Når jeg skriver om islandsk jazz, er det svært at lade være at referere til den vilde og smukke natur. Det er ganske enkelt svært at forestille sig, at en jazzmusiker går rundt på Island uden at se, mærke eller høre naturen. En natur der påvirker helt ind i lyden og udtrykket. Det gør sig gældende på forskellig vis med disse tre aktuelle islandske udgivelser.
På den første er det pianisten Agnar Már Magnússon der sammen med Valdimar Kolbeinn Sigurjónsson på bas og den på Island bosatte amerikanske trommeslager Scott McLemore, har lavet et klingende smukt album. Et album der henter stor inspiration i den nordiske tone og klang. Magnússon er en erfaren herre, der til daglig underviser på musikskolen FIH i Reykjavik. Han har tidligere udgivet trioplader sammen med amerikanerne Ben Street og Bill Stewart. Noget der også kan være med til, at indikere Magnússons inspration fra lyriske pianister som f.eks. Brad Mehldau. Svif placerer sig et sted ude i Nordatlanten, hvor der både er udsyn til staterne og den smukke hjemlige natur. Albummet er særdeles vellykket. Magnússon spiller også Hammond i trioen ASA Trio, der omarbejder klassisk jazz af bl.a. Monk og Coltrane i tighte Hammond combo udgaver. Her er han ligeledes sammen med Scott LeMore.
Men også guitaristen Andres Thor, der ligeledes er aktuel med et nyt album, hvor Magnússon også medvirker. Desuden medvirker den danske bassist Richard Andersson og den amerikanske trommeslager Ari Hoenig på pladen Ypsilon. Pladecoveret er med sit grønne græs og hvide striber er måske en henvisning til, at Island var et de 24 lande der deltog ved sommerens EM i fodbold. Her bragede de igennem og vandt vore hjerter. De hørte til på de internationale fodboldbaner. Ligesom de også hører til på de internationale jazzscener. Der er flere islandske jazzmusikere, der med jævne mellemrum optræder ude i verden. Her er Andres Thor en af dem. Albummet Ypsilon byder på en fornem blanding af sejt swingende funk grooves, som på Biscuit til en lummert gyngende frækkert som Simple Question, hvor Hoenig serverer suverænt trommespil. Der er både påvirkning fra Pat Metheny og Jim Hall på pladen.
På den sidste islandske plade i denne omgang, er der mere geyser i jazzen end der har været på de to første. Þorgrímur Jónsson Quintet ledes af bassisten, der også er medlem af pianisten Sunna Gunnlaugs trio. “Toggi” Jonsson vender fokus mod Europa og væk fra den nordiske tone. Det er ligefremme toner, der henter næring i popmusikken, balkan og europæisk jazz. Med Ari Bragi Kárason på trompet og flygelhorn og Ólafur Jónsson på tenorsax i blæserfronten, er der basis for et udadvendt og ligefremt spil. Det er dog Kjartan Valdemarsson der primært spiller på Rhodes, der er med til at sende musikken det sidste stykke opad. Det er stemningsfyldt og glad musik, der er varmt og lækkert som det populære turistmål, Den Blå Lagune på Island.
Med denne trippel anmeldelse lægger det lige for, at rose islandsk jazz. Det er alle tre gode plader. Jeg vil gerne fremhæve den sidste plade, da den byder på noget som ikke så ofte høres fra vulkanøen.
