Bravura in the Face of Grief: Furry Mouth (abstract tits Records)

Komponisten Michael Nyman lavede som vanligt musikken til Peter Greenaway-filmen Tegnerens kontrakt fra 1982. Her hedder et af stykkerne Bravura in the face of Grief. Uden umiddelbar sammenhæng er det også navnet på en ny eksperimenterende dansk/norsk improduo bestående af trommeslageren Anders Vestergaard (Yes Deer, Boujeloud og Kasper Staub Trio) og saxofonisten Danielle Dahl. De laver musik/lyde/toner i et af-, under-, ud- og opsøgende univers. Med Vestergaards trommer og Dahls saxofon skabes der lyde med instrumenterne, som man ikke oprindeligt havde tænkt at de skulle frembringe.

Selve udgivelsen består af en CD og en idolplakat med de to medlemmer iklædt lidt alufolie. Det er en lidet konventionel udgivelse, der placerer sig i samme luftlag som en anden duo med udgangspunkt i Aarhus, nemligt Kolonihaven Unikum. Pladen flimrer rundt med hyletoner og skingre afarter af noget der kunne kaldes musik. Det er indadvendt eksplosivt materiale, der spænder lyttenerven hårdt op. Det er urovækkende musik og er på ingen måde en feel-good plade. Det er en af de mange gode grunde til, at  man skal udsætte krop og ører for duoen og deres eskapader. 

soundcloud.com/anders-og-danielle

David Virelles: Mboko (ECM)

Det har med rette trukket store overskrifter, at USA diplomatisk endelig nærmer sig Cuba og bl.a. åbner en ambassade i landet. Musikalsk har der nu været kontakter mellem landene i mange år. Bl.a. er Ry Cooder's skønne Buena Vista Social Club-projekt et godt eksempel på det. Den cubanske pianist David Virelles flyttede fra Cuba til Canada i 2001 og kom til New York i 2009. Her lavede han i 2012 det roste album Continuum og medvirkede desuden på Jakob Bro's Bro/Knak plade. Nu er Virelles aktuel med pladen Mboko.

Det er en plade der hylder det cubanske religiøse selskab Abakuá - der er baseret på vestafrikanske traditioner og indeholder ceremonier med bl.a. maskedans. Det er symbolsk musik som Virelles omsætter til det 21. århundrede. Med hjælp fra to bassister, en trommeslager og cubaneren Roman Diáz der mestrer det specielle cubanske trommesæt biankoméko skaber Virelles et musikalsk univers med stærke stemninger. Det er hellig cubansk musik og jazz i ånden fra Andrew Hill og Henry Threadgill. Det er en plade, der kommer til at holde længe.

player.ecmrecords.com/virelles

The Stoner: Kinder call (Hoob Records) LP

 Det er ti år siden at de udgav deres første album. Svenske The Stoner med saxofonisten, basklarinetisten og fløjtenisten Nils Berg i spidsen har holdt sammen på den samme besætning hele vejen. Pianisten Jonas Östholm, bassisten Nils Ölmedal og trommeslageren Jon Fält er Bergs sikre støtter. Det er deres femte album. De har indspillet musikken foran publikum i det tidligere kapel på Sabbatsberg Sjukhus i Stockholm. Det er blevet til et besættende lækkert album. Der er et intenst nærvær  i musikke. Det er i særdeleshed, når Berg spiller på basklarinetten at der sker noget. 

I pressematerialet beskriver Nils Berg inspiration fra columbiansk techno, Georg Riedels sommersverige, modaljazz a la Coltrane og mørk dystopi. Det er grundlæggende musik som man har lyst til at byde velkommen i stuen. Det er gennemført og afbalanceret. The Stoner er spirituel og sjælfuld jazz med en underspillet sitren. 

Kinder Call udgives på en brunlig guldagtig vinyl (forgive me, jeg er farveblind) og pladecoveret er et silketryk, hvor der er et farvespil i trykfarven. Det er en meget anbefalelsesværdig udgivelse til jazzvinylfetichister med hang til ny jazz, hvor der er kant uden at det smadrer højtalerpappet.

thestoner.com

hoobrecords.com

Jazznytprisen & årets bedste danske jazzplader

Der er mange gode grunde til at kalde 2014 for et stort år for dansk jazz. Der er kommet en stor stak fede plader og der er afholdt mange gode koncerter i det ganske land. Traditionen tro kårer JazzNyt årets 10 bedste danske jazzplader.  Som de foregående år har det ikke været en let opgave. Der har været mange af de anbefalelsesværdigt gode plader i år. Jeg har under nogle af de udvalgte plader tilføjet plader, der befinder sig i den samme gode stil - kaldet Same vibe - hvis du ikke kan få nok og har lyst til at gå på eventyr.

Årets Jazznytprisvinder er en mangeårig favorit, der atter en gang har føjet nye facetter til den i forvejen fantastiske karriere. Prisen vil blive overrækt når mine veje krydses med vinderens - hvilket meddeles her på bloggen.

Jazznytprisen 2014

Carsten Dahl

Han er med den norske jazzkritiker Jan Granlies ord en af de bedste på sit instrument i Europa. Granlie skriver desuden om Dahl at: “Carsten Dahl er en tekniker nesten uten sidestykke, og når han får utfolde seg fritt med et velstemt flygel, er det nesten ingen begrensninger på hva som kommer ut av instrumentet. Han kan hele jazzhistorien, og bruker sine favoritter til å utforske sine egne ideer og innerste tanker når han lager musikk.” 

Alt dette skriver Granlie i forbindelse med anmeldelsen af Carsten Dahl og Stefan Pasborgs duoplade Live at SMK. Det var selvsamme plade der fjernede al tvivl hos mig. Carsten Dahl skal have Jazznytprisen 2014. Han har været i hovedrollen på intet mindre end fem markante pladeudgivelser i år. Alle fem plader besidder kvaliteter der er med til bekræfte at vi med Carsten Dahl har en unik musiker, hvor improvsation og øjeblikkets intense krav om tilstedeværelse i den skabte musik er noget han forfølger på allerhøjeste plan.

Hvorfor er det så lige i år, at jeg hylder Carsten Dahl med Jazznytprisen? Det gør jeg fordi Carsten Dahl i 2014 har beriget os med hele fem stærke, vedkommende og personlige udgivelser. Plader hvor improvisation er omdrejningspunktet. 

Bach Goldberg Varitions Prepared Piano (Tiger Music)

“Det der er interessant og gør Carsten Dahl Goldberg Variationer til et mesterværk, er klangene der med fylde af ekstra-terrestriale dimensioner blæser mig omkuld. Det er stort! Det er stort fordi Dahl bringer Goldberg Variationerne på afveje og skaber et nyt og nutidigt værk af opsigtsvækkende karakter.”

The Myth & The Moth (Tiger Music)

“Carsten Dahl væver og digter øjeblikket. Forlænger stemninger og drejer situationer. Det er musik der omfavner virkeligheden. Musik der placerer sig i omgivelserne. Det er lyst som solstrålen der kravler ind gennem vinduet og hygger sig i den halvmørke stue.”

A Good Time (Storyville) sammen med Lennart Ginman & Frands Rifbjerg

“Melodierne bruges som 3 meter vippen i svømmehallen. Den velkendte lange planke der er placeret 3 meter over vandet. Her kan man så vælge at hoppe nogle ekstra gange og få ekstra megen kraft i benene til et højt udspring med en saltomortale. Man kan lave en bombe etc. Der er mange muligheder - men en ting er sikkert. Man lander altid i vandet. Det samme er gældende for Dahls trio, der altid lander sikkert i vandet”

Live at Montmartre (Storyville) sammen med Eddie Gomez

“han vælger ikke den lette vej ved at tænke Bill Evans, når det er Gomez der står ved bassen. I stedet er det to musikere der kommunikerer på ligeværdig vis. Carsten Dahl spiller op med humor og et sprællende overskud. Eddie Gomez indfanger det og er langt fremme på bassen”

Live at S.M.K. (ILK) sammen med Stefan Pasborg

“Duoen bevæger sig på nogle af de samme stier som kendes fra Keith Jarrett. Det er ikke helt det samme. Der er mere anarki og vilter nordisk ubundethed i musikken. Pasborg og Dahl er i et mestermøde omkring time, klang, tone og puls.”

Årets bedste danske jazzplader 2014

Lars Greve: Breidablik (Hiatus)

I et improvisatorisk samspil med naturen har Lars Greve skabt en af de mest spændende og originale danske musikudgivelser i 2014. Det er organisk musik, hvor den indre ro afspejler sig i musikken. Den ro det giver, når man vender tilbage til udgangspunktet, til det genkendelige. Her er det genkendelige ikke gammel jazz, som Greve hørte som ung. Her er det genkendelige i stedet naturen og de lyde som Greve kender fra sin barndom i det vestjyske.

Same vibe: Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound Music for 8 recorders (Hiatus)

Christian Vuust: Urban Hymn (Aero Music/Pladekisten)

Det er lige præcis den ro, der er med til at give os et helt fantastisk album. Tempoet er ligesom musikkens sjæl roligt - det er overvejende ballader. Der er melodi. Der er tid til at aflevere en historie. Christian Vuust udnytter at han har Parks ved klaveret og Parks er omvendt god til indfange Vuusts idéer. En veldefineret blanding af New York og Danmark.

Hess/AC/Hess: Spacelab (Gateway)

Det er musik i balance med sig selv og med lytteren. Der er en magisk ro og fylde i musikken. Flere af numrene har været brugt i film i andre udgaver. Pladen er et soundtrack til dit øjeblik. Nikolaj Hess sætter ikke en finger forkert undervejs på flygelet. Det føles så logisk og rent.

Supplerende: 3xHess: Music for Mum & Dad (Hessmusic/Gateway)

The Danish Radio Big Band: Spirituals (Storyville)

The Danish Radio Big Band fylder 50 år. Hvis fejringen er et festfyrværkeri og denne plade er den første raket der er sendt op på himlen, så starter de godt nok hårdt ud. Det er en kl. 24 raket med størst tilladte krudtmængde, der eksploderer på himlen i et fejende flot mix af sølvbuketter og guldbrokader.

Blicher Hemmer Gadd: Blicher Hemmer Gadd (C-Nut)

Det her er tilbagelænet, loose og afslappet - sådan da. For det er også tre musikere, der er på omgangshøjde og sammen læner sig tilbage og lader en swingende lækker jazz indtage sjælen. De er velspillende og superskarpe. Det virker afslappende, men musikerne slapper ikke af, de er helt fremme i stolen. 

Same vibe: Johan Bylling Lang Organ Quintet: Up for grabs (JBL Music/Gateway)

Trio Riot: Trio Riot (Efpi)

To saxofoner og en trommeslager der spiller punkjazz. Lyder det dejligt på den der skønne “spark-i-røven” måde? Det er som hvis Ornette Coleman tog på opdagelse i den engelske punkmusik i starten af firserne. Mette Rasmussen spiller stramt og kraftfyldt.

Same vibe: Yes Deer: The Talk of Tennis (Gaffer Records)

Jakob Thorkild Trio: Art Sleaze (Tyrfing)

Musik der elskeligt provokerer melodiøret. Jakob Thorkilds trio er effektive og heftige. Nils Bo Davidsen trakterer den elektriske bas som stod han mellem et avantgardejazzband og et eksperimenterende punkband. Jakob Thorkild vrider, flænser og sønderriver guitaren. Det er kunst. Det er beskidt.

Same  vibe: SVIN: SVIN (Ponyrec)

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan/Pladekisten)

Trompetisten Jakob Buchanan gør måske ikke det store væsen af sig i en større offentlighed. Det er også helt fint med mig. Så længe jazzlyttere med ørerne skruet rigtigt på, bruger tre kvarter på at lytte til denne plade. Buchanan, der har en sikker tone på trompeten bruger inspiration fra specielt Kenny Wheeler til at skabe sit eget sprog. Der er en afklaret og smittende ro i musikken.

Sinne Eeg: Face the Music (Stunt)

Albummet Face the music er Sinne Eeg, når hun er allerbedst. Der væltes ikke paladser. I stedet pudses de og skinner om kap med solen. En medrivende og smittende musikalitet vælter ud over lytteren.

Same vibe: Jakob Dinesen: Yasmin (Stunt)

Søren Kjærgaard: Syvmileskridt (ILK)

Han får mig til at bremse op og nærlytte. Her er også en skæv skønhed. En afslappet melodisk frihed og nogle helt fantastiske swingende trommer. Søren Kjærgaards fornemmelse for musikkens æstetik er styrken.

Same vibe: Simon Toldam Trio: Kig Op 14 (ILK)

I Think You’re Awesome: Løft mig op så jeg kan nå (I Think You’re Awesome)

Løft mig op, så jeg kan nå er en poetisk jazzplade. En plade der med dansksproget instrumentaljazz kommunikerer med lytteren. Med en levende og nordiskinspireret indiejazzet lyd omfavner I Think You’re Awesome smukt musikken.

Same vibe: Kasper Staub Trio: Havnepladen

Phronesis: Life to everything (Edition)

Logisk elegance veksler med knaldperler. Lederen og bassisten Jasper Høiby limer trioen sammen. Skaber overgange og forandringer. De spiller som et sammenvævet enstænkende kollektiv. Balladerne er nattesorte og stemningsfyldte. At de har valgt liveformatet er et ekstra plus for denne plade. Phronesis regnes med rette for at være en af de hotteste jazztrioer i Europa i dag.

Stefan Pasborg/Carsten Dahl: Live at SMK (ILK)

Det er to af de mest originale danske jazzmusikere der har fundet sammen på denne duoplade, der er optaget på Statens Museum for Kunst i 2012. Det er ikke nyt, at de spiller sammen, men det er nyt at de spiller sammen i en duo, hvor de mødes ligeværdigt. Trommeslageren Stefan Pasborg har spillet sammen med pianisten Carsten Dahl i sidstnævntes Experience, der har lavet 3 albums, senest i 2013. Carsten Dahl er oprindeligt selv trommeslager og blev optaget som sådan på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor han så skiftede til klaver, efter at bl.a. Ed Thigpen havde truet med at sige op, hvis Dahl ikke fik lov til at fortsætte med klaveret som hovedinstrument. Han fik som bekendt lov til at fortsætte og er indtil årets udgang professor på rytmekons. 

Dahls trommefortid spiller en tydelig rolle på denne duoplade - omvendt kunne man også have bildt mig ind at Stefan Pasborg havde en fortid som pianist - ikke som saxofonist eller bassist. Men pianist fordi han spiller med så mange klange og dybder i sit spil. Stefan Pasborg spiller på alle trommernes strenge - kunne man fristes til sige. Pasborg og Dahl er i et mestermøde omkring time, klang, tone og puls. Pladen former sig om 3 kompositioner af Carsten Dahl. Nariman’s Mood har sine rødder i skandinavisk folkemusik, mens Psyko Calypso er Michel Camilo på afveje. Her i mellem er der improviserede stykker, hvor duoen bevæger sig på nogle af de samme stier som kendes fra Keith Jarrett. Det er ikke helt det samme. Der er mere anarki og vilter nordisk ubundethed i musikken. Pladen lukkes ned med standarden Blame it on my youth. Her samler de og forklarer sig. Det er jazz med varme og sjæl til at gå hjem på.

ilkmusic.com

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound Music for 8 Recorders (Hiatus) 7”single

En gang i midten af firserne oplevede jeg et stykke musik udsat for 100 akustiske guitarer i Musikhuset i Århus. Instrumenterne kom undervejs til at lyde af mere og andet end akustiske guitarer. Der blev ikke anvendt nogen form for effekter ind over instrumenterne, alligevel fik guitarerne en helt anden lyd, når de blev multipliceret så mange gange. Niels Lyhne Løkkegaard forfølger noget af det samme med hans nye projekt Sound X Sound. Han har komponeret musikken, hvor han mangedobler et instrument og får nye og ikke hørte lyde frem fra et ellers velkendt instrument. Det første instrument i serien er gammelkendte og superpædagogiske instrument blokfløjten, som for mange har været det allerførste instrument man har spillet på (gad vide om Niels Lyhne Løkkegaard selv startede med at spille på blokfløjte?). 

Musikken er udgivet på en single i tyk vinyl, med papcover og inderpose, som var det en LP-udgivelse. Allerede her er der en aura af noget specielt. Noget man sjældent får lov til at stifte bekendtskab med. Musikken er komponeret for 8 blokfløjter. På den ene pladeside er det altblokfløjter og på den anden side er det sopranblokfløjter. Det bliver lige præcis den der særegne oplevelse, hvor jeg på den ene side genkender blokfløjterne og på den anden oplever instrumenterne i et nyt lys. Musikken er minimalistisk med små skift undervejs. Blokfløjterne trancenderer nærmest. Siden med sopranerne er den lyse eller den hidsige. Mens siden med altfløjterne er mere moderet og behagelig. Niels Lyhne Løkkegaards kompromisløse tilgang til musik når nye højder med denne udgivelse. At det samtidig er både givende og interessant at lytte til gør jo ikke sagen ringere. Jeg glæder mig allerede til det næste projekt, der skulle involvere 30 kromatiske tunere.

Bonusinfo:

D. 18. december kl. 20.30 præsenteres musikken i Koncertkirken på Nørrebro.

nielsloekkegaard.dk

hiatuslabel.com

Nguyên Lê with Michael Gibbs & NDR Bigband: Celebrating The Dark Side of The Moon (ACT)

Hvis man har levet et sted, hvor der ikke er en måne. Så har man heller ikke været på den mørke side af månen. Hvis man har levet et sted hvor der ikke er rock, så har man heller ikke været på The Dark Side of The Moon. Det er 41 år siden, at Pink Floyd udgav The Dark Side of The Moon - en plade der med lyd og musik revolutionerede rocken dengang og siden har inspireret og fascineret vidt og bredt. Et sandt mesterværk. Der er lige udkommet et “nyt” Pink Floyd album - der helt sikkert tilfredsstiller og appellerer til fansene. Men aldrig fænger så bredt som den gamle klassiker har gjort. Hvem den her plade, så henvender sig til, er et godt spørgsmål. Jeg er gammel Dark side of the moon fan, jeg er big band fan og jeg er fusionsjazz fan. De tre vigtigste elementer i forbindelse med denne udgivelse.

Jeg synes bare ikke at det fungerer. Der er enkelte steder, hvor det kommer godt op at koge. Som på introen til Time, hvor big bandet bruges effektivt. Det er også et af få numre, hvor der er tid nok til, at dvæle ved detaljerne, ellers går det alt for stærkt på de korte numre. Det er aldeles overflødigt med de nyskrevne kommenterende mellemnumre, der er skrevet af guitaristen Nguyen Le, der også er hovedsolisten på udgivelsen. Hans karakteristiske guitarspil kommer ofte i karambolage med musikken. Igen kommer et af de længere numre med tid og ro til en ordentlig intro ham til undsætning. Us and them er et vellykket mix af Nguyen Le’s guitar, big bandet og Pink Floyd. Sangerinden Youn Sun Nah medvirker på flere numre. Den eneste grund til, at hun gør det, må være fordi hun er på samme pladeselskab som Nguyen Le. Kunstnerisk giver det ikke mening. 

actmusic.com

Mats Öberg: Improvisational two.five (Caprice)

Improviseret soloklaver er en elitedisciplin der tiltrækker nogle af jazzens største pianister. Keith Jarrett, Paul Bley og vores hjemlige Carsten Dahl har vist vejen for hvordan det skal lyde. I 2006 skulle den svenske pianist Mats Öberg lave soloimprovisationsplade inspireret af enten Cornelis Vreeswijk eller Bernt Egerbladh (Öbergs morbror). Mats Öberg kunne ikke vælge og fik indspillet begge dele. Det var til gengæld Cornelis pladen der udkom. Det var det svenske pladeselskab Caprice der havde sat idéen i søen og de udsendte i 2007 Improvisational Two. Siden blev Egerbladh-indspilningerne gemt væk og først fundet frem nu, hvor den nordsvenske by Umeå var kulturhovedstad. Bernt Egerbladh har om nogen symboliseret Umeås jazzscene.

Den blinde pianist Mats Öberg har lavet en meget vellykket hyldest til Egerbladh. Det er svensk, storladent og stemningsfyldt. Han vrider tonerne rundt og spiller melodisk og ligefremt. Der er en mental dybde og velstruktureret kompleksitet i Mats Öbergs improvisation. Det giver musikalske vitaminer af den langtidshioldbare slags.

capricerecords.se

Esben Højlund Trio: Ekstrakt (Gateway)

Det er dejlig plade som pianisten Esben Højlund debuterer med. Den gør egentlig ikke det store væsen af sig. Det er en plade som jeg ofte har haft til at køre i baggrunden siden jeg modtog den. En af pladens store kvaliteter er sammenhængen. Musikken flyder logisk emotionelt og stringent. Esben Højlund sværmer om lyriske stemninger med melodi. Højlund bliver bachelor fra det Rytmiske Musikkonservatorium til sommer. Han er sammen med brødrene Nicolai Dall på trommer, der er studerende på samme årgang som Højlund og Tobias Dall på bas, der blev færdig som kandidat i sommers.

Musikken er præget af jazz med et europæisk udtryk. Pladens eneste komposition som Højlund ikke har haft fingrene i er Carl Nielsens Sænk kun dit hoved - der folder sig smukt ud. Esben Højlund er helt sikkert en pianist der er værd at holde øje med i fremtiden. Debutpladen lover i hvertfald godt!

The Orchestra feat. Tuva Semmingsen: Money (Gateway)

Da jeg var til Danish Music Awards for jazzen fik jeg lejlighed til at høre nogle numre med The Orchestra og Tuva Semmingsen. Jeg var ganske uforberedt på det, da de var erstatning for Jacob Anderskov, der var forhindret i at spille. Jeg synes at jeg havde hørt navnet Tuva Semmingsen før, men jeg kunne ikke placere det. Jeg sad ved siden af Berlingskes anmelder Kjeld Frandsen, der heller ikke vidste hvem Tuva Semmingsen var. Senere på aftenen talte jeg med P8 Jazz-værten Stine Danving - der havde fået fri efter den direkte udsendelse hun havde været vært på. Hun kunne til gengæld hjælpe mig på vej. Danving er ud over at være vært på P8 jazz (og jurymedlem ved årets Danish Music Award Jazz) også studerende i klassisk sang på konservatoriet i Odense. Hun havde lige oplevet Tuva Semmingsen nogle få aftener før på det Kgl. Teater i operaen Lulu. Tuva Semmingsen er mezzosopran og ansat ved operaen. Så gav det meget god mening at jazzhoveder som Frandsen og jeg ikke var sporet af hvem Tuva Semmingsen var.

The Orchestra kender jeg til gengæld ganske godt. Det er big bandet der har præsteret og præsenteret meget forskelligt gennem årene. Jeg har altid holdt ekstra meget af dem, når Lars Møller har stået i spidsen, som på Beats & bigband fra 2003 og Episodes fra 2011. En anden vigtig bidragsyder til big bandet er basunisten Jakob Riis, der både som arrangør og komponist har sat sit præg på The Orchestra. På den aktuelle plade har han arrangeret al musikken. Men ikke komponeret den. Det er et atypisk The Orchestra-projekt da de for første gang ikke præsenterer original musik. Det er til gengæld 8 kompositioner der alle har sat sit tydelige aftryk på jazzen. Åbningsnummeret er Michel Legrands Les moulins de mon coeur, der ligger smukt i munden på Tuva Semmingsen. De franske gloser tænder lysten til et godt glas Bourgogne, der i øvrigt suppleres af en dejlig altsaxsolo fra Kasper Wagner. På Bobby Timmons Dat dere, der hører til i souljazzens kanon bruger Semmingsen teksten som Oscar Brown jr. lavede nogle år senere til nummeret. Det går på den anden side ikke så godt for Semmingsen, når der skal soul i munden. Guitaristen Per Gade redder nummeret midtvejs med en Wes Montgomery lignende solo. Semmingsen stivner og er alt for meget på udebane. Lidt det samme sker med Billie Holidays God bless the child. Heldigvis er det ikke kun åbningsnummeret der er i den gode klasse. Igen er det de franske gloser der redder Semmingsen. Kurt Weills stemningsfyldte cabaretnummer Le Grand Lustcru og Joseph Kosmas Le Feuilles mortes fungerer bedre. Jakob Riis arrangementerne er præcise og vedkommende. De holder hele pladen igennem. Og The Orchestra er velspillende som vanligt!

sonicescape.net

SVIN: SVIN (Pony Rec)

Det er jazz for generationen der er vokset op med Nirvana eller Sonic Youth i ørene. Det er støjende, flabet, punket og tænderskærende grimt. Men så er det heller ikke værre. Der er en fascinerende dystopisk og industriel undergangsæstetik i musikken. Som når man hører indledningen til nummeret Arktis, der skylder mere til Bowie/Eno end man lige aner. Svins store force er den afvekslende blanding af stilarter som de er i stand til at kaste sig ud i. Det er nærmest bipolart svingende mellem sort/hvid, plus/minus, op/ned, ud/ind og enkelte gange midt i mellem. Aldrig stillestående.

Pladen starter vildt med Maharaja, der vrider sig i et manisk tempo. Der er nummeret Fuck John, der opfører sig som en avantgardistisk udgave af AC/DC, hvor saxofonisten Henrik Pultz Melbye kværner et guitarriff på saxofonen. På pladens sidste numre er Magnus Bak, der spiller på messinginstrumentet march baryton i en fremtrædende rolle. Her er specielt det afsluttende nummer Fede piger i særklasse. Det vokser frem og bliver til et festfyrværkeri af saltpetersyre, noget som guitaristen Lars Bech Pilgaard og trommeslageren Thomas Eiler-Vju smider i ørene på os. SVIN er et originalt og stærkt bud på hvorfor dansk undergrunds-støjjazz er inde i en guldalder lige nu. Hægt dig på. Det er ikke kedeligt.

svin-music.com

Nils Landgren: Redhorn Collection (ACT) >> Nils Landgren: Christmas with my friends IV (ACT)

I guder hvor har Nils Landgren ofte pisset mig af. En af grundene er selvfølgelig, at der kommet mange plader af meget forskellig kvalitet fra manden. Altså både godt og skidt. Jeg er med andre ord gået skeptisk til lytningen af den dobbelte opsamlingsplade, der breder sig ud over de 20 år, hvor Landgren har været tilknyttet de tyske pladeselskab ACT. Første CD er i den funky afdeling - mens den anden indeholder de blødere sager. De sidste var jeg klar til at sende på destruktionsanstalten, inden jeg havde et eneste pip fra Landgrens røde trombone. Shame on me!

Landgren er ikke bange for at kaste sig over musikalske relikvier som Stings Fragile, Lennons Imagine eller Abbas Knowing Me Knowing You. Ja gu’ fanden bliver det banalt. Men han byder ind med noget personligt og gennemmusikalsk, der ikke kan afvises som det rene fis. Når han laver discoklassikeren I will survive om til en funkballade, grænser det til genial frækhed. Det lyder så fedt. Pladen lukker ned med Oleta Adams’ hit Get here fra 1988. Det er et outtake fra Landgrens seneste plade. Her viser Landgren endnu en gang sine jazzede popevner.

Den første plade med de funky sager rummer bl.a. coverversioner af gamle hits som Stuff like that, Ain’t nobody og en mindre ventet variant af The Doors’ Riders on the storm. Landgren omgiver sig med nogle sublime musikere og denne udgivelse kan anbefales til jazzlyttere der vil underholdes med poppet og funky jazz. Det fungerer næsten hele vejen.

Nils Landgren er også aktuel med sit fjerde julealbum, hvor han traditionen tro har inviteret gode venner med på pladen. Denne gang foregår det i studiet. Vi får såmænd både Whams Last Christmas og O helga natt. Det er blevet intim plade, hvor det musikalske akkompagnement udgøres af trombone, saxofon, bas og guitar. Sangerinderne Sharon Dyall, Jeanette Köhn og Ida Sand er sammen med Landgren i den vokale front. Det er hyggeligt som duften af gran og appelsiner.

nilslandgren.com