tirsdag, december 01, 2020

Marius Neset/Danish Radio Big Band/Miho Hazama: Tributes (ACT) CD/DL/stream

 

Danmarks Radios Big Band er inde en ny gylden periode, hvor der sker rigtigt meget spændende med internationale samarbejder. Mest markant er selvfølgelig ansættelsen af den japanske dirigent Miho Hazama, der bor i New York. Hun har allerede - trods sin unge alder - et omfattende kunstnerisk CV.


Nu kan hun føje albummet Tributes til listen. Det er den første udgivelse med big bandet og japaneren. Det er den norske saxofonist Marius Neset der har skrevet og arrangeret musikken, som han selvfølgelig selv spiller for på. Neset er uddannet i København på det Rytmiske Musikkonservatorium - og har boet i hovedstaden i 17 år frem til sidste år, hvor han flyttede tilbage til hjemlandet.


Det var den sidste musik han skrev inden han flyttede fra byen. Der hersker en let og lys stemning i musikken, hvor han kalder byen for Bicycle Town. Albummet afsluttes med Children’s Day - en suite i tre dele, der meget passende er med til at markere en ny overgang i Nesets liv efter, at han er blevet far. Han skildrer glæden og de nye og hidtil ukendte følelser, det vækker at blive far.


Lyt endelig til albummet, der sætter tyk streg under den nye epoke, som er startet for det over 50 år gamle big band.

DR Big Band

Ingen kommentarer:

Send en kommentar