The JazzNyt Danish Jazz 2014 Playlist

Hvordan lød dansk jazz i 2014? Det får du svaret på her, hvor jeg har lavet en syv timer lang spilleliste på Spotify, med 78 danske jazznumre fra 2014. Det er ikke alt det bedste der er med, da der er kunstnere som har valgt andre platforme end Spotify. Men listen giver dig et overblik over forskelligheden og kvaliteten i den danske jazz lige nu. Du kan også bruge listen som opvarmning til min snarlige kåring af årets bedste danske jazzplader. 

Hvis du synes at der mangler noget, så giv mig endelig besked.

Jakob Elvstrøm: Play it back - The Funky Sessions vol. 1 (Big Car Records/Pladekisten)

I 90’erne huserede acid jazzen. Den dansable jazz med store mængder funk, r’n’b og soul. Nye navne som Brand New Heavies og Incognitio indkapslede stilarten og satte ild til dansegulvene med numre som Dream come true og Don’t You worry ‘bout a thing. Der opstod også en DJ kultur omkring acid jazzen. Her spillede man gerne souljazz fra 60’erne og navne som Grant Green, Jimmy Smith og Lou Donaldson var blandt de foretrukne. Herhjemme efterlod acidjazzen også nogle bølgeskvulp. I Århus spillede saxofonisten Jakob Elvstrøm oftest når der stod acidjazz på plakaten. 

På hans nye album er der mange referencer til den tid. Den vigtigste er at saxofonisten Lou Donaldson medvirker på åbningsnummeret Go Go Go. Der er drysset lidt magisk Donaldson-støv ud over nummeret. Det glimter dog knapt så meget som i de glade 60’ere. Det er også 15 år siden at han sidst har indspillet noget. Elvstrøm benytter sig gerne af gæstemusikere på pladen. Typisk med en gæst pr. nummer. Veronica Mortensen får Pay the bill til at lyde som noget, svenske Blacknuss All Stars kunne have lavet for 20 år siden. Herefter er Per Gade på banen med en dejlig funket jazzguitar på nummeret Black Bossa. Kjeld Lauritsen kigger forbi med sit Hammond, Steen Nikolaj Hansen med sin trombone og Lasse Storgaard med sine retro keyboards. Det bliver til tider lidt for stramt og fortænkt. På den anden side er det en festplade i den bedste betydning. Jakob Elvstrøm er en af de få herhjemme der stadig tror på jazzen som et funky festfænomen. Og det gør absolut ikke noget. 

elvstroem.com

Danish Music Award Jazz 2014 - reportage

Et feststemt Bremen var mandag aften ramme om årets Danish Music Awards for jazzen. Efter at have været afholdt forskellige steder med begrænsede publikumspladser, så det ud til at være det rigtige sted at fejre jazzen. Der var plads til nominerede, branchefolk, kulturminister og interesserede publikummer. 

Det er altid spændende at se hvad årets jury har valgt som deres bud på den bedste danske jazz fra det forgangne år. I juryen sad bl.a. P8 jazz-værten Stine Danving, den tidligere DR vært, DJ’en Le Gammeltoft og Politiken-anmelderen Christian Munch Hansen. Aftenen åbnede lidt kønsprofetisk med fire piger i hovedrollen. Kvartetten med 2 x sax, piano og trommer bestod af fire meget unge piger fra Aarhus der havde deltaget i sommerens Jazz camp for girls, hvor de havde lært noget om at spille jazz. Projektet var søsat med hjælp fra arrangøren af DMA Jazz-showet JazzDanmark, der havde et håb om at få få flere piger til at spille jazz.

Der var også kvinder i hovedrollerne blandt prismodtagerne. Sinne Eeg vandt velfortjent vokalkategorien med albummet Face the music. Det var tredje gang at hun løb med den pris. Hip hop gruppen DoktorDoktor var også nomineret og selv om de blev skuffede over at de ikke vandt, syntes bandets rapper Glendorf alligevel at det var velfortjent at Sinne Eeg vandt, da hun netop er en rendyrket og teknisk meget sikker jazzsangerinde. Det estiske saxofonist Maria Faust blev aftenens store vinder med albummet Sacrum Facere, der er en hyldest til hendes hjemlands musiktraditioner. Hun vandt både i kategorien Årets særudgivelse og Årets komponist. Maria Faust var ikke sen til at dele æren med pladeselskabet Barefoot, da jeg talte med hende efter showet. Hun håbede på at det kunne være med til at positionere Barefoot herhjemme som et væsentligt dansk pladeselskab.

Aftenens show bød på musikalske indslag med vinderne fra 2013. Dog måtte Jacob Anderskov melde afbud i sidste øjeblik, da flyet han skulle hjem med fra Grønland var blevet aflyst. I stedet for Anderskov fik vi big bandet The Orchestra med operasangerinden Tuva Semmingsen og musik af Jakob Riis. Det lovede godt for det kommende album med dem. Jakob Bro og Thomas Knak havde Nicolai Munch Hansen med på bas og de spillede bl.a. nummeret Roots rebuild fra deres første plade, hvor der i øvrigt også skulle være en ny på vej. Aske Drasbæk Group med guitaristerne Per Møllehøj og Søren Dahl Jeppesen spillede nogle meget forskellige numre. Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter der til manges overraskelse vandt vokaljazz kategorien sidste år, beviste endnu en gang, hvorfor det projekt har fungeret så godt. Søren Ulrik Thomsen billedmættede digte smelter behageligt sammen med Det Glemte Kvarter regnfyldte jazz. 

Årets nye danske jazznavn blev Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet, der i lettere overrislet tilstand modtog prisen på scenen. Det er et af de få danske jazznavne som jeg ikke har skrevet om her på bloggen. Det er såmænd fordi jeg ikke har fået pladen.  Liveprisen gik velfortjent til Gladsaxe Jazzklub, der som en del af prisen fik en koncert med årets nye danske jazznavn. P8 Jazz havde nomineret fire ildsjæle fra jazzens vide verden. Tove Enevoldsen fra Paradise Jazzklub etc, pladekollektivet ILK, den tidligere DR jazzvært og skribent Ib Skovgård og jazziværksætteren Poul Falck fra Odense. P8’s lyttere havde via en SMS afstemning bestemt hvem der skulle vinde. ILK havde ligefrem opfordret folk til at stemme på Ib Skovgård. Men det hjalp ikke, da det blev Poul Falck der vandt med en jordskredssejr. Odeseaneren der bl.a. har startet Jazzhus Dexter og Tip Toe Big Band har gjort meget for musikken i det fynske. Både via sit arbejde i kommunalpolitik, et stort netværk og ikke mindst penge fra egen lomme.

Alle fem plader der var nomineret som Årets danske jazzudgivelse er plader jeg har hørt mange gange. Vinderen blev de tre Hess brødres hyldest til deres forældre, Music for Mum & Dad. Emil Hess kom alene på scenen for at modtage prisen, da de to andre brødre Nikolaj og Mikkel var i New York. Sidste års vindere Emil de Waal og Nulle kom som de sidste på scenen. Her lagde de salen ned med deres version af Ellingtons Such Sweet Thunder. Desuden spillede de et nummer fra den kommende plade, nemlig Nulles melodi fra TV-serien I sandhedens tjeneste. Smagsdommerværten Adrian Lloyd Hughes styrede slagets gang som aftenens vært. Han lagde ud med et malplaceret forsøg ud i standup-genren - men skruede herefter lidt ned for de værste Hughes-tendenser.

Festen fortsatte i foyeren, hvor Hugo Rasmussen med hjælp fra bl.a Jakob Dinesen spillede op til jam. Her kunne de mange jazzmusikere og hangarounds så endelig mødes og få talt sammen. Som jazzblogger der har skrevet pænt om de fleste af dem, er det ikke det værste sted at være. Jeg er ikke en del af jazzmiljøet i København, da jeg ganske enkelt kommer der for sjældent, så det var fedt at møde de mange forskellige folk. Til gengæld kender jeg mange af aktørerne via mit arbejde med bloggen. Et af aftenens hotte issues var Jazzhouse og den verserende debat om stedets valg af musik. *Breaking News* Jeg så i øvrigt Bjarke Svendsen fra Jazzhouse og Christian Brorsen fra Jazzhus Montmartre have en kort snak sammen. Saxofonisterne Mette Rasmussen og Jan Harbeck. Trommeslagerne Morten Lund og Terkel Nørgaard. DoktorDoktor-musikerne Jakob Baggesen og Mads Glendorf. Jazzskribenterne Kjeld Frandsen og Cim Meyer. P8 jazz-folkene Niels Christian Cederberg, Stine Danving og Celine Haastrup. Og mange andre dejlige jazzfolk. Aftenen sluttede for mit vedkommende på La Fontaine, der selvfølgelig ikke har livejazz mandag nat, men kølige øl var der nok af.

New Jazz Kommende jazzudgivelser vinteren 2014-2015

Der kommer rigtigt mange nye jazzplader lige nu. I december går kvoten altid ned igen. Når vi så kommer ind i det nye år, er der et par spændende danske udgivelser på vej. Både Indra og Jakob Bro udgiver deres første major label plader. Plader der udgives af store udenlandske selskaber med en vis tyngde i omdømme og økonomi. Jakob Bros plade udkommer på ECM Records, hvor han er i selskab med veteranen Jon Christensen på trommer og bassisten Thomas Morgan. Det er ikke første gang at hans navn står på en ECM plade. Han har tidligere medvirket på et par Paul Motian Electric Bebop-udgivelser. Det er til gengæld første gang, at Bro er i hovedrollen på en ECM-plade.

Kvartetten Indra har ligesom Jakob Bro rødder i Aarhus. Sangerinden Indra Rios-Moore boede der i en periode sammen med manden og saxofonisten Benjamin Trærup. Her startede de kvartetten med Thomas Sejthen på bas og Uffe Steen på guitar. Indra's plade udgives af Impulse, der er et underselskab i det multinationale Universal. Universal har senest haft stor succes med lanceringen af Gregory Porter, der udkommer på Blue Note. Billedet ovenover er med Trærup og fra en koncert i oktober, hvor de spillede materiale fra den nye plade. Bl.a. lagde de mig helt ned med deres version af David Bowie's Heroes. 

November

Nordisk

Blood Sweat Drum + Bass with Palle Mikkelborg & David Liebman: In the spirit of…. (Blood Sweat Media) CD+DVD

Bebe Buchanan Tagel: Gone (From Out Here Music)

Yasser Pino & The Latin Syndicate: Natura (Yasser Pino)

Niels Lyhne Løkkegaard: Music for 8 recorders (Hiatus) 7”single

The Orchestra feat. Tuva Semmingsen & Jakob Riis (The Orchestra)

Eliel Lazo & The Cuban Funk Machine (Stunt)

Malene Mortensen: Can't help it (Stunt)

Anders Bast: Caught in the web (LongLife/Pladekisten)

Møster!: Inner Earth (Hubro)

Erik Honoré: Heliographs (Hubro)

Martin Fabricius Trio: Out of the white (Martin Fabricius)

Jakob Elvstrøm: Play it back! The Funky Sessions vol. 1 (BigCar Records)

Bravura in the face of grief: Furry Mouth (Abstract tits)

Ola Paulson: Return, Serene Skoarkki (Konvoj)

Lotte Anker & Jakob Riis: Squid police (Konvoj)

Hans Olding & Jaska Lukkarainen: Far from Rio (El Dingo Records)

SVIN: Svin (Ponyrec)

The Stoner: Kinder Call (Hoob)

Hellskotta: Hellskotta (Periferi)

Cennet Jönsson: Galiza (Kopasetic)

Travelling Tribes: Artificial Moonlights (ILK)

Mikko Innanen: Song for a new decade (TUM) - Andrew Cyrille & William Parker

Nils Landgren: Christmas with my friends IV (ACT)

Nils Landgren: Redhorn Collection (ACT)

Jøkleba: Outland (ECM)

Nils Økland: Lumen Drones (ECM)

Bugge Wesseltoft/Henrik Schwarz/Dan Berglund: Trialogue (Emarcy)

International

Florent Nisse: Aux Images (Nove) - med Jakob Bro og Chris Cheek

Various Artists: 'Round Nina (Verve) - hyldestalbum med Gregory Porter, Sophie Hunger etc.

Gerard Frisina: Movement (Schema)

Nguyen Le & NDR Big Band: Celebrating The Dark Side of the Moon (ACT)

Stefano Bollani: Sheik Yer Zappa (Decca) - Bollani spiller Frank Zappa

Jef Neve: One (Decca)

Schlippenbach Trio: First Recordings (Trost)

The Greg Foat Group: Live at The Playboy Club, London (Jazzman)

The Thing & Thurston Moore: Live (Trost)

Christof Kurzman: Then and now (Trost)

ZU & Eugene S. Robinson: The left hand path (Trost)

Nels Cline & Julian Lage: Room (Mack Avenue)

Keith Jarrett/Charlie Haden/Paul Motian: Hamburg '72 (ECM)

David Virelles: Mboko (ECM)

Michael Mantler: The Jazz Composers Orchestra Update (ECM)

Marcin Wasilewski Trio & Anders Jormin: Spark of life (ECM)

Stanley Cowell: Are you real? (Steeplechase)

Peter Zak: The Disciple (Steeplechase)

Jed Levy: Rain (Steeplechase)

Steve Lacy: Morning Joy - Paris Live (Hathut)

Albert Ayler: Lörrach Paris 1966 (Hathut)

Joe McPhee: As serious as your life (Hathut)

Eric Johnson & Mike Stern: Eclectic (Heads Up)

Janis Görlich: Bei Nacht (Shoebox)

December

Nordisk

Björn Ingelstam: Fiol Sessions (Fiol) 10”vinyl

Stefan Pasborg/Carsten Dahl: Live at SMK (ILK)

Luther Thomas: In Denmark (ILK)

Jesper Zeuthen Plus: Kort Fortalt (Barefoot)

Markus Pesonen Hendectet: Padme (Barefoot)

ELEkTRO vol.2 feat Even Hermansen & Rudi Mahall (??)

Marc Bernstein Good People: Out of the Blue (??)

Den Magnetiske Ørn: Den Magnetiske Ørn (??) -impropop

Jonas Kullhammar: Gentlemen (Original motion picture jazz tracks) (Moserobie)

Lindha Kallerdahl: Gols Quintet Solo (Hoob)

International

Emanuele Maniscalco/Thomas Morgan: Copenhagen Season (ILK)

Nostalgia 77 & The Monster: Measures (Tru Thoughts)

2015

Januar

Nordisk

Jeppe Gram Quartet: Liquid Sound (ILK)

Frisk Frugt: Den europæiske spejlbue (Tambourhinoceros)

Indra: TBA (Impulse!)

Sidsel Storm: TBA (Calibrated)

International

Jacky Terrasson: Take This (Universal)

Februar

Nordisk

Jakob Bro: TBA (ECM) - Thomas Morgan, Jon Christensen

Stefan Pasborg: The Firebirds (ILK)

Agustí Fernández/Niels Lyhne Løkkegaard/Bjørn Heebøll: Amaranth (Hiatus/Discordian)

Ask Kjærgaard: At fortælle menneske (??)

Kasper Bai: Af samme slags (??)

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: TBA (Storyville) - Kristian Leth, Jacob Fischer

International

Diana Krall: Wallflower (Verve)

Marts

Nordisk

Alex Jönsson: Spy on your friends (??)

Jesper Løvdal/Butch Lacy: TBA (ILK)

April

Nordisk

Jakob Davidsen Kammerat Orkester (ILK)

Simon Toldam Trio: Kig Op 15 (ILK)

Mark Solborg Trio: TBA (ILK)

Uden dato

Nordisk

Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan/Pladekisten) 2LP

Steen Rasmussen The Paolo Braga Project - med Leo Minax

Martin Lutz Group: TBA (??)

Kresten Osgood/Kikuchi: TBA (ILK)

Kresten Osgood/Martin Philadelphy: TBA (ILK)

Kolonihaven Unikum: Punkt-Linie-Fläche (Lydhør) >> Christian Windfeld: Førstepersonental (Lydhør)

Lydhør er et nyt lille pladeselskab der udgiver eksperimenterende improviseret musik. De to første udgivelser hænger på sin vis godt sammen. Kolonihaven Unikum anmeldte jeg her på bloggen i februar 2013 i forbindelse med udgivelsen af Saltö. Trommeslageren og percussionisten Christian Windfeld udgør sammen med Anders Ørbæk på percussion og piano, duoen der på situationistisk vis laver lyde/musik/klange/toner. 

De ophæver gængse normer og skaber meditative klangflader. Det præges af en indadvendt, næsten tillukket verden, hvor sprækker med skarpe toner blænder vores ører. Det bruger instrumenterne til at fremhæve nye og anderledes lyde. Det er på alle måder en højst mærkværdig oplevelse der både fascinerer og efterlader en undren. Jeg forstår det ikke - og her er nok også en pointe med LP’en Punkt-Linie-Fläche. Den vil ikke forståes. Den skal “bare” accepteres som den er. Pladen er indspillet på Fanø i en gammel skipperbolig, hvor de har brugt husets lettere ustemte opretstående klaver.

Christian Windfeld har også lavet en soloplade, hvor han spiller det hele selv. Her spiller han mere piano end på duopladen. Han er mere urolig og flagrende, når han er alene. Her dvæler han ikke ved enkelte klange. Men kaster sig uhæmmet ind i instrumenternes verden, hvor han afsøger muligheder. Voldsomme anslag på tilfældige tangenter afbrydes af angeb på klaverets strenge. Det er avantgardistisk. En opløsning af vaner og dogmer. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Der går en lige linje til bl.a. John Cage i denne musik. Det er til gengæld godt at der til stadighed er musikere, der bevæger sig udenfor de gængse græsmarker. Det er både modigt og dristigt. Musikken er indspillet forskellige steder i Aarhus og undervejs kan man høre forskellige former for baggrundsstøj.

lydhoer.net

Morten Haxholm Quartet: Quintessence of dust (LongLife/Pladekisten)

På den unge bassist Morten Haxholms andet album er der genvalg på to af kvartettens pladser. Haxholm har været så heldig at få guitaristen Jonathan Kreiberg med igen på holdet sammen med trommeslageren Ari Hoenig. De to New Yorker-musikere medbringer den danske "new yorker" Nikolaj Hess på piano, der er ny i Haxholms kvartet. Med et sådant hold i ryggen er der sikret kvalitet fra første tone. Haxholm har skrevet 6 af pladens numre - de resterende to er Wayne Shorter’s Nefertiti og Thelonious Monk’s Monk’s Dream. 

Pladen bærer stort præg af Jonathan Kreisbergs guitarspil, der nok skylder sin del til Pat Metheny og Kurt Rosenwinkel - men også har et personligt præg. Haxholm er på trods af at han er meget yngre end medspillerne i stand til, at tage en styrende og samlende rolle. Det er en imponerende bedrift, al den stund at Haxholm ikke har lavet en stribe enkle melodier og arrangementer. Det er new yorkerjazz af den saftige slags. Jazz der er fyldt med komplekse og teknisk krævende elementer. Quintessence of Dust efterlader stor respekt for Morten Haxholm som bassist, komponist og bandleader.

mortenchristian.dk

Jazzhouse eller Noisehouse? Hvad er jazz?

Debatten om programlægningen på Copenhagen Jazzhouse er blæst i gang af Politikens anmelder Christian Munch Hansen. Han skriver i en kommentar i Politiken d. 19. november, at "med den nuværende, vidtgående fortolkning af musikkens grænser, ligner Jazzhouse mere en klub for eksperimenterende rock- og støjmusik." Bjarke Svendsen fra Copenhagen Jazzhouse svarer d. 20. november i Politiken at "Vi er ikke en støjrockscene. Vi har fokus på jazzen som en levende samtidskunst og dermed på at bringe jazzen i spil med andre genrer og kunstformer."

Debatten raser ligeledes på Facebook og i det kommende nummer af Jazzspecial bliver problematikken også afdækket.

Det efterlader mange spørgsmål, som Jazznyt gerne vil være med til at svare på.

Hvornår er jazz egentlig jazz?

Hvor jazzet kan jazz være?

Her er nogle bud på noget der er jazz eller ej.

Er Papa Bue jazz?

- ja vil de fleste nok mene, selv om de også spillede snublende nær på dansktopmusikken sammen med Bjarne Liller, med sangen Man kan vel ikke gøre for at man har charme?

Er Niels Henning Ørsted Pedersen jazz?

- jo, det er han. Han er måske endda vores fornemste jazzambassadør nogensinde. Men han spillede også bas i Willy Grevelunds Orkester i lørdagsunderholdningsprogrammer på TV i 70'erne.

Er Palle Mikkelborg jazz?

- han er en af de få der har lavet musik til Miles Davis - som Miles bagefter har indspillet. Palle Mikkelborgs seneste pladeudgivelse er klassisk og med et symfoniorkester.

Er Ibrahim Electric jazz?

- det tror jeg ikke at de selv vil sige. Men de spiller altså ret jazzet i blandet masser af rock, afrobeat etc.

Er Svend Asmussen jazz?

- han er ihvertfald gammel og har spillet med både Ellington og Django Reinhardt. Men så er der jo også de der Swe-Danes?

Er Thomas Blachman jazz?

- nej, vil de fleste nok sige. Men det var der han startede. En gang i mellem kan han stadig opleves bag trommerne, som det bedste danske Tony Williams klon.

Er John Tchicai jazz?

- ja for den da. Måske den største. Alligevel er der mange der ikke ved hvem han er.

Er Morten Lund jazz?

- nej ikke hvis jeg skal tage udgangspunkt i sidste gang jeg så ham live, hvor han spillede rockgryder sammen med Aske Jacoby. Kalder Morten Lund sig selv for jazzmusiker? Det tror jeg nok, at han gør.

Er Jazzhus Montmartre jazz?

- ja det er det, når Alex Riel er på scenen sammen med en udenlandsk gæstestjerne.

- nej det er latin, når Yasser Pino og Eliel Lazo står på scenen.

Er Copenhagen Jazzhouse jazz?

- ja det er det, når Joe Lovano står på scenen.

- ja det er det, når F.E. Denning spiller dronejazz og hylder Coltranes free jazz mesterværk Ascension sammen med musikere der ikke kalder sig selv for jazzmusikere.

- nej det er ikke som det var en gang. Hvor er alle de danske jazzmusikere der i dag er over 40 år? Dem der spillede der dengang Lars Thorborg sad ved roret?

Er Jazz en forslået genre?

- ja det er den.

Er jazz en slap genre?

- nej den er stærk og kan tåle en masse tæsk.

Den er blevet angrebet med bebop, soul, free, avantgarde, rock, latin, fusion, easy listening, third stream, noise, math, acid, afro, bossa, pop, smooth, electro, hip hop, balkan og sågar norsk folkemusik.

Jazzen er en overlever. Den har altid vokset sig stærkere, når den er kommet under pres og er gået i nye retninger.

Jazz er en dynamisk genrebetegnelse - der kan tåle det meste.

Christian Munch Hansens kommentar:

http://politiken.dk/kultur/musik/ECE2458559/kommentar-er-jazzhouse-et-jazzhus-eller-hvad/

Udtalelser fra bl.a. Christian  Brorsen og Bjarke Svendsen:

http://politiken.dk/kultur/musik/ECE2459874/jazzhouse-vi-er-ikke-en-stoejrockscene/

Kommentar fra den svenske saxofonist Mats Gustafsson:

http://passiveaggressive.dk/mats-gustafsson-to-whom-it-may-concern/

Interview med Bjarke Svendesen om programlægningen:

http://seismograf.org/en-elastisk-fortolkning-af-jazzbegrebet

Reverse: Awakening (Blackout Records)

Trommeslageren og bandleaderen Terkel Nørgaard har fået sparket eksistensen af trioen Reverse godt i gang. De har allerede spillet adskillige koncerter i det ganske land sammen med Jørgen Leth - der læser digte op til trioens improviserede musik. Reverse har også et eget liv uden Leth - som nu kan høres på denne debut-CD. Det er Nørgaards musik som de spiller. Pianisten Søren Gemmer og bassisten Jesper Thorn er hans vigtige medspillere og samarbejdspartnere - de har også begge suppleret med en komposition hver på pladen. Trioen har eksisteret i 4 år og har i den periode arbejdet et selvstændigt udtryk frem. Der er en særlig stemning i musikken. På den ene side er det nogle meget enkle og let forståelige melodier, der på den anden side mødes af en kompleks og udfordrende musikalsk fremstilling, der aldrig hægter lytteren af. 

Terkel Nørgaard er mr. timekeeper, der skarpt og præcist sætter dagsordenen. Hans markante lilletrommeslag giver musikken et distinkt og elegant touch. Det er jazz, hvor jeg det ene øjeblik fortaber mig i detaljerne, hvorefter Reverse går i nye retninger. Det over 10 minutter lange åbningsnummer Storm - som Terkel Nørgaard har tilegnet sin søn, efterlader dybe indtryk. Det er vekslende mellem det fine og det voldsomme - uden at det bliver grimt. Awakening er et debutalbum med stor mental efterklang. Det glemmes ikke med det samme. Thorns komposition The Steppe og Gemmers komposition Hilma af Klint vidner også om en trio, der besidder forskellige temperamenter og alligevel fremstår med et afklaret og forståeligt udtryk. 

blackoutmusic.dk

Denniss Pashkevich & Christian Frank: Close (Gateway)

For et par år siden lavede de en kvartetplade sammen. Nu bliver det endnu mere intimt. De er rykket indenfor. De har flyttet sig fra vinteren udenfor. De er gået ind og har sat sig foran brædeovnen sammen. Guitaristen Christian Frank er sammen med den lettiske saxofonist Deniss Pashkevich på duopladen Close. Det er blevet til en balladesag, hvor de i et nordisk inspireret og meget melodisk enkelt univers lader de musikalske blomster vokse frem. Pladen er et vellykket eksempel på musik, der ikke vil imponere. Det er til gengæld musik der er nærværende.

Pashkevich og Franks samarbejde hen over østersøen er en belejliget påmindelse om, at jazz er en international kommunkationsform. Med dette duosamarbejde udbygger de to musikere det de startede med den vellykkede kvartetplade. Denne gang er det bare blevet en smule bedre. Det er en af den slags plader, der behageligt finder sig til rette som soundtrack til rolige efterårsdage.

christianfrank.dk

Marilyn Mazur/Josefine Cronholm/Krister Jonsson: Flamingo sky (Stunt) >> Tritonus & Marilyn Mazur: Eksistens (Tritonus)

Der var en gang, for ikke så længe siden, hvor det at fylde 60 år betød efterløn og seniorordninger. Tænk bare på Ben Webster. Han var 60 år, da han boede i Danmark - han spillede gudskelov ikke som en mand på retræte - men han lignede en nedslidt og færdig mand, når musikken ikke spillede. Til januar fylder Marilyn Mazur 60 år. Her tænker ingen på efterløn, seniorordninger endsige nedslid eller at noget er ovre. Hun er aktuel på to albums, der begge har vokalen som omdrejningspunkt. Den første er med Mazurs egen trio. Hun er sammen med sangerinden Josefine Cronholm og guitaristen Krister Jonsson. Begge har hun ofte samarbejdet med tidligere. Pladen indeholder både det vi kender Mazur, så godt for. Hendes dansende og samtidigt kraftfyldte percussionspil, der rytmisk glider helt naturligt og utæmmet ud i verden. Som på den reggaeinfluerede The Butterflies. Men der er også andre sider af Mazur, som vi møder på pladen. Hun spiller piano på flere numre. Der er både det perkussive freejazznummer Ø, som hun har lavet sammen med Peter Friis Nielsen og den smukke ballade Gone, hvor Cronholm synger. Der er numre som Like a lover der kan minde om Laurie Anderson’s formidable sangforedrag. 

Den anden plade er et samarbejde mellem Marilyn Mazur og koret Tritonus, hvor lederen og dirigenten Lise Christensen Bjerno og Mazur har musik til digte af bl.a. Edith Södergran og Benny Andersen. Tritonus har eksisteret siden 1971 og har altid holdt et højt kunstnerisk og ambitiøst niveau. Ud over Mazur medvirker Makiko Hirabyashi på piano, Klavs Hovman på bas og Hans Ulrik på sax. Sissel Vera Pettersen er inde over som vokalsolist et par gange. Tritonus er med andre ord ikke et glad amatørhygge kor. De er med til, at sætte et niveau, en standard for hvordan et rytmisk kor kan lyde i 2014. Eksistens sætter fokus på de menneskelige fællesnævnere ord, krop, lyd og bevægelse. Bevægelse er der af gode grunde ikke, når pladen afspilles hjemme i stuen. Men de andre elementer er der masser af på pladen.

marilynmazur.com

tritonus.dk

Kasper Tom & Jacob Anderskov: Chroma (Barefoot Records)

Med Kasper Tom og Jacob Anderskov i hovedrollerne var jeg forberedt på en free jazz oplevelse af den mere udadvendte slags. Det fik jeg ikke. Både Jacob Anderskov og Kasper Tom er ellers ikke blege for at bevæge sig frit i tid og rum. Det gør de også på denne plade, hvor trommeslageren Kasper Tom har skrevet musikken. Der hersker en mere indadvendt ro i deres improsammenspil. De er ligestillede i duoen, hvor Anderskov spiller på piano. Musikken besidder en drift og et flow der vokser stille frem. Kasper Tom og Anderskov er begge særdeles erfarne i de avantgardistiske hjørner af jazzen - og det kan høres på Chroma.

De gør hvad de vil. Der skabes et sammenhængende univers, hvor Kasper Tom med sit afdæmpede improtrommespil er nede i musikkens materie. Anderskov dykker med ned i den improjazzede underverden, der er fuld af farver, swing og løsrevne stumper. Det er jazz der både skylder til forne tider og eksperimenterende nutidig impro.

barefoot-records.com

Ibrahim Electric: Rumours from outer space (ILK) LP

Nogle musikprojekter viser sig over tid, at være endnu bedre end man havde forestillet sig fra starten. Andre dør ud efter kort tid, da idémændene selv mister interessen og gløden - måske pga. manglende publikumsinteresse. Sådan har det ikke forholdt sig med trioen Ibrahim Electric der nu er fyldt 10 år og har lavet deres ottende album. Idéen var god fra starten og den er stadig god. De har stædigt holdt fast i trioen, der som et af meget få bands (de eneste?) på den danske jazzscene, har de turneret og lavet plader næsten hvert eneste år. Publikumsinteressen har været der næsten fra starten af, hvor de uden problemer har fyldt de større danske byers spillesteder - og stædigt har arbejdet for at få udbygget deres publikum i provinsbyerne, hvor det nok er sværere at fastholde folk. 

Trioen er en sammentømret enhed med tre individualister. Der er den multifacetterede trommeslager Stefan Pasborg, der rejser i tid og rum. Der er guitaristen Niclas Knudsen der har sit skarpe vid og encyklopædiske guitarspil med kapitler om både afrobeat, funk og rock. Der er hammondorganisten Jeppe Tuxen, der placerer sig naturligt mellem rock og jazz. Ibrahim Electric er fuldendte og de har lavet adskillige gode plader. Kan de blive ved? Tilsyneladende er svaret ja. Åbningsnummeret Attack from above minder sine steder om den svenske rockgruppe Atomic Swing, der var fremme i starten af halvfemserne. Big Boss er surfguitar med teaktræs beats. Moondogs on the run er med hundeglam og et klassisk Knudsen guitarattack. Sneaky galaxy gold diggers er Pasborg-galaktiske rytmer, hvor det er bedst bare at flyde med. Det fjollede slutnummerJag vill leva er med Nicolai Elsberg på vokal. Idéen med vokaler på flere numre er måske ikke helt tosset. Hvordan kunne det ikke lyde, hvis Ibrahim Electric krydsede klinger med Steen Jørgensen? - eller en anden og mere nutidig sanger? Jag vill leva er klassisk Ibrahim-sjov, men ikke der hvor de er bedst.

ibrahimelectric.com

Karen Sundtoft & Anders Mogensen: Melodic Moods (Gateway)

Ni sange. Fem på engelsk og fire på dansk. Det er de danske sange som jeg først og fremmest er faldet for på pladen. De står stærkest og renest i udtrykket. Der er ikke den samme afstand som der er i de engelske. Sangerinden Karen Sundtoft er et ubeskrevet blad på den danske jazzscene. Hun er gået sammen med den erfarne trommeslager Anders Mogensen om pladen Melodic Moods. Mogensen har skrevet musikken, mens Sundtoft har skrevet teksterne. Mariusz Prasniewski spiller bas og Simon Krebs spiller guitar på pladen.

Det er afdæmpet vokaljazz, hvor der overlades plads og tid til fortællingen. Pladen blev til efter, at Karen Sundtoft havde hørt Anders Mogensens stemningsmættede album Gratitude fra 2009. Hun begyndte at sætte tekster til Mogensens melodier, der var skabt ud fra stemninger og situationer i Anders Mogensens liv. Det er der kommet en fin plade ud af. Det er en anderledes side af Mogensen, der her har skruet ned for det ekspressive trommespil.

melodicmoods.dk

Manu Katché: Touchstone for Manu (ECM) >> Manu Katché: Live in Concert (ACT)

En opsamlingsplade eller en liveplade er specielt indenfor rockmusikken et tegn på stagnation. Festen er groft sagt ovre og man kan ikke finde på noget nyt for, at tjene til livets ophold. Liveplader har en anden betydning indenfor jazzen. Her er de en del af det kunstneriske udtryk. Jazz handler om øjeblikkets antændelse - hvilket liveplader er med til at dokumentere. Trommeslageren Manu Katché har været tilknyttet det tyske pladeselskab ECM Records siden 2004, hvor han har lavet nogle højt profilerede udgivelser. Nu er det slut og det markeres med et opsamlingsalbum - som ellers ikke er noget ECM laver ret ofte. Samtidig med at det er slut hos ECM udgiver Katché's nye (og igen tyske) pladeselskab ACT Records et livealbum med ældre materiale.

Live indspilningen er fra jazzklubben New Morning i Paris, denne sommer. Der er mange gengangere på sætlisten fra 2012-pladen Manu Katché, hvor den eneste udskiftning i bandet er trompetisten Nils Petter Molvær, der afløses af italieneren Luca Aquino, der har en lyd der er tæt på Molværs. Kvartetten har spillet 130 koncerter på turnéen og denne aften i Paris sætter de skabet på plads. Bandet er tilpas rå og løse i fugerne, så live-feelingen fornemmes. Den norske saxofonist Tore Brunborg har en sikker stil - der på trods af at han spiller tenorsax ikke er langt fra landsmanden Jan Garbareks stll, som Katché også har spillet sammen med gennem mange år. Det er en fin liveplade, der er et must for Katché-fans.

Men er man ny er opsamlingspladen et bedre sted at starte. Den samler musik fra de fire ECM-plader som Katché har lavet i perioden 2004-2012. For hver plade har han sammensat et sejt hold. Her synes jeg at 2009-holdet med bl.a. Brunborg, Pino Palladino på bas og Jacob Young på guitar er det bedste til at omsætte Katché’s udadvendte, rytmiske og melodiske jazz som nutidig fusionsjazz. 2004-bandet med Garbarek og Tomasz Stanko på trompet er selvfølgelig vanvittigt fede. Svagheden er at de fylder for meget som “stjerner” og ikke falder ind i Katché’s kollektive udtryk. Ved du ikke hvor du skal starte? Prøv at lytte til Keep on trippin’ og Swing Piece. Hvis det ikke overbeviser dig, så er Katché ikke noget for dig.

manu-katche.com

Anders T Andersen Sextet ¡jazzjazz!: Low Flow (Gateway)

Det er lang tid siden, at der er kommet en plade, hvor der står Anders T Andersen på forsiden. Senest var i 1997 med pladen Part of a Circle. Tidligere havde han udgivet et par plader i eget navn i 1991 og 1995. Anders T Andersen er meget aktiv omkring musikerforeningen Toneart. 

Anders T. Andersen skifter ubesværet mellem sopran, tenor og bassaxofon, mens Emil Hess spiller barytonsax og basklarinet. Anders Larson spiller trombone. Rytmegruppem består af Niels Thybo på piano, Kasper Tagel på bas og Michael Paulsen på trommer. Jeg kommer til at tænke på Charles Mingus som han lød i slutningen af 50’erne på bl.a. Dynasty og Ah Um. Det er jazz trukket ud af den mørke sump. Der er blues, gospel og saftige grooves i musikken.

Low Flow - lavt flydende jazz er musik spillet af en gruppe, der lige præcis forstår at grave sig ned sammen. De finder sammen i et gennembearbejdet og sammenspillet flow. Det er et overraskende flot pladecomeback, fra en af den danske jazzscenes stjerner der lever i skyggerne. De spiller rasende kvalificeret jazz, der stiller krav til grundkvalifikationerne.

Per Carsten: Solo (ILK)

Sympatien for både Per Carsten og Kresten Osgood er fra min side stor. Jeg anmeldte for nogle år siden en plade, der godt kan minde om den her. Jeg gav pladen så mange høvl i anmeldelsen, at musikeren bad mig om at fjerne anmeldelsen. Hvilket var fair nok. Han havde bare sendt pladen til mig i håb om, at jeg ville skrive lidt om den og ikke give den tæsk. Kombinationen af pladeselskabet ILK, Kresten Osgood og Per Carsten kræver dog at jeg sætter mig ned og vender ørerne mod en plade, der er indspillet ved hjælp af et corny og outdated midisystem, der lyder übersyntetisk, muzakket og sine steder bekymrende nær den musik, der kan blive spillet på et autobahntoilet som et forsøg på at overdøve pauserende bilisters kummedrøn. Per Carsten spiller på en EWI - en slags elektrisk saxofon, der benytter sig af det elektroniske midi-system - et instrument der har en vis charme, specielt hvis man var ung i firserne. Men når det suppleres med nogle trommelyde og rytmer, der er ganske ucharmerende og plastikagtige - så går det galt.

Kresten Osgoods gode tanker og intentioner er en vigtig del af denne plade. Per Carsten var hot shit i 70’erne, da han sad i Radioens Big Band. Senest blev jeg mindet om det, da jeg hørte Storyville 6 dobbelte CD-boks, hvor Per Carsten stikker saxofonen sikkert frem flere gange på indspilningerne fra 70’erne. I 1979 udkom soloalbummet Andromeda - der var indspillet over et par gange i 1977 og 1979. Det er et meget anbefalelsesværdigt album, en af mine absolutte favoritter blandt danske jazzplader fra 70’erne. Osgood opsøgte Per Carsten for at samarbejde med ham, men Per Carsten mente at han skulle bruge et halvt år på, at forberede sig til en koncert, derfor blev det ikke til noget. I stedet blev det til denne plade, der først udkommer nu - men egentlig har ligget klar til udgivelse siden før sommerferien, hvor jeg fik den af Osgood. Pladen blev klar samtidig med at Per Carsten døde. Han nåede at se pladen et par dage før. Kresten Osgoods ihærdige indsats for det skæve og mystiske er imponerende. F.eks. stod han også bag Henry Grimes solopladen Solo fra 2009, hvor den legendariske bassist over to og en halv time understregede sit mystiske væsen. Jeg kommer ikke til, at vende tilbage til Per Carstens plade mange gange. På den anden side er jeg glad for at have hørt den. Det er jazz like no other jazz…

ilk.com

Christian Vuust: Urban Hymn (Cloud) >> Nikolaj Hess: Edited (Cloud)

Da Christian Vuust tidligere i år udgav albummet Urban Hymn fik det velfortjent megen ros. I februar skrev jeg, at: "Urban Hymn er allerede en af mine absolutte 2014-favoritter! En veldefineret blanding af New York og Danmark." Det er der ikke lavet om på, selv om der er kommet mange gode plader siden da. Nu er pladen udkommet i Japan på pladeselskabet Cloud Records, der tidligere har udgivet danske kunstnere som Peter Rosendal, Torben Westergaard, Jakob Dinesen og Magnus Hjorth. Pladen udkommer i forbindelse med at Christian Vuust tager på turné i Japan fra 14. nov. til 19. nov. Men det er ikke kun Vuust der bliver lanceret i Japan. Det samme bliver Nikolaj Hess, der spiller piano i kvartetten der tager rundt på fem japanske jazzklubber. Hess' tro basvæbner Anders Christensen er ligeledes med i Japan, hvor de sekunderes af den japanske trommeslager Kazumi Ikenaga, der tidigere har spillet med Magnus Hjorth Trio i Japan.

I samme forbindelse udgiver Cloud Records også et album med Nikolaj Hess. Edited er en samling med 11 numre fra fire forskellige Hess-plader. Fire af numrene er fra Etta Cameron-pladen fra 2009, tre numre er fra Global Motion-pladen, der ligeledes er fra 2009. Der er kun blevet plads til et enkelt nummer fra den nyeste og Danish Music Awards nominerede plade Spacelab. Trio-pladen fra sidste år, som Hess lavede sammen med Tony Scherr og Kenny Wollesen giver to numre, bl.a. den vidundelige Bob Dylan-fortolkning Make you feel my love. Der er desuden blevet plads til et ikke tidligere udgivet nummer, som Hess lavede sammen med Scherr og Wollesen. Thomas Laubs Stille hjerte sol går ned, fortolkes meget smukt.

Det er japaneren og indehaveren af Cloud Records Yoko Yoneyama der er med til at booste dansk jazz i Japan. Urban Hymn har fået et endnu flottere cover end den danske udgivelse, selv om jeg ikke troede at det var muligt. De smagfulde og æstetisk vellykkede udgivelser er gode bud på ny dansk jazz til japanerne. Mellem os sagt, kunne jeg i øvrigt også godt tænke mig at høre Vuust/Hess/AC/Ikenaga kvartetten live.

http://slowboattocloud.blogspot.dk/

F.E. Denning Descension Orchestra (Insula Music/Infinite Waves) LP

At stilheden kan være larmende kender der fleste nok til. Men kan det også forholde sig omvendt? Det er der noget der tyder på… F.E. Denning Descension Orchestra har lavet en plade med sakrosankt larm. Tranceskabende støj. Minimalistisk og orkestral bevidsthedsmassage. Et kakofonisk inferno. Det er marginalt og markant grænseoverskridende og -udvidende musik skabt af 10 musikere og F.E. Denning som en hilsen til John Coltrane’s freejazz mesterværk Ascesion fra 1965. Ascension er opstigningen mens Descension bringer os ned i jordhøjde. Vi lægger os fladt ned. Placerer det ene øre ned mod jorden og lader F.E. Denning Descension Orchestra’s droner flyve ind i øret og lamme hjernen. Får det til at stå stille. Nu kommer roen sammen med orkestrets livgivende og summende larm.

Musikerne har hjemme i forskellige eksperimenterende bands, som Casa Sui, Frisk Frugt, Empty Stairs og Spost. Musikken er indspillet i Radiohusets Studie 3 og breder sig over to pladesider. De 11 musikere finder sammen i et åndeligt og spirituelt hele, hvor det er kollektivets udtryk der fremmes. Det er med andre ord en meget givende og udfordrende LP, som F.E. Denning har lavet. Han har tidligere udgivet 3 kassettebånd på selskabet Posh Isolation, hvor F.E. Denning også lige har udsendt vinylalbummet Cities of light.

Bonusinfo:

F.E. Denning Descension Orchestra spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 19. november sammen med Gud er Kvinde og Danielle Dahl.

insulamusic.dk

Du kan streame albummet her: passiveaggressive.dk/sounds/f-e-denning-descension-orchestra-st-infinite-waves-2014/

Simon Toldam Trio: Kig Op 14 (ILK)

Pianisten Simon Toldam har en trio, hvor han eksplorerer mulighederne for klaver, bas og trommer i 2014. Sammen med trommeslageren Knut Finsrud og bassisten Nils Bo Davidsen, der også medvirkede på Sunshine Sunshine or Green as Grass fra 2012 - et album jeg havde med på listen over de bedste jazzplader i 2012. Det nye album Kig Op 14 er den første plade i en duologi. Musikken blev indspillet over to dage i maj i år. Den næste plade kommer til april 2015. 

Kig op siger pladens titel. Det gør trioen. Der er en intensiv og spændt stemning i musikken. De interagerer og kommunikerer med hinanden i et forløb, hvor de fanger hinandens idéer og signaler. De spiller som et hele. Et levende væsen, der bevæger sig ud, ser sig omkring, lugter til blomsterne og smager på livet. Simon Toldam Trio er en organisk sammenhængende størrelse. Det er pianisten Toldam der fører an, mens Finsrud og Davidsen er helt inde under huden af Toldams musik. Det er triojazz, hvor de tre musikere til tider forlader melodiske og rytmiske strukturer for så at vende tilbage til dem. Det stritter - men aldrig i en grad så bliver usammenhængende. Det swinger og Kig Op 14 er en de rigtigt gode trioplader i år.

simontoldam.com

The Splendor: Forest (Hoob Records) 2LP

Den svenske saxofonist Lisen Rylander Löve er med 6 numre hovedleverandør af kompositionerne til kvartetten The Splendor, mens pianisten Fabian Kallerdahl har lavet tre numre. Det er det tredje album med gruppen, der har hentet mange roser for de to første albums. Tredje album er her, hvor The Splendor så skal vise, at de kan holde i længere tid. Det første der slår mig er den nye musikalske retning de har taget. Det forrige album havde en underliggende elektronisk side, som er helt forladt på dette album. Havde man sagt det inden jeg havde hørt albummet, var jeg blevet skuffet på forhånd. Men hold da op, hvor er det inderligt ligegyldigt, når man hører dette album, der er rendyrket akustisk jazz i skandinavisk topklasse.

Lisen Rylander Löve er sammen med brødrede Kallerdahl, Fabian på piano og Josef på bas, mens Lars Källfelt sidder ved trommerne. De breder sig over fire pladesider, der er pakket ind i et meget flot gatefold cover. Löve spiller skiftevis på tenorsax, sopransax og basklarinet og bruger det flot og bevidst til at skabe og understøtte den rette stemning i musikken. Trommeslageren Källfelt har et dynamisk drive, der som et hjerte sørger for den rette puls til musikken. Fabian Kallerdahl fanger stemningerne og udbygger dem på pianoet. Det er organisk jazz med plads til de impressive og eftertænksomme ballader og de udadvendte og kraftfyldte numre. På pladens andet sidste nummer The Riddle smyger det mytiske elektroniske instrument omnichord - spillet af Löve - sig alligevel ind på The Splendors plade, nummeret er nærmest en hilsen til noget de har forladt og stadig mestrer. Forest er stor skandinavisk jazz anno 2014.

hoobrecords.com

Carsten Dahl: The Myth and The Moth (Tiger)

Det er Bach-pladen med det præparerede klaver, der løber med overskrifterne lige nu. Det er ikke uden grund, da den er musikalsk grænseoverskridende og nyskabende. Carsten Dahl har gennem mange år dyrket soloformatet og har lavet mange forskellige typer soloplader og -koncerter. Samtidig med Bach-pladen er der også udkommet en umiddelbart lettere tilgængelig soloplade fra Carsten Dahl. En plade der placerer sig i forlængelse af de andre soloplader Papillion og Dream Child. Det er improviseret klavermusik af den smukke melodiske slags.

Carsten Dahl væver og digter øjeblikket. Forlænger stemninger og drejer situationer. Det er musik der omfavner virkeligheden. Musik der placerer sig i omgivelserne. Det er lyst som solstrålen der kravler ind gennem vinduet og hygger sig i den halvmørke stue. Carsten Dahl er en musikalsk kamæleon, der det ene øjeblik udfodrer lytteren (Bach) og det andet øjeblik pleaser (denne). Når du så alligevel skal i Tiger-butikken for at købe Bach-pladen (et must), kan du lige så godt tage den her med - du bliver ikke skuffet.

carstendahl.dk