Lige da han synger det allerførste ord, tænker jeg Tom Waits. Hvis der er en sanger der har eneret på ordet Nighthawks, så er det Tom Waits. Men sangeren på denne plade har ikke en rusten stemme ligesom Waits. I stedet synger han meget hen ad New Orleans legenden Aaron Neville - og det er, ligesom Waits også er det, et kæmpeplus i min bog.
Vi er gået på bar, hvor pianoet står i midten af rummet og der er levende lys. Damerne er farlige, røgen stiger stille fra cigaretten i den ene hånd, mens den anden hånd holder et glas bourbon. Det er rasende lækkert og velourrødt.
Den engelske sanger Peter Horsfall indfanger stilen perfekt. Han har lavet et album med numre der lyder bekendte, men er, ud over et par stykker, nyskrevne af Horsfall og pladens altsaxofonist Giacomo Smith. Horsfall er også trompetist. Han har ladet den blive hjemme i forbindelse med indspilningen af denne plade. Det er ret lige til at sammenligne ham med en anden sanger/trompetist, nemlig Chet Baker. Der er den samme følsomhed i stemmen. Nighthawks er klart anbefalelsesværdig til den sene nattetime.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar