tirsdag, oktober 23, 2012

Fourplay: Esprit de four (Heads up/Concord/Naxos)


Hvis du ikke kan lide smooth jazz, så stop bare her. Fourplay er smooth jazz i den mest luksuriøse forklædning. Esprit de four er deres tolvte album siden 1991. Undervejs er guitaristen skiftet ud et par gange, fra Lee Ritenour til Chuck Loeb i dag - jeg kan dog ikke høre den store forskel. Rytmegruppen er den samme. Pianisten og keyboardspilleren Bob James lavede i 70'erne en række forrygende fede funky albums. Bassisten Nathan East har et session-CV, der går fra Eric Clapton til Barry White over Michael Bublé. Trommeslageren Harvey Mason har et lige så breathtaking CV, overvejende i jazzens pænere kredse. Med andre ord, nogle vanvittigt dygtige musikere, der elsker at spille noget med melodi. Noget af musikken er blevet til på baggrund af tsunamien i Japan i 2011, hvor Bob James som så mange andre blev meget berørt. Kvartetten har et stort publikum derovre - og stadig også i USA, hvor der dog rapporteres om stor tilbagegang for 90'ernes meget populære smooth jazz-radiostationer.

Esprit de four er gnidningsfrit album, der glider pænt ind i baggrunden som lydtapet. Da jeg har hentet en stor del af min musikalske bagage i firserne (Sanborn, Benson, Ritenour…) har jeg ikke problemer med at lytte Fourplay. Tværtimod, jeg falder fuldstændig på røven, når Nathan East elektriske bas runger og buldrer så blødt. Det er sådan noget der får mine Bowers & Wilkins højttalere til, at lyde af en halv million…lækkert. Når det så er sagt, så er der også lidt af den rigtigt kedelige slags på pladen. Det sidste nummer er med den japanske sangerinde Seiko Matsuda. Det lyder som noget der kunne være titelmelodien til Disney's Den Lille Havfrue. Kedeligt men den kan man så bare springe over. Resten er lækker hifi jazz, der får mig til, at drømme om Technics-effektforstærkere med store VU-metre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar