Selvfølgelig vidste jeg, at det var den store forkæmper for jazzens traditioner der ville stå på scenen sammen med Jazz at Lincoln Center Orchestra. Men hvilket materiale Wynton Marsalis og orkestret, der ikke havde været i Danmark siden 1995 ville spille, havde hverken jeg eller andre publikummer den fjerneste anelse om. Copenhagen Jazz Festival havde ikke skrevet andet end, at det ville foregå i DR Koncerthuset.
Det femten mand store orkester indtog scenen i en fyldt sal, med Marsalis i spidsen. De startede ud med Back to basics fra Marsalis’ 1997-album Blood on The fields, hvor han selvfølgelig førte an på trompeten. Det var ikke en indikation for resten af aftenen. Der blev istedet spillet musik af det lille Big bands medlemmer. Andet nummer var Jelly Roll Mortons The Crave i et forrygende latin-inspireret arrangement af orkestrets bassist Carlos Henriquez.
Den unge trombonist Chris Crenshaw var i fokus flere gange med egne kompositioner og et Dizzy Gillespie arrangement. Han var tydeligt båret af gospel-traditioner. Orkestret spillede dele fra de forskellige medlemmers større værker. Altsaxofonisten Sherman Irby’s The Inferno, tenorsaxofonisten Victor Goines’ Untamed elegance og altsaxofonisten Ted Nash’s The Transformation. De nåede også omkring Wayne Shorter og Bill Evans.
Koncerten var en aktuel præsentation af de projekter som Jazz at Lincoln Center Orchestra arbejder med og præsenterer for publikum i USA. Koncerten var den første på en længere Europa-tur. Ja det var en meget konservativ og ultra-amerikansk præsentation af jazzen. Det var også en ekstremt velspillet og veloplagt omgang med musikere, der strålede af spilleglæde og kom ud til publikum.
Alle musikerne nåede at få deres solospots i løbet af koncerten - og der var ingen der faldt igennem. Hvis jazzen skal præsenteres som en slags klassisk koncertmusik, så kan det ikke gøres bedre end med Jazz at Lincoln Center Orchestra. Det var en klasse opvisning.
Wynton Marsalis holdt sig, udover at præsentere musikken, pænt i baggrunden. Først til sidst trådte han frem på scenen, da resten af blæserne havde forladt scenen, hvor han sammen med rytmegruppen gav os en lille omgang tight spillet kvartetjazz.
Der er en god grund til, at Wynton Marsalis pryder Vinterjazzplakaten og betragtes som årets hovednavn. På en festival hvor jazzen stritter ud og strejfer, kan der også rækkes ud til jazzens historie - det handler ikke kun om konservatisme og bevarelse. Det handler om respekt for jazzen, hvor fortiden lever smukt i nutiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar