En forladt neonoplyst byggetomt, hvor rustfarvet sand fyger henover fundamentet til den bygning der aldrig opført. En svag konstant summen fra lysstofrørene er soundtrack til en menneskeforladt verden. Meditative støjsonetter svæver gennem rummet.
Det er Frederik Sandfeld der er manden bag Fractionations, hvor støjæstetik, slideguitar, ambient, punket minimalisme, droner og lydcollager skaber grundlaget. Det er både tillokkende, dystert og grimt.
Han kommer oprindeligt fra en baggrund i bands som Bear with me og The boy below. Under coronanedlukningen gik han i gang med dette projekt, hvor han var ene mand i selskab med båndmaskiner, effektpedaler, synthesizere og field recordings. Narcosatanicos saxofonisten Zeki Jindyl er med på det afsluttende nummer, Havoc. Fractionations er endnu et godt eksempel på den nye kreativitet der kom i spil under isolationen i 2020, hvor det at være alene om musikken gav nye retninger. Frederik Sandfeld har sat et solidt aftryk med denne udgivelse der kommer på kassettebånd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar