Den brasilianske genre MPB er en paraplybetegnelse. Forkortelsen står for Musica Popular Brasileira. Selv med ikke-eksisterende talenter ud i det portugisiske sprog, kan man let gennemskue, at det står for Populær Brasiliansk Musik. Det er genre med rødder tilbage i midten af 60’erne og starten af 70’erne, hvor det piblede frem med store brasilianske kunstnere: Jorge Ben, Marcos Valle, Gal Costa, Caetano Veloso, Milton Nascimento og Tim Maia. De blandede soul, bossa, jazz, samba, pop, psych etc. på en fordomsfri og åben måde, som intet andet sted i verden. Genren er blevet mere og mere populær på vore breddegrader i de senere år. I facebookgruppen Jazzogvinyl har der været en tydelig tendens, hvor man har dyrket de gamle og i mange tilfælde sjældne plader. Det har dog ikke handlet om nutiden.
Derfor er det dobbeltfedt når der dukker en gruppe som Bala Desejo op. De kan deres MPB ind til benet. De er aktuelle med albummet Sim Sim Sim, som vandt en Latin Grammy i 2022 for at være det bedste bedste pop album på portugisisk. Du kan roligt tilføje Bala Desejo til dine nye favoritter, hvis du dyrker brasilansk musik. Kvartetten består af fire vokalister og musikere med separate karrierer, hvor Lucas Nunes bla. spiller med Caetano Veloso. Det er solbeskinnet og melankolsk. Et nummer som Passarinha er nutidig Bossa-glæde. Der er rolige numre som Nesse Sofa og festnumre som Baile de Mascaras (recarnaval). Bala Desejo kan favne det uden problemer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar