P som i Piano - første del

 

Så er det tid til piano-tema på bloggen. De næste 3 dage gennemgår jeg 12 aktuelle plader med klaveret i hovedrollen. De er fra 10 forskellige lande; Polen, Japan, Israel, Finland, Sverige, Holland, Spanien, Tyskland, USA og Danmark. De har hver især fine kvaliteter der gør, at de er værd, at lytte til. God fornøjelse.

Eyal Lovett: Through The rain (Berthold)

I Danmark har vi mange herboende udenlandske jazzmusikere. En af de nyere i flokken, er den israelske pianist Eyal Lovett der bor i Danmark, hvor han studerer på solistprogrammet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Han er aktuel med triopladen Through the rain, hvor den herboende tjekkiske bassist Jan Sedlak er med. Det er triojazz der vil tiltale yndere af eks. Brad Mehldu og Shai Maestro. Niveauet er tårnhøjt. Der flyder en rolig lyrisk åre i musikken.

 

Marcin Wasiliewski: En Attendent (ECM Records)

Den polske pianist Marcin Wasiliewski har gennem mange år haft den samme faste trio. Med jævne mellemrum siden 2008 er der kommet en plade med trioen med på ECM Reccords. Fælles for dem er, at de aldrig skuffer. Han har en unik evne til at blande det melodiske og komplicerede. Der er stærke rødder i europæisk jazz, hvor der ikke er langt til klassisk musik samtidig med, at udsynet er med.

Ayumi Tanaka Trio: Subaqueous Silence (ECM Records)

I Norge har den japanske pianist Ayumi Tanaka boet siden 2011. Her har hun bla. lavet plader sammen med Thomas Strønen og Christian Wallumrød. Hun har gennem flere år haft en trio med Christian Meaas Svendsen og Per Oddvar Johansen, hvor de bla. har udgivet deres plader på eget selskab Nakama og senest norske AMP. Nu er de rykket til ECM Records, der skal hjælpe med at løfte dem ud i verden. Det er kammerjazz med inspiration fra japansk klassisk musik og norske komponister.

 

Frank Dupree Trio: Nikolai Kapustin Blueprint (Capriccio)

Den russisk/ukrainske komponist Nikolai Kapustin døde i 2020. Han blev kaldt en russer i Gershwins klæder. Det giver den tyske pianist Frank Dupree os et indblik i på albummet Blueprint. Sammen med sin jazztrio spiller han 23 forskellige kompositioner fra Kapustins karriere. Dupree har en klassisk baggrund og har tidligere lavet plader med Kapustins klassiske musik. Det er en plade med et andet jazztemperament end jeg er vant til. Enkelte numre fremstår skabelonagtige og staffagefyldte. Andre numre som åbningsnummeret er ren Gershwin-glæde, der swinger elegant afsted. Paraphrase on Blue Bossa er med et stædigt insisterende udtryk. Jeg går ud fra, at det er den klassiske baggrund der skinner igennem i Frank Duprees klaverspil.