onsdag, juli 13, 2022

Emil de Waal: Handmade in Denmark (April Records) LP/DL/stream

 

April Records udgav for et år siden LP’en Vente, hvor Emil de Waal var sammen med Nulle. Det var en umanerligt skøn plade - og måske grunden til at April Records begyndte at kigge i Emil de Waals omfattende bagkatalog, hvor der var yderligere fire plader, hvor Elith Nulle Nykjær var med. 


April Records har genudgivet Handmade in Denmark - som jeg skrev om på bloggen for syvogethalvt år siden. Den kom på CD i simpelt papcover, hvor titlen var skrevet med sprittusch. April Records har selvfølgelig genudgivet den på vinyl med cover i samme stil som på Vente. Politikens Henrik Palle har skrevet nogle veloplagte linernotes.


Selv om musikken er modnet er den stadig pivfrisk. 

Da den kom skrev jeg bla: 

“Der er inkluderet 3 kompositioner fra Nulle. Der er bl.a. titelnummeret som han lavede til Tv-serien I sandhedens tjeneste, hvor han var sammen med Poul Nesgaard og Christoffer Barnekow. Et skævt, lettere surrealistisk opdagelses/rejseprogram fra en tid, hvor seer-tal ikke havde den store betydning.”


“Handmade in Denmark er heller ikke lavet ud fra nogen bekymring om lyttertal. Det er musik der er opstået i en meget særegen kvartet, hvor alle fire musikere har noget meget forskelligt med i bagagen - og det bruges og høres. Emil de Waal er kapelmesteren bag trommerne, der også har komponeret et par numre, bl.a. den meget smukke titelmelodi Handmade in Denmark - der kunne være en titelmelodi til en ny Danmarksfilm, lavet af en opdateret version af PH. Nulles tone på klarinetten har en skøn beroligende virkning. Kvartettens livtag på Simon & Garfunkel-traveren Sound of Silence kunne være endt i en cheesy klistret sag. Men det er lige præcis det, de kan styre udenom. Respekten for melodien er intakt, Nulle spiller det Nulle kan og Søren Kjærgaard supplerer med en lækker beskidt Wurlitzer-solo. Gustaf Ljunggren har udover guitar og tenorsax, banjoen fremme flere gange, bl.a. på hans egen Gräns. Pladen lukker ned med et medley over melodier af nyligt afdøde Hans-Henrik Ley. Cirkeline har fødselsdag og andre lækre melodier lukker en fantastisk plade ned. Den er gennemsyret af musikalsk nærvær og intimitet. Handmade in Denmark er et originalt og godt bud på nutidig dansk jazz, der kan nå bredt ud.”

Emil de Waal Bandcamp


tirsdag, juli 12, 2022

Anders Koppel: Mulberry Street Symphony (Cowbell/Unit) LP/CD/DL/stream

 

En af de bedste museumsoplevelser, jeg nogensinde har haft, var besøget på Tenement Museum på Lower East Side i New York City for nogle år siden. Her kan man træde ind i en lejlighed som blev beboet af en italiensk immigrant familie, som den så ud i 1880’erne. Det var fattigt, beskidt og mørkt med en snert af håb. Det er den verden som Anders Koppel har sat musik til på dobbelt-albummet Mulberry Street Symphony. Han har ladet sig inspirere af den danske fotograf Jacob  Riis’ sort/hvid billeder fra bagsiden af 1880’ernes New York. Han har taget udgangspunkt i syv billeder. Symfonien er i syv dele, til hvert billede.


Odense Symfoniorkester under ledelse af Martin Yates spiller Anders Koppels nedskrevne musik. Trioen med sønnen Benjamin Koppel på altsaxofon, Scott Colley på bas og Brian Blade på trommer har en improviserende rolle. De har ikke fået en stak noder de skal spille, de skal forholde sig til det som symfoniorkestret spiller og ud fra det komme med deres musikalske bud.


Det lyder måske rodet. Det er det ikke. Det er tre jazzvirtuoser, der indtager musikken og drysser jazzen ud over den klassiske musik. Det fungerer rigtigt godt. Her er drama og spænding i en grad, så jeg kommer til at tænke på filmmusik, Gershwin, Ellington, Gil Evans eller Claus Ogerman. 


Mulberry Street Symphony er en monumental diamant i rækken af Anders Koppels symfoniske værker. Et mesterstykke, der er gavmildt givende til mange lytninger. Kan klart anbefales til klassiske lyttere med nysgerrighed overfor jazz eller omvendt og nysgerrige lyttere i det hele taget. 


Den er udgivet på dobbelt LP i et flot gatefold cover - og når det er Koppel, så er den selvfølgelig presset hos Nordsø Records.

Turn it over Records

mandag, juli 11, 2022

OTOOTO: Dosage (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er kun et år siden, at jeg rendte rundt foran pladespilleren i stuen, med armene over hovedet af ren glæde. Den første plade med OTOOTO var kommet.


Nu gælder det nr. 2 og de holder fast i stilen og flytter sig tilpas meget, så der er en smule - men ikke for meget - udvikling. Mest markant er, at der er inkluderet vokal på tre numre. Her tager den svenske alt-pop sanger Lucky Lo’s medvirken på Take a Little time rent ud sagt røven på mig. Det er Rhodes, elbas, soulet stemning og en stemme der komplementerer OTOOTO’s lækre blæserarrangementer. Det er blødt, venligt og omfavnende. Supervellykket - ligesom resten af albummet.


Jonas Due på trompet og Oilly Wallace på sax svæver rundt og drysser messingstøv på numrene. Calle Brickman er både spacet og sovset på synth’en - intet er helligt. Han balancerer elegant mellem det skæve og det søde. Mathias Petri på bassen og Andreas Svendsen er The Funk Brothers i OTOOTO.


Der er tilbagelænede natradio-bangers, Cherry Icecream, Everything Matters to me med E. Brown på rap og Spruce. Der er åben sportsvogn på Strandvejen numrene, Bakabaka og Dish. Dosage er en skøn plade der skinner om kap med både sol og måne.

Otooto Bandcamp

fredag, juli 01, 2022

Human Being Human: Equals (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Her på bloggen er bassisten Torben Bjørnskov dukket op med jævne mellemrum gennem årene. Særligt pladen i eget navn, Love Child fra 2009 og de to plader med Phil Parnell 3 fra 2007 og 2008 har været skyld i min opmærksomhed på Torben Bjørnskov.


Nu har han samlet en trio, Human Being Human, med pianisten Esben Tjalve, der tidligere boede i London og bla. har bandet Red Kite og trommeslageren Frederik Bülow fra Abekejser. Trioen er aldersmæssigt en uens størrelse. Temperamentsmæssigt ud i det musikalske har de samme ståsted og har ikke problemer med at samles om Bjørnskovs kompositioner, hvor melodien er solid og spændende.


Frederik Bülows kærlighed til de skæve taktarter er der skruet lidt for. Men kun lidt, han kan stadig male et rytmisk landskabsbillede, hvor de andre tilføjer dyr og mennesker i Bjørnskovs billedrige musikalske univers. Her er fugle der flyver, heste der løber over engen og køer der mediterer i middagssolen. 


Det er mennesker der er mennesker. Det er musikere der som på Place Unfound, taler ind i min sjæl. Det er overvejende rolige numre, hvor Lovolution og Sun er afvigerne der passer godt ind i albummets musikalske fortælling. Esben Tjalve er måske ikke så kendt udenfor Aarhus og London’s jazzmiljøer, det kunne denne plade være med til, at lave om på.


Har du en forkærlighed for Niels Henning Ørsted Pedersen og vil høre, hvordan hans musikalske arv forvaltes i jazzen i 2022, så finder du ikke et bedre bud. Torben Bjørnskov har lavet et nutidigt trioalbum, der bør finde et stort publikum.

Human Being Human Bandcamp