fredag, december 04, 2020

Janne Mark: Kontinent (ACT) CD/DL/stream

 

Hun bruger to rodfæstede musikalske genrer, der begge har stærke traditioner; salmerne og jazzen. Hun kombinerer dem og bruger dem som et sprog, en udtryksform. Hun revolutionerer ikke genrerne. Hun løfter dem simpelthen et andet og nyt sted hen. Det er blandt andet derfor at Janne Mark er noget helt særligt og originalt. Derfor fik hun også Jazznytprisen for 2 år siden. 


Janne Mark er nu aktuel med albummet Kontinent, hvor den norske trompetist Arve Henriksen atter er med som gæst. Han får følgeskab af landsmanden Nils Økland, der spiller hardangerfele og violin. Hvis jeg havde armene langt over hovedet i forbindelse med Pilgrim albummet i 2018, så bliver jeg nødt til at montere armforlængere denne gang. 


Janne Mark åbner albummet med en stribe mesterværker. Først er der Altid allerede elsket, som Janne Mark har skrevet med udgangspunkt i Peter Bastians bog af samme navn. Herefter følger Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der også er med i den nye udgave af Højskolesangbogen, hvor Janne Mark også har fem andre sange med. Det er Naja Maria Aidt der har skrevet teksten til sangen, der på pladen får et ekstra løft af Arve Henriksens smukke trompetspil. 


Herefter sker der et skifte til den engelsksprogede Kingsfold, der er skrevet af skotten Horatius Bonar i 1846. Det er den første engelsksprogede salme af fire på pladen. Undervejs dukker der også lidt norsk op, når Arve Henriksen reciterer teksterne til et par af salmerne.  Nils Økland åbner salmen Ny begyndelse med hardangerfele inden Henrik Gunde tager over på flygel sammen med Esben Eyermann på bas og Arve Henriksen på trompet.


Gå i stilhed på ukendt grund

altid i det uvisse, på vej,

noget vågner til live, gror

åbner sig på gamle pilgrimsspor


Som i barnets og stjernens nat

bryder frem en ny begyndelse

håbets ankomst i hjerter, sind

lar forandringslyset skinne ind.


Tak til Janne Mark for et album, der giver så meget mere end det der umiddelbart kan høres.

Janne Mark

Ingen kommentarer:

Send en kommentar