Så er der fest i Jazzhytten! DMA Jazz 2012

Sidste års vinder af Crossover kategorien Stefan Pasborg indtager som sidste kunstner, scenen på Jazzhouse. Det er med en special edition af Pasborgs Odessa XL med bl.a. Hyhne, Anderskov pg Løvdal...det er så fedt!!!!!
Sikken finale på en fed fest aften for jazzen.

Årets danske Jazzudgivelse DMA Jazz 2012

Atter en gang er der en pris til Peter Danstrup og Beautiful Untrue Things. Nu for årets danske Jazzudgivelse!
Peter Danstrup er tydeligvis overrasket over at få prisen. Han benytter også lejligheden til at mindes den nyligt afdøde John Tchicai, som meget af musikken var skrevet med i tankerne.

Årets danske Crossover Jazzudgivelse DMA Jazz 2012

Tidligere i dag fik trommeslageren og percussionisten Benita Haastrup prisen som årets børnjazznavn ved et børnearrangement.
Årets jury består af Jens Jørn Gjedsted, Thorbjørn Sjøgren, Søren Mehlsen, Katrine Ring og TS Høeg. Det er dem der har udvalgt årets vinderplader.
Herefter indtager pianisten og en af denne bloggers absolutte favoritter Carsten Dahl scenen med 25 minutters soloklaver på et feststemt Jazzhouse. En hård tjans en lørdag aften. Men roen indfinder sig prompte som den første tone strømmer ud i salen.
Vinderen af Crossover kategorien er Jakob Davidsen Kammerat Orkester. Hans følsomme blanding af jazz og klassisk kammermusik er meget anbefalelsesværdig.

Årets nye danske jazznavn DMA Jazz 2012

Pladeaktuelle Orpheus er på scenen med numre fra det nye album. Frederik Kronkvist er stand In saxofonist for Frederick Menzies der studerer i udlandet. Aftenens vært bassisten Lennart Ginman undrer sig ved præsentationen af bandet over, at det er tredje optrædende i aften uden bas.
Vinderen i kategorien årets nye danske jazznavn er crooneren og charmøren Mads Mathias.

Årets danske jazzkomponist DMA Jazz 2012

Sidste års vinder af komponist kategorien Helle Hansen stiller op med basklarinet, cello, akustisk guitar og trommer. Helle sidder selv ved flygelet og leverer bl.a. den bevægende Sanctuary.
Årets jazzkomponist er den gamle konservatorierektor Peter Danstrup, der får prisen for pladen Beautiful untrue things.
Årets danske jazzspillested bliver også kåret. Vinderen er Buddhas Jazzklub i Hillerød.

Årets danske vokaljazzudgivelse DMA Jazz 2012

Årets DMA Jazz fest blev indledt af sidste års vokaljazz vindere IKI, der excellerer i ordløs sang...meget eksperimenterende...på en sådan lidt stemmelaboratorie-agtig vis.

Årets vokaljazz vinder er meget velfortjent Indra. Hun sidder derhjemme og passer hendes 6 uger gamle søn. Så det er saxofonisten og husbonden Benjamin Trærup der sammen med bassisten Thomas Sejthen tager imod prisen. Det er den veloplagte vært Lennart Ginman der overrækker prisen.

DMA Jazz 2012

Så er den udsendte jazzblogger på vej til København. Jazzens prisfest er vendt hjem til Copenhagen Jazzhouse efter sidste års heldagsudflugt til Huset. DMA Jazz 2012 byder på en række koncerter med sidste års vindere. Men hvem vinder priserne i aften? Du kan følge arrangementet på DR's P8 fra kl. 20.00. Du kan se billeder fra festen her på bloggen i løbet af aftenen.

Johan Bylling Lang Organ Quintet: Doin' my thing (Gateway)

Han har sat en varedeklaration på albummets forside. NOLA JAZZ FUNK står der i et fint lille logo med en fransk lilje. Kendere er ikke tvivl. Det er New Orleans, Louisiana som NOLA er en forkortelse for. Man behøver ikke, at være  kender for at vide, at det handler om udadvendt glad funky jazz. Johan Bylling Lang er saxofonist og gør bla. sine hose grønne i den unge trad. jazz kvintet Jazz Five. Hans hovedinstrument er altsax, som han supplerer med lidt barytonsax og klarinet. Han har samlet et stærkt af jazzmusikere som man ofte møder ved jazzens vandhuller (læs: La Fontaine). Organisten Kjeld Lauritsen er omdrejningspunktet for kvintetten. Lauritsens lækre orgeltouch giver Bylling Langs musik en god base. Den usvigeligt sikre trommeslager Andreas Fryland giver musikken det klassiske tilbagelænede Nawlins trommegroove. Guitaristen Jesper Agesen kan sin souljazzguitar, hvor sansen for detaljerne og den distinkte lyd er en fornøjelse. På trompet er det den unge svensker Björn Ingelstam som Bylling Lang har et fint samarbejde med. Desuden supplerer New Orleans-trombonespilleren Michael Watson på tre numre.

Johan Bylling Lang har skrevet alle numrene på pladen pånær en enkelt af Kjeld Lauritsen. Det er også pladens eneste svaghed. Bylling Lang har ikke problemer med at komponere og arrangere gode numre, der trækker på traditionerne. Tværtimod! Han fører en sikker hånd. Men! Det ville ikke have skadet for Johan Bylling Langs salgbarhed, hvis han have smidt et par standards på pladen. Det er det eneste jeg mangler. Doin' my thing er anbefalelseværdig til dem der nyder klassisk velspillet jazz med rødder i New Orleans - og hvem gør ikke det?

johanbyllinglang.dk

Simon Krebs: Please don't feed the fears (Black Out)

Det er tre år siden, at Simon Krebs lavede albummet Blur. Han holder fast i besætningens størrelse og sammensætning. 7 mand med prominente navne som Kasper Tranberg på trompet, Tomas Licak på tenorsax, Richard Andersson på bas og Anders Mogensen på trommer er med til at skabe rammen om Krebs' musik. Guitaristen arbejder med hele septetten, der også inkluderer en altsax og en basklarinet i arrangementerne. Det er et samlende og samlet udtryk der får lov til at dominere på Please don't feed the fears. 

Simon Krebs har tydeligvis brugt tid på, at komponere og arrangere musikken. Her er trompetmaestro Tranberg fuldstændigt på hjemmebane. Han udnytter Krebs' forlæg optimalt. Det er et velfungerende ensemble der omsætter Krebs' musik. Det er original musik, hvor numre som Hipster Medister og Brix stikker ud. Standarden Nature boy har også sneget sig med. Simon Krebs har en nutidig jazzguitarlyd der bruger jazzhistorien og samtidig er så meget tilstede i nutiden, at det ikke får et fortidigt udtryk. Han bruger både akustisk og elektrisk guitar. Please don't feed the fears er et ambitiøst og anbefalelsesværdigt album der holder hele vejen.

blackoutmusic.dk

Pistol nr. 9: Fest på Amager (Barefoot Records) LP

Fuldstændigt kompromisløst. Der skydes løs til højre og venstre og op og ned, når kvintetten Pistol nr. 9 holder Fest på Amager, som albummet hedder. Jeg er nu i tvivl om det er en fest jeg vil inviteres med til. Jeg kan godt lide Amager men musikken på albummet der skal illudere fest på Amager er urovækkende! Det er ikke kun musikken der er urovækkende. Det er besætningen såmænd også. Den består af fem kvinder, der alle befinder sig på kanten af musikalsk normalitet. De er ikke bange for at gå veje, der kan gøre ondt på den ene eller anden måde på både lytter og musiker. 

Nå men jeg fascineres alligevel af de viltre musikere, der prøver mine grænser af. Numrene har fået titel efter tidspunktet hvor festen er i gang. Pladen indledes blidt kl. 20.03 med lidt klangflade lignende musik. Stille og roligt. Mmm lækkert mere af den slags, tænker jeg, da jeg hører det. Men nej, sådan skal det ikke gå. Der skal nok ikke megen fantasi til at forestille sig at det ikke er så lækkert kl. 8.03. Pistol nr. 9 har den estiske saxofonist Maria Faust i front. Hun er sammen med Maria Bertel (trombone), Katrine Amsler (micro guitar, keys og electronics), Qarin Wikström (Omnichord, keys, vokal og electronics) og Michala Østergaard-Nielsen (trommer). Tak til Pistol nr. 9 for at invitere til Fest på Amager, det var sjovt så længe det varede. Nu har jeg det altså også skidt, så jeg tror at jeg går ind og lægger mig...

mariafaust.com

Orpheus: Metamorpheusis (Gateway)

De fik en velfortjent DMA Jazz Award sidste år for deres debutalbum. Nu er de atter aktuel på plade og det endda lige før der atter DMA Jazz, hvor de giver en minikoncert på Jazzhouse. Den basløse kvartet med saxofonisterne Aske Drasbæk (alt, baryton og sopran) og Frederick Menzies (tenor) i front fortsætter i den pågående stil, der var med til at give debutalbummet karakter. Kvartetten dyrker et udtryk der bevæger sig på kanten. På kanten af melodi og skævhed. De to saxofonister har tydeligvis en idé om udtrykket. Her er de sine steder ekstreme. F.eks. er lyden på saxofonerne udstyret med umanerlig megen rumklang. Deres samarbejde er den store styrke ved kvartetten. De musikalske kommunikation mellem de to er en blanding af det afklarede vekslende mod noget mere procesorienteret.

William Larsson på Fender Rhodes og synth spacer sine steder ud men er ellers sammen med trommeslageren Magnus Friis en del af det lim, der holder musikken sammen. Numrene er opstået af tanker omkring diverse finurlige ting og meget passende findes beskrivelserne i CD-hæftet. Morse Code tager ikke overraskende udgangspunkt i morse alfabetet. Metamorpheusis er en slags beskrivelse af kvartettens udvikling. Sådan kan man blive ved med et album, der bobler rundt i en dejlig atmosfære af tågede drømme og visioner. Moderne fusion kan man vist godt kalde de uden, at fornærme nogen. Så er det i øvrigt heller ikke tilfældigt at min anmeldelse af pladen lander på bloggen i dag, d . 19. november. Det er min hyldest til det suveræne nummer 19:11.

orpheus.dk

Sophisticated Ladies & Christina Dahl: In Spirit (Gateway)

Trioen Sophisticated Ladies har eksisteret i 25 år, hvor de startede som backing for afdøde Richard Boone. De har på deres sjette album valgt at fokusere på spirituel musik. Musik med baggrund i den kristne religion. Langt hen ad vejen er det de traditionelle gospels som When the saints og Amazing Grace, som de giver en jazzbehandling. Dollar Brand's The Wedding, Carla Bley's The Lord is listening to Ya, Hallelujah, Albert Ayler's Holy family og den gamle danske salme Kirken den er et gammelt hus klemmer sig ind mellem gospelmelodierne. Trioen med Marie Louise Schmidt ved pianoet, Helle Marstrand på bas og Benita Haastrup på trommer er velspillende som bare… De suppleres af saxofonisten Christina Dahl, der her spiller op til sit bedste. Dahls tone og musikalske temperament er perfekt til den spirituelle jazz.

Marie Louise Schmidt er en pianist der er utroligt sikker i jazztraditionen - hør hende lige på Kirken den er et gammelt hus. Benita Haastrup er både flagrende og skridsikker i sit trommespil - hør hende lige på When the saints… Helle Marstrand fuldender det musikalske billede på smukkeste vis - hør hende lige på Amazing grace, den bassolo..! In Spirit er et flot og gennemtænkt album fra fire stærke kvindelige jazzmusikere.

Hiromi The Trio Project: Move (Telarc/Naxos) >> Hiromi The Trio Project: Live in Marciac (Telarc/Naxos) DVD

Svulmende muskuløs triojazz, der afvikles med en akkuratesse der bedst kan sammenlignes med den man kender fra ortopædkirurgien. Det kræver styrke samtidig med at man holde øje med detaljerne. Den japanske pianist Hiromi er aktuel med sin trio på DVD og CD. På DVD'en møder vi møder vi hende foran et publikum på den franske jazzfestival i Marciac. Sammen med bassisten Anthony Jackson og trommeslageren Simon Phillips spiller hun en kraftfyldt omgang. Der er nogle af de samme elementer som gjorde Michel Camilo så berømt i firserne, hvor Jackson i øvrigt også spillede bas. Hos Hiromi er det latinske temperament afløst af japansk finurlighed. Når hun serverer sine pianistiske blokmønstre, smider hun lige nogle ætsende synthsoli ind over som en jetjager der bryder lydmuren på en sommerdag.

