Fire klassiske udgivelser

Ensemble Midtvest & Carsten Dahl: Soliloqouy (Exlibris)

Jakob Davidsens Kammerat Orkester: Se kunsten med nye ører (Gateway) - download

Jacob Anderskov: _Strings, percussion & piano (ILK)

Line Tjørnhøj: #glimpse - The E-Sessions (Edition S/ILK) - download

Jazz og klassisk musik har vi hørt i mange konstellationer. Herhjemme har i særdeleshed tre jazzpianister arbejdet intenst med den klassiske musik i de seneste år. Alle tre er lige nu aktuelle med tre meget forskellige plader og så har der sneget sig en enkelt ikke-jazzer med.

Carsten Dahl har samarbejdet med Ensemble Midtvest i 6 år. De har tidligere lavet dobbeltalbummet Synesthesia & Metropolis sammen, hvor den ene halvdel satte fokus på det, de har arbejdet mest med. Nemlig improvisation. Jeg har oplevet dem et par gange til koncert indenfor kort tid og det har være to meget forskellige oplevelser. Den ene gang var udendørs på et lille torv, hvor folk passserede forbi. Anden gang var i en tyst koncertsal med 100 % fokus på musikken. Det fungerede bedst på det lille torv. På trods af forbi passerendes uro, var det en intens oplevelse. Musikerne var mere mere afslappede end i koncertsalen. De havde det godt med den mindre intense fokuseren på dem. På albummet Soliloquy er der indspilninger fra 4 forskellige koncerter sidste år. Musikken er efterredigeret og skåret lettere til. Det er en krævende og afvekslende oplevelse at høre albummet med et klassisk ensemble, der lige nu befinder sig i en kunstnerisk frugtbar periode. Carsten Dahl udfordrer musikerne og omvendt. I sidste ende udfordres lytteren. Man konfronteres med den musik der spilles. Forsøger at tage stilling, bliver forvirret og finder mening. Det er dobbelttydig musik.

Jakob Davidsen fik velfortjent crossoverprisen ved sidste års Danish Music Awards Jazz  for Kammeratorkester albummet. Her var han allerede godt på vej ind i kammermusikken. Nu tager han skridtet videre. Han har lavet et album, der ikke er beregnet til decideret udgivelse - kan erhverves som download. Davidsen har lavet musikalske fortolkninger af kunstværker der hænger på J.F Willumsens Museum i Frederikssund og Statens Museum for Kunst i København. En enkelt fra Museum Jorn i Silkeborg er der også blevet plads til. Jorn sagde om billedet, at "Stalingrad er et umuligt, mislykket billede, fordi det jeg vil male er umuligt at male. Kampen mellem liv og død."  Billedet indgår i kulturministeriets efterhånden gamle kulturkanon. Jeg har set billedet flere gange og det var et af de første Asger Jorn billeder, der gjorde et stort indtryk på mig som ung - der hvor det gik op for mig at Jorns billeder ikke var en tilfældig leg med farver. Stalingrad er albummets mest voldsomme udladning. Gruen og pinslerne fornemmes. Sammen med Kammerat Orkesteret bl.a. Peter Fuglsang og trommeslageren Knut Finsrud, har Davidsen lavet et flot album med musik der peger i mange retninger.

Jacob Anderskov spillede piano på E-Sessions albummet med komponistkollektivet Dygong. Denne gang er han rykket helt i forgrunden og har selv komponeret musikken. Anderskov har ofte afsøgt svært tilgængelige afkroge i musikkens verden. Det er ikke tilfældet denne gang, hvor han har allieret sig med violin, bratsch, cello og percussion (spillet af Peter Bruun). Han sidder selv ved flygelet, hvor han spiller smukkere end nogensinde. Det er indspillet hos Jan Erik Kongshaug i Rainbow Studiet i Oslo. Alene lyden er skyld i, at du skal i nærheden af dette album. Hvis du stadig tvivler, så lyt til Hungarian Conditions. Tiden ophæves. Rummet udvides. Bevidstheden får større råderum. Anderskov rammer plet med dette album. Det er poetisk og lyrisk uden at blive kvalmt. Det er et meget anbefalelsesværdigt album.

Den sidste plade er med Line Glinthøj. Hun forsøger at fange et glimt. At spille et glimt. Med vokal, cello, trombone, karate (?!) og en binaural tekniker har LIne Tjørnhøj lavet 32 minutters musik, der opfører sig som en parantes, et mellemrum. Det er ganske interessant at høre, hvad der sker når musik opstår i glimt og høres i glimt. Det giver mening at høre det. Det er sværere at beskrive.

carstendahl.dk

jakobdavidsen.dk

jacobanderskov.dk

edition-s.bandcamp.com

Stefan Wingefors: Impermanence (Hoob Jazz)

Rækken af svenske jazzpianister med sans for melodi og stemning er tilsyneladende åben for flere store talenter. Der er de gamle, Jan Johansson og fornyligt afdøde Bengt Hallberg.  Der er Esbjörn Svensson, Jan Lundgren, Lars Jansson og Jakob Karlzon. De er alle pianister der giver  og har givet jazzen gode vibes. Som den gamle klavertriofreak jeg er, ryger en plade som Stefan Wingefors' Impermanence hurtigt ind på favoritlisten.

Stefan Wingefors er stilistisk en ægte svensker. Den nordiske tone er tilstede og farver musikken. Han har dog også - ligesom Jan Lundgren - en pæn del fra den amerikanske jazz. Wingefors er dog alligevel sin egen. Han har huseret på den svenske musikscene i over 20 år, hvor han har ageret sideman i både pop, folk og jazz. Det er dog ikke kun klaver han har spillet på. Det har lige så ofte været bas. Derfor kan det undre, at han spiller piano med så stor selvsikkerhed og akkuratesse som det her er tilfældet.

Stefan Wingefors er et sjældent klavertalent og har med Impermanence lavet en plade der kan få et stort publikum. Mattias Grönroos på bas og Lars Källfelt på trommer har fanget pointen. De giver et energisk og pågående lækkert medspil. Det er svensk triojazz i særklasse.

hoobrecords.com

Eksperimenterne bobler stadig i Aarhus

I sidste uge var jeg ude med riven overfor Aarhus Jazzfestival. Jeg fokuserede primært på manglende internationale navne og i mindre grad manglen på eksperimenterende jazz. Selv om der ikke er så meget af den alternative jazz som tidligere, er der alligevel lidt. I dagene 17.-19. juli afholdes Bangocancán i Garagen med 6 eksperimenterende koncerter og tyrkisk kaffe under Aarhus Jazzfestival.

Koncerterne afholdes i en nedlagt erhvervsejendom i Jægergaardsgade på havnen, og bringer derved et nyt venue i spil under jazzfestivalen. Her kan man høre spændende folk som Mette Rasmussen, Bo Jacobsen, Christian Windfeld, Rasmus Kjær, Kasper Tom, Jens Munch og Thomas Sejthen i nogle nye konstellationer. Det er Søren Raaschou og Mette Marie J. Ørnstrup der er ophavsmænd til arrangementet.
sorenraaschou.dk

The Swallow Quintet: Into the woodwork (XtraWatt)

Carla Bley's orgel ligger underneden som et stemningsskabende element. Chris Cheek's stilsikre og lyriske saxofon giver sammen med Steve Cardenas' klassiske jazzguitar liv til melodierne. Det er The Swallow Quintet med bassisten Steve Swallow ved roret. De er aktuelle med albummet Into the woodwork. Albummet indeholder 12 nye kompositioner skrevet og arrangeret af Steve Swallow. Det er jazz i høj klasse med en dreven mand i spidsen. Swallows distinkte elbas er altid en fornøjelse. Sammen med de rolige, behagelige melodier og nogle ditto musikere er Into the woodwork blevet et fint album.

wattxtrawatt.com

Anna Kruse: Champagne Fötter (Kruse Kompaniet/Gateway)

Det er fire år siden, at den første plade med Anna Kruses fortolkninger af den finlandssvenske digter Edith Södergran udkom. Södergran blev 31 år gammel inden hun døde af tuberkulose. "Min självsäkerhet beror på att jag har upptäckt mina dimensioner. Det anstår mig icke att göra mig mindre än jag är" skrev Södergran i 1918. Dette flertydige udsagn skaber en ramme og forståelse for Södergrans smukke og smertefyldte tekster. Anna Kruse er sammen med de samme musikere som på debutalbummet Lyckokatt. Nicholas Kingo på sav og diverse tangentinstrumenter inkl. Rhodes og harmonika, Sidsel Vera Pettersen på sax, vokalcollager og klokkespil, Lisbeth Diers på trommer og percussion og Eva Malling på bas er Kruses faste base. Den suppleres undervejs af Flemming Agerskov på stemningsfyldt trompet, Jeppe Holst på guitar, Soma Allpass på cello og flere andre.

Det er et afbalanceret og smukt album, der tager sit udgangspunkt i den svenske visetradition. Anna Kruse har komponeret musikken, der skylder sin del til svensk folkemusik, Taube og Bellmann. Melankolien driver ned af væggene som tårer ad kinderne. Anna Kruse har med de flotte arrangementer skabt et album, der fungerer. Det balancerer elegant mellem det tunge og det lette.

annakruse.info

Jazznyt i Holland

I weekenden løb den hollandske Jazzdag af stablen i Rotterdam. 600 hollandske jazzbranchefolk mødtes om fredagen til konferencer og showcasekoncerter. Det var en lystig blanding af bookere, koncertarrangører, musikere og jazzhangarounds der mødtes og networkede om jazzen. Om lørdagen skulle The European Jazz Competition afholdes. I min egenskab som bestyrelsesmedlem i Swinging Europe var jeg jurymedlem i konkurrencen. Det var jeg sammen med en jazzfestivalarrangør fra Madrid, en sangerinde fra Kroatien, en radioproducer fra Slovenien og en koncertarrangør fra Holland. 2 hollandske bands, en svensk trio, en ungarsk trio og solopianist fra Litauen skulle bedømmes.

De spillede en halv time hver på spillestedet Lantaren Venster, hvor der var fuldt hus. Da det hele var overstået, var jeg ikke i tvivl. For mig var der to der havde stukket ud i forhold til de andre deltagere. I juryen blev det hurtigt tydeligt at der specielt var et band der stak ud i forhold til de andre. Den hollandske trio Kapok deltog i konkurrencen i egenskab af, at de havde vundet den hollandske jazzkonkurrence. Nu blev de også vindere af den europæiske konkurrence, hvor europæiske radiostationer havde indstillet de forskellige deltagere.

Trioen var udstyret med percussion, valdhorn og guitar. En særdeles utraditionel besætning i jazzens og musikkens verden. Musikken trak på elementer fra indierock, afro, world og selvfølgelig jazz. De skiftede effektivt mellem det frit improvisatoriske og festlige grooves. Trioen var et populært indslag på spillestedet, hvor stemningen steg nogle grader de indtog scenen. Det var nogle velfortjente vindere. Jeg havde dog den svenske trio Naoko Sakata Trio som en tæt toer. Den japanske pianist Sakata har været bosat i Sverige i en årrække. Hun indtog scenen med en Hiromi-lignende fremtræden. Musikalsk var Sakata dog et helt andet sted end Hiromi. Hendes ekspressive og ekvilibristiske spillestil havde reminiscenser af både The Bad Plus og E.S.T.

Jeg havde en suveræn weekend i Rotterdam, der er en jazzby ud over det sædvanlige. Der kommer en artikel i næste nummer af Jazzspecial, om Rotterdam og Hollands jazztilstand.

kapokmusic.com

facebook.com/pages/Naoko-Sakata-Trio/241577649570

Aarhus Jazzfestival - Jazznyt Kommentar

Festivalplakater er et herligt gammeldags statement, hvor der gøres opmærksom på eksistensen af begivenheden. Roskilde Festival-plakaten går den klassiske vej, hvor de store navne får de største bogstaver. Aarhus Jazz Festival har også en plakat ude i det offentlige rum. Da jeg så den, blev jeg bekymret. Bekymret fordi jeg ikke anede hvem hovednavnet var. Scott Robinson (US) står øverst på plakaten.

I pressemateriale fra festivalen står endvidere: "I år kan Aarhus Jazz Festival fejre 25 års jubilæum med over 260 koncerter på mere end 30 spillesteder – og med gratis adgang til det meste. I åbningsåret 1989 var de internationale navne Stan Getz, Kenny Barron, George Benson, McCoy Tyner, Joe Zawinul, Arturo Sandoval og Clark Terry. Siden har vi holdt fast i at præsentere både lokale, nationale og internationale navne, således også i år. Scott Robinson (US) er årets artist in residence og kan høres hver dag under festivalen."

Hvem er den Scott Robinson, man nævner i samme åndedrag som Getz og Zawinul? Et wikipedia-opslag henviste til et boyband-medlem fra en gruppe der hedder Five...næppe den Robinson der kommer til Aarhus. Lidt mere søgning og jeg fandt frem til den rette Robinson. Han har lige udgivet et bassaxofon trioalbum. Det viser sig at Robinson er en alsidig saxnørd, der spiller på alle mulige og umulige saxofontyper og mere til. Han er bl.a. medlem af det udemærkede Maria Schneider Jazz Orchestra. Men derfra og så til at give ham hovednavnsrollen. Det er da useriøst. Han er ganske vist i byen under hele festivalen, hvor han bl.a. giver workshops og spiller koncert i Sallings Bistro. Her spiller han sammen med Uffe Steen og Jens Jefsen. To Aarhus-legender, der havde været mere passende som plakatnavne, når man nu ikke har et rigtigt hovednavn.

Aarhus Jazz Festival er givetvis presset på økonomien og holder på 25. år heroisk fast i festivalen. Tidligere kaldte de sig Aarhus International Jazz Festival. Det internationale er fjernet og man har rettet blikket ind ad mod det lokale. Der er passende danske favoritter som Cæcilie Norby, Sinne Eeg, Nulle og Jungleorkestret på plakaten. Der er spændende musikere som Adam Baldych og Leszek Mozdzer fra Polen. Bluessangerinden og guitaristen Bonnie Raitt har såmænd også sneget sig på plakaten. Hun er den ene ud af tre "store" koncerter i Musikhuset. Norby er den anden. Den sidste er med den ukendte amerikanske sangerinde Kat Edmonson fra Austin, der også spiller på North Sea Jazz i Holland. Apropos North Sea. Her finder man navne som Branford Marsalis, Jose James, Kurt Rosenwinkel, Marcus Miller, Robert Glasper og Steve Swallow. Desuden er der højdespringere som Herbie Hancock, Sonny Rollins og Ron Carter. Hvorfor har de ikke hyret Branford Marsalis i Aarhus eller Robert Glasper?

Aarhus Jazz Festival byder på mange spændende danske navne, primært fra Aarhus-scenen. Det kan i allerhøjeste grad undre at, man ikke sætter Aarhus Jazz Orchestra, der spiller 4 koncerter i Ridehuset eller Indra der spiller i Domkirken på plakaten.

Den eksperimenterende jazzscene er også blevet meget mere usynlig i programmet end den nogensinde har været. Hvor er f.eks. Jazzjuice og Sunship?

Det er en bekymrende tendens for en festival, der udstyret med de rette visioner, sagtens kunne udvikle sig i en bedre retning. 

Det er Aarhus der skal være kulturhovedstad i 2017. 

Indtil da, vil man tilsyneladende drosle ned og afvikle. 

Det er for sølle! 

jazzfest.dk