Nu kommer der en anmeldelse som ikke minder nogen af de forudgående 3200 anmeldelser jeg har lavet.
Anmeldelsen er en frustration over to ting.
Den ene er, at der er alt for får der læser mine anmeldelser.
Den anden er, at der er alt for få der lytter til Hvalfugl.
Det første kan jeg løse ved, at reklamere på Facebook, det er der læserne skal findes. Da bloggen ikke er indtægtsgivende, er det ikke den smarteste løsning i forhold til min privatøkonomi. Jeg kunne også begynde, at skrive lige så godt som jazzanmelderkoryfæer som Dan Turell eller Erik Wiedemann - så ville læserne måske flokkes om bloggen, ligesom duerne gør omkring den tabte hotdog på Rådhuspladsen.
Den anden frustration omkring Hvalfugl skal du - læseren - hjælpe mig - bloggeren/jazzanmelderen - med. Når du læst det her, så finder du musikken på din foretrukne platform - lytter, trækker vejret et par gange og sender en besked til din bedste, næstbedste eller bare en ven og fortæller, at Hvalfugl er det fedeste. Det beder du selvfølgelig også vennen om at gøre. Så må det være muligt, at få Hvalfugl til at overtage 1. pladsen på Spotify hitlisten i løbet af kort tid.
Hvalfugl er noget af det smukkeste der sket for dansk jazz i mange år. Det bliver bare ved. Nu med tredje album, Øjeblikke vi husker. Deres velskabte blanding af nordisk jazz og folk er samme sjældne liga som Kenny Drew og Niels Henning Ørsted Pedersens Duo eller Bremer/McCoy. Musik der bygger bro mellem udspringet, det danske, den nordiske tone, klangen, melodien der er højskolesangbog eller salme, folkemusik og jazzen.
På tredje album medvirker der som noget nyt, gæster på enkelte numre. Der er kommet trompet (Jakob Sørensen), trommer (Little North’s Lasse Jacobsen) og cello (søstrene Gabriella og Rebecca Carvalho Silva Fuglsig) med. Ellers er det stadig de tre musikere, Jeppe Lavsen på guitar, Jonathan Fjord Bredholt på piano og Anders Juel Bomholt på bas der udgør Hvalfugl og med det nye album har givet et album der er lidt bedre end det foregående, hvilket jeg ikke troede var muligt. Lige fra åbningsnummeret Snefald over fjorden til afslutningen Der hvor alting ender, bliver vi taget med på en bevægende rejse, der nok skal hjælpe os gennem efterårsregn, rusk og coronarestriktioner.
Jeg kunne næppe være mere enig i en anmeldelse. Tak for tippet. Kh Martin Loft
SvarSlet