Kan man være svenskofil? Eller måske bare skabssvensker. Jeg er. Ja gu' fanden er Systembolaget noget mærkeligt noget - indtil du opdager det kæmpeudvalg de har på hylderne. De har et udvalg som hverken Bilka eller Kvickly nogensinde har drømt om at ville præsentere. Nå men det handler ikke om sprit det her - heller ikke det som bruges på hænderne.
Det handlar om svenska språket och den ljuva natten. Det handler om Monica Zetterlund og den danske sangerinde Cathrine Legardhs hyldest til den store svenske sangerinde.
Cathrine Legardh synger med en let mørk stemme, hvor mystik, spænding og sensualitet lurer lige under overfladen. Det passer perfekt til fortællingen om Monica Zetterlund. Catrine Legardh er sammen med pianisten Jacob Christoffersen og bassisten Jesper Thorn. Sammen med de to musikere får hun sat en intim ramme om Zetterlunds mange kendte numre; Monicas Vals, Sakta vi gå genom stan, Trubbel og alle de andre. Det er blevet hyggeligt album, hvor Cathrine Legardh har to fantastiske medspillere. Jacob Christoffersen har været med hele vejen, da Cathrine Legardh startede med at synge Zetterlund i 2011. Dengang var det med Hugo Rasmussen på bas. I dag er det Jesper Thorn der myndigt indtager den plads.
Jeg er ikke blevet mindre svenskofil efter at have hørt albummet. Jeg får næsten lyst til en Blå Pripps. Det är en jätteskön skiva.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar