Guitaristen Esben Brandt blev færdig med den internordiske konservatorieuddannelse Nomazz denne sommer. Han har taget semestre i Aarhus, København, Stockholm og Helsinki. Inden da startede han sin musikuddannelse i Dublin. Derfor er det også meget passende at musikerne i Brandts kvartet kommer fra Estland: bassisten Peddu Kaas, Spanien: saxofonisten Cesar Joaniquet, Danmark: trommeslageren Christian Windfeld og Sverige med den i denne sammenhænge noget ældre (og mere erfarne) Fredrik Ljungkvist. Med Ljungkvist som tilføjelse til kvartetten, forventede jeg (fordomsfuldt) mere smæk for skillingen, end jeg fik. Er det negativt? Ikke nødvendigvis. Ljungkvist har før vist, at han er mere end en ekspressivt heftig saxofonist. Han kan f.eks. spille inderlig klarinet med følsomhed og nerve, som han gør på åbningsnummeret Beauty at the end.
Esben Brandt har skrevet pladens 7 kompositioner. Det veksler mellem enkle og fine melodier, der ikke er overlæssede til mere kedelige stiløvelser, der ikke kommer nogen vegne. Esben Brandt holder sig nedtonet i baggrunden på guitaren og flyder sammen med musikken. Det er primært Fredrik Ljungkvist der får pladen til at leve og løfter den ud af glemslen. Det er langt hen ad vejen også en god grund til at lytte til musikken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar