Oldtidens mest kendte kvindelige digter Sappho eller Sapfo, der levede 630 år f.v.t. har skrevet teksten på albummet Fragment 94. Det er digteren Mette Moestrup der fremfører sin egen og filologen Mette Christiansen nyoversættelse. Digtet Fragment 94 - der er ganske kort - breder sig ud over 2 pladesider. Det er historien om Sapfo og en kvinde der er ved at forlade hende. Digtet føres sprogligt op i nutiden, hvor eksempelvis ord som "babylove" dukker op.
Anders Lauge Meldgaard - der bla. er kendt for Frisk Frugt og som medlem af Aar & Dag - har skrevet musikken der fremføres af strygerkvartetten Halvcirkel - der bla. medvirkede på Laurits Hilding Hyllesteds Darling River og flere af Anders Lauge Meldgaard udgivelser.
Det er et genialt træk at lade de enkelte ord få så meget luft og lade dem omkranse af Anders Lauge Meldgaards musik. To violiner, en bratsch og en cello fremfører den minimalistiske musik, hvor åbne ender og frie slutninger lader de fire musikere vælge deres egne veje eller tolkninger. Det er klassisk kammermusik, der løftes ind i nutiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar