- interview med Peter Sommer om samarbejdet med Bremer/McCoy
Tidligere på ugen anmeldte jeg det nye album Carry my heart med Indra Rios-Moore. I al min iver over den gode musik glemte jeg, at nævne de to numre som Indra selv har lavet på pladen. Hun har skrevet numrene sammen med Søren Bigum, som jeg ikke tidligere er stødt på. Indtil torsdag eftermiddag, hvor jeg mødte ham i bandrummet på Fermaten i Herning. Han spiller guitar i Peter Sommers band Tiggerne. Og Peter Sommer? Ham hilste jeg også på - og talte med. Der har nemlig sneget sig noget jazz ind i Peter Sommers univers, der ellers overvejende er baseret i rockmusikken. Jeg tog en lille snak med Peter Sommer om jazzen.
Helt konkret drejer det sig om fire numre - side B på vinylen minus det sidste nummer på det nye album Elskede at drømme, drømmer om at elske, som han har lavet sammen med duoen Bremer/McCoy.
“- Det var gennem Rasmus Poulsen, der udgiver deres musk på selskabet Raske Plader, at jeg hørte om dem. Rasmus og jeg skulle skrive noget sammen, så sagde han i en pause, at jeg skulle høre det her, som han lige havde udgivet. Jeg var ikke klar over, at der var nogen der lavede det her i Danmark. Jeg fik lyst til at fortælle nogle historier med det. Ligesom med Jan Johansson. Der er nogle historier i det. Der er noget fortælling, som jeg synes kunne være sjovt at få sig lagt ovenpå. Der gik ikke lang tid efter, at jeg havde hørt dem, før jeg kontaktede dem.”
“- Det musik de laver, det rører mig dybt. Det insisterer på enkelheden. Det insisterer på roen.”
“- Det jeg var mest bange for, var at teksten kom til at fylde alt for meget. I forhold til mine rockarrangementer kommer sangeren trods alt til, at fylde mindre, selv om der måske er nogen der synes at det fylder alt for meget i forhold til deres spartanske ting. Der er eller længere passager uden sang. Vi har brugt halvandet år på at lave de her fire sange. Vi er gået meget søgende til værks. Vi har brugt meget længere tid på, at lave de fire numre end på pladens seks andre numre, som er lavet sammen med mit band, Tiggerne. Dem har jeg kendt i mange år.”
Var det vigtigt at man kunne høre at det var Bremer/McCoy?
“Ja for fanden. Vi har nogle steder kommet lidt mundharpe og lidt guitar på. Det er sådan lidt nyt. Det er mig der er kommet med det for, at tage dem et nyt sted hen. Det er de ellers varsomme med i deres egne ting. Nu er de jo i gang med at lave en ny plade…as we speak.”
“Her må man godt kede sig. Her må man godt dvæle ved ikke så meget.”
“Det her med, at blande det sammen, den jazzagtige ting og den rockagtige ting, at bibringe noget ro til noget der er lidt strammere, At have de to ting til at stå og råbe lidt ad hinanden. Eller bare stå overfor hinanden. Det passer mig ret godt. Det ligner til forveksling mit eget temperament. Hvis man gerne vil sige noget med en plade, så skal man også vise sit temperament. Vise hvem man er…”
Er det den klassiske midtlivskrise for en rocksanger? Søren Sko har lige lavet en Nat King Cole tributeplade og Lars H.U.G. var også omkring jazzen i 90’erne?
“Jeg synes ikke at det vi laver, minder ret meget om Søren Sko og egentlig heller ikke om så meget om Lars H.U.G. Jeg kan forstå, at man vil det nedbarberede, det afpillede, der hvor tingene er tydelige og rolige. Der er tænkt virkeligt meget over tingene i det jeg laver sammen med dem her. Det er gennemarbejdet i en grad som jeg ikke er vant til.”
Er det jazz?
“Jeg har selv vægret mig ved, at kalde det jazz, fordi det er også dub. Der kommer min tekst på, mit foredrag på, så minder det til forveksling om nogle af de stille sange som jeg laver ovre i rocklejren. De små store sange. Noget der giver plads til teksten og sangeren på en anden måde. Uden brug af de sædvanlige rockvirkemidler, hvor der skal være tryk på, når der er omkvæd. Der gør vi det modsatte her. Vi bliver nede.”
“Det er ikke inde på jazzens brede midte, det her. Det er ikke svært spillet, komplekst, mærkelige perioder og sådan noget. Det er den rene nordiske enkelhed og stemning. For sådan en som mig, der ikke er velbevandret ud i jazzens verden. Jeg har mest lyttet til nordisk jazz. Jan Johansson og Jazz på svenska er helt oplagt. Jeg fik den samme åbenbaring, da jeg hørte Bremer/McCoy, som da jeg som ung, hjemme hos en ven i brandert blev præsenteret for Jazz på svenska. Hvad fanden sker der? Vi plejede at høre hård rock. Lige pludselig fik vi lov til, at synke ind i musikken. Man aner en fortælling. Men du ved ikke rigtig hvad det er. Jeg var ikke trænet i, at høre jazz. Det var sådan noget der fyldte stuen med stemning. Der er ikke et spørsmål om jeg kan lide det eller jeg ikke kan lide det. Selvfølgelig kan alle lide Jazz på svenska. Hvis man skal være ærlig, så vil ni ud af ti synes at det er rart det her. Det er interessant på en måde jeg ikke forstår. Jeg har ikke lyttet til meget instrumental musik…jo elektronisk musik. Men det er bygget op mod et klimaks. Her er der ikke noget klimaks. Klimaks er, at du har sat den på og tør blive i det, selv om du ikke ved hvad det betyder.”
“Jeg havde aldrig tænkt at jeg skulle involvere mig med folk fra jazzscenen, før jeg hørte dem. Det er fandme originalt og jeg kan skrive en original tekst til det. Hvis det lykkes, at klemme noget sammen uden, at det tager noget fra hinanden. Det er jo det vi er i gang med her. Nu har vi lavet fire numre. Vi har helt klart tænkt os, at fortsætte. Vi er kun lige kommet i gang og har lært hinanden at kende lidt. Vi har da store planer frem i tiden. Men de har også travlt og deres karriere går rigtigt rigtigt godt. Vi ved ikke om skal spille live. Vi har også kun fire numre. Vi venter til vi har flere numre. Planen er, at der ikke er nogen plan.”