Den Danske Salmeduo: Du skønne land (Aero Music) CD+bog

En af jazzens klassiske dyder og helt store styrker, er måden hvor man skaber noget nyt ud fra noget bestående. Jazzens standards, hvor man giver gamle stærke musical- og showsange en ordentlig omgang jazz, er for mange selve kernen af jazz.

Danske melodier har pletvist siden Bruno Henriksens Arenaorkester tilsatte en ordentlig dosis swing til Marken er mejet i 30’erne, også fået sin omgang jazz. Nogle har endda rendyrket det. Ligesom Den Danske Salmeduo der i sagens natur primært har beskæftiget sig med salmer. Undervejs har enkelte ikke-kirkelige sange sneget sig ind på saxofonisten og klarinettisten Christian Vuust og pianisten Hans Esbjergs repertoire.

Det nye album Du skønne land tager udgangspunkt i de sange som man sang i Sønderjylland i årene efter krigen i 1864. En periode hvor man ligefrem fik sin egen sangbog i det tidligere danske område. Enkelte sange var endda i perioder forbudte at synge, da de blev en tand for nationalistiske for tyskerne.

I 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark. Kong Christian X red over grænsen på den hvide hest. I forbindelse med 100 års jubilæet har Den danske salmeduo indspillet 25 sikre hits fra dengang og enkelte nye, skrevet i samme ånd. I den medfølgende bog er der forord af biskop Marianne Christiansen og en indsigtsfuld og spændende artikel om sange og sangtradition i Sønderjylland skrevet af museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen.

Katrine Nyland Sørensen har skrevet om de enkelte melodier, så de bliver sat ind i den rette kontekst. Hvorfor er de en del af den Sønderjyske historie. Det alene er spændende. Den danske salmeduo er skarpe i deres jazz og bruger både Erroll Garner, Ben Webster og Keith Jarrett som inspirationskilder, når de meget danske melodier bliver til jazz. Det er vel at mærke jazz, som den spilles af nogen der har melodierne med i blodet og sjælen.

Det er den hidtil stærkeste udgivelse fra Den danske salmeduo - og det siger ikke så lidt. Deres indbyrdes sammenspil og flow skinner om kap med de smukke melodier.

I en tid hvor der bliver sagt meget ævl om nationalisme, er det fornøjelse at høre og læse om en tid i Danmarks historie - der set i et nutidigt lys ikke drukner i en kvalmende og ekskluderende nationalisme.

Den Danske Salmeduo

Addisababand: II (addisababand) LP/DL/stream

Så er det århusianske afrojazz band Addisabababand atter tilbage - og jeg bliver nødt til at finde den slidte anmelderkliché "de-er-skarpere-end-nogensinde" frem.

Den messingfyldte front med 5 blæsere og en groove 

orienteret rytmegruppe sikrer den solide bund i det kollektivt arbejdende band. De laver musikken i fællesskab, hvor det lyder som når en tænker 1, så tænker den næste 2 og resten tænker 3 og 4. Så er afrojazzfesten i gang.

På albummet er der flere højenergiske sager som Yogasvin og Druid - hvor støvet hvirvles op og afrofunken sætter sig i kroppen. Addisabababand kan mere end det og har lavet nogle skønne krøllede numre, hvor de tager den med ro. Her lader de et groove vokse stille frem, mens de enkelte medlemmer træder frem og udfolder sig med soloer. Det er ikke solopræstationer i klassisk jazzforstand. Det er istedet noget der byder ind til bandet og det samlede hele. Her er numre som Synthetic Beach og Sterling No. 1 gode eksempler.

Addisabababand laver både festlig og eftertænksom jazz og de er sammen med The Kutimangoes grunden til, at jeg uden at tøve påstår, at dansk afrojazz aldrig har lydt bedre. Det er skramlet og skarpt. Det er afro og Århus.

Facebook

Karsten Aaholm: Déjà vu (Karsten Aaholm) LP/CD/DL/stream

Allerede i 70'erne var der en tydelig forskel på jazzlyden i Århus og København. Er forskellen der også i dag? Ja, det vil jeg påstå. Jeg kommer let til at rode mig ud i noget fordomsfuldt og ikke særligt velunderbygget, når det skal forklares. En måde at forklare det på, er feks. ved at nævne nogle guitarister fra Århus. De har hver især en andel i begrebet jazzens Århus-lyd. Uffe Steen, Jakob Bro og Jeppe Lavsen er alle guitarister, der har været med til, at skabe den der særlige Århus-lyd. En lyd der måske egentlig mere er en stemning.

Jeg hørte endnu et bud på jazzens Århus-lyd i Musikhusets foyer, en søndag eftermiddag. En nærmest klassisk Århus-setting.

Guitaristen Karsten Aaholm har lavet albummet Dejavu og holdte releasekoncert i Musikhuset. Han var for mig helt ukendt, men havde jeg gået på konservatoriet i Århus havde jeg kendt manden, der er underviser på stedet. 

Sammen med Simon Eskildsen på tangenter, Morten Ramsbøl på bas og Peter Dombernowsky på percussion/trommer og Andreas Skamby på trommer (medvirker på enkelte numre på pladen) skaber han et klassisk Århusjazzøjeblik. Stemningen er afslappet og der spilles melodisk jazz der ikke prøver, at imponere med store armbevægelser og andet - i denne sammenhæng - overflødigt fyrværkeri.

Karsten Aaholm har lavet en behagelig og tilbagelænet plade. Musikken er ganske nutidig og har bla. en rod i 70’ernes rock, som eksempelvis Westcoast. Men også umiskendeligt dansk - hvilket selvfølgelig tydeligt høres på de meget vellykkede versioner af C.V. Jørgensens Sæsonen er slut og Sebastians Når lyset bryder frem. Karsten Aaholms egne melodier har også nogle åbenlyse sangbare kvaliteter, hvor særligt Last song skinner smukt igennem.

Aaholms guitarspil og arrangementer er prikken over i’et på en rigtig god Århusjazz plade.

Facebook

Saluzzi/Fracchi/Bisgaard: Lugar (Ceibo Records) CD/DL/stream

For tretten år siden udkom albummet Juan Condori med den argentinske bandoneon mester Dino Saluzzi. Pladen er en af mine helt store favoritter fra pladeselskabet ECM. På pladen spillede Dino Saluzzis søn, José på guitar. Selvsamme José Saluzzi er sammen er sammen med landsmanden Juan Fracchi på bas og danskeren Ulrik Bisgaard på trommer på albummet Lugar.

Noget af det særlige ved Juan Condori var den dragende stemning. Det samme gør sig gældende på Lugar, hvor der er ro, melankoli og luft. Albummet åbner med Carl Nielsens Tit er jeg glad. Den sætter en reference for albummet og mødet mellem Norden og Argentina. Bisgaard kender vi bla. fra Århus-kvartetten Tangojazz - hvilket også er med til at indikere Bisgaards kendskab til de argentinske musiktraditioner.

Lugar er båret af José Saluzzis smukke akustiske guitar. Han spiller virtuost og flydende med stor sans for melodien. 

Undervejs sniger der sig reallyde ind i musikken, nærmest som en stemningsmæssig kommentar til hvor vi befinder os i musikken. Det indfinder sig meget diskret og måtte gerne fylde mere for min skyld.

Grundlæggende er Lugar er meget smukt album, hvor man som lytter rider med på diset bølge af smukke toner.

Facebook

Jacob Ridderberg/Maria Dybbroe: Rituals (Bad Postures) LP/DL

En solosaxofonplade indenfor jazzen er som regel spillet og komponeret af samme person. Det er ikke tilfældet med Rituals. Her er musikken skrevet af Jacob Ridderberg og spillet af Maria Dybbroe. De kender bla. hinanden fra Ridderbergs projekt Støv og pladen I fuldt flor, der kom i 2015. På Rituals er Maria Dybbroe alene med sig selv. Hun arbejder med loops og effekter, så vi hører hende ganget op på både alt-, sopran- og barytonsaxofon. 

Jacob Ridderberg kalder selv musikken for en undersøgelse af det kunstige i det akustiske. Musikken er mødet mellem klassiske kompositionsteknikker, afrikanske pentaton skalaer og lydkunstens abstraktion. Musikken er et ritual. 

Musikkens former og klange er i et univers fyldt med gentagelser, der konstant ændrer sig og finder nye former. Det er spændende at dykke ned i. Maria Dybbroe bevæger os sikkert gennem Jacob Ridderbergs musik. Det er intenst, originalt og berigende. Rituals lyder ikke som andre plader, jeg har hørt længe. 

Bandcamp

Alberte Svenningsen: Traneblæs (Blikflak) CD/DL/stream

Det er lyrisk jazz båret af inspiration fra naturen og nogle gode melodier. Den unge altsaxofonist Alberte Svenningsen debuterer med albummet Traneblæs. Her er hun sammen med Jonathan Bruun Meyer på basun, Anders Juel Bomholt på bas og Lasse Jacobsen på trommer.

I kvartetten uden akkordinstrumenter står musikken rent og enkelt frem. Der er ikke masse uroskabende fyldstof. Alberte Svenningsen har ladet sig inspirere af gåture ved Vesterhavet og Limfjorden. Det er ikke svært at forestille sig, når man hører pladen, hvor der er en stemning som var melodien hentet i højskolesangbogen. Tonesproget er dansk og derfor også meget let, at komme ind i som lytter med danske aner.

Alberte Svenningsen har begået en rigtig god debutplade. Her er eksempelvis numrene Alting visner jo alligevel og Balladen om solen gode numre, der vækker store forhåbninger for alle musikerne, ikke mindst Alberte Svenningsen.

Alberte Svenningsen på Facebook

José Dias: After Silence vol. 1 (Clean Feed) CD/DL/stream >> José Dias & Awareness: Live at Smup (Escanifobetico Records) CD/DL/stream

Den portugisiske guitarist José Dias, der bor I England, hvor han er forsker på universitetet i Manchester, har sendt mig et par plader som han har lagt navn til.

Den første er en soloplade, udgivet af det anerkendte portugisiske selskab Clean Feed. På After Silence vol. 1 har han lavet en række improvisationer over kortfilm lavet af Man Ray i 20’erne. José Dias bruger den elektriske guitar, hvor stemningen, strukturen og lydene smelter sammen i et betagende lydmaleri - ikke ulig Bill Frisell. Her er distortion og andet godt fra elguitarens verden - styret godt på vej af José Dias.

På den anden plade møder vi ham sammen med Awareness i en live-indspilning fra en klub i Portugal. Her er han sammen med to saxofonister og en trommeslager. Det er en ekspressiv udladning, med elementer fra både rock og free jazz i skøn forening. José Dias har ladet sig inspirere af litteraturen - både Jane Austen og Gabriel Garcia Marquez i skabelsen af kompositionerne. Det lyder intellektuelt - og er det givetvis også. Jeg har dog nydt at høre musikken og fået meget ud af det uden, at have læst bøgerne. Men måske skulle jeg få læst bøgerne?

DMA Jazz 2019 - stemning og fest

Det var en glad lille håndfuld vindere der kunne tage hjem fra Bremen, mandag aften. De kunne tage hjem med visheden om, at de er med til afspejle at det går godt i dansk jazz. Måske bedre end nogensinde? Er godt eksempel på at det får godt, er antallet af udgivelser. 160 nye udgivelser havde jeg lyttet til, som jurymedlem.

Hele to gange måtte de unge debutanter fra Århus, Svaneborg Kardyb op på scenen for, at tage imod en statuette. De fik den meget fortjente pris som årets nye danske jazznavn - og den mere overraskende pris som årets jazzkomponist, hvor de immervæk var oppe mod eksempelvis veteranen Marilyn Mazur.

I det hele taget havde Århus en god aften, da Aarhus Jazz Orchestra også fik en pris for projektet We Robots. De fik JazzDanmark Prisen, der gives til nyskabende livearrangementet, for et omkringsiggribende projekt om kunstig intelligens.

Lidt længere sydpå i Kolding, holder aftenens modtager af P8 jazz’ ildsjælspris, Karsten Bech til. Han har skabt Jazz i Trekanten på tværs af kommuner, spillesteder og steder hvor der ellers ikke er jazz.

Morten Lindberg alias Master Fatman var for første gang i mange år ikke aftenens vært, grundet hans alt for tidlige død sidste år. Han blev på smuk vis hyldet af koraspilleren Dawda Jobarteh der havde den nye vært Jeanett Albeck med på vokal og tangenter i hyldesten. Hun klarede iøvrigt den svære opgave som Tykmesterens efterfølger, rigtigt godt. Med afslappet humor og fest i fugleoutfit, i nøgenkostume og andet stripperlignende glimmerkluns. Jeg fristes til at kalde hende for en minimalistisk påklædt Anne Marie Helger.

Lige før Jesper Zeuthen skal på scenen med Zeuthen Sådan cirka, når han at få en statuette for albummet Out of Spectacle, som han har lavet sammen med Jacob Anderskov og Anders Vestergaard. Han fylder 70 på fredag og leverer et forrygende indslag sammen med yngre musikere, heriblandt guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh.

Førnævnte Anders Vestergaard havde lige været på scenen, som det nye medlem af Girls in Airports. Uden at overdrive vil jeg kalde det en musikalsk magtdemonstration. Der kommer nyt med gruppen i 2020 - og med det de leverede på Bremen - er forventningerne høje.

Søren Siegumfeldt fik prisen for årets vokaljazzudgivelse med pladen This is Meschiya Lake, hvor den amerikanske sangerinde var kommet med i Siegumfeldts String Swing.

JazzDanmark med Eva Frost i spidsen, havde endnu gang skruet et godt show sammen. Her var Blicher Hemmer Gadd et af de helt store hits - og de blev ikke mindre af, at Steve Gadd benyttede lejligheden til, at takke JazzDanmark for, at trioen overhovedet eksisterede. Det var på en af JazzDanmarks Summersessions, at Michael Blicher og Steve Gadd mødtes første gang - og kimen blev lagt til det, der indtil nu har udløst tre albums og adskillige turnéer.

Festen i salen slutter med Johan Bylling Langs Fringe Fest Jazz Band og Karen Mukupa, der med gigant sousafon og blæs, der stadig kan høres dagen efter, lukker ned med festlig og funky New Orleans stemning.

Som noget nyt havde JazzDanmark inviteret til efterfest. Det foregik på 5e i Kødbyen. Her spillede Kresten Osgood Organ Trio med Kresten ved Hammond-orgelet op til fest. Flere musikere sad ind undervejs - og jeg må nok indrømme, at jeg ikke helt er kommet mig over det jazzhistoriske øjeblik, der opstod da Claudia Campagnol og Kresten Osgood var sammen på scenen. Hvis du ikke forstår hvorfor det er historisk - så læser du alt for lidt på min blog. Jeg kan godt gøre en undtagelse og hjælpe dig lidt på vej. De kommer fra vidt forskellige steder i jazzen - og er inspireret af noget meget forskelligt. Alligevel næres de af den samme indre ild - og kan derfor spille sammen. Det er et af kerneelementerne i den vidtfavnende og rumlige jazzscene.

Prisen for Årets danske jazzudgivelse gik til Simon Toldam Trio for albummet Omhu. Langsom musik der kræver at du bremser op og lytter. Musik der er med omhu, musik med et budskab om omhu - for musik, klima og hinanden. Stort tillykke til Simon, de andre prisvindere og jazzen.

Doctor Django and His Nurses: You are my Valentine (Gateway) LP/DL/stream

Der er swing og der er violin. Men for en enkelt gangs skyld er det ikke inspirationen fra Svend Asmussen, der står i kulissen og vipper med foden. Doctor Django & His Nurses har vendt ørerne langt mod vest og spiller bluesinspireret swingjazz med en sjat country.

Kvartetten med Jens Byskov Jensen på vokal og violin som Doctor Django og Henrik Nielsen på trommer, Mads Uldall-Jessen på bas og Enrico Rosa på guitar som His Nurses, udsendte for halvandet år siden en vinylsingle med et par numre. Denne gang gælder det fuldlængde formatet, der indeholder musik fra en koncert. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man lige skal justeres ind på Jens Byskovs vokal. Han spiller gerne op til americana med et halmstrå i mundvigen - det placerer sig ikke i afdelingen for skønsang, men vinder på charmen.

Bandet trækker ofte over mod the blues - som på Poor folks on The hill, hvor Enrico Rosas guitar fanger godt an. Det er et velspillende band, der spiller tilbagelænet og afslappet.

Pladens helt store gevinst er Enrico Rosas formidable guitarspil. Hans sans for den skæve timing er en fornøjelse. Sammen med Jens Byskovs violin tager han på nogle modige afstikkere, der vidner om et stort spillemæssigt overskud. Det er krøllet på en hyggelig og intim måde.

Doctor Django and his Nurses er som ingen andre i dansk jazz. Tak for det! Pladen er et skønt eksempel på den kreative diversitet der hersker i dansk jazz.

Doctor Django and his Nurses

Ginne Marker: For seasons to come (Giant Birch) LP/DL/stream

Den 24 årige Ginne Marker sender i dag sit debutalbum på gaden. Hun har allerede gjort stort indtryk på eksempelvis Spot Festival og vundet diverse priser på hjemmebanen i Ålborg. Nu gælder det hele landet. 

Hun er sammen med et hold erfarne musikere på pladen, der er udgivet af Aske Jacobys nystartede selskab Giant Birch - og Aske medvirker såmænd også selv på et par numre.

Ginne Marker både synger og spiller guitar på de selvskrevne numre. Stilen er rundet af jazzen. I et balladeunivers, der har taget farve af både pop, swing og singer-songwriter betager Ginne Marker med det samme. Hendes udtryk er afklaret, roligt og veldefineret. 

Pladen er af den slags man sætter på, når der brug for en stille stund. Hvor det eneste der snurrer rundt er pladetallerkenen. Musik fyldt med varme og nærvær. Ginne Marker efterlader et modent indtryk. Stemme og guitar hænger sammen, som det kan høres på Saint, hvor hun bruger den akustiske guitar. Der er pariserswing a la 20’erne på La vie en glace. Der er numre der dyrker de klassiske pop-dyder, hvor der tales til følelser som Tick of time og 3 and five.

For Seasons to come er et meget vellykket og anbefalelsesværdigt album, hvor Ginne Marker er stjernen der funkler. Hendes stemme, guitar og gode sange er en samlet pakke der er langtidsholdbar.

Ginne Marker

Richard Andersson & Immergrün: What’s new? (Hobby Horse Records) LP/CD/DL/stream

Det er anden gang i år, at bassisten Richard Andersson er med på en plade med vaskeægte jazzstandards. Og alligevel er det noget helt andet denne gang. Han har taget de to tyske free jazz legender Rudi Mahall på basklarinet og Henrik Walsdorff på altsax med i studiet sammen med trommeslageren Kasper Tom. 

Her har de kastet sig over vidunderlige melodier som Dewey Square, Bye-ya, Tea for two og Four Brothers. Det er helt forrygende at høre de uopslidelige melodier med et frisk og ukrukket udtryk.

Her spiller de med overskud og energi. Det er jazz som den har lydt siden Monk, Parker og de andre gav swingjazzen et uppercut. Andersson styrer butikken på bedste vis, mens de andre syder og bobler løs på de veloplagte versioner af klassikerne. Det er meget let at holde af, når der tændes op for den virtuelle pibe og jeg gennem de tåger der ikke er der, bliver blæst omkuld af den seje kvartet. På den digitale udgave er der fire ekstra numre.

Richard Andersson

The Way Out: Yes we are (InsulaMusic) LP/DL

Da jeg anmeldte trioen The Way Out’s anden plade for fem år siden, skrev jeg at de allerede havde indspillet deres tredje plade og udvidet trioen med endnu et medlem. Nu er den her så. Efter en lang blomstring ude på jazzmarkerne, er blomsten klar til at blive plukket og stillet frem i stuen.

The Way Out består af T.S. Høeg på altsax, Jonathan Aardestrup på bas, Jens Lopes på trommer og det dengang nye, men nu efterhånden gamle medlem, Mads Egetoft på tenorsax. De spiller heftig, rytmisk, til tider stramt, swingende og sanselig jazz, der gerne afvikles i et højt tempo med mange krævende skift. 

Intet er helligt for kvartetten. Det skulle da lige være spontanitet og improvisation. Det er en befriende og kærlighedsfyldt jazzplade. Veteranen T.S. Høeg shiner sammen med de yngre musikere - de giver hinanden noget af det bedste man kan forestille sig. Tak for jazz, bliver jeg nødt til at fremstamme.

Henrik Olsson: Hand of Benediction (Barefoot) LP/DL/stream

Den eventyrlystne og nysgerrige guitarist Henrik Olsson er sammen med Jeppe Skovbakke på bas og Rune Lohse på trommer på albummet Hand of benedicition. I en malstrøm af free jazz, avantgarde rock og eksperimenter kaster Henrik Olsson lytteren ind i et roterende virvar. Henrik Olsson er guitaristen der ikke giver slip når han giver los. Jeppe Skovbakke og Rune Lohse er gode til at blende ud og ind mellem rytmer og skæverter.

Undervejs gæster Julie Kjær på fløjte og basklarinet og Kristian Tangvik på tuba. Albummet ligger i god forlængelse af det som han eksempelvis har lavet i The HUM og Penumbra Ensemble og også de to albums han medvirkede på med Janis Görlich. Det er inspirerende at høre musik i fri bevægelse, hvor de Henrik Olsson har en klar vision med det samlede udtryk. Derfor fremstår albummet også meget helstøbt. 

Barefoot Records

Jazznytprisen 2019 går til Abekejser

For første gang går Jazznytprisen til et band. Det er århusianske Abekejser der får prisen. De har lige udsendt deres debutalbum, Floating through the universe, der til fulde indfrier forventningerne. Her på bloggen har de været en favorit i flere år - på grund af nogle fede koncertoplevelser og nogle suveræne videoer. De fem musikere skaber fordybelse, forundring, fest, farver og forløsning. 

Jazznytprisen gives hvert år til en kunstner, der med nytænkning er med til sprænge jazzens rammer. En kunstner der med udgangspunkt i jazzen bevæger sig frit rundt i musikkens verden. En kunstner der laver jazz der kommer længere ud end jazz normalt gør. En kunstner der ikke er bange for at udfordre lytterne og give dem store oplevelser.

Abekejser er et kollektiv, hvor hver enkelt musiker med deres musikalske personlighed sikrer et originalt udtryk. Jon Døssing Bendixen på tangenter har udviklet sin signaturlyd - noget der kendetegner store keyboardbetvingere som eksempelvis Herbie Hancock og Kenneth Knudsen. Adrian Christensen spiller udelukkende på Moog bassynth - som kun en jazzbassist kan gøre det. Adrian både udfordrer og er tro mod det grundlæggende groove. Frederik Emil Bülow er en sand virtuos ud i et heftigt jazzet og hip hop influeret trommespil. Rasmus Fisker Pedersen på trommemaskinen, giver Abekejser et helt særligt touch og overskud med sit minimale udstyr. Jeppe Lavsen er udfordrende, skæv og direkte på guitaren. 

Gå ud og oplev Abekejser på en scene. Det gjorde jeg i weekenden, hvor jeg gav dem prisen i forbindelse med den første Moorjazz Festival. Her startede de ud i et mørkt og tungt billedskabende univers. De bevægede sig over mod festen, der selvfølgelig eksploderede med titelnummeret Floating through the universe. Med koncerten gav de publikum en videunderlig rejse. Det gør de også på pladen, der både findes på vinyl, CD og streamingtjenesterne. Pladen er iøvrigt udgivet af det meget aktive unge norske pladeselskab AMP Records. 

TIllykke til Abekejser og tak for musikken. Prisen består - ligesom de foregående syv - af en tegning lavet af min søster samt - i dagens anledning - fem flasker bobler, der på behørig vis blev tømt efter koncerten.

Tidligere modtagere af prisen:

2012: Stefan Pasborg

2013: Jakob Bro

2014: Carsten Dahl

2015: Jakob Buchanan

2016: Jens Mikkel

2017: Lasse Mørck

2018: Janne Mark

Abekejser: Floating through the universe (AMP Music & Records) LP/CD/DL/stream

Det er over to år siden at deres første sang dukkede op på youtube. Den var ledsaget af en fed animationsvideo. Ligesom de følgende sange også var. Fuldlængde albummet lod vente på sig. Nu er den her endelig.

Abekejsers debutalbum er en farverig musikalsk fest. Jon Døssing Bendixen på keys og vocoder, Jeppe Lavsen på guitar, Frederik Emil Bülow på trommer, Rasmus Fisker på trommemaskine og Adrian Christensen på bas synth udgør Abekejser. Musikken er elektrisk til op over begge ører. Det er også organisk og levende musik, der i sit grundudtryk er kompleks og fyldt med spontanitet og ligefremhed. 

Det er jazz, fusion, hip hop, afro, funk og et givende musikalsk overskud. Numre som Robomance og Nocturnal Observer er filmiske og fyldte med atmosfære. Der er også dansenumrene, hvor titelnummeret Floating through the universe skylder sit til Daft Punk og Herbie Hancock. Her giver Jon Døssing Bendixen den op på vocoder, ligesom han også gør på Magical. 

En af Abekejsers mange forcer er deres uimodståelige charme. Jeppe Lavsens originale og krøllede guitarspil, Frederik Emil Bülow virtuose trommespil, der får pace og luft fra Rasmus Fiskers trommemaskine. Adrian Christensens lækre tunge Moog bassynth og Jon Døssing Bendixens fantasifulde keyboardspil. Det er opskriften på et af årets bedste danske jazzalbums. Det er et stærkt anbefalelsesværdigt fremtidsjazzalbum, der placerer sig solidt i nutiden. I øvrigt bør du heller ikke snyde dig for en live oplevelse med Abekejser.

Abekejser

Bremer/McCoy: Utopia (Luaka Bop) LP/DL/stream

Det er næsten 6 år siden, at debutpladen Enhed udkom. Siden er duoen Bremer/McCoy stille og roligt vokset frem. Ligesom deres musik. Nu er de klar med fjerde album, der udkommer på David Byrne’s pladeselskab Luaka Bop og dermed bliver lanceret i en langt større skala, end de foregående albums. Det nye album bringer gudskelov ikke revolutionerende nyt med Bremer/McCoy. Det nye album er et destillat af det som de har bygget op.

Her er ro, hvor vi dvæler ved detaljer og fortaber os i vinylens riller. Det er musik, der i sit lyriske indre opbygger behagelige stemninger. Det er musik, hvor man svømmer væk og lader op. Bremer/McCoy har en musikalsk formel, der står tindrende klar. Lige til at blive omfavnet. Enkle titler som Højder, Tusmørke, Vågner, Salig og Dråber betegner rammende den rene organiske musik. 

Utopia er den kunstneriske kulmination for Bremer/McCoy. Nordisk jazz og roots reggae har aldrig været smukkere sammen. Morten McCoy på tangenterne og Jonathan Bremer på kontrabassen har lavet årets jazzhit. Albummet der kommer til at nå ud til et stort publikum. Den debuterede på andenpladen på vinylhitlisten i den forgangne uge. Der er ikke så meget andet at gøre end, at købe den. Hvis du tør, at tage den med ro.

Bremer/McCoy

Lumen Drones: Umbra (Hubro) LP/CD/DL/stream >> Skarbø Skulekorps (Hubro) LP/CD/DL/stream

Det er uden at overdrive, et af mine yndlingspladeselskaber. Norske Hubro Music fylder 10 år. De fejres eksempelvis ved fire koncerter ude i Europa, med tre toneangivende kunstnere fra selskabet; Erlend Apneseth Trio, Building Instrument og Bushman’s Revenge.

Alene i år har jeg begejstret skrevet om seks af deres nye udgivelser. Jeg når ikke at skrive om dem alle. Nu er der to mere, som jeg simpelthen bliver nødt til at fortælle om.

Lumen Drones med Nils Økland på hardangerfele og violin, har udgivet deres andet album på Hubro. Den første havde ECM fingrene i. Dengang var jeg meget rosende. Derfor er det også en ekstra stor fornøjelse at lytte til album nr. 2, der viser nye sider fra bandet. Økland er sammen med guitaristen Per Steinar Lie og trommeslageren Ørjan Haaland fra postrockgruppen The Low Frequency in Stereo. I det nye møde mellem postrocken og Øklands fiol, der balancerer mellem folkemusik og prog, hersker et betagende og eftertænksomt udtryk. Mere ro og mindre vrede. En meget stærk plade.

Som et nyt bud på et skoleorkester har Øyvind Skarbø fra trioen 1982, lavet Skarbø Skulekorps. Det er et noget alternativt skoleorkester. For det første er de alt for gamle. På den anden side, er der skæve elementer i det, som kan minde om noget man kan høre på en charmerende skoleorkesterplade fra 70’erne.

Forskellen er at Skarbø Skulekorps bevidst bruger det rytmisk skæve og rodede. Blæsere der kommer for sent eller tidligt ind. Lyt feks. til Four Foxes, hvor det 7 mand store korps sætter ret præcist ind med det upræcise. Undervejs får de iøvrigt hjælp af Møhlenpris Foreldrekorps. En popplade fra et uopdaget parallelunivers.

Hubro Music

Frekvens på Scene 7 i Herning 01-11-19

Det var ottende gang, at Frekvens præsenterede unge up coming bands på Scene 7 i hjertet af Herning. Med lidt over en uge til Moorjazz Festival - den første jazzfestival i Herning - blev præsenteret fem bands, hvor fire af dem havde hentet stor inspiration i jazzen. To af dem spiller også Moorjazz Festival.

Første band var århusianske Solmyr. Med den velsyngende Miriam Villekjær Lassen på vokalen i front og nogle yderst velskårne popmelodier fængede de fra starten. Det er selvfølgelig også ekstra fedt, at der var blæs, sax og trompet med i bandet, der lagde et højt niveau for aftenen.

Vilja havde taget turen fra Odense. Det var deres anden koncert i Herning, denne fredag. De havde spillet en pop-up eftermiddagskoncert på biblioteket i Herning for, at gøre reklame for aftenens Frekvens arrangement. I forhold til eftermiddagens koncert havde trioen, der i dagens anledning havde en gæstetrompetist med, skruet op for for det hele. Den ellers rolige nordisk inspirerede jazz fik et ekstra spark, så det unge fredagsramte publikum i salen ikke overdøvede musikken. Det var en sand fornøjelse at høre Vilja, der også spiller på Moorjazz Festivalen - iøvrigt lige før norske Espen Eriksen Trio. Så er den lyriske jazz sikret.

Aardvark er opstået på MGK i Holstebro og har medlemmer fra Struer, Lemvig og Holstebro. De spillede nutidig fusionsjazz med funky elementer. De kørte ned ad den groovy vej, hvor blæs og kollektivet bar dem frem. Bandet spiller også på Moorjazz Festival, hvor de hele dagen kommer under banddoctor behandling af Jens Mikkel fra I Think You’re Awesome i en åben bandclinic, hvor publikum kan følge med i processen, inden de spiller koncert sidst på eftermiddagen.

Femur fra Århus tog mig med storm - her var klare elementer fra slut halvfjerdsernes og start firsernes dansk sprogede musik, hvor både congas og saxofon er vigtige indslag. Sammenspillet og den store glæde ved at står på scenen skinnede tydeligt igennem. Stemningen i salen fik et ekstra løft. Det er helt klart et band jeg vil holde øje med i fremtiden.

Aftenens sidste band, var Herning/Skjern bandet Public Buffalo, der havde samlet en bunke entusiastiske supporters oppe foran scenen. Som trommeslageren sagde til mig tidligere på aftenen, så var de aftenens sorte får. De spillede med tydelige rod i alternativ rock - og havde ikke meget jazz i sig. Det ændrede dog ikke på deres solide output. En eksplosiv afslutning på en vild aften.

Jeg kan ikke helt få armene ned. Esben Aarup fra Frekvens havde sammensat et perfekt program som forret til Moorjazz Festival. Niveauet var tårnhøjt hele aftenen og bandsene havde ingen problemer med at komme ud over scenekanten.

Frekvens på Facebook