mandag, maj 23, 2016

Mathias Landæus: From the piano (Moserobie)

Dette er ikke en soloklaverplade i traditionel forstand, selv om det kun er klaveret der har leveret lydene på Mathias Landaeus plade From the Piano. Han har brugt klaveret til at frembringe mange forskellige lyde, toner, klange og beats. Herefter har han bearbejdet lydene elektronisk og sat dem ind i en ny sammenhæng. Det giver en meget blandet plade der placerer sig i ingenmandslandet mellem electronica og jazz. Her er soundscapes som på nummeret Angels in our car, hvor det ikke umiddelbart er muligt at identificere klaveret henover det næsten 9 minutter lange nummer, hvor der foldes et tæppe af klange ud. Herefter går det direkte over i The male isolation pattern, der med sit pulserende clubbeat og klange kan bruges på et dansegulv. Landaeus er som en kamæleon og skifter direkte over til noget der lyder som og er et klaver på det afsluttende nummer Last song on earth - hvor klaverlyden fordrejes hen mod slutningen.

From the piano er et modigt udspil. Mathias Landæus er en erfaren jazzmusiker fra den svenske jazzscene, der tidligere har bevæget sig indenfor den akustiske jazz. Med denne plade åbner han op for et nyt terræn i sit musikalske landskab. Det er en meget anbefalelsesværdig plade til dem der savner et virkeligt originalt bud på, hvordan man skal bruge elektronikkens muligheder sammen med et akustisk instrument som klaveret - i dette tilfælde et Steinway Model O Grand Piano fra 1919.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar