Ustyrlige uforudsigeligheder. Kanaliserende kanonader. Afvæbnende atonaliteter. Trioen Tigers Mind med Danielle Dahl på sax og EWI, Niklas Adam på electronics og guitar og Thomas Eiler på trommer har lavet albummet Paradiso Pudding Mix. På åbningsnummeret Magma Holtz tages vi med på en ubådstur, hvor en sonarlignende lyd bruges til at skabe illusionen af, at være nede i det dybe hav, hvor farver vi end ikke vidste eksisterede flimrer forbi vores ører. På Uncertainty Matrix bekender trioen freejazzkulør, hvor noise og punk hældes ned i freejazz gryden. Det bliver til en massiv omgang, hvor Eilers trommer buldrer frirytmisk og potent, mens Dahl sax hviner og Adams guitar lyder som dommedags-surf.
På side 2 sender trioen en hilsen til saxofonisten Christian Kyhl I form af nummeret Three-Step for Kyhl. Pladen er indspillet i december 2014, så det er ikke fordi, at Kyhl er død, at de har lavet nummeret. Det er i stedet en hilsen til Kyhls musikfilosofi. Side 2 afsluttes med den 15 minutter lange Mid Haste, som er pladens højdepunkt for mig. Her blander trioen på betagende vis freejazzen, eksperimenterende electronica med en grundlæggende legesyg nysgerrighed. Det hvirvler, bimler, knaser, brager, hyler og hviner. Pladen er udgivet af det dansk-japanske pladeselskab JVTLandt, der endnu en gang sætter en høj standard for hvordan en eksperimenterende jazzplade skal lyde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar