mandag, oktober 22, 2012

Ibrahim Electric: Isle of Men (Target)


Ibrahim Electric er noget helt specielt på den danske jazz- og musikscene. De har eksisteret i over ti år. De har hele tiden spillet koncerter og udgivet plader med lige så stor entusiasme og glæde som de gjorde i starten. Deres nye og syvende album er en kraftig understregning af, at de fortsat er på toppen og har noget at byde på. Albummet Isle of Men er en udbygning af noget af det jeg holder allermest af hos Ibrahim Electric. Groovy og fængende orgeltrio-afrojazzrockfunk. 

Denne gang er de mere fokuserede end på på de to foregående albums. Der er knap så meget overflødigt fjolleri i musikken - det finder man så til gengæld så rigeligt af i CD-bookletten. Guitaristen Nicklas Knudsen er usvigeligt swingende sikker i sin sag, når han smider sine finurlige guitarfigurer, ofte med et afrostænk, ind i Ibrahim Electric-universet. Jeppe Tuxen er veloplagt og frisk. Han har både Booker T, Jimmy Smith og Jon Lord som inspirationskilder. Trommeslageren Stefan Pasborg runder sin efterårs albumtrilogi af med det mest "folkelige" album. Han har ingen problemer med at holde et steady beat. Han tilføjer en masse lækre detaljer, så der både er noget for trommefans og dem der godt kan lide at gå rytmeamok hjemme i stuen.

Isle of men byder på 10 numre med titler som Appman, Caveman, Handyman, Rainman, Partyman etc. Et suverænt og anbefalelsesværdigt Ibrahim Electric-album er atter at finde på nettet, på CD og sør'me også LP. 
Bonusinfo:
Fra torsdag d. 25. oktober og de følgende fire torsdage, sender DR K en række halv times-programmer med Stefan Pasborg i fokus. Han præsenteres med sine mange forskellige bands. På torsdag er det Odessa XL fra Copenhagen Jazzhouse 2011.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar