torsdag, september 27, 2012

Sarah Howe: The wild & The tame (Sarah Howe)


Hvad gør man, hvis man gerne vil ind på den danske jazzscene og kommer fra Tyskland? Den klassiske måde er, at forsøge at lave en turné. Skridtet før booking af en turné er, at oparbejde noget omtale i Danmark. Det gør sangerinden Sarah Howe der kommer fra Hamborg et forsøg på. Som en del af omtalen, har hun sendt hendes CD til mig. Hun er af engelsk oprindelse men bor nu i den store tyske by, der er så tæt på Danmark og alligevel så langt væk...

Sarah Howe laver uforfalsket jazzpop med fokus på poppen. Der er en solbeskinnet lethed i musikken. Hun sørger selv for klaveret mens hun bakkes op af tre tyske musikere. Saxofonisten Christian Gastl vrider uden større problemer en David Sanborn-lignende solo ud af af ærmet. Det er nogle velspillende musikere, der klæder den lette musik godt. Nu skal der nok mere end en anmeldelse på min blog, til at sætte an turné op i Danmark. Jeg tror at den allerstørste udfordring bliver konkurrencen med de danske jazzsangerinder der også flirter med poppen. Dem er der en hel del af og flere af dem, gør det særdeles godt.

Hans Theessink & Terry Evans: Delta time (Blue Groove/Pladekisten)


Gospel og blues mødes her i en hellig akustisk alliance. Bluesguitaristen og sangeren Hans Theessink er gået sammen med den amerikanske bluessanger og guitarist Terry Evans, der har den lækreste gospelinspirerede vokal. Evans har tidligere samarbejdet med Ry Cooder. Cooder kigger meget passende forbi på tre af pladens numre, med hans velkendte og distinkte guitarlyd. Det kan godt være at Theessink er fra Europa men det her er ren og uforfalsket organisk blues af fineste klasse. Det er støvet og sumpet deltablues, der står i gæld til Mississippi, Louisiana and the southern spirit.

Theessink og Evans mødes i et intenst duosamarbejde, hvor Evans klare gospelvokal er et passende match til Theessink's varme baggårdsstemme. På en række af numrene suppleres Evans endda med tre andre sangere, så gospelstemningen rigtigt kan gribe fat. Delta time er en stor bluesplade med en selvsikker bluesguitar og de lækreste bluesvokaler.

onsdag, september 26, 2012

Alhos: Alhos (AORecords)

En trio med tre finner der spiller guitar, tuba og trommer. Lyder det vildt? Det er det også! Guitaristen Juhani Grönroos står i spidsen for trioen, der ter sig fuldstændigt uhæmmet. De spiller tung rock med improelementer og så den her tuba. Det lyder overraskende genkendeligt. Det nærmeste jeg kan komme er, at beskrive det som pompøs trashy rock. 

Det er ikke endimensionelt larmende, hvilket det afsluttende nummer Hahmoit er med til at illustrere. Saxofonisten Joakim Berghäll føjes til et nummer, hvor Grönroos nærmest lyder henad Bill Frisell. Topnummeret på pladen er uden tvivl Phil Collins-hyldesten "Phil Collins" eller måske er det slet ikke nogen hyldest. Der er under alle omstændigheder hentet inspiration i 70'ernes pompøse rock, hvor netop Genesis med Phil Collins var et af topnavnene. En på mange måder spøjs og original plade, der fortjener et lyt.

Scott McLemore: Remote location (Sunny Sky)


Den amerikanske trommeslager Scott McLemore blev for nogle år siden en del af den islandske jazzscene. Det gjorde han via sit forhold til den islandske pianist Sunna Gunnlaugs. Hun medvirker selvfølgelig på McLemores andet album, der er indeholder 11 personlige numre. Personlige i den forstand, at der knytter sig forudgående følelser og oplevelser til de enkelte melodier. Hilsener til gamle venner bliver sendt gennem McLemores smukke musik. Han har allieret sig med fire stærke islandske musikere, hvor den ene - tenorsaxofonisten Oskar Gudjonsson er den vi kender bedst i Danmark via hans samarbejde med guitaristen Søren Dahl Jeppesen. Det er fint sted at starte i beskrivelsen af denne plade. Kan du - ligesom jeg - godt lide Søren Dahl Jeppesen, så er der ikke mange undskyldninger for ikke, at høre denne plade.

McLemore har opholdt sig længe nok på Island, til at han er indfanget af det enkle og rene. Smukke ballader iblandet vulkanaske. På pladens sidste nummer hylder McLemore instrumentkollegaen Paul Motian med Movement for Motian. Der er ikke den samme flydende rytme i McLemore's spil, som kendes fra Motian. I stemningen og sjælen vil Scott McLemore dog noget af det samme. Det er blevet til en afvekslende, behagelig og rolig plade. 

mandag, september 24, 2012

Jesper Zeuthen: PLUS (Barefoot Records)


Vildskaben tøjles på Jesper Zeuthens nyeste udspil. Det gør ikke noget, han har allerede vist den vilde side på sine to foregående albums. Denne gang får han yderligere selskab af to blæsere. Den erfarne trompetist Kasper Tranberg og den unge Kristian Tangvik på tuba. De udgør en blæserfront, der selvfølgelig præges voldsomt af Zeuthens personlige saxofonspil der er så sprængfyldt af bølgeformede følelser. Der er både Ayler og Afrika i den saxofon. 
Tranbergs og Zeuthens instrumenter mødes som det naturligste. De plejer hinanden i en grad, så der vokser blomster ud af messinginstrumenternes huller. Tangviks tuba er lige så meget støtte for rytmegruppen, hvor bassisten Adam Pultz Melbye får passende med- og modspil. Melbye spiller normalt i Zeuthens trio, sammen med trommeslageren Thomas Præstegaard, der naturligvis også er med her. 

Det er helt konkret et plus, at der er kommet flere med. Det er også et plus for musikken, det klæder Zeuthens kompositioner med mere musikalsk fylde. Der er tre numre der går igen fra de to tidligere albums. På et nummer som Sin skæve gang har der fundet en gevaldigt opstramning sted med nummeret. Nu er det jo stadig Jesper Zeuthen, så han er på ingen måde blevet bovlam. Det her er endnu en side af manden. På fire numre er der yderligere to blæsere med; Henrik Pultz Melbye på altsax og Jens Kristian Bang på trombone. For min skyld måtte der gerne komme et helt album med Jesper Zeuthen PLUS plus. Jeg kan nu sagtens "nøjes" med dette album. Endnu en gang understreger Jesper Zeuthen, at han er en af de helt store danske jazzmusikere.
Bonusinfo:
Jesper Zeuthen PLUS spiller på Cph. Jazzhouse d. 4.- 11.- 18. og 25. oktober i serien Danish Masters.

tirsdag, september 18, 2012

Niels Vincentz: Early reflections (Steeplechase)


Indspilningerne havde ligget og samlet støv i 12 år, inden de skulle komme frem i dagens lys. Saxofonisten Niels Vincentz havde forsøgt at finde et pladeselskab der ville udgive pladen dengang, men der var ikke nogen der bed på krogen. Det har Steeplechase's Nils Winther heldigvis gjort efter, at trommeslageren Billy Hart havde opfordret Vincentz til, at kontakte Winther. Hart havde ikke glemt indspilningen, som han selv medvirkede på. Han havde nemlig ofte haft den fremme og lyttet til den. Den sidste mand i trioen er bassisten Cameron Brown. I foråret var de tre atter på turné sammen i USA og Danmark. Her sluttede de turnéen af med indspilningen af endnu et album. Nu går der næppe 12 år inden den kommer på gaden. For med Early reflections har Niels Vincentz fået en masse velfortjent opmærksomhed.

Det er en saxtrioplade af meget høj klasse. Vincentz's dejlige personlige tone får passende backup fra en uhyre velspillede Hart, der er sprudlende fuld af en masse små spidsfindigheder, han hele tiden får lagt ind i musikken. Niels Vincentz har måske ikke gjort så meget væsen af sig tidligere. Denne plade må en gang for alle placere ham på listen over stærke danske saxofonister med en personlig tone. Han har selv skrevet 6 af pladens numre. Pladens udgangnummer er John Coltrane's 26-2 er en passende afrunding på en god saxplade med en solid dosis Coltrane-inspiration.

mandag, september 17, 2012

Efterårs Rengøring

Jeg har lavet en oprydning i linklisten over til højre. Der var flere, hvor der ikke var sket en pind i længere tid, så de er røget ud med efterårsrengøringen. Jeg har i stedet føjet nogle andre spændende til listen.

Den amerikanske A blog supreme er uden tvivl et af de bedste steder, at holde sig opdateret på, hvad der sker på den amerikanske jazzscene. npr.org/blogs/ablogsupreme/

Pianisten Ethan Iverson er ikke kun en gudsbenådet pianist i bla. The Bad Plus. Han er også en flittig blogger med holdninger om jazz og meget andet, bla. Mitt Romney og Barack Obama: dothemath.typepad.com/

Indenfor nichen jazz er der også nicher. En af de mest forkætrede er free jazzen. Belgiske Stef har en af de bedste blogs om den frie jazz: freejazz-stef.blogspot.dk/

Hvad sker der egentlig i Japan? Her kan du følge med i strømmen af lækre specialiteter der kun udkommer i solens rige: tokyojazznotes.blogspot.dk

Her er bloggen for dem, der ikke kan få nok af out-of-print og vanvittigt sjælden jazz: destination-out.com/

Den her blog er ny for mig, igen en meget omfattende (amerikansk?) blog: jazzandblues.blogspot.dk/ 

Jakob Park: Weekend lover (Gateway)


Man skal holde tungen lige i munden, hvis man som Jakob Park springer ud som helhjertet popdreng. Poppen er smækfyldt med fælder. Det værste der kan ske er, at det bliver intetsigende tomt og ligegyldigt eller, at det bliver så glat, at det bare glider forbi uden at man opdager det. Jakob Park tager mange gode erfaringer med fra jazzens verden uden at han har lavet en jazzpopplade. Det er blevet til en popplade med stort P. Erfaringerne fra jazzen bruges i håndværket. Det er håndspillet popmusik, som den kunne lyde i 1982 eller deromkring. Dengang man brugte jazzmusikere som sessionmusikere når der skulle spilles noget, der var tilpas kompliceret og stillede store krav til den enkelte musikers tekniske evner.

Jakob Park har hyret nogle danske musikere ind, der uden problemer spiller pop så det bobler af overskud. Jakob Park har ladet sig inspirere bredt i poppens voksne verden. John Lennon, Stevie Wonder, James Taylor og Steely Dan er nogle af dem jeg kommer til, at tænke på når jeg lytter til pladen. Det er veludført og velproduceret af Aske Jacoby, der også spiller en god guitar på pladen. Jakob Park charmerer sig hele vejen gennem pladen med en række tekster om kærlighed. Nummeret Can't get enough er min favorit. Den har et fedt blæserarrangement og en lækker Anders Gaardmand saxsolo som man kunne støde på, dengang der var brug for håndværkere fremfor programmører i popstudierne. 

Men nu skriver vi altså ikke 1982. Der er gået 30 år. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket hvis Jakob Park havde kombineret håndværket med nutidens pop? Er du til altmodisch håndspillet kærlighedspop går du næppe galt i byen.

Lina Allemano Four: Live at The Tranzac (Lumo Records)


Nu er det nok ikke så tit, at du går og tænker på canadiske avantgardetrompetister og nok endnu mindre på de kvindelige af slagsen. Men hvis du gjorde det, så var der en reel chance for, at Lina Allemano's navn poppede op i din bevidsthed. Lige nu er der en god chance for, at stifte et nærmere bekendtskab med Allemano. Hun kommer til Danmark d. 6. oktober, hvor hun spiller i kirken på Blågårds Plads sammen med hendes kvartet. Lina Allemano har ikke optrådt i Danmark før. Det bliver uden tvivl en følelsesmættet affære for hende, da hendes mor netop er fra København.

Det er ikke det brutale trompetspil, som Allemano holder sig til. Hun har en følsom og klar tone, hvor avantgardeudtrykket viser sig i de skæve kompositioner som Allemano er ophavskvinden bag. Det er det fjerde album med den samme besætning siden 2006, som Allemano er ude med. Kvartetten arbejder meget i det kollektive udtryk, hvor sammenspillet åbner op for fornemme detaljer. Lina Allemano Four er ikke kun tæt sammenspillet. Der er flere dimensioner i spillet, hvor de undersøger musikken sammen. Der lukkes op og de viser frem. Fællesskabet er omdrejningspunktet. Altsaxofonisten Brodie West har et helt særligt tag på musikken.Der er en god chance for, at københavnske avantgardefreaks kan få en særlig oplevelse i kirken til oktober.

fredag, september 14, 2012

Gabor Bolla: Find your way (Act) >> Adam Baldych & The Baltic Gang: Imaginary room (Act)



Østeeuropæisk jazz er ikke noget der præsenteres ret meget af i vesteuropa. Her er et par stykker som er udgivet af tyske Act Records. Den ungarske saxofonist Gabor Bolla spillede allerede med Vienna Art Orchestra i 1988, da han var 15 år gammel. Som et sandt vidunderbarn med en baggrund i romakulturen havde han ikke gået musikskolevejen men havde selv lært en masse. Her præsenterer han 13 numre, der er en skønsom blanding af klassisk musik - med to numre af Bela Bartok, klassisk jazz - med to numre af Monk og en enkelt Sonny Rollins og John Lewis' udødelige Django. Bolla er en jazzsaxofonist der har bruger referencer til hans geografiske udgangspunkt, hvilket bla. er tydeligt i kraft af violinisten Lajos Särközi's medvirken. Ved trommerne sidder en anden musiker, der også startede ud som vidunderbarn, nemlig den schweiziske trommeslager Jojo Mayer.

Den polske violinist Adam Baldych kalder sit band for The Baltic Gang. Man kunne også gruppen for en skandinavisk supergruppe. Svenskerne Jakob Karlzon (piano) og Lars Danielsson (bas), finnen Verneri Pohjola (trompet), nordmanden Marius Neset (saxofon) og ikke mindst danskeren Morten Lund på trommer danner back up for den 26 årige violinist. Baldych har selv skrevet musikken. Det er blevet til et spændende album med god plads til flotte solopræstationer hele vejen rundt. Pladens producer Nils Landgren spiller med på et par numre på sin trombone. Baldych's violinspil er nutidig jazzviolin, hvor der er referencer til noget af det spil som landsmanden Michael Urbaniak blev kendt for i firserne, når han ikke var fuld af effekter.
actmusic.com

Sund/Shashank/Phalgun: Here and now (Gateway)


Guitaristen John Sund er i musikalsk forstand taget til Indien. Han er ikke nogen novice ud i world music, noget han bla. har bevist sammen med bandet World on a string og sammen med Ayi Solomon på albummet Duometric events. Den indiske musik er tidligere blevet dyrket af John Sunds instrumentkollega og forbillede John McLaughlin. Hvor det nærmest placerer nærmest i en naturlig forlængelse af jazz, fusion og world. John Sund blev indfanget af den indiske musik, da han som 18 årig hører en plade med Ravi Shankar, som han ellers kun kendte fra The Beatles og George Harrison.

I John Sunds møde med det indiske i dag er det i en nedtonet akustisk version, selv om han også har beskæftiget sig med den avancerede fusionsmusik. Han har allieret sig med Phalgun Parupalli på percussioninstrumenterne mridangam og kanjira og Shashank Subramanyam, der spiller på bambusfløjten bansuri. Subramanyam har tidligere arbejdet sammen med Pierre Dørge & New Jungle Orchestra.

Jeg er i allerhøjeste grad på udebane med denne plade. Jeg har dog ikke problemer med, at høre at John Sund er en guitarist med særlige evner. Det er beundringsværdigt og modigt af ham, at vise en anden vinkel på indisk end den vi ellers kender med sitar og tablas.

torsdag, september 13, 2012

Steve Kuhn Trio: Wisteria (ECM) >> John Abercrombie Quartet: Within a song (ECM)

Det er lige præcis sådan nogle plader som de her to, der er med til endnu en gang at understrege, hvorfor jazzen er så fed og hvorfor at ECM Records er så fantastiske til, at forvalte den. Steve Kuhn stiller op med en drømmetrio med Joey Baron på trommer og Steve Swallow på bas. To folk som han on and off har spillet sammen med tidligere i karrieren. Swallow havde han blandt andet med på en af de fire ECM-plader han lavede i 70'erne. Mens Baron har siddet ind hos ham mange gange i de seneste 20 år. De har aldrig spillet sammen som trio før. Musikken er en blanding af gamle Kuhn-kompositioner, et par stykker af Swallow, et nummer af Carla Bley, et nummer af brasilianeren og så titelnummeret Wisteria af Art Farmer, der er fra dengang både Swallow og Kuhn spillede med Farmer i starten af 60'erne.
Joe Lovano medvirkede på Steve Kuhn's forrige album Mostly Coltrane fra 2009. Her er Lovano trådt ind i John Abercrombie's Quartet i stedet for violinisten Mark Feldman, der ellers har medvirket på de seneste Abercrombie-plader. Trommeslageren Joey Baron går igen på denne plade. Materialet er taget fra 60'erne, hvor det hele startede for Abercrombie. Miles Davis' Flamenco sketches, Ornette Coleman's Blues Connotation og Bill Evans' Interplay er at finde blandt numrene. John Abercrombie's guitarspil smitter af på Joe Lovano. Der er skabt en nuanceret og intens stemning, hvor alle musikere spiller op til deres bedste.

Hesselager/Tagel/Laub: Inner outing (Gateway)


Pianisten Casper Hesselager har tidligere gjort opmærksom på sin tilstedeværelse via pianotrioen Caution! Art Kills! Det er endnu en gang trioformatet han har kastet sig over. Medspillerne er skiftet ud. Ind er kommet bassisten Kasper Tagel og trommeslageren Espen Laub von Lillienskjold. Det har ikke ændret radikalt på udtrykket. Hesselagers inspiration fra rock og i særdeleshed klassisk musik skinner igennem som en grundstemning på pladen. Det kraftfyldte spil er intakt mens humøret går mod det melankolske. 

Casper Hesselager har skrevet al musikken. Han har lavet musik med sans for bevægelse. Emotionelt, mentalt og helt konkret er der bevægelse i musikken. Espen Laubs inspirerende swing og Kasper Tagels medswingende bas er godt selskab for Casper Hesselager. Numrenes længde er stærkt varierende, en enkelt gang er den for kort. XY tager kun 1'54''. Det er for kort tid til en så smuk melodi. Min favorit er den mørke og klaverekvilibristiske Titled Unoriginal. Højt tempo afløses af eftertænksomme toner. Inner Outing er blevet til en rigtig god dansk klavertrioplade.

Kadri Voorand Trio: Kosmogooniline etüüd (Sheikid Records)


En gang skal være den første. Som feks. når man hører estisk jazz sunget på estisk… Jeg ved godt at det lyder rimeligt langt væk fra jazzens alfarvej, hvor engelsk er hovedsproget. Tænk i den forbindelse også på, hvor få jazzplader der udkommer, hvor der synges på dansk. Jeg mødte den estiske sangerinde Kadri Voorand i forbindelse med, at hun var i Danmark for at deltage i Swinging Europe's store europæiske big band-projekt European Jazz Orchestra. 

Hun præsenterede sin musik for mig som free jazz med filosofiske tekster. Nu har jeg ikke nogen større chance for, at finde ud af om hun taler sandt omkring det filosofiske. Det estiske sprog ikke er så langt fra det finske og lige så svært at forstå. Jeg kan dog sagtens forholde mig til hendes musikalske udtryk. 
Kadri Voorand er sammen med guitaristen Virgo Sillamaa og bassisten Taavo Remmel mens Voraand selv supplerer med kalimba, melodica og glockenspiel. 

Det er tre musikere der er tætte på hinanden. Det er ikke free jazz i den betydning som man kender fra 60'ernes radikale opgør med rytmestukturer. Der er både rytme, struktur og sågar melodi. Det er free (i tanken) og ubundet jazz, der både vil det smukke som på sangen Ja jahtund süda jäta ilmale og det mere løse som på mellempilsnumrene Improludes. Kadri Voorands stemme er den store attraktion på pladen. Det er en varm, charmerende og tydelig stemme, der sammen med det organiske og akustiske akkompagnement sætter et personligt aftryk. Der er en enkelt sang på pladen på engelsk Midsummer Night, hvor det er med mit bedre kendskab til sproget, bliver særdeles tydeligt for mig, hvor stærk hun er i frasering og spændvidde.
Bonusinfo:
European Jazz Orchestra slutter deres Europa-turné i Ukraine i næste uge, efter at have besøgt 9 lande.

onsdag, september 12, 2012

Alex Riel Special Quartet: Full house (Storyville)


Pladen åbner med en vaskeægte hardboiler. Nu kan I godt se at daffe på plads, scenen er indtaget. Se at få snakket færdig. 1-2-3-4 og så kører den ellers derudaf. Vi er inviteret indenfor på Jazzhus Montmartre d. 12. september i 2010. Alex Riel Special Quartet er på scenen i forbindelse med den 10 dage lange fejring af ungersvenden Riels runde fødselsdag. 

Han har inviteret gode musikalske bekendte på scenen. Den amerikanske alt-saxofonist George Robert, den italienske pianist Dado Moroni og danske Jesper Lundgaard ved bassen. De spiller 6 af de fede jazznumre: Åbningsnummeret Just friends, Body and soul, Coltrane's Impresions, Like someone in love, Clifford Brown's Sandu og Old folks - som Ben Webster utvivlsomt har spillet mange gange på det intime jazzspillested i det indre København. 

Det her er optagelsen af den koncert som Berlingskes jazzanmelder Kjeld Frandsen gav 6 stjerner. Alex Riel er veloplagt og tændt bag trommerne. Han lader gnisterne sprøjte om ørerne på os. George Robert's altsax er en særlig fornøjelse. Trænger man til, at blive overbevist, så er Roberts saxspil på Impressions i særklasse. Derefter kommer et kort stykke Chiming in af Alex Riel, hvor han med beroligende bækkenspil vil have os til, at slappe af inden vi får lov til at trække vejret med Like someone in love. 
Full House er rigtig Montmartreplade med udenlandske gæster, klassiske jazznumre og en helt suveræn fortættet stemning, hvoraf det meste kommet med på indspilningen. Den store aften for to år siden kan få lov til, at leve videre hjemme i vore stuer.
Bonusinfo:
Kvartetten spiller igen på Jazzhus Montmartre d. 9. og 10. november. Der skal nok blive varmt på disse efterårsaftener.

mandag, september 10, 2012

Træben: Push (Jarr Records/Pladekisten)


At et hollandsk band kalder sig for Træben, kan nok bedst forklares med at halvdelen ef medlemmerne er danske. Musikken er nu i øvrigt også trés bien. De to danskere, saxofonisten Søren Ballegaard og guitaristen Jens Larsen er baserede i Holland, hvor der er aktuelle med deres andet album med kvartetten Push. 

De spiller nutidig jazz med fokus på et fremadrettet flow. Der er plads til melodi og improvisation. De har opnået megen opmærksomhed i Holland, hvor de da også er uddannet på konservatoriet i Haag og har boet de sidste 13 år. Her har de spillet en lang række koncerter sammen med bassisten Olaf Meijer og trommeslageren Haye Jellema. De arbejder på, at få en turné op at står herhjemme  i 2013, så mon ikke vi kommer til, at høre mere til dem. 

De har rødder i den klassiske jazz, hvor Ballegaard kan sin Dexter Gordon. Trommelageren Jellema er med til at give kvartetten sit nutidige udtryk, med et elastisk og afvekslende trommespil. Det er guitaristen Jens Larsen der har skrevet al musikken. Der er hele tiden et meget tæt samarbejde mellem sax'en og guitaren. De to musikere har fulgtes ad siden de mødtes på Højskolen i Vestbirk i midten af halvfemserne.

mandag, september 03, 2012

Blood Sweat Drum + Bass: On the road to Damascus (Blood Sweat Media/Pladekisten)


Mens borgerkrigen raser i Syrien forekommer det noget besynderligt, at et dansk-syrisk musiksamarbejde ser dagens lys. Samarbejdet opstod før det arabiske forår. Dengang mange danske kulturpersonligheder rejste til Syriens hovedstad Damaskus, hvor Danmark havde et kulturinstitut. Heriblandt altså også lederen af Aarhus-big bandet Blood Sweat Drum + Bass Jens Christian "Chappe" Jensen. Slentreture i Damaskus’ snørklede gader og samtaler med gamle musikere hen over dampende the, gav inspirationen til dette album. Storbyens heftige puls og den stærke syriske kultur podes med Chappes unikke big band.

Big bandets 25 medlemmer har to ekstra medlemmer i syrerne Essam Rafea på strengeinstrumentet oud og Moslem Rahal på fløjteinstrumentet ney. Chappe er ikke bange for, at gå til yderligheder. Musikken bevæger sig op og ned, ud og ind som var det en tur i rutschebane eller i en taxa i Damaskus. Der er lyriske øjeblikke, der fremkalder billeder af solopgangen over Damaskus. Det afløses af øjeblikke, hvor en biljagt gennem de fyldte gader hvirvler os gennem musikken. 

Der er hilsner til Jimi Hendrix på Damascus Crosstown Traffic, der bluesharpe på Bluesy Gnaoui, der er Sofus Forsbergs minimalistiske elektroniske beats på Oud Indigo og der er en dejlig utidig EWI-solo med Samuel Hejslet på Sufi. Jo, der er mange kendte og ukendte toner på On the road to Damascus. Begge dele fænger og giver os den mest stringente Blood Sweat Drum + Bass udgivelse til dato. 
Bonusinfo:
Blood Sweat Drum + Bass spiller på Voxhall d. 6. september kl. 22, som en del af endags jazzfestivalen UJazz: aarhusfestuge.dk/DK2012/Ujazz.aspx
De medvirker også på DJ Static's vildt roste album Rolig under pres.

Kasper Staub Trio: / (Kasper Staub) LP


I årets første otte måneder har jeg allerede skrevet om 9 danske klavertrioplader her på bloggen. Der har været nogle seriøse højdespringere, hvor jeg også har fået bekræftet noget jeg allerede vidste. Der har også været debutanterne som jeg overhovedet ikke kendte i forvejen. Det er i den kategori, at Kasper Staub Trio befinder sig. Pladen hedder "/", skråstreg eller slash som jeg har haft for vane at sige i de senere års karl-smart-lingo. Skråstregen er valgt for at symbolisere vægelsindet, de valg og fravalg man tager for, at kunne skabe noget. 

Kasper Staub er 24 år gammel og har nok været igennem mange valg før han følte at han var klar til at præsentere de 15 numre på LP'en. Numrene er forholdsvis korte vignetter. Trioen bruger dem som udgangspunkt for den musik de spiller ved koncerter. Staub har en romantisk lyrisk åre. Der er de klassiske impressionister som Debussy og Satie og der er er Bud, Bley, Jarrett, Motian og Haden der har inspireret. Kasper Staub bakkes i trioen op af bassisten Jens Mikkel og trommeslageren Anders Vestergaard. Trioen karakteriseres ved at bruge rubatospillet.

Denne plade forsvinder ikke i mængden, den ligner ikke andre danske trioplader og tak for det! Bag det til tider fnuglette spil, er der en kompositorisk tyngde, der får musikken til, at blive hængende i min hukommelse længe. Kasper Staub Trio er et særdeles velkomment og frisk indspark på den danske klavertrioscene.
Bonusinfo:
/ kommer kun på LP i 250 eksemplarer. Der er releasekoncert d. 7. september kl. 22 i Indspilningslokalet, Jægergårdsgade 152 i Aarhus og d. 8. september kl. 21 i Homemade Records lokaler i Jægersborggade på Nørrebro. soundcloud.com/kasperstaub

lørdag, september 01, 2012

Bill Evans: At Art D'Logoff's Top of the Gate (Resonance/Sundance) >> Wes Montgomery: Echoes of Indiana Avenue (Resonance/Sundance)

Nu er historiske indspilninger - medmindre de er danske - ikke noget der bruges ret meget plads på, her på bloggen. Men der kan gøres undtagelser, når nu distributøren Sundance har været så sød, at sende plader med Bill Evans og Wes Montgomery. 

Rækken af live-indspilninger med Bill Evans er nærmest uendelig. På denne dobbelt-CD præsenteres vi for de to afdelinger som Bill Evans Trio spillede d. 23. oktober 1968 på restauranten og spillestedet Art D'Lugoff's Top of The Gate, der lå på 1. sal. Nedenunder var The Village Gate, hvor Thelonious Monk og Charles Lloyd Quartet denne dag deltes om tjansen. Bill Evans havde en uge på Top of The Gate, hvor George Klabin var forbi denne ene aften for at optage koncerten til et ugentligt radioshow han havde på WKCR-FM. Her var dealen med musikerne var, at koncerten kun blev afspillet en gang, samtidig med, at de fik en båndkopi. 

Bill Evans havde allerede haft bassisten Eddie Gomez med i et stykke tid, mens trommeslageren Marty Morell var ny mand. Det samarbejde fortsatte op til midten af 70'erne hvor Morell blev afløst af Elliot Zigmund. Det der er tydeligt på denne koncertoptagelse er at trioen allerede har fundet sammen efter så kort tid. De spiller en lang række af de numre, som Evans havde på repertoiret. Lyden er ikke den bedste, til gengæld er stemningen levende. Gomez spiller bas af en anden verden og Bill Evans er fænomenal.

Guitaristen Wes Montgomery's karriere var alt for kort. Han debuterede på plade i 1958 sammen med sine to brødre og døde allerede i 1968, 43 år gammel. Han var ikke på stoffer. Men havde gennem mange år haft flere jobs hver dag uden pause eller ferie. Musikken på denne plade dukkede op på Ebay, hvor den var til salg. Det viste sig at være indspilninger som Wes Montgomery havde lavet forud for debutalbummet. Det er muligvis demoindspilninger, der er lavet for, at vise hans evner som albumkunstner. 

Han havde allerede skabt sig et navn som guitarist hos bla. Lionel Hampton. Her møder vi ham både live og i studie. Indspilningerne er fra ca. 1957-58. Han er bla. sammen med brødrene Buddy Montgomery (piano) og Monk Montgomery (bas). Pladen byder på dejlige sager som Round midnight, Darn that dream, Misty og Body and soul. Til forskel fra Bill Evans pladen får vi her vist nogle nye og ukendte sider, fra en af jazzhistoriens store stilskabere. Et spændende og godt album.

The Blues Overdrive (Gateway) >> Robert Cray Band: Nothin' but love (Mascot Music/Provogue)

Bluesmusikken er vel lige så sund og levende som den har været de sidste 50 år. Den har sine tilhængere og musikere, der sørger for at bluesmusikken ikke tørrer ud. Her er to nye udgivelser, der kan være med til, at give en pejling om, hvordan bluesmusikken har det i 2012. Den danske kvartet The Blues Overdrive har fødderne solidt plantet i den hvide blues, der dukkede op i 60'erne og siden blev videreudviklet af specielt Eric Clapton. Forsangeren Martin Olsen har en snert af Clapton i sang-udtrykket, hvilket bandet hænger godt med i. Der er hyldest til Peter Thorup på Mr. 16 tons, der er et gammelt og indtil nu kendt JJ Cale nummer Got myself a woman. Det er Martin Olsen der ellers står for musikken. The Blues Overdrive er sammen med Mike Andersen og Thorbjørn Risager et godt eksempel på, at The Blues har det godt i dagens Danmark.

Fra USA kommer Robert Cray, der i 80'erne fik sit store gennembrud med albummet Strong persuader og en sund opdatering af The Blues. Han er nu oppe på 16 studiealbums og har hele karrieren igennem fået en masse priser og Grammyer. Men hvor en han musikalsk i 2012? Det er stadig blues af den soulfyldte og organiske slags. Robert Cray er tilbagelænet og samtidig toptjekket. Materialet og lyden der er produceret af Kevin Shirley (Aerosmith og The Black Crowes) har appeal til både sene nattestemninger og kedelige grå eftermiddage. Nothin' but love er blues anno 2012 i den fedeste aftapning.

Mads Bærentzen: Se, Nu stiger solen (Gateway)


Jeg har boet i Danmark i 42 år af mit 44 årige liv. Jeg er kun kommet i kirken, når det var højst nødvendigt. Jeg har i korte perioder af mit liv arbejdet steder, hvor der i ny og næ blev sunget danske sange og salmer fra Højskolesangbogen. Nu kunne jeg godt komme med en længere tese omkring kulturarv og andet, der kunne lyder som den dårlige ånde der kommer ud af munden på en nationalkonservativ politiker. Det vil jeg forsøge at undlade med. Jeg er dansker og med i det fællesskab der hylder frihed, Grundtvig og andet godt af det der kan kategoriseres som dansk.

Når jazzpianisten Mads Bærentzen så laver et soloalbum med 12 fortolkninger af danske salmer, hvor han tager fra hylden med de gamle salmeklassikere, så er der også en reel chance for, at jeg vil elske det album. Jeg har lige anmeldt en anden Århus salmeudgivelse, Salmesuite med Aarhus Domkirkes Kantori, hvor jeg helt oppe i (undskyld) skyerne af glæde. Det er jeg så kommet igen. Denne gang er det af en anden grund. Mads Bærentzen holder sig pænt til forlægget og krydrer så med let hånd med improvisationer. Han er god til, at give musikken det flow som kendes fra jazzen. Han behersker og fornemmer lige præcis hvor grænserne skal gå. Jeg har spillet dette album rigtigt mange gange i hjemmet, hvor det har været passende baggrundsmusik til dagligdagen. Lysets engel går med glans, Her vil ties, her vil bies, Kirken Den er et gammelt hus er at finde på albummet. De gamle salmedigtere Grundtvig, Brorson, Ingemann, Kingo og flere andre er blandt ophavsmændene. Min kone, der både har været på efter- og højskole, har hver gang udbrudt at det var smuk musik. 

Og ja, det er smuk musik. Det er smukke salmer, der af Mads Bærentzen bliver behandlet så dejligt. Dette album kan anbefales til alle, der har en snert af noget dansk i sig.