Han lavede debutpladen i 2007 og fulgte den op i 2010. Nu er den tredje plade kommet fra guitaristen Mads Kjølby. Han har ikke brugt tiden på at gennemtrawle landet med turnéer eller sidemanjobs. Han spiller overvejende gamle travere. Han lyder ikke som Bill Frisell eller Jakob Bro. Der er heller ingen nordiske klange at spore.
Han åbner pladen med sit eget nummer Dr. Deco, hvor Fabian Kallerdahl spiller orgel. Det svinger på den fede måde og kunne have været et nummer fra en George Benson-plade i sluttresserne. Jeg ville ikke have noget imod at pladen fortsatte i det spor. Men Kjølby vil det anderledes og rykker over til en frisk og pågående udgave af Ellington-klassikeren Caravan. Her sidder Snorre Kirk helt fremme i trommestolen og straks glemmer jeg mit oprindelige ønske.
Kjølby har tidligere lavet nogle gode plader, der i kraft af hans utroligt stilsikre guitarspil og nogle gode melodier, gentagne gange har fundet vej til mine ører. Med Unity Station har han nok lavet sit bedste udspil. Han vil meget forskelligt og får alligevel pladen til at hænge sammen. Tredje nummer på pladen er Dusty Springfields 1966 hit You don’t have to say you love me, som Elvis også indspillede. Kjølby har lagt den elektriske guitar fra sig og taget den akustiske frem. Den bevæger sig meget tæt på en blævrende pornokant. Den overlever på imponerende vis i kraft af Kallerdahls fine pianospil. Jazzstandards som Autumn in New York, That’s all og Sweet Georgia Brown leveres alle meget veloplagt. Kjølby skifter mellem den elektriske og den akustiske guitar og har som på de forgående albums, Morten Ankarfeldt med på bassen. Samlet får vi en klassisk og vellydende jazzplade, der emmer af swing, spilleglæde og virtuositet. En anbefalelsesværdig jazzplade til dem der higer efter noget, der lyder af en anden tid, men har et friskt og nutidigt touch.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar