For nylig var der en tråd omhandlende jazzfløjtenister i facebookgruppen jazzogvinyl. Her blev der nævnt så mange, at ingen nærmest var glemt. Hubert Laws, Joe Farrell, Herbie Mann, James Newton, Björn J:son Lindh, Jeremy Steig etc. Der var også en der anbefalede Herbie Mann's legendariske album Memphis Underground. Her spiller Mann bl.a. Sam & Dave's Hold on I'm coming og Aretha Franklin's Chain of Fools.
Sidstnævnte finder man også på den svenske fløjtenist (og saxofonist) Magnus Lindgrens nye album Stockholm Underground, der helt bevidst har ladet sig inspirere af titlen på Mann's album. Efter at have hørt pladen, må jeg hellere tilføje Lindgren til tråden over de jazzfløjtenister, der er værd at bruge tid på.
Pladen starter med Testify og her kunne man godt synge Superfly i stedet, da den placerer sig tæt op ad Curtis Mayfield klassikeren. Nummeret sendes godt ud i verden med bluessangeren Eric Bibb i den vokale front, der giver autencitet og feeling. Lige præcis autencitet og feeling er der masser af på albummet, der er 70'er funky. Risikoen ved at gå den vej er stor. Det kunne meget let blive en blegfersk omgang funk. Det er det ikke blevet. Selv den megalumre udgave af Whiter shade of pale har charme, selvtillid og lækkert hår.
Forbindelsen mellem polsk og dansk jazz er ikke ny. Den går helt tilbage til de tidlige 60'ere, hvor Krzysztof Komeda indspillede sit første album i Danmark, der også blev udgivet på det danske pladeselskab Metronome, i øvrigt med linernotes af Jørgen Leth. I de senere år har vi oplevet forbindelsen på en anden måde. Adskillige unge polske jazzmusikere har været tilknyttet Det Rytmiske Musikkonservatorium i København eller konservatoriet i Odense. De kommer med et tårnhøjt teknisk niveau med tydelige rødder i jazzen.
En af de senest tilkomne er saxofonisten Jakub (eller Kuba) Wiecek, der er med på Jonas Johansens seneste album Charmcatcher og medlem af Kathrine Windfeld Big Band. Han har udgivet sit debutalbum i eget navn i serien Polish Jazz. En berømt udgivelsesserie der har holdt pause fra 1989 og indtil sidste år. Wieceks plade er vol. 78. Vol. 5 var Komeda’s Astigmatic, et hovedværk indenfor europæisk jazz.
Wiecek er en ung dynamisk altsaxofonist, der i trioformatet formår at trække så forskelligartede genrer som rock, klassisk musik, folkemusik og avantgarde ind i jazzen. Han opretholder alligevel et rimeligt ensartet udtryk. Der er flow og en spænding i musikken. Åbningsnummeret Szkodnik - The Trouble Maker er med inspiration fra Massive Attack og Steve Reich. I slutningen af nummeret Rhythm of Life citeres bassen fra Coltranes A Love Supreme, et stilskabende værk indenfor den spirituelle jazz. Wiecek er dog mere og andet end spirituel jazz. På det efterfølgende nummer The wheels you can't stop er det powerjazz med referencer til New Yorker jazzscenen. Musikken er som en forvandlingskugle, hvor smagen hele tiden er den samme, mens hårdheden og strukturen veksler. En regulær trioknaldperle, der kan tilfredsstille kræsne jazzlyttere.
De har lavet fire studiealbums siden debuten udkom for syv år siden. Jeg har aldrig hørt Girls in Airports som nogen der lavede overfladisk eller ligegyldig musik. Med det nyeste udspil er der alligevel sket noget. De er drejet over mod et mere seriøst og alvorligt udtryk, end jeg tidligere har hørt fra deres side. Det er ganske interessant, fordi mange af numrene kendes i forvejen. Grundtonen og stemningen er udstyret med en anden og dybere tyngde. De har modnet. Musikken er indspillet ved tre koncerter i Hamburg, Dresden og Berlin i april i år. Har man oplevet dem live vil man dog ikke være i tvivl om at det er der, hvor Girls in Airports i særlig grad glimrer. Det er der hvor energien og øjeblikkene gnistrer.
Live udgives både på CD og LP af det engelske pladeselskab Edition Records. Der er heldigvis blevet plads til nogle helt nye numre på albummet. ADAC er en tung hyldest til det klassiske vejatlas, der lå i enhver bil der kørte ned gennem Tyskland i tiden før GPS’en. Det sidste nummer på både LP og CD er også nyt og hedder Vejviser. Åbningsnummeret er ligeledes nyt og hedder Kantine. Et meget stemningsfyldt nummer, der har fået titel efter Kantine am Berghain i Berlin, hvor de i følge dem selv, spillede den bedste koncert på turen. Her er de fleste af albummets numre fra. De resterende numre er overvejende fra de seneste albums Fables og Kaikoura, mens der på CD’en er blevet plads til et par stykker fra Migration-pladen.
Girls in Airports er de samme fem musikere, som de hele tiden har været - og tak for det. Det er saxofonisten Martin Stender der har skrevet det meste af musikken. Live er måske den mest uundværlige Girls in Airports plade indtil nu. De er som et levende væsen der ubesværet bevæger sig mellem det stramt styrede og det afsindigt løsslupne. Liveenergien er på mesterlig vis indkapslet af John Fomsgaard. Jeps! Den er god nok. Det er en meget anbefalelsesværdig plade.
Det er 15 år siden at debutpladen Chasing the Hawk udkom. Det er først nu at opfølgeren er klar. Det drejer sig om guitaristen Hans Henrik Bay, der i 90’erne var en del af Ensemble New, der bl.a. lavede plader med Morten Grønvad og Jesper Riis. Bassisten i bandet hed Torben Bjørnskov. Det gør han også på Bays plade Dreams, hvor Lars Wagner spiller trommer og førnævnte Riis er med på trompet og flugelhorn. Musikken befinder sig i fusionsgaden. Men hvor trommeslageren Lars Wagners plade Fusion fra tidligere i år havde et tydeligt firserpræg, så er Hans Henrik Bay mere organisk og nutidig i lyden. Trommerne er f.eks. med et helt andet lydbillede.
Den helt store gevinst ved pladen er utvivlsomt Jesper Riis, der med sit flotte og lydhøre trompetspil er en lise for sjælen. Det er en ren og elektronisk upåvirket trompet der står klart. Hans Henrik Bay holder sig overvejende på den velfriserede side af fusionsjazzen. Det tenderer til smoothjazz uden at blive kvalmt. Dog er det som om Bay har haft behov for at give slip for pænheden. The Drongos are restless tonight er med en guitarsynthesizer, der lyder mere af et keyboard, som Kenneth Knudsen kunne have spillet. Jeg falder pladask for den slags virkemidler. Her spiller Bjørnskov på elbas ligsom han gør på titelnummeret Dreams. Et nummer der får mig til at tænke på Motown klassikeren Reach out, I’ll be there. Dreams er moden fuisonsjazz fra en musiker der har haft en vision med musikken og lykkes med det.
Der står ikke andet end kunstnernes efternavne og hvornår det er indspillet på coveret. Det er sket på henholdsvis Osramhuset i København og Tape i Aarhus, hvor de to båndsider indspillet i februar i år i forbindelse med Vinterjazzen. Guitaristen Taus Bregnhøj-Olesen og saxofonisten/klarinetisten Lars Greve har sat den amerikanske trommeslager Randy Peterson stævne. Peterson er primært kendt for at spille med Joe Maneri og dennes søn Mat Maneri. Det er med andre ord freejazzen han kommer fra og det er også freejazz vi præsenteres for på båndet. Taus Bregnhøj bevæger sig hjemmevant i free og improv, hvilket han bl.a. tidligere har vist sammen med Yngel og Konkyhlie. Sammen med Lars Greve bliver han udfordret af Randy Peterson i to poetiske free jazz forløb.
Taus Bregnhøj-Olesen medvirker også på båndet med trioen Skaft, Økse & Sav. Her er han sammen med Anders Skibsted på bandoneon og modularsystem og Freya Schack-Arnott på cello. Numrene på båndet har navne, hvor ironien er tydeligere end den er i musikken. Med titler som I love gang i den og If You don’t love Skaft, Økse & Sav, You haven’t heard them, så forventes der ikke måske ikke ligefrem abstrakt musik, hvor Stockhausen og Webern er kongerne. Trioen med den unikke sammensætning har jeg set beskrevet som “den lille trup der spillede i hjørnet af markedspladsen, hvor du aldrig var som barn.” Det er avantgarde med stort A tilsat en smule noise elementer.
I 1987 var jeg på Roskilde Festival, hvor jeg bl.a. hørte Sort Sol, Sonic Youth, Iggy Pop, Diamanda Galas og Go-Betweens. Her var et af de mange højdepunkter, en eftermiddagskoncert på grøn scene med TS Høeg og det store ensemble Somesax. Jeg fattede ikke meget af hvad der skete og hvor var det dog skønt. TS kan heldigvis stadig prikke til min musikalske nøgenhed. I forbindelse med danersaxens 60 års fødselsdag i år, spillede han på Copenhagen Jazzhouse sammen med His 9 altophonians hvor bl.a. Lotte Anker, Maria Dybbroe, Laura Toxværd og Torben Snekkestad er med. Her hylder de bl.a. John Tchicai, Steve Lacy og Ornette Coleman, TS Høeg styrer på fornem vis de 9 altsaxofoner gennem musikken. På samme båndside er der desuden blevet plads til nogle saxofonsolo, duo og kvartet indspilninger fra Copenhagen Jazzfestival 2014.
På side B er der blevet plads til en forrygende indspilning fra Mandagsklubben 5e, hvor TS Høeg var Artist in Residence i september 2016. Han er sammen med Torben Snekkestad, Kristian Tangvik, Jeppe Zeeberg og Anders Vestergaard. Det er elektrisk og loopet. TS Høeg spiller på grammofon og keyboards og fører lytteren gennem en malstrøm af mærkværdigheder. Det er dybt fascinerende og underligt.
Hvis du kun køber et kassettebånd med jazz i år, så er det her bånd et rigtigt godt bud.
Klaver, guitar og vibrafon er nogle klassiske eksempler på et akkordbærende instrument. Langt de fleste jazzudgivelser indenfor den klassiske jazz, har et akkordbærende instrument med. På den anden side er det heller ikke ultrasjældent at lave jazz uden et akkordbærende instrument. Et par af mine favoritter er Ornette Colemans trio på Gyllene Cirkeln i Stockholm og Sonny Rollins trio på The Village Vanguard. I så lille en kontekst bliver udtrykket mere råt og spartansk - selv om Coleman og Rollins ikke har problemer med at fylde hele fladen ud. Gerry Mulligan begyndte tidligt i 50'erne med at lave musik uden akkordbærende instrumenter. Det handlede ikke kun om at pianisten ikke var mødt op. Musikken var tænkt sådan fra starten. Her er indspilningerne med Chet Baker i særklasse. Lyt og smelt.
Den danske bassist Morten Haxholm har på sit femte album også tænkt musikken uden et akkordbærende instrument. Pladen er blevet til med to meget stærke blæsere i front. Danske Mads la Cour på flugelhorn og chilenske Melissa Aldana på saxofon. Sidstnævnte var JazzDanmarks Artist in residence i september 2016, hvor hun opholdte sig en måned i Danmark. Tilknytningen til den danske jazzscene kom efter at hun havde været instruktør på Summer Session på Vallekilde i 2015. Det er Morten Hæsum der sidder ved trommerne.
Morten Haxholm lavede musikken i 2011-2013 på soliststudiet på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor han lavede den akkordløse musik, fordi der kunne blive mere plads til kontrabassen. Uden at røbe alt for meget, så er der ganske rigtigt blevet plads til masser af bas. Haxholm har ladet sig inspirere af så forskellige ting som Monk og Coltrane på Tumbalina, af det danske rockband Kashmirs bestemmerhat El Bastolon eller noget så enkelt som et nummer, der er lavet for, at lære rytmen 4 over 5 bedre at kende. Tesseract er et særdeles vellykket album med fine kompostioner, hvor der er masser af luft til solopræstationer. Makkerskabet mellem la Cour og Aldana er desuden en ekstra gevinst.
Bonusinfo:
Pladen udkommer kun som digital download, med et enkelt nummer tilgængelig på Spotify. Haxholms album Equlibrium er med over 300.000 afspilninger er ellers et af de mest streamede danske jazzalbums på Spotify, men ifølge Haxholm heller ikke særligt indtægtsgivende.
Det er som en tur på kunstmuseet. Jeg ser nogle genstande der fascinerer og gør mig nysgerrig. Jeg forstår det ikke umiddelbart. Der kan ikke kobles en smart vending på det jeg ser eller i dette tilfælde, det jeg hører. Eller det vil sige, det kan der godt. Men det bliver så personligt og indforstået, at det kun er jeg selv der delvist forstår det.
Det med kunstmuseet har også en anden betydning. Musikken er indspillet på Chicago's Museum of Contemporary Art i 2015 i forbindelse med 50 året for the Association for the Advancement of Creative Musicians, også kendt som AACM. Saxofonisten, komponisten og stifteren af Art Ensemble of Chicago breder sig over 2 CD'er med fire forskellige trioer med meget forskellige besætninger. Blandt medlemmerne er f.eks. Craig Taborn og Tyshawn Sorey. At lytte til Bells for the south side er som at lytte til et frisk bud på klassisk avant garde jazz. Musikken er ud over det sidste nummer Odwalla nyskrevet. Det vigtigste og mest interessante ved pladen er evnen til, at ophøje de momentane punkter, der får lov til at vokse eller forvitre.
Jeg har aldrig før skrevet en anmeldelse, hvor der bliver spillet på steelpans eller olietønder som det også kaldes. Derfor siger jeg allerede nu undskyld for den næste vending - jeg bliver simplelthen nødt til at fyre den af.
Tomme tønder buldrer mest. Det skrev Shakespeare allerede i stykket Henry 4. fra 1598. Nu havde Shakespeare heller ikke hørt lyden af en stemt olietønde og er derfor undskyldt. Steelpan blev først opfundet i det 20. århundrede på Trinidad. Det er også der hvor denne plades ophavsmand Rudy Smith oprindeligt kommer fra. I dag bor han på Frederiksberg. Og ind i mellem alt det skal vi have noget afro amerikansk jazz med i ligningen. Det får han hjælp til af Ole Matthiessen på piano, Henrik Dhyrbye på bas og Ole Streenberg på trommer. Både Matthiessen og Streenberg har været medlem af Smiths kvartet siden 1983, mens Dhyrbye kom med i 1996.
Ole Matthiessen har skrevet de fleste numre på pladen. Kender man Matthiessen fra de fire plader, som han har lavet siden 2008, ved man også noget om stilen. Hardboppen er en af Ole Matthiessens venner. Når det er er sammen med Rudy Smith bliver det til noget nyt og andet. Det er tydeligt at kvartetten spiller steady og godt sammen. Som f.eks. når de spiller jazzstandarden Body and soul. Den sidder i skabet. Når det er sagt, så er steelpans fortsat en underlig fisk i mine ører, specielt når de bruges til, at spille straight jazz. Her er ingen calypso eller andet genkendeligt i steelpantraditionen, så den utrænede steelpanjazzlytter kan hjælpes lidt på vej.
Det danske pladeselskab Storyville har flere plader på samvittigheden med den islandske saxofonist Sigurdur Flosason. Der er eksempelvis de lækre balladeplader Night Fall og Daybreak, hvor han er sammen med Dr. Hammond, Kjeld Lauritsen. På det nye album Green Moss Black Sand er han sammen med Lars Jansson Trio. Det er heller ikke noget dårligt match. Jansson er vel noget af det mest nordiske man kan forestille sig i jazzen. Og det er vel at mærke positivt ment.
Det er også i den nordiske stemning at Jansson og den oprindeligt klassisk uddannede altsaxofonist Flosason mødes. Det er bluesy melankoli tilsat rolige melodier, hvor tonen og tiden smelter sammen. Thomas Fonnesbæk på bas spiller dynamisk syngende og smukt og drikker af samme kilde som Niels Henning Ørsted-Pedersen.
Flosason har skrevet alle numrene, hvor han har ladet sig inspirere af hjemlandets unikke og særegne natur. Der hvor farver mødes som det antydes i titlen. Der er både ballader som Stillness in the storm og mere dynamiske uptempo numre som Serenading the moon. Det er et yderst vellykket album, hvor Jansson og Flosason mødes og skaber nordisk jazz med mange nuancer, strukturer og stemninger.
Den amerikanske sanger Dwight Trible debuterede I 2005 med albummet Love is the answer på Ninja Tune Records. Han er bl.a. blevet sammenlignet med Leon Thomas og Andy Bey. Flere genkender ham sandsynligvis også fra Kamasi Washingtons The Epic, hvor han også medvirkede. På dette album er han sammen med den engelske trompetist Matthew Halsall, der siden 2008 har udgivet 7 albums på Gondwana Records. Halsall er stærkt inspirereret af 60’ernes spirituelle jazz. Trible har også kredset omkring den stilart gennem hele karrieren.
På det aktuelle album er de sammen med en trio og spiller en række jazz og soul numre, hvor spiritualiteten er dyb og inderlig. Donny Hathaway’s Tryin’ Times, Nina Simone klassikeren Feeling good og Cole Porter’s I love Paris er på listen. Favoritterne er dog den nøgne Black is the color of my true love’s hair og John Coltrane’s Dear Lord, som Trible har skrevet tekst til.
Den første store forandring, i forhold til debutalbummet fra sidste år, er lyden. Thomas Kudela aka. Sternlumen har lavet album nr. 2. Det er indspillet i Millfactory i København. Lyden er outstanding. Det er et svulmende lækkert flygelorgie, der syder og bobler på albummet Nørrebro Nights. Det er også der, hvor Sternlumen har hjemme. I den kulturelle smeltedigel midt i København. Tyskeren der oprindelig er fra Ruhr-distriktet har altid været draget af Skandinavien. Det er ikke svært at høre på albummet, hvor der er, den der stearinoplyste sene aftenstemning med hygge, varme og en snert af noget melankoli.
Jeg har ofte haft Sternlumens plade i ørerne i de seneste uger og har bl.a. tænkt på filmkomponisten Max Richter og Nils Frahm, når jeg har hørt musikken. Minimalismen, jazzen og den klassiske musik er en del af universet. Jeg hørte den ultraminimalistiske trio The Necks i lørdags og hører også en del af trioens pianist John Abrahams i Sternlumens musik. Dog sker der flere skift hos Sternlumen end hos The Necks. Men dramaet og spændingen i musikken, det kan de begge to. Nørrebro Nights er en meget smuk og afklaret opfølger til debutpladen.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert i Koncertkirken på Nørrebro d. 23. september.
I pressematerialet bruges der et citat fra en anmeldelse i The Guardian, hvor Portico Quartet betegnes som et band der placerer sig i samme territorium som Radiohead, Cinematic Orchestra og Efterklang. Musikken er en blanding af electronica, jazz og indie. Udtrykket er minimalistisk. Fra et jazzsynspunkt er det saxofonisten Jack Wylie der gør Portico Quartet interessante. På et nummer som A Luminous Beam giver Wylie's sfæriske sopransax nummeret den kant, som der ikke er for meget af på albummet Art in the Age of Automation.
Når man laver minimalistisk musik er det rasende vigtigt at der er masser af potens og mening i de toner der gentages konstant. Det er bl.a. derfor at de minimalistiske godfathers Philip Glass og Steve Reich bliver ved med at være interessante. Her bevæger Portico Quartet sig på en knivsæg. Det er under alle omstændigheder godt at de har forladt vokalen, som de havde med på det forrige album. De er tilbage ved udgangspunktet og det klæder dem.
Det er et af de flotteste programmer nogensinde på Ujazz, forstået på den måde at der er flere større og dyrere bands end nogensinde på programmet. Det er godkendt. Jeg savner dog lidt flere lokale bands på plakaten, hvor Abekejser er ene om at repræsentere byen. Koncerterne holdes på Atlas, Voxhall og plænen mellem de to spillesteder. Partoutbilletterne er udsolgt på dagen. Der var 300 til salg, som er det der er plads til på Atlas. Der udover er der solgt ekstra billetter til koncerterne på Voxhall.
PAPIR
Eftermiddagspsych på en lun septemberlørdag. Årets første koncert på Ujazz er velsignet med godt vejr. Koncerten afholdes udenfor på scenen der er placeret mellem Atlas og VoxHall. Trioen Papir spiller instrumental rock med masser af plads til at dvæle ved et godt syret groove. Plekterbassen og de heftige trommer er i et kollektivt samspil med guitaren med space og mystik. 70'ernes krautrock og progrock er med i baglommen.
SELVHENTER
Det er det ligesom en Nutana mexi burger fra Urtekram, bare med modsat fortegn. Det er noget andet end det man lige ser. 5 kvinder. 2 trommeslagere/pecussionister, 1 på trombone, 1 saxofonist og 1 violinist spiller ikke "feminin" følejazz, men brølende tung noisebesat og eksperimenterende punkmetal. Tak skæbne! Det er fedt. Maria Bertel på trombone skaber metalliske guitarlignende riffs. Jaleh Negari og Anja Jacobsen på trommerne nedbryder og smadrer rytmer i et væk. Publikum er begejstrede.
ATOMIC
Gennem flere år har Atomic været højt på listen over de bands, man har ønsket at præsentere på Ujazz. Den svensk/norske kvintet er også det mest jazzede der er på dagens program.
Og det er jazz af den slags, hvor det kun er en fordel at man har øvet sig (sammen). Det er jazz med tydelige rødder i 60'ernes eksperimenterende jazz. Der hvor man i stedet for at spille helt frit, samler skæverterne op og bruger dem aktivt i samspillet.
Og spille sammen, det kan de. Fredrik Ljungkvist på sax og klarinet er sammen med Magnus Broo på trompet i spidsen for den viltre kvintet, hvor Håvard Wiik på piano, Inge-Brigt Håker Flaten på bas og det sidst tilkomne medlem Hans Hulbækmo på trommer sætter den kvalitetsmæssige barre så højt, at jazz af denne karakter næppe spilles bedre i Norden.
COLIN STETSON
Der er lige et par optrædende kunstnere jeg er hoppet hen over. Der skulle aftensmad i kroppen. Men Stetson skal opleves! Sidst jeg så ham, var han sammen med violinisten Sarah Neufeld. Nu er han alene på scenen sammen med saxofoner og mikrofoner.
Atlas er godt fyldt op. Folk har stillet sig helt op mod på scenen, hvor de kan følge saxofonfænomenet på tætteste hold. Stetson looper saxofonen, bruger den som percussion og skaber dybt fascinerende musik. Der er droner og forunderlige lyde der spreder sig i rummet. Han fastholder og tryllebinder hele salen.
ABEKEJSER
Dagens eneste lokale optrædende er også et af de bands, som jeg har set meget frem mod at høre. Jeg kender kun det ene nummer St. Puma som har været på Spotify i noget tid.
Med en twangy guitar, tre mand på keyboards/elektronik og en trommeslager har Abekejser et mere organisk udtryk end man umiddelbart kan forestille sig. Der er fusionsjazztendenser i musikken, både af ny og gammel dato. Det er festligt og svært at være i ro. Det er som at sætte sig ind i en åben sportsvogn for, at køre mod Risskov med palmer på begge sider af vejen.
Mens aftenmørket finder vej til udendørs scenen, bevæger Abekejser sig mod slutningen af koncerten mod et mere tungt udtryk, noget de gerne må arbejde mere med. Mon ikke at det er på tide, at de snart får udgivet mere end det ene nummer?
PS. Det fik jeg så at vide efter koncerten at de gør. De udgiver et nyt nummer på fredag med ny tilhørende animationsvideo.
DEERHOOF
Her er det mere U end Jazz. Med en gammel kærlighed til punk er det ikke svært at holde af San Francisco bandet, der spiller pågående og energisk. Melodisk lyserød 60'er pop køres gennem en skramlende og noisy punkkværn. Superenkelt og crunchy. Med den kvindelige forsanger Satomi Matsuzaki får jeg et flashback til den japanske pigepunktrio Shonen Knife. Der kommer et nyt album med det 23 år gamle band om en uge.
THE NECKS
Den australske trio har spillet flere gange i Danmark. Det er første gang at jeg oplever dem live.
Den hyperminimalistiske trio laver lange tranceskabende forløb, hvor gentagelsen gentages. Det er forstørret minimalisme. Som lytter hensættes man i en meditativ tilstand. Koncerten er en time lang, hvor de arbejder omkring det samme tema. Der sker løbende en ændring, men aldrig med voldsomme overgange. Der er ingen opbrud eller afbrydelser. Intensiteten er spændt langt ud over det yderste. Det blev en stor stor oplevelse, hvor små elementer blev forstørret og forstærket.
XIU XIU
Hvis der skulle laves et punket noir remake af Twin Peaks, så er musikken allerede skabt til den serie. Amerikanske Xiu Xiu opførte ved Ujazzens sidste koncert, den ikoniske musik fra TV-serien.
Med den karismatiske Jamie Stewart i spidsen for trioen, er der garanti for mange overraskende afbrydelser. Det blev til en fed afslutning på Ujazz-dagen. I blandingen af pop, jazz, avantgarde, punk, noise etc. kunne det ikke blive mere ujazzet.
Jeg har skrevet om alle de 8 kunstnere jeg nåede at opleve. Jeg havde en vidunderlig dag og aften. Hvis jeg skal nævne favoritter, så var Atomic i særklasse. Det svensk/norske band var også det mest jazzede på programmet. Så det er vel ikke så underligt at jazzbloggeren ender i lykkerus under sådan en koncert?
Der er en aura af noget magisk over denne plade. Den er indspillet på The Village Vanguard i New York City, et mytisk sted i jazzhistorien. Det var her hvor Bill Evans indspillede de to albums Waltz for Debby og Sunday at The Village Vanguard, hvor Paul Motian spillede trommer. Siden har Motian indspillet flere liveplader på The Vanguard, bl.a. sammen med de to hovedpersoner på denne plade, Bill Frisell og Thomas Morgan. Herhjemme kender vi selvfølgelig Morgan fra den faste plads i Jakob Bros trio. Frisell har også lavet flere ting sammen med Bro, hvor 2009-pladen Balladeering er den helt store stjerne.
Jeg talte engang med en frustreret dansk trommeslager, der havde spillet en jamsession sammen med Thomas Morgan. Han betvivlede ikke Morgans kvaliteter, men oplevede samtidig at han som trommeslager ikke fik noget at arbejde med fra Morgans basspil.
Hvad sker der når to musikere der forstår og kan spille den jazz som Paul Motian var med til at skabe. Den flydende jazz, hvor time og swing får en ny betydning. De kommunikerer indforstået med hinanden og forstår det musikalske sprog der tales.
Meget passende åbner de albummet Small Town med Paul Motian's It should have happened a long time ago. De fortsætter med jamsessionklassikeren Subconciuos Lee. Det er fra jazzafdelingen. Bill Frisells americana fascination er også med. Wildwood Flower er fra 1860, en folk klassiker som The Carter Family indspillede i slutningen af tyverne. Der er også et par kompositioner fra Frisell selv, mens den 12 minutter lange Poet - Pearl er skrevet af Morgan og Frisell i fællesskab. Fats Dominos What a Party har sikkert fået de omkring 100 tilhørere til at sidde og vippe med foden. Pladen slutter med James Bond-melodien Goldfinger, hvor humoren og varmen i musikken strømmer ud gennem højtalerne. Small Town er stærk musik fra to af den internationale jazzscenes største personligheder lige nu.
Bonusinfo:
Bill Frisell spiller en stribe jobs på The Village Vanguard sammen med The Bad Plus til oktober.
Sidste år fik han en DMA Jazz for Requiem, som han også fik Jazznytprisen for i 2015. Hvor Requiem var en dødsmesse, så står det allerede fra starten lysende klart at On Rosenhill handler om livet. Livet der leves.
Der var fredag aften urpremiere på Jakob Buchanans On Rosenhill i Musikhuset i Aarhus. Han har skrevet musikken mens han atter boede i boligbebyggelsen Rosenhøj i Viby. Han boede der i flere år som barn og kom tilbage som voksen i en periode, hvor hans eget hus var udlejet. Da Buchanan var barn i 70’erne boede der mange danskere i området. I dag bor der mange forskellige nationaliteter. Han har talt med beboerne og med eleverne på skolen i forbindelse med skabelsen af On Rosenhill.
Med på scenen var blæserne fra Aarhus Jazz Orchestra, sangerinden Indra Rios-Moore, percussionisten Helge Norbakken, pianisten Simon Toldam, saxofonisten (og klarinetisten) Chris Speed, mens Carsten Seyer Hansen dirigerede. Oplevelsen i Symfonisk sal blev suppleret med levende billeder på en storskærm, der hang over musikerne. Ole Udengaard har skabt billederne der kommer tæt på beboerne og boligblokkene. Billeder der hverken fordømmer eller idylliserer. Billeder der på en ren og rolig dokumentaristisk måde lader os møde nogle beboere.
Koncerten indledes med at Indra læser en tekst op med underliggende musik. On Rosenhill handler om håb, om forventninger, om at leve og forsøge at forstå det liv man lever. Et liv man lever i et fællesskab, hvor der er plads til andre end dig selv. Der opstår en magisk stemning i salen. Norbakkens har et uimodståeligt og originalt percussionspil, med trommestikker der ligner kviste han har fundet på et træ hjemme i baghaven. Buchanan har udover sit formidable solospil, flere gode duetter med Chris Speed undervejs. Simon Toldams lydhøre og smukke pianospil suppleres med elektroniske stemningsskabende bleeps. Flere gange undervejs kommer jeg til at tænke på Gil Evans og Miles Davis. Indra træder smukt ind i musikken med ukunstlet sang.
Buchanan har lavet et musikstykke fuld af håb. Der er en optimistisk stemning i musikken. Det kulminerer i en finale med brusende varme. Fra skærmen hører vi børn og unge der siger Drømte mig en drøm på dansk og deres eget sprog. Pludselig begynder et kor fra den modsatte ende af salen, at synge Drømte mig en drøm i nat, Nordens ældste nedskrevne folkevise. Musikerne og koret giver os en finale, der både er rørende og stærk. Stærk i troen og håbet på livet. Et liv med drømme.
At Ulf Wakenius er en populær gæst på de danske jazzscener er ikke nogen nyhed. Medlemsskabet af Niels-Henning Ørsted Pedersens trio gjorde helt sikkert sit til kendskabet. Men han har også samarbejdet med både Svend Asmussen og Cæcilie Norby. Selvfølgelig er det heller ikke uden betydning at Wakenius har spillet i Oscar Petersons trio. I sommers optrådte han i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival i Haveselskabets Have på Frederiksberg sammen med sønnen Eric, der tilfældigvis også spiller guitar. De har også lavet en plade sammen.
Jeg har ikke fundet oplysninger om, at Eric Wakenius har spillet i andre sammenhænge end sammen med sin far. Til gengæld har han lyttet godt efter og taget ved lære af den gamle mester. Det er akustisk guitarspil, der fungerer på et dybere plan og lyder på et højere plan. Den musikalske komunikation fungerer og får musikken til at flyde. Det er teknisk perfektion på allerhøjeste niveau. De spiller et blandet repertoire der bl.a. består af gamle klassikere, Scarborough Fair og Eleanor Rigby og jazzklassikere som Zawinul's Birdland og E.S.T.'s Dodge the Dodo/God Created the coffeebreak. Pladens titel er taget fra Cat Stevens sangen, der selvfølgelig også er med.
Han er inkarneret Saab bilist, han er søn af forfatteren Klaus Rifbjerg og så er han en formidabel jazztrommeslager. De fleste kender nok Frands Rifbjerg fra triosamarbejdet med Carsten Dahl og Lennart Ginman, hvor de har lavet fem plader og spillet en masse koncerter sammen. Det er første gang han springer ud i kapelmesterrollen på plade. Han har samlet et drømmehold med Søren Kjærgaard på piano, Kasper Tranberg på trompet, Anders "AC" Christensen på bas og Marie Fisker på vokal og guitar.
Pladen åbner med Drums for KT og KT aka Kasper Tranberg kvitterer med lækreste mute trompet på den opfølgende standard Bless your heart. De enkelte musikere har hver medbragt en komposition. Marie Fisker står for Close me in, der stammer fra en otte år gammel EP. Der er søvnig charme og formidabelt tilbagelænet Rifbjerg trommespil. Han kommer lidt længere frem i stolen på Kasper Tranbergs Voodoo, hvor Miles Davis’ 60'er kvintet kigger med fra kulissen. Anders AC Christensens Jamil er en af mine absolutte yndlinge, som AC tidligere har indspillet sammen med Hess-brødrene. I stedet for at blive pleaset med det forventelige, så serverer kvintetten den i en højst overraskende udgave, hvor AC spiller en solobasintro på to minutter inden de andre sætter ind. Det er først til allersidst at den smukke melodi fuldføres. Søren Kjærgaards Ballad No. 4 er pladens løse hund. Den var med på Kjærgaards plade Syvmileskridt fra 2014. Igen er det ophavsmanden der får lov til at åbne og folde nummeret ud.
Marie Fisker medvirker også på tre andre numre. På When I fall in love er der ikke et øje tørt. Bob Dylans It ain’t me babe er med roots og folk. Her stråler Fisker i særlig grad. Det er så smukt. Men det er ikke den der får præmien som pladens højdepunkt. Det er den afsluttende Søvnig som en flue, som er fra 1964, hvor Birgit Brüel sang den i revyen Hva’ ska’ vi lave. Den snurrige blues er selvfølgelig med tekst af far Klaus og Jesper Jensen og med musik af Bent Axen. Sikke en finale på et i forvejen skønt album. Det er ikke svært at anbefale denne plade. Det er jazz af den ekstremt velspillede og veloplagte slags.
