lørdag, september 07, 2013

Hess Dayyani Emborg Trio: Rummet fyldt (Gateway)


Jazz'n'poetry er nichegenren der siden starten af 60'erne har levet sit eget gode stille liv i Danmark. Et af kendetegnende er at det er oplæsning til musik. Ganske ofte med rytme og indlevelse men sang bliver det aldrig. Sangerinden Camilla Dayyani har sammen med de erfarne jazzmusikere Jørgen Emborg (piano) og Emil Hess (div. saxofoner og klarinet) lavet et andet møde mellem poesi og jazz. Trioen har sat musik til en række danske digte af både ældre og nyere dato. Hun synger teksterne med en klarhed og ro, der giver lytteren mulighed for, at høre teksterne og ikke mindst forstå dem, så de giver giver mening. Hess og Emborg er mesterlige akkompagnetører. De fylder godt op. Alligevel holder de sig så meget tilbage, at det er Dayyayni - og teksterne - der er i fokus.

Rummet fyldt af Pia Tafdrup, Den tomme kaffekop af Dan Turéll og Livets hastighed af Michael Strunge er digte fra firserne. Af ældre dato er der digte af Frank Jæger, Emil Aarestrup, Thorkild Bjørnvig og Henrik Pontoppidan. Det blandes med enkelte instrumentalstykker og et par numre af Hess og Dayyani. Stilistisk er der både højskolestemning, cabaret og visesang. På toppen af det hele står tre musikere, der med musikken udbygger og understreger teksterne. Dayyani's stemme er god til denne type musik. Emil Hess og Camilla Dayyani lavede i 2007 Anadyomene, hvor det var Nikolaj Hess der sad klaveret. Emborg har den samme melodiske sans, der er så vigtig for, at det kan hænge sammen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar