Det er ikke nogen ny konstellation. I starten hed de Lars Bech Pilgaards Slowburn. Det er stadig ham der har skrevet, arrangeret og produceret musikken. Han er sammen med Thommy Andersson på bas, Lars Greve på klarinet og saxofon og Thomas Eiler på trommer, lige som på de foregående tre plader fra 2012, 2014 og 2016. To af de udgivelser er havnet på Jazznyts lister over årets bedste jazzplader. Vi har med andre ord at gøre med udgivelse hvor forventningerne er tårnhøje fra min side.
Lars Bech Pilgaard har skabt et filmisk og afdæmpet album, der er smækfyldt med stemningsmættet musik. Musik der på den ene side skriger på billeder, som den kunne være soundtrack til og på den anden side står helt selv, uden billeder. Det er fyldig musik, hvor der er stærke bånd til Lars Bech Pilgaards opvækst i det vestjyske. Han bruger relationen til egnen og sindelaget i musikken. Den traditionsrige udsyngning af de døde, forbindelsen mellem naturen, mennesket og Vesterhavets altopslugende kraft. Elementer der bidrager til at skabe forbindelsen til den særegne ånd; folketroen.
Musikken bevæger sig langsomt afsted udover hedearealerne som mosekonens bryg i tusmørket. Kvartetten befinder godt der i halvmørket, et sted mellem tryghed og uhygge. De tager os med ud i et det vestjyske med musik der har rødder i jazz, skæv rock og ny kompositionsmusik. Det er et berigende album fra Slowburn, der kommer til at holde længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar