Fjerde album blev til et live-album. Siden 2005 har schweizeren Nik Bärtsch sammen med bandet Ronin været tilknyttet ECM. Som et af de få nutidigt lydende bands, med rod i takter der kan tælles af de fleste, har Nik Bärtsch's Ronin været et helt unikt ECM navn. Pladen er dobbelt album med indspilninger fra Tyskland, Østrig, Holland, England og Japan. Den markerer samtdigt et farvel til gruppens bassist siden starten, Björn Meyer. Hans markante el-bas, der med et konstant groove er trukket helt frem i lydbilledet har været et af gruppens kendetegn. Afløseren Thomy Jordi spiller passende nok bas på pladens allersidste nummer. Det kan heldigvis hurtigt konstateres, at gruppen ikke løber tør for de fede basgrooves.
Live præsenterer en række kompositioner fra de tidligere albums. Gruppen har altid haft et levende udtryk. Her på pladen bliver det særligt tydeligt. Nik Bärtsch skriver passende i CD-booklettens linernotes, at en koncert er et meditativt og en eksplosiv form for samarbejde. Her tænker han både på musikerne og mødet mellem dem og publikum. Det er nu ikke fordi at pladen er overlæsset med lyde fra publikum. Hvilket er en skam, da musikken jo netop ikke er skrøbelig Keith Jarrett soloklaver, der ikke kan tåle et host uden at gå i stykker. Der måtte for min skyld godt have været lidt mere larm ellers har det en tendens til, at blive en kende for fersk,.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar