lørdag, december 05, 2020

Caktus: Under solen (Barefoot) LP/DL/stream

 

Der er fem medlemmer af bandet Caktus; to saxofonister, to bassister og en trommeslager. Det er altsaxofonisten Maria Dybbroe der har skrevet musikken og der hører et digt til hver af kompostionerne. De er trykt på det meget smukke gatefold-cover der hører til vinyl-udgaven. De 12 digte er skrevet af forskellige digtere. Der er erfarne folk som Pia Tafdrup og TS Høeg og yngre fremadstormende digtere som eksempelvis Jens Kæmpe. Maria Dybbroe har skrevet et indrammende digt til pladen med titlen Under solen.


“Livet folder sig ud” som der står i digtet. Det er lige det som kvintetten gør foran os. Maria Dybbroe  er sammen med altsaxofonisten Zeki Jindyl, der er mest kendt fra det eksperimentelle syrepunk band Narcosatanicos, i front. Deres eventyrlystne møde med altsaxofonerne er fyldt med glæde og originalitet. De to bassister Frederik Hagner og Thorbjørn Kaas er gode i rytmiske duetter, afveje og minimalistiske harmonier. 


Trommeslageren Tobias Andreassen er kittet der holder vinduerne fast i rammerne. Pladen er afvekslende og skiftende i lyd og stemning. Der er en masse små detaljer undervejs, der er værd at lægge mærke til. Eksempelvis slutter side A med et loop, der fungerer perfekt som uendelig minimalisme. Det hører til nummeret Stærke Strømme, hvor Tanja Schlander skriver: “Ad de stærke strømme bæres jeg bævende. Den tager mig mildt på langryggen og flyder mig med.”

Bandcamp

Ingen kommentarer:

Send en kommentar