2009 bliver året der står som den store afskedssalut for et tiår, hvor dansk jazz har gennemgået en rivende udvikling. Det kan også ses på listen, hvor mange af musikerne har fået deres gennembrud i det forgangne årti.
I 2009 er der udkommet en stor bunke danske jazzplader, der kan kandidere til at komme med på Jazznyts liste over de 10 bedste jazzalbums i 2009. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at de 10 (+1) plader der er kommet med på listen, er nogle rigtigt stærke bud på, hvordan god dansk jazz skal lyde i 2009.
I år har der sneget sig en enkelt plade med, der indeholder gammelt materiale. Men når det gøres så gennemført som med Little Beat Records' Bent Jædig-album, må jeg her på Jazznyt fravige reglen om at det skal være ny musik, der kommer med på årslisten.
Aggerbæk: My oh my (Your Favourite jazz)
Det sker alt for sjældent at danske sangere laver original ny jazzmusik. Men det er ikke kun fordi at Aggerbæk er en sjælden fisk, at han har lavet en af årets bedste plader. Der hersker en umiddelbar lethed over musikken, der sammen med den følsomme originalitet og gode stemme bør være med til at give Benjamin Aggerbæk et gennembrud.
Benjamin Koppel & Kenny Werner: Walden (Cowbell Music)
Der kom to plader med med Werner og Koppel i år, den anden var en plade sammen med Bobby Watson. Men det er deres duoplade jeg er blevet ved med, at vende tilbage til. Sax og piano i empatisk samarbejde. De skaber et lydbillede til Henry Thoreau's gamle klassiker Livet i skovene. En historie om en eremits tilbagetrukne liv i pagt med naturen. Her i en betagende musikalsk tolkning.
Lotte Anker/Craig Taborn/Gerald Cleaver: Floating islands (ILK)
Lotte Ankers samarbejde med amerikanerne Craig Taborn og Gerald Cleaver har endegyldigt placeret Anker i freejazzens verdenselite. I år blev det markeret med hele to udgivelser fra trioen. To koncertoptagelser, hvor den nyeste optagelse fra Copenhagen Jazzfestival 2008 er en, på en gang løssluppen og skarp affære. Trioen er præget af fantasifuldt saxspil, varmt pianospil og nærværende trommespil.
Jakob Bro: Balladeering (Loveland)
Det er tredje år i streg at Jakob Bro har en plade med på Jazznyts års-liste. Denne gang er det med en plade der stryger ind på Jazznyts all time favourite-liste. Det er en magisk og smuk plade, hvor Bro i selskab med nogle fantastiske musikere markerer sig stærkere end nogensinde.
Rasmus Ehlers: Trinity (Your Favourite Jazz)
Har man som jazzlytter en svaghed for 60'ernes amerikanske jazz, må man overgive sig fuldstændigt til denne plade. Det er en sand fornøjelse at høre en dansk trio spille, med et så stort overskud af kreativitet, nerve og originalitet. Pladen er ikke tilbageskuende museumsjazz. Det er nutidig hardcore jazz for det kræsne og krævende øre med sans for stor jazzkunst.
Stefano Bollani Trio: Stone in the water (ECM/Sundance)
Morten Lund og Jesper Bodilsen har sammen med Stefano Bollani varmet op til den her plade i nogle år. Nu er den her endelig og cementerer det vi har i vidst i årevis. Lund og Bodilsen er i sær- og verdensklasse. Sammen med italienske Bollani folder de drømmenes faner ud og gør dem virkelige. Der hersker ro og stabilitet, der skaber rammen om en fremadrettet glidende proces, hvor Bollani, Bodilsen og Lund som ligeværdige skaber stor musik.
Thomas Maintz: This is the color... (Beach Farm/Gateway)
Solo, trio og endelig kvartet - det er her pladen for alvor folder sig ud. De andre (korte) numre er med til at væve musikken sammen. Når kvartetten spiller fornemmes der med det samme nærvær og en musikalitet, hvor der bruges empati og ærlighed.
Anders Christensen Trio: Dear someone (Stunt)
Måske opnår AC aldrig en popularitet som NHØP gjorde. Men han er en bassist der er gjort af et langtidsholdbart stof. Pianisten Aaron Parks er et fint match til trommeslageren Paul Motian og AC. Musikken er flydende, fyldt med en masse detaljer og føles som om den svæver hele tiden.
Mikkel Ploug/Sissel Vera Pettersen/Joachim Badenhorst: Equilibrium (Songlines)
Dansk-norsk-belgisk triosamarbejde udgivet af et canadisk pladeselskab. Trioen tager en musikalsk chance der er stor og det efterlader respekt. Fungerer det så? Ja, i den grad! Det kammermusikalske sammenspil og nærværet fra de tre personlige musikere er der meste værd. Tag så Plougs kompositioner oveni, der holder det sammen i en kontekst med langvarig værdi.
Engkilde & Groth: Snow (Brumtone)
August Engkildes evne til at lave genresprængende, grænsesøgende og alligevel tilgængelig musik er uden lige. Sammen med Henriette Groth har han lavet en ambient freejazz-plade der ånder af liv og stemning.
Bent Jædig: The free spirit (Little Beat Records)
Denne plade er et flot dokument over en stor musiker, der blandt kendere altid har haft en plads. Nu får mange andre også mulighed for at høre nogle stjernestunder med Jædig, der på trods af en lang karriere ikke har et voldsomt stort bagkatalog. Det rettes der op på med denne dobbelt-CD, der bør være et must i enhver dansk jazzfans pladesamling.
The RawList vol. 2
Så er det blevet tid til den sidste liste. Igen er der tyve nye numre til den store liste med de bedste danske jazznumre fra 2000-2009.
Denne gang er det som for nogle uger siden en pose blandede bolscher, der går under navnet The RawList. De rå skal her forstås som den række af danske jazzmusikere der formår at skabe ren jazz, der peger i mange retninger, hvor der både kigges frem og tilbage og op og ned.
Jeg håber at du har kunnet bruge listerne til noget!
Der går jo ti år inden jeg laver en sådan liste igen.
I næste uge kommer listen med de 10 bedste danske jazzalbums i 2009.
181: Mads Bærentzen Trio feat. Eric Alexander: To the doctor
785 Madison Avenue
Music Mecca 2000
182: Thomas Agergaard Ok Nok Kongo; As told
Spirits and facts
Dacapo 2000
183: Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Ellingtonian space is the place
Zig zag symfoni
Stunt 2001
184: Jens Winther: Walk the walk
Walk the walk talk the talk
Stunt 2001
185: Ed Thigpen: Emperor Jones
The element of swing
Stunt 2002
186: Kresten Osgood: The world awakes¨
Hammond Rens
Baltazar 2003
187: Renee Rosnes With The Danish Radio Big Band: Black Holes
Renee Rosnes With The Danish Radio Big Band
Blue Note 2003
188: Babop: Soulbop (Portrait of Mingus)
Babop
Cowbell 2004
189: SAN/Hans Ulrik: G minor
SAN
Cope 2004
190: Jeppe Gram: Uppsala
Uppsala Dream
Survival of the unfit 2006
191: Søren Møller: D-Mionr Waltz
Playlist
Music Mecca 2006
192: Torben Waldorff Quartet: Alice
Brillance, Live at 55 Bar NYC
ArtistShare 2006
193: Anders Larson Quartet: Sonic silver
Unborn
Music Mecca 2007
194: Spoiled Child: The match
Spoiled Child
RMC 2007
195: Søren Kristiansen: Detour ahead
With a song in my heart
Stunt 2007
196: Kwella Quartet: Sandros Tune
Closer
Longlife Records 2008
197: Niels Vincentz Plus Four: Instrumental
Art Noveau
Longlife Records 2008
198: Anders Christensen: Spend all the money
Dear someone
Stunt 2009
199: Den Danske Salmeduo: Hil dig frelser og forsoner
De dybeste lag
Aero 2009
200: Torben Kragsbjerg: Sean Connery as a young man
A white man from Vita huset
On Your Behalf Records 2009
Tidligere listerJazznyt 200 nr. 1-20
Jazznyt 200 nr. 21-40
Jazznyt 200 nr. 41-60
Jazznyt 200 nr. 61-80
Jazznyt 200 nr. 81-100
Jazznyt 200 nr. 101-120
Jazznyt 200 nr. 121-140
Jazznyt 200 nr. 141-160
Jazznyt 200 nr. 161-180
Fiskebusjazz
Når Jens Petter Bus kom til Jullerup Færgeby i fiskebussen, blev der altid spillet et vildt stykke jazz, mens han kørte ind i den lille hyggelige bys huse og nærmest skummede af raseri over alt muligt. Mon det var hyggen i Jullerup Færgeby han havde noget imod?
Lovedale påstår med titlen på deres nye plade at hygge dræber. For ligesom at slå det fast med det samme, så det ikke hyggejazz som Lovedale spiller, hvad hyggejazz så end er - så er det ihvertfald ikke det her den kan høres, men Lovedale mener jo også at den dræber.
Lovedale starter ellers ganske venligt ud på pladen, med en hyldest til Abdullah Ibrahim. På Abdullah I er Lovedale's faste gæstetrompetist Cuong Vu med. Han medvirkede også på Lovedale's forrige album Grill Music, der blev kåret som årets jazzalbum ved DMA Jazz i 2007. Han har haft en stor betydning for gruppen, der har haft ham med på flere turnéer. Han medvirker endvidere på to andre numre på pladen, bla. det forrygende nummer med den passende titel Pudsig pigtråd, hvor der spilles pågående og frækt.
Lovedale er en kvartet der ledes af saxofonisten Jesper Løvdal, der også har skrevet seks af pladens otte numre. Bandets pianist Jacob Anderskov står for de to sidste kompositioner. På trommer og bas medvirker henholdsvis Anders Mogensen og Jonas Westergaard. På titelnummeret Coziness kills, der er en ballade efterlader Cuong Vu ingen tvivl om sine kvaliteter. Det gør Anderskov på pianoet og Mogensen på trommerne heller ikke under en pianosolo, der efter de Anderskov'ske normer er rimelig straight. Den spilles med et flow og en idérigdom, hvor de spiller flot sammen.
Pladen er indspillet på Manhattan og har endnu en gæstende musiker med. Saxofonisten og klarinetisten Chris Speed medvirker på to numre og hans påvirkning på dagens Downtown-scene i New York er kæmpestor. Den påvirkning drypper også på Lovedale, der er godt bud på en danske erobring af den scene. På nummeret Cheers in heaven spiller Speed og Løvdal sammen i et rodet kaotisk forløb, der passende indrammes af en bassolo fra Jonas Westergaard, der på trods af bassens knap så voldsomme fremtoning som sax'ernes, formår at holde nummeret oppe i puls og vildskab.
Coziness Kills er fin opfølger til den 3 år gamle Grill Music. Det er en fornøjelse at bandet holder sammen. Det kan høres at der er sket en udvikling, i de fire danske musikeres musikalske samarbejde.
My Space: myspace.com/lovedale
Kontemporær ECM-Jazz
ECM-jazz er for nogen et bandeord pga. forkærligheden for den luftige rumklang. For andre er det kodeordet for en fantastisk stilart indenfor jazzen, der siden starten af 70'erne har præget jazzens udvikling på mange niveauer. Men det tyske pladeselskab ECM Records, der ledes af Manfred E. og i år er fyldt 40 år har også været med til, at fremme megen anden jazz. Her er to kunstnere der har været tilknyttet selskabet i mange år og medvirket på et utal af plader fra selskabet. Det drejer sig om saxofonisten John Surman og guitaristen John Abercrombie.
Abercrombie medvirker på John Surman's Brewster's rooster. Surman er med sin nye plade i et område der kan bringe minder frem om nogle af 70'ernes ECM-udgivelser. Surman er ikke en saxofonist der holdt sig indenfor dydens smalle sti. Freejazz og andre eksperimenter har han tidligere kastet sig over med stor iver. Den nye plade er nutidig klassisk jazz af høj klasse. Medmusikanterne Jack deJohnette på trommer, Drew Gress på bas og Abercrombie på guitar er medvirkende til pladens høje klasse, hvor Surman primært holder sig til baritonsax'en og supplerer med lidt sopransax.
På John Abercrombie's plade medvirker violinisten Mark Feldman og trommeslageren Joey Baron, de har haft et samarbejde der går næsten 10 år tilbage. Ny mand i kvartetten er bassisten Thomas Morgan, der afløser Marc Johnson. Morgan er af en anden type end Johnson. Mere sparsom og understregende enkel, han tilhører en kategori af bassister med et undertrykt power-udtryk. Det passer fint ind i Abercrombie kvartettens kammerjazzstil, på en plade hvor Abercrombie har skrevet al musikken, pånær titelnummeret Wait till you see her af Rogers & Hart. Elegancen er en af kvartettens store forcer. Strengeinstrumenternes æstetisk fine samspil får lov at stå som hovedindtrykket fra pladen.
John Surman: www.johnsurman.com
John Abercrombie: www.johnabercrombie.com
Repræsentanternes hus i USA har vedtaget at kalde Miles Davis' legendariske album Kind of blue for en nationalskat. Forslaget blev fremsat af det demokratiske medlem John Conyers, der allerede i 1987 fik vedtaget kongresresolutionen, hvori det hedder at: "jazz is hereby designated as a rare and valuable national American treasure to which we should devote our attention, support and resources to make certain it is preserved, understood and promulgated." Resulotionen blev vedtaget med stemmerne 409-0.
Du kan læse mere om det her. Hvor du også kan læse om at skuespilleren Don Cheadle har hovedrollen som Miles Davis, i en ny film der er ved at blive lavet om Davis' liv. Det er meget begrænset med detaljer om filmen endnu, udover at Cheadle også har instrueret filmen.
Den svenske guitarist Samuel Hällkvist er udråbt til at være Jazz i Sverigeartist 2010. Med udnævnelsen følger en pladeindspilning og en turné. Han spiller bla. i grupperne The Opposite, 15,5 og Television Pickup. I forbindelse med turnéen og pladeudgivelsen præsenterer han sit nye projekt Samuel Hällkvist Center. Han bor iøvrigt i København.
Samuel Hällkvist: www.samuelhallkvist.com
MY Space: www.myspace.com/samuelhallkvist
Politiken offentliggjorde sin liste over årets bedste jazzplader igår. På listen var flere der (selvfølgelig) flere danske kunstnere med: Bollani/Bodilsen/Lund, Jakob Bro, Rasmus Ehlers, Benjamin Koppel og Anders Christensen. Jeg bad for nylig Jazznyts facebookgruppemedlemmer om at komme med deres bud på tre favoritter. Her er tre bud.
Pianisten, sangerinden og søsætter af den nye blog dendigitalemusiker.blogspot.com Maiken Ingvordsen er helt fremme på beatet. Hun har nemlig Sidsel Storms kommende (januar 2010) udgivelse Swedish lullaby med på listen.
Malene Mortensen: Agony and ecstasy
Scott Hamilton Scandinavian Five: Live at Nefertiti
Jesper Bodilsen: Short stories for dreamers
Sidsel Storm: Swedish lullaby
Anmelder på bla. Jazzspecial Thomas Bjørnsten har også et par stykker fra Politikens liste med på sin (mon der er en tendens?):
Jakob Bro - Balladeering
Rasmus Ehlers - Trinity
Spacelab - The Champ
Den sidste i denne omgang er en af Jazznyts gode venner Vagn Pedersen, der igår havde disse favoritter:
Mona Larsen: Grains of sand
Jakob Davidsen Mangfoldighed II: At kaste sand op i luften (her bemærker Jazznyt lige at den er fra 2008, men den kan sagtens stråle ind i 2009)
Anders AC Christensen: Dear someone
Jazznyts liste over de 10 bedste danske jazzplader 2009 kommer mellem jul og nytår.
Malerisk tristesse
Hans Ulrik har med sit saxofonspil været vidt og bredt omkring. I eget navn har han lavet flere væsensforskellige plader. Lige nu er han medlem af DR Big Band og sideman i bla. fusionsbandet Santa Cruz, men har også tid til at lave sin egen musik. Den nye plade Slow procession er Hans Ulriks 13. plade på Stunt records. Slow Procession fremstår som en foreløbig kulmination på det arbejde, han påbegyndte på Blue & Purpe fra 2004 og fortsatte på Tribal dance fra 2006.
Det er Hans Ulriks egen musik der spilles. Denne gang af en nordisk jazzsupergruppe, med musikere der alle har skabt en karriere i eget navn. Her kunne man godt blive bekymret for at det kom til, at handle om musikere der vil sætte sig i fokus på andres bekostning. Det er så overhovedet ikke det, det drejer sig om på Slow procession.
Pladen er en ensembleplade, hvor Hans Ulrik's kompositioner følges af musikerne. Men det høres også at han har tænkt på de enkelte musikere i kompostionerne. Musikken vokser frem af kvintetten og fremstår som et hele, hvor hver enkelt musiker virker som værende lige vigtig.
Bandet består af Kasper Tranberg på trompet, svenskeren og bassisten Anders Jormin og de to nordmænd Eivind Aarset på guitar og Audun Kleive på trommer. Sammen med Hans Ulrik har de lavet en åben freeformplade, der til tider sender ens tanker i retning af pladeselskabet ECM. Pladen er en helstøbt sag med en tone af tristesse, hvor der males detaljerigt og enkelt på samme tid.
Hans Ulrik: www.hansulrik.dk
Niels Lan Doky tager i 2010 på en lille tur sammen med Morten Ramsbøl på bas og Alex Riel på trommer, hvor de bla. spiller i Remisen i Brande d. 4. marts, I Musikhuset i Århus d. 5. marts og Den Sorte Diamant i København d. 6. marts.
De første måneder af 2010 byder på en del spændende internationale jazzbesøg i Danmark. Legenden James Moody spiller tre dage i marts på Jazzhouse sammen med GinmanBlachmanDahl, herefter tager Curtis Stigers over på Jazzhouse, hvor han er på scenen intet mindre end 5 aftener.
I Horsens får man besøg af Brad Mehldau på solopiano og John Scofield, der har trommeslageren Bill Stewart med. I slutningen af januar kigger den danske new yorker og pianist Søren Møller forbi, hvor han spiller solopiano og fortæller om jazzbyen.
I København kan man løbe ind i John Scofield allerede i januar, hvor han d. 23. januar spiller sammen med Larry Goldings og Jack deJohnette i DR's Koncerthuset. I Koncertsalen i Tivoli kan man i april høre Dee Dee Bridgewater. Nogle dage senere i maj, kommer Melody Gardot i Falconer Salen på Frederiksberg. En tredje sangerinde Rickie Lee Jones kan allerede i marts høres i Vega.
Hun kommer også til Århus, hvor hun d. 2. marts indfinder sig på Trains scene. Norske Jaga Jazzist spiller også i Århus og København, på henholdsvis Train og Vega d. 24. og 25. februar. I Århus får man også fornøjelsen af funkyman Maceo Parker, der gør Train svedigt d. 17. april. Musikhuset i Århus får også besøg af Curtis Stigers i april. D. 20. maj sidder Michel Camilo ved flygelet i den store sal, hvor han sammen med Aarhus Symfoniorkester bla. vil spille Gershwin's An American in Paris og Rhapsody in blue.
Vi kan også glæde os over at den amerikanske pianist Kenny Werner tager på Danmarksturné i slutningen af januar sammen med Benjamin Koppel. Stefano Bollani kommer forbi Danmark i flere omgange, hvor han sammen med Morten Lund og Jesper Bodilsen bla. spiller i København, Odense, Horsens og Herning.
Copenhagen Jazzhouse: www.jazzhouse.dk
Horsens Ny Teater: www.hnt.dk
Vega: www.vega.dk
Train: www.train.dk
Musikhuset Århus: www.musikhusetaarhus.dk
Friskt og vitalt Garner Fabric sammenstød
Pianisten Henrik Gundes Eroll Garner-tribute Gunde on Garner har huseret i en årrække. Sidst de udsendte en plade var det en blanding af nyere og ældgammel popmusik. Nu er turen kommet til Bent Fabricius-Bjerre. Den efterhånden 85 årige komponist - og meget andet - er sat i centrum med 15 kompositioner, der alle bliver udsat for en omgang Garner. Det betyder at en über-klassiker som titelmelodien til Matador pludselig får en puls, rytme og et tempo, som hverken Varnæs eller Skjern vil have brudt sig om. Det er vitalt og friskt på flere planer. Eroll Garner er ikke den typiske pianist man lader sig inspirere af, dertil er hans stil for karakteristisk. Det tager Henrik Gunde meget afslappet, han har ikke noget ønske om at være salonfæhig, hverken det ene eller andet sted.
Henrik Gunde vil underholde på et kvalificeret niveau. Han kaster sig sammen med medspillerne Nicolas Kock på bas og Steen Holm på trommer sultent over Bent Fabric's - som han kaldes her - fine melodier, der er af den type man gerne vil nynne kl. 5.56 en tirsdag morgen, hvor man har udsigt til en lang arbejdsdag. Så starter dagen altså ikke helt skidt.
Trioen spiller evergreens som Alley Cat, Nattens sidste cigaret, Duerne flyver og Forelsket i København. Mon ikke Bent Fabricius-Bjerre er tilfreds med den 85 års fødselsdagsgave.
Bonusinfo 1:
På Gunde on Garner's hjemmeside kan du frit downlaode en demo-cd fra 2002, hvor de spiller - surprise! - Eroll Garner.
Bonusinfo 2:
I 2004 lavede Christina von Bülow også på opfordring fra Fabricius-Bjerre en hel CD med hans musik. En meget anbefalelsesværdig CD, hvor hun spiller sammen med Jacob Fischer og Jens Skou Olsen.
Gunde on Garner: www.gundeongarner.dk
Honningen flyder fra Hammondorgelet
Hammondorgelspilleren Rasmus Stenholm er for de fleste et ubeskrevet blad indenfor jazz. Det laver han om på med debutpladen For those about to roll. Han har i en årrække huseret indenfor rocken hos bla. Henning Stærk. Nu springer han ud i jazzen, hvilket han ikke har nogen problemer med overhovedet. Det er orgeljazz som man kender det fra specielt Jack McDuff. Bluesinspireret souljazz der flyder som honning fra Stenholm's Hammond B3 orgel.
Pladens 13 numre er med to forskellige orkestre fra to sessions. Ved begge sessions har han allieret sig med en række prima jazzmusikere med østjyske rødder. Guitaristerne Jens Chr. Kwella og Uffe Steen er begge fremtrædende på hver sin session. Uffe Steen spiller den fedeste spade på Summertime, hvor han har en gylden feature-intro. Steen er med på optagelserne fra december 2007 på Bent J, hvor også Tomas Franck er med på sax. Fra samme koncert er bla. Cold duck time og Django også med.
Den anden session er en liveinspilning fra i år i et studie. Her har Stenholm allieret sig med en lille blæsersektion bestående af Nikolai Bøgelund på basun, Lars Vissing på trompet og Morten Elbek på sax. De spiller numre som Watermelon man, Mercy mercy mercy og Cantaloupe Island. Regulære jazzpartybaskere, der selvfølgelig fører på point fordi de er så kendte. De bliver heldigvis også spillet ordentligt.
Der er plads til til en lang række soli fra de forskellige medvirkende på pladen. Men det er Stenholms plade og han har ingen problemer med at sætte sig i spidsen. Han er i centrum på en plade der hammondholder fra start til slut.
My Space: www.myspace.com/rasmusstenholm
The ExpList
Den eksperimenterende jazz har altid haft svære vilkår, i forhold til feks. publikumsinteresse. Det betyder dog intet for de jazzmusikere der brænder for deres musik. Den skal nok komme ud. I Danmark har den eksperimenterende jazz i form af feks. freejazz og avantgardejazz haft gode vilkår i 00'erne. Mange jazzmusikere har indenfor det mere eksperimenterende og svært tilgængelige gjort opmærksom på sig selv i form i af koncerter og pladeudgivelser. Pladeselskaber som ILK og Ninth World Music har gjort deres til at udbrede musikken, sammen med jazzklubberne Loco i København og Sunship i Århus.
Ugens liste giver et ikke særligt præcist overbliksbillede af de sidste 10 års danske eksperimenterende jazz. For den har strittet og opført sig så dejligt uforudsigeligt at den ikke lige kan indfanges med 20 numre. Forhåbentlig giver listen lyst og inspiration til at gå på jagt efter endnu mere musik.
Go' fornøjelse!
161: Dotor Structure: Skarn
Doctor Structure
Scraggly Music 2001
162: Lotte Anker/Marilyn Mazur/Marilyn Crispell: Cyclic sight song
Poetic justice
Dacapo 2001
163: The Wild Mans Band: Nostromo
The darkest river
Ninth World Music 2001
164: Delirium: Turku boogie
Delirium
Fiasko 2002
165: Trio Trash: An ottoman empire chronicle
Disintegration
Hybrid Music 2002
166: Mold: Tickets please!
Republic of...
Quilombo 2002
167: Marilyn Mazur: Mess Ra
All the birds
Stunt 2002
168: Cockpit Music: Swung-Ga-Nung
Solitude in borderline
Ninth World Music 2003
169: BodaBoda Duo: The dragon blood four
BodaBoda Duo
Honningmand 2004
170: Little Red Suitcase: Morning dream
They'll laern much more than we'll never know
Suitcase 2006
171: Television Pickup: Nu spiller farmor marimba in heaven
Da jeg var lille var alting større
Boogiepost 2006
172: Tranberg/Hyhne/Struck/Jørgens: At the charity bazaar
Asta Nielsen-Towards the light
White.Out 2007
173: Jacob Anderskov & Jakob Riis: Nielsen
An Auf
ILK 2007
174: Rød Planet: Dingo
RPM
ILK 2007
175: Textil: Truth
Vol. 1
Signals 2007
176: Kasper Tranberg: Terracotta
Terracotta
Black.Out 2008
177: Koppel/Bley/Andersson/Mazur/Nilsson: Hypothetic-Mythologic Whale conversation
Contemplation
Cowbell 2008
178: Saft: Boxing head
Thirteen
Kakofone 2008
179: Tchicai/Müller/Munch-Hansen/Osgood: Angel wing
Coltrane in spring
ILK 2008
180: Torben Ulrich & Søren Kjærgaard: Songline no. 2
Suddenly, sound: 21 songlines for piano, drainpipe etc.
ILK 2009
Klassikeren People Time med Stan Getz og Kenny Barron er en plade, der er elsket af mange jazzfans. Pladen er optaget på Montmartre i København i 1991 og er noget af det sidste der blev indspillet med Stan Getz. Getz og Barron spillede 4 aftener på Montmartre og det hele blev optaget af Danmarks Radio. Nu udgiver Universal France al musikken fra de fire aftener. Det er blevet til en 7-dobbelt CD boks. Universal i Danmark har ingen planer om udgivelse. Pladen kan købes på amazon.fr. Her er en artikel fra Wall Street Journal om boksen.
Fra d. 14. december til d. 16. december er der Musketer Festival på Husets Teater I København. Festivalen præsenteres af Kresten Osgood & Hvad er Klokken sammen med Jazz Club Loco. Blandt de mange medvirkende finder man: Adam Pultz Melbye, Andreas Fryland, Christian Kyhl, Elena Setien, Eske Nørrelykke, Graig Earl, Henriette Groth, Henrik Liebgott, Håkon Berre, Jan Harbeck, Jenno, Jesper Løvdal, Jonas Struck, Jonas Westergaard, Kasper Tranberg, Lone Hørslev, Mads Hyhne, Magnus Lindgaard Jochumsen, Marie Key, Marius Neset, Morten Mosgaard, Nanna Lüders, Ole Fessor Lindgreen, Ole Matthiessen, Per Kristensen, Peter Bruun, Peter Danstrup, Peter Friis Nielsen, Peter H. Olesen, Pia Raug, Pierre Dørge, Prins Nitram, Søren Nørbo, T.S. Høeg og Thomas Vang
Jazzblog.dk har fået en god start, med mange blogindlæg fra danske jazzmusikere. I denne uge har Maiken Ingvordsen et vildt spændende indlæg med overskriften "Er du musiker anno 2010? – 3 tendenser, du bør tage stilling til som professionel musiker". Manden bag bloggen Anders Larson er svensker bosat i København. Denne fine kombination har han udnyttet i forbindelse med at han har lavet en svensk udgave af jazzbloggen; jazzblog.se. Her er der allerede indlæge fra bla. Fredrik Lundin (om Lasse Gullin) og Mårten Lundgren.
I Danmark har man besluttet at slå alle de forskellige Danish Music Awards kåringer sammen og afholde festen om efteråret. I Sverige kårer man årets plader 15 dage efter at året er sluttet. På Münchenbryggeriet i Stockholm kan man så få opklaret hvem af de 10 nominerede jazzkunstnere der løber med årets Grammis. De nominerede er Alice Babs "As time goes by", Bengt Berger "Beches brew", Georg Wadenius, Arild Andersen, Jan Lundgren "Jul på Svenska", Jan Lundgren Trio "European standards", Jeanette Lindström "Attitude and orbit control", Jonas Kullhammar Quartet "The half naked truth", Lina Nyberg "The show", Lisa Ekdahl "Give me that slow knowing smile", Magnus Lindgren "Batucada jazz", Trummor & Orgel "Visions".
Krisen kradser på de danske spillesteder. I mandags kunne man læse om de økonomiske problemer på Copenhagen Jazzhouse i Politiken. Men Lennart Ginman benytter også muligheden til at løfte lidt af sløret for hvad der kan opleves på Jazzhouse i 2010. Blandt andet kommer McCoy Tyner, Diane Schuur og Roy Haynes. Læs artiklen her.
Magisk balladeren
Er det en kunst at lave en plade, hvor tre af de medvirkende musikere er levende legender på hvert deres instrument? Er man ikke nogenlunde sikker på, at der nok skal komme noget godt ud af det på den eller anden måde. Guitaristen og komponisten Jakob Bro er dækket godt ind på sin nye plade. Her medvirker den 81 årige legendariske altsaxofonist Lee Konitz, den 78 årige trommeslager Paul Motian og den 58 årige guitarist Bill Frisell.
Bro er aktuel med sin syvende plade i eget navn siden 2003. Den nye plade føjer nye og imponerende kapitler til Bro's karriere. For at få det på plads med det samme. Så er det her Jakob Bro's plade. Nok er der legender med på pladen. Men de spiller Bro's musik. Lee Konitz spiller med en dybfølt varme og skrøbelighed, som jeg ikke kan mindes at have hørt før fra ham. Paul Motian er sammen med Bill Frisell musikerne der kan flyde og svæve på samme tid. Motian med sit underspillede trommespil. Bill Frisell med sit guitarspil, der væver sig ind og ud og sammen med Jakob Bros spil, der her finder sammen med den perfekte musikalske partner. Desuden medvirker bassisten Ben Street som han har gjort det før på Bros plader. Han er sikker støtte for Bro.
Fra det lidt svært tilgængelige åbningsnummer Weightless til pladens "hit" Vraa bliver vi ført ind i en smuk musikalsk verden, hvor musikerne interagerer, kommunikerer og spiller sammen på en måde, der lige så langsomt kravler ind i hjertet og bliver siddende. Melodien Starting point er en duet med Frisell og Bro, hvor de i den akustiske version tilføjes en Lee Konitz-solo og på den elektriske der lukker pladen tilføjer effekter.
Pladen findes i to versioner. En CD og en LP version. Køb LP-versionen. Her får du for 250,- både LP, CD og DVD og en booklet med covernoter af Jørgen Leth, der overværede nogle af indspilningerne. Han skriver bla. efter at have været i Avatar studiet i New York: "De spiller simpelthen ballader. De balladerer, som det muligvis hedder på dansk. Det er ikke standard ballader, men originale flydende vibrerende stykker musik. Der ikke ligner noget andet jeg har hørt. Det er ganske klart. Det er det de er samlet om."
Sune Blicher har en lavet en 50 minutter lang dokumentar om tilblivelsen af pladen. Den medfølger kun, hvis du køber LP-versionen. Vi er med hele vejen fra sommerhuset på Mols, til øvelokalet i København sammen med Anders AC Christensen og Jakob Høyer og til New York, hvor Bro bor hos Andrew D'Angelo. Her følger vi en øvesession, hvor Bro sidder sammen med Bill Frisell. Så følger de to dage i studiet, hvor Paul Motian skaber god stemning i studiet, hvor Lee Konitz dukker på på andendagen af indspilningerne, hvor Jørgen Leth hilser på Lee Konitz og mest af alt ligner en lille skoledreng der lige har hilst på kongen, hvor Bro elegant får guidet musikerne til at spille hans kompostioner. Denne dokumentar er et mesterværk om et mesterværk! Jeg har aldrig nogensinde været så tæt på tilblivelsen af en plade på en så elegant og intens måde.
Bonusinfo:
Jakob Bro spiller på Betty Nansen Teatret frem til d. 23. januar 2010. Her er han en del af bandet der spiller musikken til Steffen Brandt's Bob Dylan-teaterstykke Baby Blue. Til april er det USA-tour sammen med Tomasz Stanko, hvor han bla. spiller en uge på Birdland i New York.
Jakob Bro: www.jakobbro.com
The CrossoverList
I denne uge er listen røget ud i det helt store blandingsmisbrug. Lounge, funk, gypsy, fusion, samba, bossa, tango, balkan, afro og klezmer er nogle af de mange ingredienser du kan støde på. Jazzen og dens gamle martrede sjæl er dog stadig fællesnævneren.
141: Lindberg Hemmer Foundation: Tennis
Brazilian Architecture
April Records 2001
142: Bentzon Brotherhood: Groove emergence
Wired up
Cope Records 2002
143: Rêve Boheme: Limehouse Blues
Django's Jalousie
Cope 2003
144: Bagdad Dagblad: Golden Contriever
Golden Contriever
Cope Records 2003
145: Thomas Clausen Brazilian Quartet: Samba de solidao
Balacobaco
Stunt 2003
146: Wonderbrazz: Funky butt strutt
At the Opera
Cope Records 2003
147: Band au Neon & Paolo Russo: La spiga
Oltretango
Dodicilune 2005
148: Silvana Malta: Didlin
Ceu de Brasilia
Stunt 2005
149: Fra de Varme Lande: Odessa Surf
Fra de Varme Lande
ILK 2006
150: Schantz Segment: Nevada showdown
Return from exile
Stunt 2006
151: Tango Orkestret: Señora De Buffa
Tango de Copenhague
Stunt 2006
152: Mais Uma: Mais Uma vez (once more)
Caminho do norte
Gateway 2007
153: Steen Rasmussen: Airto's song
Primeiro amor
Calibrated 2007
154: Deodato Siquir: Grito
Balanco
Calibrated 2008
155: Erling Kroner New Music Orchestra: Escualo
Strada anfosa
Calibrated 2008
156: Pasborg's Odessa 5: Mambo Royal
Pasborg's Odessa 5
Stunt 2008
157: Line Kruse: Piensa en mi
Dream
Stunt 2009
158: Looter Beats: Godspeed Callahan
The legend of the brown baron
Your Favourite Jazz 2009
159: Mames Babegenush
Klezmer killed the radiostar
Calibrated 2009
160: Santa Cruz: Travelling light
When the sun goes down
Gateway 2009
Man bæver og drages
Hvad sker der lige? Her er noget der ikke vil forklares og rammes ind. Anders Nilsson er en svensk guitarist, der i AORTA Ensemble har samlet sine to bands, svenske AORTA og amerikanske Fulminate Trio. Han har løst skitseret nogle musikstykker, i hvilke de 7 musikere så selv finder frem til en plads. Der er dobbelt-op på sax (Cennet Jönsson og Mattias Carlsson), bas (David Carlsson og Ken Filiano) og trommer (Peter Nilsson og Michael Evans). Det er jazz med frie radikaler. Det er musik der med åbningsnummeret Soundfear nok får en til at bæve. Men som med så meget andet uhyggeligt drages man til at åbne døren til næste rum. På det følgende nummer Tuning in får Anders Nilsson samlet op, splittet ad. Efter over 10 minutter samles bandet i en groovy slutning, hvor Nilssons forvrængede guitar får sat et og andet på plads.
Der kan nævnes referencer til 70'ernes progressive rock og de mere jazzede som Mahavishnu Orchestra. Anders Nilsson har fået et stort ønske opfyldt ved at kombinere sine to bands og det fungerer særdeles effektivt. Musikken er af den effektive slags, der svinger mellem ekspressivitet og impressivitet. Der er ro til at musikerne kan komme ind i musikken og finde hinanden.
Pladen er ingenlunde let at gå til, men nogen gange får man også lyst til at lave regnestykker der er sværere end 2+2=4. Pladen giver oplevelser til den lytter, der giver sig selv den samme ro, som musikerne har gjort for at komme frem til dette resultat.
My Space: www.myspace.com/andersnilssonsaorta
Mmmm....indiepopjazz
Den skotsk baserede guitarist Haftor Medbøe er igen aktuel med en plade med sin gruppe. De bevæger sig ind på et ikke alt for overbetrådt område. De spiller jazz med et umiskendeligt stort præg af vellydende indiepop - og det er vel at mærke af den britiske slags. Beats mm. programmøren Gavin Hislop er kommet med i gruppen og har sat et solidt fodaftryk på pladen. Det samme har sangerinden Anneke Kampman, hvor man både kommer til at tænke på Björk og Cocteau Twins' sangerinde Elizabeth Fraser. Hun medvirker på 2 af pladens 5 numre.
Sansen for en vellydende melodi er en af de bærende kræfter på Medbøes plade. Han er sammen med gruppen også rigtigt god til at fremme mange små detaljer i musikken, uden at det bliver rodet og uoverskueligt. Der sker hele tiden en masse og så svæver der overnover det hele en god popmelodi. Som feks. med nummeret Leaving nothing as we leave, der sagtens burde kunne glide ind på P3's musikflade. (Her bliver jeg lige i denne parantes nødt til at bemærke, at nummeret indeholder noget så frækt som basun. Det er nok alligevel for stærke sager for P3's playlisteudvalg, men for alle jer andre er der et godt popnummer, der så er værd at hente på iTunes).
Den danske kant på gruppen er bassisten Eva Malling, der herhjemme spiller med sangerinden Anna Kruse og Erling Kroner. Saxofonisten Konrad Wiszniewski og basunisten Chris Greive er med til give gruppen den lyd og kant der løfter gruppen.
My Space: www.myspace.com/haftormedboegroup
Haftor Medbøe: www.haftormedboegroup.net
Elektro-akustisk søvnløshed
Ramajam er en elektro-jazzgruppe indrammet af et dogme om at spille frie kollektive improvisationer, ud fra ingen eller meget enkle spilleregler, feks. en sangtitel eller en på forhånd fastlagt spilletid. Elektronikken har deltaget på lige fod med de akustiske instrumenter under indspilningerne.
Gruppen består af fire ansatte fra Det Jyske Musikkonservatorium; Christian Vuust på sax og klarinet, Uffe Steen på guitar, Peter Vuust på bas og Wayne Siegel på laptop samt trommeslageren Poul Terkildsen, der er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium. Musikken er indspillet over to dage. Ud fra det er der udvalgt lidt over en halv times musik, delt op i 13 numre.
Det er ganske spøjs plade, med musikere som man kender fra andre sammenhænge. At lederen af Danish Institute of Eletronic Music (DIEM) Wayne Siegel skulle lave en plade sammen med en af Danmarks førende jazz- og bluesguitarister Uffe Steen havde jeg ikke lige set komme. Hvem af de to musikere der så er mest på udebane, er ikke lige til at høre. Saxofonisten Christian Vuust lavede sidste år pladen M:U:S:T hvor han også eksperimenterede med det elektroniske, så for ham er det ikke langt fra noget han har lavet før og så alligevel.
Ramajams force - og skrøbelighed - er at de prøver sig selv af som musikere, men også de rammer de arbejder indenfor. Man får et spændende indblik i en verden hvor de skifter mellem intergalaktisk frenetisk elektro-akustisk musik, som man kender det fra feks. Evan Parker til så at være nogle suckers for en puls, en fed rytme og lækker akustisk guitar eller sax, som feks. på nummeret Ridderspore.
Bonusinfo:
Som det nok kan anes på billedet, er pladecoveret ligeså utraditionelt som musikken. Grafisk designer Iben West har lavet pladecoveret der er udstyret med en elastik.
Rama kommer af Det Jyske Musikkonservatoriums engelske navn Royal Academy of Music Aarhus.
Transatlantisk jazz-klassisk mashup
Det norsk-dansk-amerikanske ensemble NYNDK er aktuel med deres tredje album. På de foregående har musikken overvejende været komponeret af medlemmerne. Denne gang er de gået et skridt videre og har taget udgangspunkt i nogle komponister fra deres respektive hjemlande. Hertil har de så skrevet et supplerende og kommenterende nummer til hver enkelt komponist. Det drejer sig om de amerikanske komponister Charles Ives og George Perle, de norske komponister Arne Nordheim og Edvard Grieg samt de danske komponister Carl Nielsen og Per Nørgaard. Altså klassiske komponister der har arbejdet i den samme periode hvor jazzen opstod og blev populær (undtagen Grieg, der døde i 1907).
NYNDK er baseret omkring medlemmerne Chris Washburne på basun, Ole Mathisen på sax og klarinet og bassisten Per Mathisen. Det danske medlem er pianisten Søren Møller, der gennem sin karriere ligeså ofte har vendt sig mod klassiske komponister som mod jazzens for at få inspiration. Trommeslageren Tony Moreno er gæstemedlem.
Det er spændende at lytte til kontemporære klassiske komponister i en jazzversion, hvor der er plads til improvisation og nysgerrighed. Komponister der både har skabt væsentlig musik i deres hjemlande og samtidig været med til at udvikle den klassiske musik, danner her et godt grundlag for NYNDK's eksperiment.
NYNDK spiller anden satsen fra Carl Nielsens anden symfoni, og endnu en gang slår det mig når Carl Nielsen får en omgang jazz, at "You can take the man out the streets,
but you can't take the streets out the man" (tak til Snoop Dog, for citatet). Der er stadig en masse Carl Nielsensk over musikken. Hvilket også er en cadeau til NYNDK. der netop er i stand til at bearbejde musikken med stor nænsomhed og respekt. De har lavet en plade med komponister der ikke er ens og alligevel er pladen forholdsvis stringent med en musikalsk identitet, hvor tankerne ofte går i retning af Charles Mingus. En særlig tak skal gå til bassisten Per Mathisen, der ikke er uden skyld i det.
My Space: http://www.myspace.com/nyndk
Drømme og stemninger
Når pladen hedder Village nights, er det ikke aftener i landsbyens forsamlingshus der refereres til. Det er Greenwich Village i New York der tænkes på. Pianisten Thomas Bornø tager et musikalsk afsæt i drømmenes og stemningernes jazzby nr. 1 på hans debutplade. Den er også indspillet i New York, med et hold af amerikanske musikere, hvor trommeslageren Greg Hutchinson efterhånden er ved at være en velkendt herre på danske musikeres New Yorker-indspilninger. Han kendes primært fra sit mangeaårige samarbejde med Nikolaj Hess, men også fra debutanten Tine Bruhns plade, der kom i sommers. Saxofonisten Joel Frahm har en fremtrædende rolle på pladen, han spiller myndigt og elegant på saxofonen og passer perfekt ind i Bornøs univers.
Musikken på pladen er lyden af en jazzklub, hvor der spilles vellydende jazz af den klassiske slags. Ikke sådan at forstå at Bornø "bare" er hoppet på en omgang standards. Han har selv komponeret 8 af pladens 10 numre. De sidste to er Tea for two og I'll be seeing you. Kompositionerne er af en høj kvalitet, der hele tiden bevarer en åbenhed for de enkelte musikeres fine improvisationer.
Det er jazz som er hørt mange gange før . På trods af risikoen for at det bliver alt for anonymt, er den her plade et særdeles behageligt bekendtskab. Pladen kan sagtens sættes på og fungere som et lækkert stemningsskabende lydtapet, der næsten kan omdanne min stue, her i provinsbyen til en drønhyggelig jazzklub kl. 2 om natten - Jeg skal bare lige lukke øjnene.
Bonusinfo:
Joel Frahm har i eget navn bla. lavet en plade sammen med de gamle Stan Getz musikere Kenny Barron, Rufus Reid og Victor Lewis, samt en duoplade sammen med Brad Mehldau.
Thomas Bornø har tidligere medvirket på Jens Søndergaards More Pepper.
My Space: www.myspace.com/thomasbornoe
Den svenske saxofonist, big band leder og komponist Bernt Rosengren fik igår overrakt Kungliga Musikaliska Akademiens Jazzpris 2009. Prisen på 100.000 sek blev givet af den svenske konge ved en fest, hvor han spillede med sin kvartet med bla. bassisten Hans Backenroth.
Copenhagen Jazzhouse åbner d. 7. december en ny scene i stueetagen. Ved åbningskoncerten spiller Søren Kristiansen på det opretstående piano sammen med Thomas Ovesen og Mikkel Find. Copenhagen Jazzhouse vil desuden i starten af det nye år, løfte sløret for et tiltag for jazzens vækstlag, som vil yde Danmarks talentmasse en enestående mulighed for at blive eksponeret. - Og hvem ved om byen igen en dag skal have sig en pianobar, som giver københavnerne mulighed, for at droppe forbi efter fyraften, nyde en drink og høre nogle af vores mange fantastiske hjemlige jazzpianister.
Måske er ovenstående et svar på den debat om Copenhagen Jazzhouses programlægning, som Jesper Bodilsen startede på Jazzblog.dk. Debatten fortsatte sidste mandag på Radio Jazz. Hørte du ikke Lennart Ginman og Bodilsens snak, har du stadig mulighed for at høre den på Jazzblog.dk hvor den kan streames.
Rollator-klezmer
Veteranerne på den danske klezmerscene er tilbage! Siden Channe Nussbaum og Spielniks startede for 23 år siden er der kommet flere danske klezmerbands til. Her har Klezmofobia og Mames Babegenush indenfor de senere år gjort deres til, at det danske publikum har fået ørerne op for stilarten. Men Spielniks overbeviser os med deres nye udspil Alt und aggressiv om, at der stadig er plads til dem.
De spiller jidpop, der er en opdateret blanding af klezmer og jiddische lieder. Der synges på "forkert tysk", en mellemeuropæisk sprog-blanding indeholdende tysk, polsk, engelsk og dansk. Man kommer ret hurtigt til, at tage sig selv i at synge med på velklingende popsange som Sigmund, Heinz, Bim Bam Burry og titelmelodien Alt und aggressiv.
Der er indblandet en ordentlig portion humor i Spielniks. De koketerer med at de er blevet gamle og som følge deraf mere aggressive. De hylder erfaring og gør op med klichéen om at man bliver mild og god med alderen.
Det er over 10 år siden de sidst lavede en plade. Siden har de forskellige medlemmer lavet mange forskellige ting. Torben Steno på guitar og vokal har huseret på DR2 og sammen med Magtens Korridorer forsangeren Johan Olsen i Pligten Kalder. De andre medlemmer Jens Tolsgaard på akkordion mm, Peter Nielsen på bas og trommeslageren Morten Krøgholt har hver for sig været involveret i at lave musik til teater, tv, film og danseforestillinger. Klarinetisten Peter Jessen har blandt andet brugt tiden på at opfinde mezzosopransaxofonen.
Sangerinden Channe Nussbaum har skrevet næsten al musikken på en plade, der nok skal finde et publikum blandt dem der, udover poppet klezmer har en forkærlighed for cabaret, Tom Waits, Serge Gainsbourg og modne mænd.
My Space: www.myspace.com/channenussbaumspielniks
Video med pladens mest veloplagte hit Heinz: www.youtube.com/watch?v=hAJiZEwHL_4
Jazzfunk med stort J
Groovy, swingende og ukompliceret jazzfunk med kærlige hilsner til Maceo Parker, Tower of Power og Brecker Brothers er som regel en kæmpe fornøjelse. Det synes saxofonisten og bandlederen Kasper Fredholm også. Under navnet Kasper Fredholm Groove Syndrome har han kastet sig ud i den kropsligt besnærende genre. Der er kærlige nik fra Fredholms saxofon til Michael Brecker og specielt Maceo Parker, der i starten af 90'erne lavede Roots Revisited og Mo'Roots pladerne. Det var 70'ernes jazzfunk med med stort J og iblandet en masse af 60'ernes souljazz. Det samme gør Kasper Fredholm.
Han bakkes solidt op af et velspillende band med Nicholas Kingo på keyboards og Simon Dyhr på bas i nogle fremtrædende roller. Flere af melodierne er standards. The shadow of your smile og Yesterdays har begge fået sprøjtet en omgang funk ind i blodårerne. Et irriterende afbræk midt på pladen i form af Nature boy trækker dog ned. Primært fordi bandet pludselig trækker funkstikket ud. Det virker malplaceret midt på pladen, bedst som man funker igennem. Den kunne have lukket pladen.
Undervejs gæstes pladen af flere gæster. En velsyngende Kendra Lou, en grovfunkende guitarist i form af Aske Jacoby og trompetisten Peter Kehl.
Kasper Fredholm spiller også i Django Reinhardt-tributen Rêve Bohème. Han har med denne plade vist overraskende nye sider af sit saxofonspil.
Kasper Fredholm: fredholmjazz.dk
The RawList
Ugens liste indeholder rå uforfalsket nutidig jazz. Mange af musikerne har det tilfælles at de er kommet frem i det forgangne tiår. Nogle af dem har måske kun lavet en plade i eget navn, som feks. Nicolai Munch-Hansen og Christoffer Møller. De har så begge været aktive som sidemen i mange forskellige projekter, også udenfor jazzen, hos feks.Tim Christensen.
På listen finder man jazz inspireret af dansk folkemusik (Jonas Müller) og Country (Christoffer Møller). En ting går dog igen på alle numrene. Det er original dansk komponeret jazz spillet af en lang række fænomenale musikere.
God jazzfornøjelse!
121: Jakob Dinesen feat. Kurt Rosenwinkel: Everything will be alright
Everything will be alright
Stunt 2002
122: Søren Kjærgaard Trio: Mount Duke
Akustika
ILK 2004
123: Christoffer Møller: C&W
To the long lost
Universal 2005
124: Lisbeth Diers: September
Chime
Spicy Tuna 2005
125: Jakob Buchanan Sextet: Hey...What have You done
I
Buchanan Records 2006
126: Lovedale: This one goes to thirteen
Grill Music
ILK 2006
127: Pauseland: My Room
Pauseland
Pauseland 2006
128: Jonas Müller: Krager i vilden sky
East african prayer meeting suite
ILK 2007
129: Mark Solborg 4: Ear
1+1+1+1
ILK 2007
130: Nicolai Munch Hansen: Open road
Wanna do right, but not right now
Loveland Records 2007
131: Olivier Antunes: Blue Orange
1'st sketches
Calibrated 2007
132: Rosendal.Earle.Templeton: Kejserfisken
Tide
Stunt 2007
133: Mads la Cour: Lapa
á la Cour
Stunt 2008
134: Mikkel Ploug Group: Awkward sentences
Harmoniehof
Fresh Sound 2008
135: Søren Møller & Dick Oatts: The clouds above
The clouds above
Audial 2008
136: VéloVélo: Parnummersyv
VéloVélo
Gateway 2008
137: Emil Hess Evolution Orchestra: Folk song 2
Emil Hess Evolution Orchestra
Calibrated 2009
138: Kenny Werner & Benjamin Koppel: Walden
Walden
Cowbell Music 2009
139: Thomas Maintz: Nocturnal worm in the big apple
Ths is the color...
Beach Farm 2009
140: Rasmus Ehlers: Roadtrip
Trinity
Your Favourite Jazz 2009
Tidligere lister:Jazznyt 200 nr. 1-20
Jazznyt 200 nr. 21-40
Jazznyt 200 nr. 41-60
Jazznyt 200 nr. 61-80
Jazznyt 200 nr. 81-100
Jazznyt 200 nr. 101-120
Fundamentalistjazz
Jazzen er ofte udskældt for at være elitær - men selv indenfor det elitære kan man også være elitær (elielitær?). Filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen hører til i den kategori. Han er manden bag bogen Drømmejazz, hvor han har udvalgt 100 af jazzens bedste CD'er. Det er ikke så ofte at der udkommer den slags bøger på dansk - Jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om T.s. Høeg's Verdens 25 bedste jazzplader fra 2001. Det sjove er, at de kan blive enige om at Albert Ayler og Ornette Coleman skal med på en sådan liste og at Oscar Peterson og Herbie Hancock ikke skal med. Braad Thomsen udfolder sig på over 400 sider. Det er den store styrke ved bogen. Han ved en masse om jazz! -helt vildt meget endda.
Det er for det meste spændende og han sætter ofte en dansk vinkel på. Som under afsnittet om Stan Getz-pladen Getz/Gilberto, hvor han kommer ind på Getz's ophold i Danmark i slut-50'erne. Ligeledes nævnes Stan Getz's 1991-koncertindspilning People Time fra Montmartre også. Her får Braad Thomsen udnævnt denne fænomenale duo-indspilning til at være en kvartet-plade. Her bliver jeg altså nødt til at hoppe i min stol og pege med fingeren. En faktuel fejl i Braad Thomsen's bog! Det havde måske ikke haft den store betydning, hvis det ikke lige var fordi Braad Thomsen selv er enormt meget på nakken af liner notes-forfattere og andre, hvis de har skrevet noget forkert.
Han går grundigt i dybden med den tidlige jazz og kan have svært ved sortere noget fra i de tidlige år. Således mener han at det er nødvendigt med en boks med alle sangerinden Bessie Smith's 160 sange. Det er en af svaghederne ved en sådan liste. Det vigtigste skal med. 160 sange med Bessie Smith bliver for meget - og for kedeligt i længden. I jazzens tidlige år bliver blues-kunstnere som Lightnin' Hopkins og T-Bone Walker også inkluderet. Der følges senere op i bogen med flere kunstnere der ikke direkte er jazzmusikere, som feks. Ray Charles. De er relevante for jazzen og dens udvikling. Det er dog ikke helt tydeligt, hvorfor det lige er de kunstnere der er valgt. Braad Thomsen kan godt lide blues, men ignorerer udover Ray Charles fuldstændigt soul-, r'n'b- og rockmusikkens store betydning for jazzen og dens udbredelse
Der er ikke mange danske jazzmusikere med i bogen. Der er fundet plads til Lotte Anker, Marilyn Mazur (med en plade som Braad Thomsen lavede en film om), NHØP (sammen med Michel Petrucciani) og Peter Friis Nielsen (sammen med Peter Brötzmann). Der er ikke en eneste musiker under 50 år med i bogen. Jeg synes at det bliver for kedeligt og snæversynet, hvis man som jazzfan ikke er istand til, at høre at yngre jazzmusikere også er fremkommet med musik af vigtighed for jazzhistorien - hvad med feks. Nils Petter Molvær, Bugge Wesseltoft, Ethan Iverson, Jason Moran eller danskere som Jakob Bro, Carsten Dahl eller Jacob Anderskov?
På trods af at bogen er helt ny, fremkommer der mange bedagede iagttagelser, som feks. at Enrico Pieranunzi, NHØP, Petrucciani, Garbarek og Evan Parker er blandt de få europæiske musikere der kan gøre sig gældende i jazzens absolutte elite. Noget der havde en hvis sandhed for mere end 10-15 år siden. Siden da er bla. Esbjörn Svensson og Stefano Bollani kommet til.
I forbindelse med overklassikeren Kind of Blue ofrer han kun en sætning på altsaxofonisten Cannonball Adderley, som han omtaler som værende en jovial tyksak. Herefter kaster han sig ud i en lang beskrivelse af Coltranes store evner. Da udstiller det meget tydeligt Braad Thomsens snævre jazzsyn. Han er fuldstændigt forgabt i Billie Holiday, Cecil Taylor, John Coltrane og Albert Ayler.
Braad Thomsen er vel det tætteste på en fundamentalist, man kan støde på i dagens jazzfanskare. I gamle dage kaldte man det jazzpolitiet. Det handler meget om at udelukke en masse fra jazzens ellers bredtfavnende scene. Som noget der ikke er godt eller "rigtigt" på den ene eller anden måde. Braad Thomsen har desværre en alt for stor forkærlighed for det man kunne kalde hjernejazzen. Det bliver derfor en meget ensidig og noget glædesløs version af jazzens historie. Bogen kan ikke anbefales til den nye jazzfan. Vedkommende bliver skræmt væk af Braad Thomsens intellektualisering og forsnævring af en musikform, der ellers normalt indeholder en bredde, nysgerrighed og ikke mindst åbenhed overfor det fremmede og nye. Gamle jazzfans kan fornøje sig med at læse de mange spændende anekdoter som Braad Thomsen til alt held ligger inde med - og er god til at formidle.
Den engelske altsaxofonist (og rapper) Soweto Kinch gæster Jazzhouse d. 4. dec. Han medbringer sit eget band til noget der kan blive en særdeles hed decemberaften. Senere i december, d. 18. er Al Agami på Jazzhousescenen med sit nye band The Rap Rehab Ensemble, med bla. Carsten Skov på vibrafon og Ben Besiakow på keyboards.
D. 10. december er der også hiphop/jazz på programmet på Ingolfs Kaffebar i København, hvor DJazZ Exp. feat. Pede B spiller. Guitaristen Tao Højgaard står i spidsen for bandet, hvor han deles om pladsen med freestyle-rapperen og ord-improvisatoren Pede B.
My Space: www.myspace.com/djazzexp
Den amerikanske saxofonist/basklarinetist Andrew D´angelo kommer til Danmark i februar og marts. JazzDanmark har fået penge fra DIVA (Danish International Visiting Artists) programmet til at finansiere hans ophold i Danmark.
Læs mere her
”Copenhagen Jazz Festival Experience" skal promovere København og Copenhagen Jazz Festival ved at bringe byens største musikbegivenhed ud på "turné" i udvalgte byer/lande i udlandet. Det skal skabe øget international omtale af festivalen og fremvise København som kreativ, musikorienteret kulturmetropol. Med støtte på dkk 1.500.000 fra fonden har Copenhagen Jazz Festival fået en enestående mulighed for at intensivere og opgradere markedsføringen af festivalen i Tyskland, England og USA.
Læs mere her
Svenske stjerner
Det her er en meget velkommen og atypisk bog. Alene det at man vælger at give bogen en undertitel hvor ordet jazzstjerne indgår. Hvor det vel at mærke hverken er amerikanske eller døde jazzmusikere det handler om. All That Swedish Jazz er en bog, med historien om 12 nulevende svenske jazzmusikere. Nogle af dem er meget kendte og givetvis også mere stjerner end andre i bogen. Men det betyder ikke så meget.
Bogen er skrevet af journalisterne Lisbeth Axelsson og Rolf Jansson, der i 2007 udgav en bog om basunisten Nils Landgren og hans musikalske rødder. Koblingen til Nils Landgren er der fortsat. Udover et kapitel om ham, er mange af musikerne på den ene eller anden måde knyttet til Landgren. Landgren har haft en kæmpe betydning for svensk jazz's store popularitet i specielt Tyskland. Populariteten er så stor, at denne bog endda også udgives i en tysk oversættelse.
Nils Landgren har siden 90'erne haft kontrakt med det tyske pladeselskab ACT Records, hvor han udover selv at få udgivet sine plader, har hjulpet mange andre kunstnere til at blive tilknyttet selskabet. Her er Esbjörn Svensson uden tvivl den største. I bogen møder vi nogle af de andre. Sangerinderne Viktoria Tolstoy og Rigmor Gustafsson er to lysende eksempler på den succes som svensk jazz fortjent har opnået udenfor Sverige.
I bogen er alle tolv historier fælles om, at de går tilbage til musikernes barndom og ungdom. Hvad kommer de fra og ikke mindst hvor kommer de fra er tilbagevendende temaer. Der er små interviews med forældre og musiklærere, der fortæller om musikerne i de tidlige år. Feks. har pianisten Jan Lundgren og guitaristen Andreas Öberg begge en fortid som lovende ungdomstennisspillere.
I bogen er der også artikler om Lisen Rylander Löve, Peter Asplund, Magnum Coltrane Price, Magnus Lindgren, Jon Fält, Karin Hammar og Martin Tingvall. Der følger en CD med bogen med 12 numre med musikerne fra bogen. Bogen er forrygende hyldest til den nutidige svenske jazz.
Sådan er bog her, er en rigtig god idé! Bare det at bogen kommer i en tysk oversættelse vil helt sikkert føje flere kapitler til det svenske jazzeventyr i Tyskland.
-og ja, det kunne være en fornøjelse, hvis der kom en lignende bog om dansk jazz.
Votum Förlag: www.votumforlag.se
The Ol'List
Standards er en ting. Der findes også mange andre ældre melodier, der er særdeles velegnede til at få en jazzoverhaling. På ugens liste har numrene det tilfælles, at det er genindspilninger af (ofte) gammelkendte melodier. Her er både Elvis, Tim Christensen, Bent Fabricius Bjerre, Jørgen Ingmann og mange andre. En enkelt næsten original har sneget sig med på listen. Fini Høstrups Eventide er en ny version af hans egen titelmelodi til filmen Springflod.
God fornøjelse!
101: Simon Spang-Hanssen & Central earth: Du gamle måne
South of Nowhere
Spangster Records 2001
102: Nulle & Verdensorkestret: Månestrålen
A global affair
Olufsen Records 2001
103: Thomas Clausen: My favourite things
My favourite things
Stunt 2001
104: Christina von Bülow Trio: Tænk på et tal
Spiller Bent Fabricius Bjerre
MBO/Metorion 2004
105: Fini Høstrup: Eventide
So gentle
Stunt 2004
106: Thomans Fryland Sekstet: Drømte mig en drøm i nat
Metamorfoser vol. 1: Salmer og sange
Sweet Silence Record Company 2004
107: GinmanBlachmanDahl: All blues
GinmanBlachmanDahl
Verve 2004
108: Kasper Villaume Trio: Dansevise
117 Ditmas Avenue
Stunt 2004
109: Jesper Lundgaard Trio: Amarcord
Celluloid
Music Mecca 2005
110: Bollani/Bodilsen/Lund: Den allersidste dans
Gleda
Stunt 2005
111: Hugo Rasmussen Allstarz: Nuages
Precious heroes
Music Mecca 2006
112: Alex Riel Trio: The high and the mighty
The high and the mighty Live at Copenhagen Jazzhouse
Cowbell Music 2007
113: Gunde on Garner: Love is a matter of...
"...Songs that could have been played by Erroll Garner - If he had only known them..."
Stunt 2007
114: Peter Fuglsang Quartet: Cherokee
File under purple
Stunt 2007
115: Jacob Fischer Trio feat. Svend Asmussen: September song
Jacob Fischer Trio feat. Svend Asmussen
Gateway 2008
116: Jakob Bro Trio: Love me tender
Who said Gay Paree?
Loveland/Pladekisten 2008
117: Kenny Werner & Jens Søndergaard: Loverman
A time for love
Stunt 2008
118: Mads Vinding Trio: Footprints
Bubbles & Ballads
Bro Recordings 2008
119: Jan Harbeck Quartet: In the still of the night
In the still of the night
Stunt 2009
120: Jesper Thilo: Donna Lee
Remembering those who were
Stunt 2009
Jazznyt 200 nr. 1-20
Jazznyt 200nr. 21-40
Jazznyt 200nr. 41-60
Jazznyt 200nr. 61-80
Jazznyt 200nr. 81-100