Jeg betages umiddelbart af den effektfyldte trio, hvor de hver især er nogle ypperlige virtuoser på deres instrumenter. Jeg har feks. aldrig set så stort et trommesæt i en jazztrio. Når den umiddelbare begejstring lægger sig, kan det også blive anstrengende at lytte til den effektjagende triojazz. DVD'en er så absolut et kig værd. Den høje tekniske kvalitet er en fornøjelse på 40 tommers fladskærmen.

hiromimusic.com

Peter Rosendal: Old man's kitchen (Stunt)

Jeg var i biffen i går aftes for, at se den nye James Bond-film Skyfall. Mens jeg arbejdede ihærdigt på at fordøje slikposen der var købt til overpris i biffen, så jeg en reklame for Nykredit. Meget passende med lidt finansiel rådgivning når man nu var kommet i biffen. Men hvem er det der toner frem i reklamefilmen. Det er såmænd bluessangeren Thorbjørn Risager, der bla. bakkes op af Peter Rosendal på piano. Jeps den Peter Rosendal der både kan spille trio og traditionel. Han sidder der og spiller lidt kommerciel blues. På det nye album Old man's kitchen går Rosendal også utraditionelle veje. Han har samlet et band med Kristian Jørgensen (violin), Peter Fuglsang (klarinet), Peter Jensen (trombone), Kasper Vadsholt (bas) og Jeppe Gram (trommer) omkring sig. Selv spiller Rosendal både piano, wurlitzer, melodica, rhodes og selvfølgelig på hornet flugabone. 

Det er blevet til en blandet landhandel, hvor Rosendal har ladet sig inspirere af film, som han har spillet til mens han har afspillet dem på computeren der stod oven på klaveret. Rosendal er en fornøjelig og afslappet jazzmusiker, der ikke tager det hele alt for højtideligt, ud over selvfølgelig lige de enkelte musikeres kvaliteter. Der er lidt af den samme nysgerrige og legende tilgang til musikken som der var på hans 5 år gamle soloplade Solo. Denne gang eksperimenteres der dog noget mindre. Et enkelt nummer er genganger fra albummet Crescent, der udkom for snart et år siden i Japan. Det er titelnummeret. Hvornår mon vi får lov til, at høre den plade herhjemme?

sundance.dk

1982+BJ Cole (Hubro)

I Norge har man efterhånden en særlig tradition for at blande traditionel norsk folkemusik og gamle instrumenter med moderne instrumenter og improvisation. Trioen 1982's møde med pedalsteelguitar legenden BJ Cole er ingen undtagelse. BJ Cole har en sessionografi der dækker Elton John, Iggy Pop, Björk, REM, David Sylvian og mange andre. Trioen 1982 har tidligere lavet et par albums og havde et stykke tid puslet med idéen om, at samarbejde med en fjerde musiker. Her foreslog et af medlemmerne BJ Cole, der på forunderligste vis glider ind trioens univers der består af hardangerfele og violin (Nils Økland), harmonium (Sigbjørn Apeland) og trommer (Øyvind Skarbø). 

Musikken er Velvet Underground der er landet i de norske fjelde. Det er droner og varme pedalsteeltoner. Det er fire musikere, der har skabt et meget originalt univers. Norsk folkemusik med eftertænksomhed. Bevægende og malende lydlandskaber. 1982+BJ Cole er en regnvåd efterårsrejse i det norske landskab.

1982trio.com

The Opposite: In Action (Kopasetic)

Et af kendetegnende for Miles Davis' elektriske periode var at de numre der kom med på pladerne, oftest var redigerede udpluk fra lange sessions, der både kunne være i studiet eller på en scene. Når jeg hører den svenske gruppe The Opposite kommer jeg meget let til, at tænke på den musik som Miles frembragte fra slutningen af 60'erne til et stykke ind i 70'erne. Deres første plade Intertwined var en studieindspilning, som blev kåret til årets bedste svenske jazzplade i 2009 ved Manifestgalan. På den nye plade rykker de rent. Løse, næsten flagrende grooves med Samuel Hällkvists skærende skæve guitarsoli, Loïc Dequidts heftige Rhodes og piano og Marcelo Gabard Pazos svævende saxofon. En rytmegruppe med Peter Nilssons steady pulserende trommespil, David Carlsson beskidte funky bas og Anders Vestergårds vibrerende percussion.

In Action er en kærkommen lejlighed til, at blive mindet om at det område af jazzen, hvor elektricitet, grooves, impro, rock og rendyrket sammenspil fletter fingre, er et medrivende område.

kopasetic.se