torsdag, november 26, 2015

I Think You're Awesome: Books Live (Youtube)

Det er et par år siden, at bandet I Think You're Awesome var aktuelle med debutpladen Løft mig op så jeg kan nå - der helt velfortjent var med på min liste over de bedste danske jazzplader i 2013. Nu er der et par nye plader på vej med dem. Men det bliver først i 2016. Allerede nu er det dog muligt at opleve gruppen på en youtube-video ved en 40 minutter lang koncert optaget i bandleaderen Jens Mikkels barndomshjem i Langå. Jens Mikkel spiller bas og har lavet musikken, mens Lars Fiil er med på keyboard/synth, Alex Jønsson på guitar, Andreas Skamby på trommer, Morten Kærup på guitar/banjo og Frej Lesner på percussion. 

Musikken befinder sig i et felt mellem instrumentalrock og jazz. Det er dog hverken jazzrock eller postrock - genrer der også findes i det felt. I Think You're Awesome er andet sted. Der er en langt mere positiv ånd over Jens Mikkels gruppe, end den overvejende indadvendte side man finder i postrocken. Der er heller ikke kilometerlange soli - som de kendes fra jazzrocken. Det er en meget god og oplevelse at lytte til denne optagelse. Jens Mikkel får sammen med bandet skabt besættende og kollektive grooves sammen med mange spændende detaljer. 


Dette er ikke en anmeldelse af musikken. Det er anbefaling. Musikken udkommer d. 1. marts 2016 på det nystartede århusianske selskab Jaeger Community. Den ene bliver med musikken fra denne video, mens den anden bliver med den samme musik - bare i en studieversion, optaget i Anders Ørbæks studie. Nyd youtube-videoen indtil da.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar