Når man taler om fusion indenfor jazz, handler det som regel om den genre, der var meget stor i 70'erne og 80'erne. Fusion kan også forstås som en blanding. Robin Taylor er en fusionist der laver musikalske collager. Han blander forskellige stilarter og musikstumper, klistrer dem i halen på hinanden, hvorefter det næsten bliver til minisymfonier. I 70'erne dyrkedes man det bl.a. i rocken hos så forskellige folk som Emerson, Lake & Palmer og Mike Oldfield. Robin Taylor er en jazzrockhaj og henter en stor del af sin inspiration i den genre. Når man hører et nummer som Munich, bliver collagetanken særdeles tydelig. Han væver forskellige dele sammen, hvor man til at starte med, nyder Karsten Vogel's sopransax og lækre keyboard klangflader. Hvorefter der skiftes til Jakob Mygind's saftige tenorsax med underliggende orgel. Det hele tilsat Klaus Thranes stadionrocktrommer. Herefter en fin kvindestemme og sådan bliver det ved i lidt over 10 minutter med endnu flere skift og afdelinger. Robin Taylor spiller selv bas, guitar, keyboard og diverse på pladen. Han suppleres af de førnævnte, samt trompetisten Hugh Steinmetz - der har en smuk intro på åbningsnummeret Floating Rats - og guitaristen Jon Hemmersam der tager en stribe guitarsoli.
Måske er det aktuelle album, Robin Taylor's bedste jazzrockalbum - han har lavet en del freeplader, der også trækker interesse. Han stritter som vanligt i mange retninger. Men på en eller anden måde, er det lykkedes ham, at skabe en sammenhængende historie, der holder ørerne travlt beskæftiget. Historien er så spændende, at ørerne heller ikke falder af. Så er det også værd at bemærke, at Taylor kommenterer den danske militærindsats i Afghanistan med nummeret Jens in Afghanistan. Den starter med en lang marchtrommeintro tilsat en halvsløj keyboardfløjte og trompet samt politikere der taler i munden på hinanden. Det begynder at bliver anstrengende at lytte på. Efter 3 minutter folder nummeret sig ud i en heftig omgang Miles Davis-inspireret jazzrock af den fede slags. Så selv om skoene på coveret er "Worn Out" og genren Robin Taylor bevæger i, heller ikke er frisk som en mac-computer, så er det nu alligevel et vedkommende album, for folk med hang til storladen og symfonisk jazzrock.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar