Det er superenkelt og lige til. Et flygel og en stemme. Det er anden gang at den danske sangerinde Cathrine Legardh laver et album sammen med den skotske pianist Brian Kellock. Denne gang har de skåret helt ind til benet. De er de eneste medvirkende. Det giver plads til dem begge og de indtager deres pladser uden problemer. Det er voveligt at lave et helt album, hvor fokus konstant er på sangen og klaveret. Det er de begge ret kolde overfor. De kører alligevel ikke den direkte vej. Brian Kellock piller f.eks. ved Kurt Weill's Lost in the stars på forunderlig vis. Legardh tager udfordringen op og laver en version der kan måle sig med Radka Toneffs og Steve Doborgosz' magiske udgave fra albummet Fairytales fra 1982 - et album der i øvrigt siden hen har opnået status som et af de bedste norske jazzalbums nogensinde.
Cathrine Legardh har det, der skal til for at bære et helt album, hvor hun er så meget i fokus. Hendes varme og vedkommende stemme giver en ro og afklarethed der er med til, at holde musikken svævende hele vejen. Materialet er nøje udvalgt. Albummet åbner med Charlie Hadens First Song, der har fået tekst af Abbey Lincoln. Herefter følger standards som Nobody else but me og Lazy Afternoon. Vi kommer også omkring Horace Silvers Peace og Henry Mancini's Two for the Road.
Det er den islandske saxofonist Sigurdur Flosason - der medvirkede på Legardhs forrige album - der har produceret albummet. Han har en fin fornemmelse for det rene og skrøbelige i musikken. Love still wears a smile er ikke en smooth "baggrund til rødvin jazz"-plade, dertil indeholder den alt for mange knaster. Legardh og Kellock har sat barren højt. De laver intelligent nutidig vokaljazz, der står på skuldrene af jazzhistorien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar