Den danske digter, oversætter, forfatter og sprogforsker Per Aage Brandt var bl.a. med til at starte Forfatterskolen i 1987. Hans arbejde indenfor semiotik er omfattende og inkluderer universitetsansættelser, disputats og artikler om emnet. Han debuterede i 1969 med digtsamlingen Poesi. Hans digte er i følge denstoredanske.dk præget af en teoretisk bevidsthed samt musikalitet, ironi og sprogleg. Det fører mig direkte over i grunden til, at jeg skriver om Per Aage Brandt på min jazzblog. Per Aage Brandt er nemlig også jazzmusiker. Det er ikke fordi han har udgivet ret mange plader eller spillet en masse koncerter. Han var dog aktiv sammen med trompetisten Hugh Steinmetz, hvor han medvirker på den i dag uopdrivelige avantgarde LP Nu! fra 1967.
Per Aage Brandt er på albummet Cry! sammen med Karsten Vogel på sopransax, Klavs Menzer på trommer og franskmanden Flavio Perrella på bas. Brandt leger også med jazzen, som han kan lege med sproget. Der er en god portion Thelonious Monk og Cecil Taylor inde i Per Aage Brandts klaver. Det bruges på et vidtvoksende tæppe af klange, hvor Karsten Vogels brede erfaring indenfor musik bliver styrken. Brandt og Vogel flagrer rundt som frie fugle. Den franske bassist Flavio Perella svæver fint med på både strøget bas og mere rytmisk orienteret spil. Klavs Menzer forsøger sig med et flydende spil, der ikke helt komplementerer Brandt og Vogels fine samspil. En trommeslager som Kresten Osgood ville have passet bedre ind her. Cry! er jazz som den lød i sidste halvdel af 60’erne. Der eksperimenteres med former og farver. Musikken er skrevet af Brandt og Vogel - nogle enkelte i fællesskab. Og så lukker man ellers ned med en Brandt/Vogel duoversion af My Funny Valentine, hvor Vogel på altsax beretter så smukt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar