træder tydeligt frem som solist. Guitaristen Mark Solborg er med sit nyeste opus mere opsat på, at præsentere et hele, hvor det er kollektivet der er drivkraften og så på den anden side alligevel ikke. Det er kvartetten Solborg 4, der er udvidet med fire blæsere og en supersolist, derfor 4+4+1.
Supersolisten er den amerikanske saxofonist Chris Speed. Han har i næsten 10 år huseret i det danske jazzmiljø som gæstemusiker. Han har i den periode indspillet plader og optrådt med en lang række danske jazzmusikere. Dermed har han også sat tydelige spor i den danske jazz. Det er nu ikke fordi der ellers mangler personlighed og karakter på saxfronten på Solborg's plade. Anders Banke, Laura Toxværd og Torben Snekkestad indtager de andre pladser i nonetten. Gunnar Halle på trompet og Jakob Munck på tuba er de sidste to blæsere. Jeppe Skovbakke på bas og Bjørn Heebøll på trommer sover heller ikke i rytmegruppen.
Mit lyttefokus er dog mest på de 6 blæsere. Ja, og selvfølgelig Mark Solborg som tovholder, komponist og dirigent mere end hans evner på guitaren. Det her er jazz af den avancerede slags, hvor det er en fordel både som lytter og musiker, at holde tunge lige i munden. Men så længe Solborg inkluderer og åbner op, er det helt fint med mig. Optagelsen stammer fra Copenhagen Jazz Festival 2010, hvor de optrådte på Borups Højskole. Mark Solborg skal endnu en gang roses for et æstetisk og elegant CD-cover, hvor det både erdesign, billede og selve pappet der er brugt til indpakningen der er i særklasse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar