onsdag, september 01, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #1

 

Disco har været en del af min musikalske bevidsthed siden 1979, hvor jeg var 11 år og fik albummet Disco Action. Her var Chic's Le Freak og Sister Sledge's He's The greatest dancer blandt hovednumrene. Selv da jeg i min pure ungdom begyndte at opsøge punken og dens afarter blev jeg fortsat fortryllet af basgangen på He's the greatest dancer. Jeg har aldrig sluppet discoen - eller måske har den ikke sluppet mig. Jeg har dyrket alle dens fætre og kusiner; soul, funk, house, electro, hip hop, easy listening, afro, latin og fusion.


I dag er jeg sådan en type, der kalder sig Jazzy Niels på Instagram og har en jazzblog. Jeg er en jazzer. Det er discoens hi hat ligeglad med. Den kan til enhver tid hypnotisere mig. Få kroppen til at rotere og smide pegefingeren op i luften i et rytmisk sving. 


Hvad sker der når man kombinerer disco og jazz?


70'erne var hårde ved den akustiske jazz. Mange af 60'ernes stjerner havde i stor stil forladt den til fordel for den nye tids elektriske jazz. Wayne Shorter spillede i Weather Report, Herbie Hancock havde Headhunters, Chick Corea havde Return to Forever og deres gamle læremester Miles Davis var fra midten af 70'erne helt ude af jazzen.

Hvad skete der så med de andre? Stanley Turrentine, Art Farmer, Freddie Hubbard, Jackie McLean, Sonny Rollins, Herbie Mann, Donald Byrd, Benny Golson, Willie Bobo, Idris Muhammad, Blue Mitchell, Lionel Hampton og Candido?

De begyndte at spille disco og funk, der lugtede af jazz. Det virkede på dansegulvet - og verden kunne ikke få nok disco fra 1975 til 1980. 


De blandede deres jazzevner med heftige fire fjerdedels rytmer, dyb bas, korsang og strygere - og det bedste af det hele var, at det var håndspillet af levende musikere i et studie i Los Angeles, Philadelphia eller New York.

Det var og er ikke noget der på nogen måde fremhæves i jazzens historie. Snarere tværtimod. Kapitlet om disco jazzen finder man i jazzens glemmebog. På Wikipedia kan man ikke læse om disco jazz. Der er beskrivelser af de nært beslægtede genrer til disco jazz; jazz funk, jazz rock, smooth jazz, fusion og acid jazz. Men disco jazz findes!


Blandt de over 1.000.000 plader der er registreret på det brugerdrevne site Discogs.com under genren jazz finder man over 15.000 plader der er registeret med disco som stilart. Altså jazz, hvor der indgår discoelementer. Andre eksempler er jazz med bossa nova, hvor der er registeret over 20.000 eller jazz med swing med over 94.000.


"Except for a couple wack disco songs, this album is really good. A great batch of mid-'70s jazz-funk and fusion vibes."

Discogs-bruger om Gene Harris albummet In a special way fra 1976


The Definition of a jazz sound


Hvad er discojazz? 


Her er min definition.

Rytmen går I firefjerdedele. Der er en dyb og synkoperet bas. Der er percussion, ofte i form af congas. Der er stryger- og blæsersektion. Korsang, elektriske keyboards og rytmeguitar. Det er definitionen på disco. 

Og adskillelsen fra almindelig disco til discojazz går primært på at sangeren er skiftet ud med en jazzinstrumentalist, der både spiller melodistykker og improviserede soli, som det kendes fra jazzen. Der er selvfølgelig mange undtagelser og afvigelser af min beskrivelse.


I de tidlige 70'ere begynder der at dukke plader op med noget der kan minde om disco der krydser klinger med jazz. F.eks. den tyske klarinetist Rolf Kühns plade New Happy Discothek fra 1972. Det er også i 1972, at det første nummer, der kan kategoriseres som disco jazz udkommer. Det er ikke fra USA, som ellers kom til at dominere disco. Det er saxofonisten Manu Dibango fra Cameroun, der boede i Frankring og indspillede hittet Soul Makossa sammen med franske jazzmusikere. Singlen blev udgivet af det lille franske selskab Fiesta, der primært beskæftigede sig med afrikansk musik. Det var den amerikanske DJ David Mancusco der bragte den til USA, hvor pladeselskabet Atlantic senere udgav den og den røg ind på den amerikanske hitliste. Stilen var afrofunk med elementer af den camerounske stilart makossa. Manu Dibango spillede en heftig saxofon på nummeret, der kan minde om saxlyden fra 50'ernes rock'n'roll. Nummeret blev iøvrigt genindspillet af mange andre kunstnere i 70erne. Det er musik der er lavet til dansegulvet.. Den blev et hit USA og nåede en 35. plads på Billboards Hot 100 i 1973. Omkvædet: "ma-mako, ma-ma-sa, mako-makossa" og saxofonen går lige i dansefødderne. 


I 1973-74 tager det så småt fart. Philadelphia studie-bandet MFSB laver albummet Love is the message, der indeholder instrumentalhittet T.S.O.P. (The Sound of Philadelphia). Nummeret blev brugt som intro til tv-programmet Soul Train. Eksempelvis medvirker den senere så berømte jazzbassist Anthony Jackson på nummeret.
 


I 1974 lancerede Billboard hitlisten Hot Dance Club Play. Den afspejlede det der blev spillet på diskotekerne i New York og andre toneangivende storbyer i USA. Her gik jazzfløjtenisten Herbie Mann nr. 1 i februar 1975 og holdt positionen i fire uger med nummeret Hi Jack fra albummet Discoteque. Det her er historien om discojazzen. Den starter i 70erne og slutter med Tom Browne og Funkin' for Jamaica (N.Y.) der udkom i sommeren 1980 og blev nr. 1 på Billboards R&B Hitliste. Den blev til gengæld aldrig repræsenteret på Billboards Hot 100.


Der blev stadig lavet noget jazz der lugtede af disco i starten af 80'erne. Men uskylden var væk. Der kunne ikke klemmes mere ud af det møde. Det begyndte at være ligegyldigt.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar