Sødmefuld og sjov
At hun har en fortid i et talentshow og dansk melodi grand prix, er nok ret underordnet for læserne af denne blog, det er vel nærmest diskvalificerende. Men så kan man trække "Malene Mortensen-kortet". Hun startede i et talentshow og floppede senere big time ved melodi grand prix. Hun har siden skabt sig en flot karriere i jazzen. Det kan med andre ord godt lade sig gøre, at forsøge sig i jazzen. Selv om man ud fra et traditionelt "jazzmiljø-synspunkt" startede med nogle karrieremæssige forhindringer, hvis man vil betragtes som en "seriøs" jazzmusiker.
Kendra Lou har selv skrevet det meste af materialet på pladen To the end of the world, hvor Søren Siegumfeldt har været inde over som arrangør og producer. Det er ikke noget dårligt valg når der skal laves en klassisk lydende jazzplade med indladende poptendenser. Det fungerer ganske effektivt på To the end of the world. Tekster der kredser om kannibalisme, selvmord, ensomhed, undertrykt vrede, ensomhed og jalousi lyder som noget der er meget trist. Det er det ikke i Kendra Lou's mund. Det hele leveres med et skævt smil. Der hersker en afslappet stemning, hvor man ikke tager det hele alt for alvorligt.
Jakob Holm på guitar, Simon Linnert på piano og rhodes, Kasper Tagel på bas og Janus Templeton på trommer leverer en sikker bund, til en plade der uden problemer kunne blive et godt soundtrack på en café. Mads Hyhne, Peter Fuglsang og Kasper Tranberg supplerer med blæs. Pladen passer stilistisk på hylden mellem Madeleine Peyroux og Melody Gardot. Den er ikke til for at revolutionere noget som helst. Det er i stedet en underholdende plade med en sangerinde der tør stå ved det.
My Space: www.myspace.com/kendraloumusic
søndag, maj 30, 2010
Organisk, følsomt og blidt
Third Voyage: Captain Grant's Children (Time Span Records/Gateway)
De tre jazzmusikere Martin Maretti Andersen på trommer, Thomas Agergaard på sax og Torben Westergaard på el-bas har under navnet Third Voyage lavet pladen Captain Grant's Children. Det er en levende organisk plade, hvor tonerne nærmest vokser frem af hinanden. Det er et følsomt og blidt væsen, der ikke er fjernt fra Motian/Lovano/Frisell trioen - bare med mere puls.
På en rejse langs den 37. breddegrad leder Kaptajn Grant's børn efter deres far. Det er den ultrakorte version af Jules Verne's roman Kaptajn Grant's børn fra 1868, der her giver titel til pladen. På samme måde er trioen Third Voyage også i gang med en afsøgning, hvor de undervejs møder nye og ukendte verdener. Rejsen foretages med det velkendte transportmiddel - jazzen. De tre musikere tilhører en eksklusiv skare af stærke danske musikalske personligheder. De bidrager hver især med deres musikalske personlighed og når de blandes sammen kommer der noget nyt og unikt ud af det.
Pladen er optaget over fem timer på en dag og dokumenterer på fineste vis en unik trio. Torben Westergaard på en fantastisk vellydende, dynamisk bas. Martin Maretti Andersen's trommespil pulserer konstant og med den tilføjede percussion meget fyldig i lydbilledet. Thomas Agergaard er ofte rost for sin stærke personlige tone, hvilket ikke er nogen undtagelse på Captain Grant's Children.
Bonusinfo:
Trioen kan opleves sammen med Pierre Dørge på Huset i Magstræde d. 4. juli.
Third Voyage: www.thirdvoyage.dk
My Space: www.myspace.com/voyage3
Third Voyage: Captain Grant's Children (Time Span Records/Gateway)
De tre jazzmusikere Martin Maretti Andersen på trommer, Thomas Agergaard på sax og Torben Westergaard på el-bas har under navnet Third Voyage lavet pladen Captain Grant's Children. Det er en levende organisk plade, hvor tonerne nærmest vokser frem af hinanden. Det er et følsomt og blidt væsen, der ikke er fjernt fra Motian/Lovano/Frisell trioen - bare med mere puls.
På en rejse langs den 37. breddegrad leder Kaptajn Grant's børn efter deres far. Det er den ultrakorte version af Jules Verne's roman Kaptajn Grant's børn fra 1868, der her giver titel til pladen. På samme måde er trioen Third Voyage også i gang med en afsøgning, hvor de undervejs møder nye og ukendte verdener. Rejsen foretages med det velkendte transportmiddel - jazzen. De tre musikere tilhører en eksklusiv skare af stærke danske musikalske personligheder. De bidrager hver især med deres musikalske personlighed og når de blandes sammen kommer der noget nyt og unikt ud af det.
Pladen er optaget over fem timer på en dag og dokumenterer på fineste vis en unik trio. Torben Westergaard på en fantastisk vellydende, dynamisk bas. Martin Maretti Andersen's trommespil pulserer konstant og med den tilføjede percussion meget fyldig i lydbilledet. Thomas Agergaard er ofte rost for sin stærke personlige tone, hvilket ikke er nogen undtagelse på Captain Grant's Children.
Bonusinfo:
Trioen kan opleves sammen med Pierre Dørge på Huset i Magstræde d. 4. juli.
Third Voyage: www.thirdvoyage.dk
My Space: www.myspace.com/voyage3
Oddjob: Clint (Act)
Clint Jazzwood
Få skuespillere er omgærdet af så stor respekt, fra både drengerøvene og de filmintellektuelle som den nu 80 årige Clint Eastwood. Både som den ensomme hævner i det vilde vesten eller som den ensomme hævner i den vilde storby. Selv en fredselskende person som jeg, synes at det er helt i orden når han fylder en "punk" med bly. At Eastwoods kærlighed til jazz også er eksisterende gør jo ikke manden ringere - ja han har ligefrem en søn, Kyle Eastwood der er jazzbassist og så lavede han jo filmen Bird om Charlie Parker i 1988.
Det er vel noget af det der har været grunden til at den svenske gruppe Oddjob har kastet sig over filmmusikken fra nogle af de mange film han har medvirket i. Pladen indledes med den måske mest kendte filmmelodi nogensinde. Temaet til den Den gode, den onde og den grusomme er udstyret med noget der lyder som et grundspor til et synthpop nummer fra 1981, dog tilføjet Per ‘Ruskträsk’ Johansson på temasax og Goran Kajfes på rolig tematrompet.
Pladen fortsætter med musik fra film som Dirty Harry, Magnum Force (Dirty Harry 2), Pale Rider og Hang 'em high. Musikken er komponeret af nogle af datidens hårde soundtrackhunde; Ennio Morricone og Lalo Schifrin. Så melodimaterialet fejler intet. Oddjob har valgt at give musikken et personligt touch. Det er ikke et corny forsøg udi kitschgenren som Oddjob har lavet. Det er musikalsk kollektiv der kender hinanden godt efter, at have lavet 4 albums med eget materiale.
Clint er en spændende og afvekslende plade, der ikke er står i vejen for at afprøve elementer fra både rock, electro og mere eksperimenterende jazz i god blanding. Pladen lukkes med en kompostion af Clint Eastwood, fra filmen Grace is gone hvor musikken var det eneste han bidrog med til den film.
Oddjob: www.oddjob.cd
Få skuespillere er omgærdet af så stor respekt, fra både drengerøvene og de filmintellektuelle som den nu 80 årige Clint Eastwood. Både som den ensomme hævner i det vilde vesten eller som den ensomme hævner i den vilde storby. Selv en fredselskende person som jeg, synes at det er helt i orden når han fylder en "punk" med bly. At Eastwoods kærlighed til jazz også er eksisterende gør jo ikke manden ringere - ja han har ligefrem en søn, Kyle Eastwood der er jazzbassist og så lavede han jo filmen Bird om Charlie Parker i 1988.
Det er vel noget af det der har været grunden til at den svenske gruppe Oddjob har kastet sig over filmmusikken fra nogle af de mange film han har medvirket i. Pladen indledes med den måske mest kendte filmmelodi nogensinde. Temaet til den Den gode, den onde og den grusomme er udstyret med noget der lyder som et grundspor til et synthpop nummer fra 1981, dog tilføjet Per ‘Ruskträsk’ Johansson på temasax og Goran Kajfes på rolig tematrompet.
Pladen fortsætter med musik fra film som Dirty Harry, Magnum Force (Dirty Harry 2), Pale Rider og Hang 'em high. Musikken er komponeret af nogle af datidens hårde soundtrackhunde; Ennio Morricone og Lalo Schifrin. Så melodimaterialet fejler intet. Oddjob har valgt at give musikken et personligt touch. Det er ikke et corny forsøg udi kitschgenren som Oddjob har lavet. Det er musikalsk kollektiv der kender hinanden godt efter, at have lavet 4 albums med eget materiale.
Clint er en spændende og afvekslende plade, der ikke er står i vejen for at afprøve elementer fra både rock, electro og mere eksperimenterende jazz i god blanding. Pladen lukkes med en kompostion af Clint Eastwood, fra filmen Grace is gone hvor musikken var det eneste han bidrog med til den film.
Oddjob: www.oddjob.cd
tirsdag, maj 25, 2010
Povo: The yellow of the sun in you (Ricky Tick/VME)
De begejstrer endnu en gang
Der er gået 5 år siden de udsendte debutalbummet We are Povo. I den mellemliggende periode er der kommet enkelte 12"singler dryssende med dem. Som sidste år, hvor der kom en EP med 3 numre, med genindspilninger af gamle danske jazznumre. Hensigten var på det tidspunkt at lave et helt album med genindspilninger af danske jazznumre fra 60'erne.
De var kommet i stald på det toneangivende finske pladeselskab Ricky Tick Records, der siden starten i 2005 har domineret den skandinaviske dansejazzscene, med kunstnere som Jukka Eskola og Five Corner Quintet. Det spor følger Povo uden problemer, men mere end de tre genindspilninger blev det ikke til. Den ny plade byder i stedet på noget andet.
Anders Peter Andreasen og Lars Vissing er de to hjerner bag Povo. Vissing er musikeren (trompet) og komponisten. Andreasen er vel det man bedst kan betegne som manden der sikrer Povo det stærkt stilsikre og æstetiske udtryk, der bringer dem ud i den verden, hvor man vil have jazz som man kan danse til. Pladens 11 numre er - pånær en enkelt - med vokal. Ganske opsigtsvækkende er det lykkedes dem at få den suveræne sanger Andy Bey med på fire numre. I pladens linernotes kan man læse om den besværlige proces der førte frem til, at mr. Bey ville åbne munden for de to danskere.
For hulen da! Hvor det lyder godt. Han synger som ingen anden. Han er et meget eftertragtet navn på den klubscene, hvor Povo har etableret sig. Nummeret Try to use this argument on your bank manager og Bey's egen klassiker Celestial blues er mere end rigelig grund til at denne plade skal erhverves. DJ's som feks. Gilles Petterson har bla. flittigt brugt det han lavede sammen med Horace Silver i 60'erne. Stilistisk er Povo heller ikke langt fra Horace Silver's hardbop prægede jazz. Heine Hansen på piano, Bastian Sjelberg på bas, Claus Waidtløw på sax, Nikolai Bøgelund på basun er blandt de benyttede musikere. Musikken har et udpræget akustisk præg, bygget op om de vigtige gentagne beats der med det samme går i kroppen.
Sangerinden (og Andy Bey's niece) Saidah Baba Talibah synger med et let Billie Holiday-præg to af pladens numre. Temu Bacot står for de sidste fire. Han er et fund. Han synger Bob Dylan's It's all over now, Baby Blue og Can's She brings the rain, mens Vissing og Trinelise Væring har skrevet de to andre. The yellow of the sun in you er en værdig opfølger og fortsættelse på det Povo startede for fem år siden, hvor de begejstrede mig voldsomt. De gør de stadig. De skuffer ikke et sekund. Pladen kan med fordel sættes på når skal danses, men så sandelig også når der skal lyttes.
Bonusinfo:
Pladen blev udgivet i Japan i februar.
My Space: www.myspace.com/povoweb
Der er gået 5 år siden de udsendte debutalbummet We are Povo. I den mellemliggende periode er der kommet enkelte 12"singler dryssende med dem. Som sidste år, hvor der kom en EP med 3 numre, med genindspilninger af gamle danske jazznumre. Hensigten var på det tidspunkt at lave et helt album med genindspilninger af danske jazznumre fra 60'erne.
De var kommet i stald på det toneangivende finske pladeselskab Ricky Tick Records, der siden starten i 2005 har domineret den skandinaviske dansejazzscene, med kunstnere som Jukka Eskola og Five Corner Quintet. Det spor følger Povo uden problemer, men mere end de tre genindspilninger blev det ikke til. Den ny plade byder i stedet på noget andet.
Anders Peter Andreasen og Lars Vissing er de to hjerner bag Povo. Vissing er musikeren (trompet) og komponisten. Andreasen er vel det man bedst kan betegne som manden der sikrer Povo det stærkt stilsikre og æstetiske udtryk, der bringer dem ud i den verden, hvor man vil have jazz som man kan danse til. Pladens 11 numre er - pånær en enkelt - med vokal. Ganske opsigtsvækkende er det lykkedes dem at få den suveræne sanger Andy Bey med på fire numre. I pladens linernotes kan man læse om den besværlige proces der førte frem til, at mr. Bey ville åbne munden for de to danskere.
For hulen da! Hvor det lyder godt. Han synger som ingen anden. Han er et meget eftertragtet navn på den klubscene, hvor Povo har etableret sig. Nummeret Try to use this argument on your bank manager og Bey's egen klassiker Celestial blues er mere end rigelig grund til at denne plade skal erhverves. DJ's som feks. Gilles Petterson har bla. flittigt brugt det han lavede sammen med Horace Silver i 60'erne. Stilistisk er Povo heller ikke langt fra Horace Silver's hardbop prægede jazz. Heine Hansen på piano, Bastian Sjelberg på bas, Claus Waidtløw på sax, Nikolai Bøgelund på basun er blandt de benyttede musikere. Musikken har et udpræget akustisk præg, bygget op om de vigtige gentagne beats der med det samme går i kroppen.
Sangerinden (og Andy Bey's niece) Saidah Baba Talibah synger med et let Billie Holiday-præg to af pladens numre. Temu Bacot står for de sidste fire. Han er et fund. Han synger Bob Dylan's It's all over now, Baby Blue og Can's She brings the rain, mens Vissing og Trinelise Væring har skrevet de to andre. The yellow of the sun in you er en værdig opfølger og fortsættelse på det Povo startede for fem år siden, hvor de begejstrede mig voldsomt. De gør de stadig. De skuffer ikke et sekund. Pladen kan med fordel sættes på når skal danses, men så sandelig også når der skal lyttes.
Bonusinfo:
Pladen blev udgivet i Japan i februar.
My Space: www.myspace.com/povoweb
Bob Greene & Peruna Jazzmen: 1970-72 (Little Beat Records)
Historisk dansk Jelly Roll Tribute
Jelly Roll Morton er omdrejningspunktet for denne genudgivelse af en plade der udkom i 1974 i USA, med danske Peruna Jazzmen og den amerikanske pianist Bob Greene. I 1970 var den Jelly Roll Morton-inspirerede Bob Greene i København, her løb han ind i Peruna Jazzmen-medlemmet Leif Bjerborg, der fik Greene med i Peruna Jazzmen's øvelokale. Denne øvesession blev optaget og Greene var fyr og flamme. Han havde ikke forestillet sig at han skulle løbe ind i et jazzorkester, der kunne spille så tæt op ad Jelly Roll Morton's The Red Hot Peppers.
Der skulle indspilles et helt album med dem og det blev til pladen Jelly Roll Revisited, der gik hen og solgte pænt i USA. Publikum i både Danmark og USA var begejstrede over at der var nogen der kunne spille så tæt op ad Jelly Roll Morton's musik. Peruna Jazzmen fyldte 50 år i 2009 og derfor blev det besluttet at genudgive pladen suppleret med nogle flere indspilninger.
De spillede historisk jazz, der på daværende tidspunkt havde over fyrre år på bagen - det var fyrre år hvor jazzen eksploderet, havde spredt og formeret sig voldsomt i alle mulige retninger. I dag er Peruna Jazzmen sammen med Bob Greene selv gået hen og blevet jazzhistorie med fyrre år på bagen. Pladen er flot dokument over et band der på det tidspunkt ramte en niche, hvor ikke mange andre var tilstede. Mens den traditionelle jazz havde fejret sin sejrsgang siden 50'erne var Jelly Roll's stil ikke noget mange havde kopieret.
Som vanligt med Little Beat Records udgivelser er det en overdådig udstyret plade, med en tætskrevet booklet på 72 sider!Bonusinfo:
Peruna Jazzmen er stadig aktive i dag og kan bla. høres på årets Copenhagen Jazzfestival d. 6. juli i M.G. Petersens Familiehave.
Peruna Jazzmen: www.peruna-jazzmen.dk
Jelly Roll Morton er omdrejningspunktet for denne genudgivelse af en plade der udkom i 1974 i USA, med danske Peruna Jazzmen og den amerikanske pianist Bob Greene. I 1970 var den Jelly Roll Morton-inspirerede Bob Greene i København, her løb han ind i Peruna Jazzmen-medlemmet Leif Bjerborg, der fik Greene med i Peruna Jazzmen's øvelokale. Denne øvesession blev optaget og Greene var fyr og flamme. Han havde ikke forestillet sig at han skulle løbe ind i et jazzorkester, der kunne spille så tæt op ad Jelly Roll Morton's The Red Hot Peppers.
Der skulle indspilles et helt album med dem og det blev til pladen Jelly Roll Revisited, der gik hen og solgte pænt i USA. Publikum i både Danmark og USA var begejstrede over at der var nogen der kunne spille så tæt op ad Jelly Roll Morton's musik. Peruna Jazzmen fyldte 50 år i 2009 og derfor blev det besluttet at genudgive pladen suppleret med nogle flere indspilninger.
De spillede historisk jazz, der på daværende tidspunkt havde over fyrre år på bagen - det var fyrre år hvor jazzen eksploderet, havde spredt og formeret sig voldsomt i alle mulige retninger. I dag er Peruna Jazzmen sammen med Bob Greene selv gået hen og blevet jazzhistorie med fyrre år på bagen. Pladen er flot dokument over et band der på det tidspunkt ramte en niche, hvor ikke mange andre var tilstede. Mens den traditionelle jazz havde fejret sin sejrsgang siden 50'erne var Jelly Roll's stil ikke noget mange havde kopieret.
Som vanligt med Little Beat Records udgivelser er det en overdådig udstyret plade, med en tætskrevet booklet på 72 sider!Bonusinfo:
Peruna Jazzmen er stadig aktive i dag og kan bla. høres på årets Copenhagen Jazzfestival d. 6. juli i M.G. Petersens Familiehave.
Peruna Jazzmen: www.peruna-jazzmen.dk
mandag, maj 24, 2010
Offpiste Gurus: Offpiste Gurus (Stunt)
En nødvendig parentes
Jeg er stor fan af Fredrik Lundin. Han er vores helt store personlige jazzsaxofonister, hvilket han har bevist gang på gang i over 25 år.
Det ændrer pladen med hans (og sangerinden og kæresten Trinelise Værings) seneste påhit Offpiste Gurus ikke meget på. Det er for det første ikke en jazz-cd. I stedet er det en ikke videre original rockplade. Pladen kan bedst betegnes som en parentes i Lundin's musikalske karriere. Lundin har selvfølgelig som musiker brug for at udvikle sig. Hvis han så har brug for at spille rock, for feks. at vække lysten til at spille old-school barytonsax som Lars Gullin i Gullin-hyldest ensemblet Silhouette, skal han være mere end velkommen til at spille rock.
Det er overhovedet ikke en lorteplade, den starter på nogle buldrende tomme kalorier, men så kommer der en række gode numre, som feks. I wanna go back og redder showet. Et fedt sax-vokal parløb i et skramlet kabaretnummer. Festen fortsætter med numre som No need to cry og In you absence.
Trinelise Væring synger modent og velovervejet, hun har ingen problemer med at omsætte de spøjse og skæve tekster. Bandet består af erfarne musikere der har spillet både rock og jazz; som feks. Jeppe Gram på trommer og Nicolai Munch-Hansen på bas. Guitaristen Rune Funch er ofte i fokus og er med til at skabe et et flot lydbillede - ikke ulig Gram og Funchs Grammofunch - som på et nummer som In your absence - download den! Du får også en fed Lundin saxsolo på det nummer. Bandet er bedst, når de spiller de stille numre.
Jeg kan ikke gennemskue om pladen vil få nogen betydning på rockscenen, men for jazzmusikeren Lundin får den kun indirekte betydning.
My Space: www.myspace.com/offpistegurus
Jeg er stor fan af Fredrik Lundin. Han er vores helt store personlige jazzsaxofonister, hvilket han har bevist gang på gang i over 25 år.
Det ændrer pladen med hans (og sangerinden og kæresten Trinelise Værings) seneste påhit Offpiste Gurus ikke meget på. Det er for det første ikke en jazz-cd. I stedet er det en ikke videre original rockplade. Pladen kan bedst betegnes som en parentes i Lundin's musikalske karriere. Lundin har selvfølgelig som musiker brug for at udvikle sig. Hvis han så har brug for at spille rock, for feks. at vække lysten til at spille old-school barytonsax som Lars Gullin i Gullin-hyldest ensemblet Silhouette, skal han være mere end velkommen til at spille rock.
Det er overhovedet ikke en lorteplade, den starter på nogle buldrende tomme kalorier, men så kommer der en række gode numre, som feks. I wanna go back og redder showet. Et fedt sax-vokal parløb i et skramlet kabaretnummer. Festen fortsætter med numre som No need to cry og In you absence.
Trinelise Væring synger modent og velovervejet, hun har ingen problemer med at omsætte de spøjse og skæve tekster. Bandet består af erfarne musikere der har spillet både rock og jazz; som feks. Jeppe Gram på trommer og Nicolai Munch-Hansen på bas. Guitaristen Rune Funch er ofte i fokus og er med til at skabe et et flot lydbillede - ikke ulig Gram og Funchs Grammofunch - som på et nummer som In your absence - download den! Du får også en fed Lundin saxsolo på det nummer. Bandet er bedst, når de spiller de stille numre.
Jeg kan ikke gennemskue om pladen vil få nogen betydning på rockscenen, men for jazzmusikeren Lundin får den kun indirekte betydning.
My Space: www.myspace.com/offpistegurus
søndag, maj 23, 2010
Cathrine Legardh: Nordisk (Storyville)
Dansker der synger på bedårende smukt svensk
Sangerinden Cathrine Legardh satser på tre heste på den ny plade Nordisk. Det drejer sig om svenske evergreens, danske evergreens og eget materiale.
Lad mig starte med Legardhs egne sange. Dem der kun tre af. På dansk har hun lavet to sange, hvor Legardh i sin diktion lyder som en dansk sangerinde gjorde for 50 år siden. Specielt er sangen Tvillingerne værd at fremhæve. Den er supercharmerende og sender mig tilbage til en tid, hvor der var mælkedrenge til - og hverken Legardh eller jeg var født. Med Francesco Cali's flotte stemningsfyldte accordionsolo fuldendes nummeret. Jeg er faktisk en smule skuffet over at hun ikke har flere af sine egen sange med på pladen. Pladen afsluttes med en selvskrevet svensk sang, Undrar vad som händer.
Jeg ville ikke have savnet de tre danske evergreen-indslag. Glemmer du, Månestrålen og Hvorfor er lykken så lunefuld. Det er tre gode sange, som Legardh synger fint. Men Sinne Eeg var allerede på samme gerningssted for to år siden med albummet Kun en drøm. Dog er det et charmerende gimmick at Legardh synger den sidste del af Glemmer du... på svensk.
Resten af pladens numre er såmænd sunget på svensk, hvilket ikke er noget problem for Legardh. Hun synger på et bedårende smukt og formfuldendt svensk. Svenske klassikere som Trubbel, I morron, Värmlandsvisan og Sakta vi gå genom stan glider ubesværet ned.
En af de afgørende grunde til, at du skal købe pladen og nyde den sammen med din elskede på en lys dansk/svensk sommeraften er, at Hugo Rasmussen på bas, svenskeren Christer Karlberg og Jakob Dinesen på sax fuldender med deres lækre, intime og sexede spil. Dinesen spiller en Getz-inspireret støvet sax, Karlberg er tæt på det vi kender fra Jacob Fischer. Rasmussen holder sammen på tropperne med det afbalancerede og rolige basspil. Andreas Fryland spiller trommer på enkelte numre.
Bonusinfo:
Der bliver rig mulighed for at høre Legardh i den kommende tid. Se mere på hendes myspace.
My Space: www.myspace.com/legardh
Sangerinden Cathrine Legardh satser på tre heste på den ny plade Nordisk. Det drejer sig om svenske evergreens, danske evergreens og eget materiale.
Lad mig starte med Legardhs egne sange. Dem der kun tre af. På dansk har hun lavet to sange, hvor Legardh i sin diktion lyder som en dansk sangerinde gjorde for 50 år siden. Specielt er sangen Tvillingerne værd at fremhæve. Den er supercharmerende og sender mig tilbage til en tid, hvor der var mælkedrenge til - og hverken Legardh eller jeg var født. Med Francesco Cali's flotte stemningsfyldte accordionsolo fuldendes nummeret. Jeg er faktisk en smule skuffet over at hun ikke har flere af sine egen sange med på pladen. Pladen afsluttes med en selvskrevet svensk sang, Undrar vad som händer.
Jeg ville ikke have savnet de tre danske evergreen-indslag. Glemmer du, Månestrålen og Hvorfor er lykken så lunefuld. Det er tre gode sange, som Legardh synger fint. Men Sinne Eeg var allerede på samme gerningssted for to år siden med albummet Kun en drøm. Dog er det et charmerende gimmick at Legardh synger den sidste del af Glemmer du... på svensk.
Resten af pladens numre er såmænd sunget på svensk, hvilket ikke er noget problem for Legardh. Hun synger på et bedårende smukt og formfuldendt svensk. Svenske klassikere som Trubbel, I morron, Värmlandsvisan og Sakta vi gå genom stan glider ubesværet ned.
En af de afgørende grunde til, at du skal købe pladen og nyde den sammen med din elskede på en lys dansk/svensk sommeraften er, at Hugo Rasmussen på bas, svenskeren Christer Karlberg og Jakob Dinesen på sax fuldender med deres lækre, intime og sexede spil. Dinesen spiller en Getz-inspireret støvet sax, Karlberg er tæt på det vi kender fra Jacob Fischer. Rasmussen holder sammen på tropperne med det afbalancerede og rolige basspil. Andreas Fryland spiller trommer på enkelte numre.
Bonusinfo:
Der bliver rig mulighed for at høre Legardh i den kommende tid. Se mere på hendes myspace.
My Space: www.myspace.com/legardh
lørdag, maj 22, 2010
Surf in Stereo: Live in Paradise (Gateway)
Ganske underholdende
Efter pladens andet nummer takker man på dansk, publikum fordi de er kommet. Det er ikke kun her Live in Paradise med trioen Surf in Stereo adskiller sig fra flertallet af danske jazzplader. Ikke sådan at forstå at man ikke takker publikum ved danske jazzkoncerter, men på liveplader er det som regel fjernet. Her er det endda på dansk! Der er iøvrigt også tydelig jubel før, under og efter numrene.
Surf in Stereo er måske også tættere på (surf)rocken end jazzen med deres musikstil. De vandt dog Ung Jazz konkurrencen i 2009. De lever og ånder for her-og-nu improvisationer sat ind i en powerfyldt melodisk kontekst. Trioen består af tre individualister; Jonathan Bremer på bas, Michael Vitus på trommer og Kasper Ejlerskov Leonhardt på guitar. Bremer kommer i fokus med nogle forrygende bassoli, med rødder i fusionsjazz. De kan minde om lyden af Bo Stief i 80'erne (Stief har ageret banddoktor for trioen. Men er nok næppe den primære grund til at Bremer spiller lige sådan).
Guitaristen Leonhardt er en af den slags guitarister, der som en svamp har opsuget inspiration fra mange forskellige stilarter - ikke videre personligt - men ganske underholdende. Sikkert og effektivt leveret.
Surf in Stereo er en fin livetrio, der med stor sandsynlighed kan tiltrække sig stor interesse fra et yngre rockpublikum. Instrumental jazzrock er dog en besværlig vej at tage, når man vil etablere sig på dagens scene. Vokal er et must, når man vil ud til et større publikum. Noget som de tidligere Ung Jazz vindere Jazzkamikaze tog konsekvensen af med deres seneste album, hvor vokal blev en del af deres musikalske udtryk. Tiden må vise om det er et holdbart koncept.
My Space: www.myspace.com/surfinstereo
Efter pladens andet nummer takker man på dansk, publikum fordi de er kommet. Det er ikke kun her Live in Paradise med trioen Surf in Stereo adskiller sig fra flertallet af danske jazzplader. Ikke sådan at forstå at man ikke takker publikum ved danske jazzkoncerter, men på liveplader er det som regel fjernet. Her er det endda på dansk! Der er iøvrigt også tydelig jubel før, under og efter numrene.
Surf in Stereo er måske også tættere på (surf)rocken end jazzen med deres musikstil. De vandt dog Ung Jazz konkurrencen i 2009. De lever og ånder for her-og-nu improvisationer sat ind i en powerfyldt melodisk kontekst. Trioen består af tre individualister; Jonathan Bremer på bas, Michael Vitus på trommer og Kasper Ejlerskov Leonhardt på guitar. Bremer kommer i fokus med nogle forrygende bassoli, med rødder i fusionsjazz. De kan minde om lyden af Bo Stief i 80'erne (Stief har ageret banddoktor for trioen. Men er nok næppe den primære grund til at Bremer spiller lige sådan).
Guitaristen Leonhardt er en af den slags guitarister, der som en svamp har opsuget inspiration fra mange forskellige stilarter - ikke videre personligt - men ganske underholdende. Sikkert og effektivt leveret.
Surf in Stereo er en fin livetrio, der med stor sandsynlighed kan tiltrække sig stor interesse fra et yngre rockpublikum. Instrumental jazzrock er dog en besværlig vej at tage, når man vil etablere sig på dagens scene. Vokal er et must, når man vil ud til et større publikum. Noget som de tidligere Ung Jazz vindere Jazzkamikaze tog konsekvensen af med deres seneste album, hvor vokal blev en del af deres musikalske udtryk. Tiden må vise om det er et holdbart koncept.
My Space: www.myspace.com/surfinstereo
mandag, maj 17, 2010
BodaBoda Duo: The rich and the famous (Your Favourite Jazz)
Frenetisk impro-duo
Det er en form for spanking af ørerne man udsætter sig selv for med BodaBoda Duo. Duoen med Slaraffenland-trommeslageren Bjørn Heebøl og Marie Key Band-guitaristen Jakob Thorkild er ikke bange for at give vores ører smæk.
De befinder sig i et univers mellem freejazz, noise og metal og er ikke nogen af delene. Der høvles afsted på guitaren og trommerne får ubønhørligt en ordentlig omgang tæsk. Det er meget tæt på, at være for meget. Men jeg bliver stædigt hængende og det er der, hvor det går op for mig, hvad det er de to vildbasser har gang i. I et tæt samarbejde har de på en dag i studiet fremavlet 6 numre der indeholder hidsige skift og soniske åreladninger.
På de seks numre Tastin', Speedin', Runnin', Thinkin', Screamin' og Challengin' anvender de numrenes modi, klangfladerne som udgangspunkt for improvsation. Det er BodaBoda Duo's tredje album. Duoen har udviklet sig til, at være et godt dansk - men vildt bud - på extrem metal uden at der går død i den.
Bonusinfo:
Duoen spiller sammen med Frederik Thaae (A Kid Hereafter) på Stubnitz i Århus på torsdag, som optakt til Spot Festivalen.
My Space: www.myspace.com/bodabodaduo
Det er en form for spanking af ørerne man udsætter sig selv for med BodaBoda Duo. Duoen med Slaraffenland-trommeslageren Bjørn Heebøl og Marie Key Band-guitaristen Jakob Thorkild er ikke bange for at give vores ører smæk.
De befinder sig i et univers mellem freejazz, noise og metal og er ikke nogen af delene. Der høvles afsted på guitaren og trommerne får ubønhørligt en ordentlig omgang tæsk. Det er meget tæt på, at være for meget. Men jeg bliver stædigt hængende og det er der, hvor det går op for mig, hvad det er de to vildbasser har gang i. I et tæt samarbejde har de på en dag i studiet fremavlet 6 numre der indeholder hidsige skift og soniske åreladninger.
På de seks numre Tastin', Speedin', Runnin', Thinkin', Screamin' og Challengin' anvender de numrenes modi, klangfladerne som udgangspunkt for improvsation. Det er BodaBoda Duo's tredje album. Duoen har udviklet sig til, at være et godt dansk - men vildt bud - på extrem metal uden at der går død i den.
Bonusinfo:
Duoen spiller sammen med Frederik Thaae (A Kid Hereafter) på Stubnitz i Århus på torsdag, som optakt til Spot Festivalen.
My Space: www.myspace.com/bodabodaduo
PP3: Blue (Village Studio)
Trio med mange sceneskift
I den kommende tid bliver der rig mulighed for at høre den amerikanske pianist Phil Parnell i Danmark. Han spiller bla. på Riverboat i Silkeborg og på Aarhus Jazz Festival. Her spiller traditionel jazz sammen med feks. Fessor.
På det andet album fra Phil Parnell 3 (PP3), hvor Torben Bjørnskov på bas og Esben Laub på trommer supplerer Parnell, bliver vi præsenteret for alt andet end traditionel jazz. Pladen indledes med Matthew Herbert nummmeret Suddenly i en flot Bugge Wesseltoft-agtig trioversion, herefter følger orgelsumperen Blue. For så at gå over i endnu et sceneskift med den skæve shuffle Scuffle. Pladen er næsten som en Gumbo, med mange forskellige, markante og gode ingredienser. Swampgaz er en groovy sag med elektroniske piv. Jouet er meget betegnende en uptempo glad leg. Bjørnskovs komposition Dreams er et roligt rum. March of May er et eksperimenterende elektroniknummer a la Herbert. Now and then er en stille ballade, hvor Parnell endnu en gang viser sine evner som komponist. På Soliloquy gæster Yannick Barman på trompet og Franco Menta på beats, to af Parnells venner fra Schweiz. Pladens sidste nummer er Monks udødelige Bye-Ya, der påfyldes lidt elektronisk flow. Laub holder en steady rytme hele vejen.
Blue er en rodet plade, hvor den fantastiske pianist Parnell sammen med de danske musikere endnu en gang viser at man ikke behøver at følge forudbestemte veje, selv om man er en jazztrio.
My Space: www.myspace.com/philparnell
Phil Parnell: philparnell.com
I den kommende tid bliver der rig mulighed for at høre den amerikanske pianist Phil Parnell i Danmark. Han spiller bla. på Riverboat i Silkeborg og på Aarhus Jazz Festival. Her spiller traditionel jazz sammen med feks. Fessor.
På det andet album fra Phil Parnell 3 (PP3), hvor Torben Bjørnskov på bas og Esben Laub på trommer supplerer Parnell, bliver vi præsenteret for alt andet end traditionel jazz. Pladen indledes med Matthew Herbert nummmeret Suddenly i en flot Bugge Wesseltoft-agtig trioversion, herefter følger orgelsumperen Blue. For så at gå over i endnu et sceneskift med den skæve shuffle Scuffle. Pladen er næsten som en Gumbo, med mange forskellige, markante og gode ingredienser. Swampgaz er en groovy sag med elektroniske piv. Jouet er meget betegnende en uptempo glad leg. Bjørnskovs komposition Dreams er et roligt rum. March of May er et eksperimenterende elektroniknummer a la Herbert. Now and then er en stille ballade, hvor Parnell endnu en gang viser sine evner som komponist. På Soliloquy gæster Yannick Barman på trompet og Franco Menta på beats, to af Parnells venner fra Schweiz. Pladens sidste nummer er Monks udødelige Bye-Ya, der påfyldes lidt elektronisk flow. Laub holder en steady rytme hele vejen.
Blue er en rodet plade, hvor den fantastiske pianist Parnell sammen med de danske musikere endnu en gang viser at man ikke behøver at følge forudbestemte veje, selv om man er en jazztrio.
My Space: www.myspace.com/philparnell
Phil Parnell: philparnell.com
fredag, maj 14, 2010
Sarah Riedel: Memories of a lost lane (Parallell)
Indiepop, klassisk musik og nutidig jazz
Yes, den er god nok. Hun er datter af Georg Riedel (kong bas i svensk jazz). Men når det så er sagt, er der faktisk heller ikke mere at tilføje. Specielt ikke når det drejer sig om den aktuelle plade, Memories of a lost lane. En elegant plade, hvor det primære akkompagnement er en stryger-kvartet er ikke hverdagskost. Der er tilsat en smule guitar, percussion og effekter ind imellem, for det meste diskret. Men også særdeles tydeligt - som på Minefield - hvor en brutal guitar bryder den fine, næsten porcelænsagtige stemning.
Pladen er ikke umiddelbart rubricerbar. Jeg kommer til at tænke på den minimalistiske enkelhed, som hos feks. Susanna & The Magical Orchestra. Det er forfinet indiepop med elementer af klassisk musik og nutidig jazz, fra en sangerinde der ikke har nogen problemer med at fylde rummet ud. Den enkelt orkestrerede musik løftes med Riedels rene stemme.
Memories of a lost lane er hendes debutplade, hun har medvirkede for et par siden på en plade, Hemligheter på vägen med Papa Riedel, Jakob Karlzon og flere andre. I februar i år, blev hun nomineret til en Jazzkatt af Sveriges Radio i kategorien
Sarah Riedel: sarahriedel.se
My Space: myspace.com/iamsarahriedel
Yes, den er god nok. Hun er datter af Georg Riedel (kong bas i svensk jazz). Men når det så er sagt, er der faktisk heller ikke mere at tilføje. Specielt ikke når det drejer sig om den aktuelle plade, Memories of a lost lane. En elegant plade, hvor det primære akkompagnement er en stryger-kvartet er ikke hverdagskost. Der er tilsat en smule guitar, percussion og effekter ind imellem, for det meste diskret. Men også særdeles tydeligt - som på Minefield - hvor en brutal guitar bryder den fine, næsten porcelænsagtige stemning.
Pladen er ikke umiddelbart rubricerbar. Jeg kommer til at tænke på den minimalistiske enkelhed, som hos feks. Susanna & The Magical Orchestra. Det er forfinet indiepop med elementer af klassisk musik og nutidig jazz, fra en sangerinde der ikke har nogen problemer med at fylde rummet ud. Den enkelt orkestrerede musik løftes med Riedels rene stemme.
Memories of a lost lane er hendes debutplade, hun har medvirkede for et par siden på en plade, Hemligheter på vägen med Papa Riedel, Jakob Karlzon og flere andre. I februar i år, blev hun nomineret til en Jazzkatt af Sveriges Radio i kategorien
Sarah Riedel: sarahriedel.se
My Space: myspace.com/iamsarahriedel
Claus Høxbroe & Årets Længste Dag: Nye rytmer - live i studiet (Your Favourite Jazz)
Spinkle grooves og storbydigte
Stand up jazz'n'poetry, der ikke er lårklaskende sjovt. Det er et løst funderet, men præcist billede af hverdagskøbenhavn med latte, friværdi, flexlån, fast arbejde og meget andet som man må formode, ikke er det der er nummer et i beatnikken Claus Høxbroes eget liv. Der ligger en undertone af ubehag overfor de førnævnte elementer, hvilket selvfølgelig ikke betyder at de ikke kan være en del af Høxbroes liv? Han underbygger sin afstandtagen til middelmådigheden, med alt andet end middelmådig musik og lyde der ledsager digtene.
At nævne Dan Turell i forbindelse med denne plade, er nok uundgåeligt. Høxbroe er ikke et direkte rip off af mesteren himself. Storby, personlige undergangstendenser, København, et strejf af den frie jazz og hurtighed var bare nogle af de steder, hvor Turell var først. Derfor skal Høxbroe være forberedt på, at han konkurrerer med en kunstner, der har præget, inspireret og givet mange store oplevelser, til de personer der kunne tænkes at investere i denne plade.
Musikalsk set er det ikke Turells Halfdan E eller Sølvstjernerne, der har været ledestjerne. Peter Tinning på guitar og Kasper Schulz på slagtøj og legetøj skramler skævt og gyngende afsted. Med musikalske eksperimenter og spinkle grooves er de med til at bringe storbydigtoplæseren ind i en ny tid.
Bonusinfo:
En gang om måneden er Høxbroe vært ved Jazz'n'poetry arrangementer på Copenhagen Jazzhouse. Næste gang er det med bla. Jens Smærup Sørensen og Jonas T. Bengtsson d. 17. juni.
Claus Høxbroe: www.beatnix.dk
Stand up jazz'n'poetry, der ikke er lårklaskende sjovt. Det er et løst funderet, men præcist billede af hverdagskøbenhavn med latte, friværdi, flexlån, fast arbejde og meget andet som man må formode, ikke er det der er nummer et i beatnikken Claus Høxbroes eget liv. Der ligger en undertone af ubehag overfor de førnævnte elementer, hvilket selvfølgelig ikke betyder at de ikke kan være en del af Høxbroes liv? Han underbygger sin afstandtagen til middelmådigheden, med alt andet end middelmådig musik og lyde der ledsager digtene.
At nævne Dan Turell i forbindelse med denne plade, er nok uundgåeligt. Høxbroe er ikke et direkte rip off af mesteren himself. Storby, personlige undergangstendenser, København, et strejf af den frie jazz og hurtighed var bare nogle af de steder, hvor Turell var først. Derfor skal Høxbroe være forberedt på, at han konkurrerer med en kunstner, der har præget, inspireret og givet mange store oplevelser, til de personer der kunne tænkes at investere i denne plade.
Musikalsk set er det ikke Turells Halfdan E eller Sølvstjernerne, der har været ledestjerne. Peter Tinning på guitar og Kasper Schulz på slagtøj og legetøj skramler skævt og gyngende afsted. Med musikalske eksperimenter og spinkle grooves er de med til at bringe storbydigtoplæseren ind i en ny tid.
Bonusinfo:
En gang om måneden er Høxbroe vært ved Jazz'n'poetry arrangementer på Copenhagen Jazzhouse. Næste gang er det med bla. Jens Smærup Sørensen og Jonas T. Bengtsson d. 17. juni.
Claus Høxbroe: www.beatnix.dk
torsdag, maj 13, 2010
Mette Juul: Coming in from the dark (Cowbell)
Nordisk inderlighed
Der er trangt på den danske vokaljazzscene for tiden, af den simple grund at der løbende kommer nye plader med danske sangerinder, der bevæger sig indenfor næsten det samme musikalske felt. Akustisk pianojazz med inspiration fra den anden side af Atlanten, hvor standards og originalmateriale er det bærende. Mette Juul er ingen undtagelse - og dog.
Det er en flok velrenommerede og erfarne musikere som hun har med på debutpladen Coming in from the dark. Det afholder hende ikke fra selv at spille akustisk guitar, overvejende af den diskrete, men hørbare slags. Alex Riel Trio med ham selv ved trommerne, Jesper Lundgaard på bas og Heine Hansen på piano er uden tvivl backing af den skarpeste slags. De kender hinanden og giver Mette Juul trygge musikalske rammer, som hun er i stand til at fylde ud.
Mette Juul har en lys, fyldig nordisk røst, fyldt med inderlighed og nærvær. Hun har ingen problemer med at indtage kendte standards som feks. Old devil moon og What is this thing called love og gøre dem til hendes egne. På Embraceable you og In the wee small hours of the morning er Palle Mikkelborg med på gæstetrompet uden effekter. Det lyder vanvittigt godt. Mikkelborg kan stadig vride en standard, specielt på In the wee small... må jeg overgive mig fuldstændigt. Juul og Mikkelborg's parløb er følsomt suverænt. Alene det nummer er grund nok til, at erhverve pladen.
Mette Juul har selv skrevet 5 af numrene på pladen og her vil jeg fremhæve den danske Valsen er min og Little devil blue, som er en lille perle.
Mette Juul: www.mette-juul.com
My Space: www.myspace.com/mettejuuljazz
Der er trangt på den danske vokaljazzscene for tiden, af den simple grund at der løbende kommer nye plader med danske sangerinder, der bevæger sig indenfor næsten det samme musikalske felt. Akustisk pianojazz med inspiration fra den anden side af Atlanten, hvor standards og originalmateriale er det bærende. Mette Juul er ingen undtagelse - og dog.
Det er en flok velrenommerede og erfarne musikere som hun har med på debutpladen Coming in from the dark. Det afholder hende ikke fra selv at spille akustisk guitar, overvejende af den diskrete, men hørbare slags. Alex Riel Trio med ham selv ved trommerne, Jesper Lundgaard på bas og Heine Hansen på piano er uden tvivl backing af den skarpeste slags. De kender hinanden og giver Mette Juul trygge musikalske rammer, som hun er i stand til at fylde ud.
Mette Juul har en lys, fyldig nordisk røst, fyldt med inderlighed og nærvær. Hun har ingen problemer med at indtage kendte standards som feks. Old devil moon og What is this thing called love og gøre dem til hendes egne. På Embraceable you og In the wee small hours of the morning er Palle Mikkelborg med på gæstetrompet uden effekter. Det lyder vanvittigt godt. Mikkelborg kan stadig vride en standard, specielt på In the wee small... må jeg overgive mig fuldstændigt. Juul og Mikkelborg's parløb er følsomt suverænt. Alene det nummer er grund nok til, at erhverve pladen.
Mette Juul har selv skrevet 5 af numrene på pladen og her vil jeg fremhæve den danske Valsen er min og Little devil blue, som er en lille perle.
Mette Juul: www.mette-juul.com
My Space: www.myspace.com/mettejuuljazz
KortJazzNyt uge 19 2010 vol. 2
Erik Moseholm fylder 80 år idag. Hans betydning for dansk jazz er kæmpestor. Han har trukket tydelige spor gennem Danmarks Radio, Rytmekons og adskillige musikfaglige organisationer. Han er også med i kongerækken af danske bassister, hvor han tidsmæssigt kommer før Niels-Henning Ørsted Pedersen (en af mine venner så Moseholm spille på tekstil-messen i Herning i 1947!). Sammen med den amerikanske bassist Oscar Pettiford, der boede i Danmark i 50'erne lavede han en af de vigtigste undervisningsbøger - Jazz Bass Facing - om basspillet i jazzen.
I forrige uge sendte han for 14. gang det europæiske big band, The European Jazz Orchestra afsted på turné ud i Europa, der i aften spiller i Ljubljana i Slovenien.
Tillykke, Erik!
På Spot festivalen næste weekend har der endnu en gang, sneget sig lidt af den frække jazz ind på programmet. Allerede torsdag kan man gå ned på det gode skib Stubnitz, der ligger i Århus Havn. Her kan man høre album-aktuelle BodaBoda Duo feat. A Kid Hereafter, Johannes Gammelby/Klaus Q Hedegaard Nielsen og ikke mindst det 9 mand store orkester Cordelia. På selve Spot Festival programmet kan man høre Grammofunch, Magnus Fra Gaarden og Surf in Stereo.
www.spotfestival.dk
tirsdag, maj 11, 2010
KortJazzNyt uge 19 2010
Der er ikke meget dansk jazz på programmet på Jazzhouse under sommerens jazzfestival. Til gengæld er der brandvarm, aktuel udenlandsk jazz på programmet. Det hotteste navn i britisk jazz lige nu, Portico Quartet åbner ballet i jazzhytten. Herefter følger en række aktuelle amerikanske navne. Sangeren og pianisten Mose Allison hører måske ikke til de unge, hans karriere begyndte allerede i midten af 50'erne. Han har lige udsendt et nyt, spændende og anmelderrost album. Den koncert lugter af kult for kenderne.
Kenderminen hos jazzlyttere med den gode smag, kan også skrues på de følgende aftener. Vijay Iyer (med det nok mest roste jazzalbum i 2009, Historicity i bagagen), FLY (supergruppen med Larry Grenadier, Mark Turner og Jeff Ballard), to aftener med Joshua Redman Double Trio, Jason Moran, Gretchen Parlato og det eneste danske bidrag Mikkelborg/Mazur/Davis/Nordsø er på årets program.
Det er uden tvivl det vildeste og mest ambitiøse festivalprogram, Jazzhouse har stillet op med i mange år. Hvilket bla. er sket i kraft af det tætte samarbejde med Copenhagen Jazzfestival.
jazz.dk/dk/copenhagen-jazz-festival/venue?venueId=18
Hele programmet til Copenhagen Jazz Festival blev i dag offentliggjort. Med 1000 koncerter på 10 dage er det et kolonormt program, der må formodes at kunne tilfredsstille de fleste der kan lide jazz - og nok også en hel del andre.
Nordeafonden kan i hvert fald godt lide jazz, de giver Copenhagen Jazz Festival 6 mio. kr. i perioden 2011-2013. Det er med til at give CJF mulighed for længere planlægning end de plejer.
jazz.dk/dk/copenhagen-jazz-festival/nyheder/nyhed?id=34
Vinderen af denne blogs konkurrence om billetter til Jazzhus Montmartre, Nikolaj Strands har på sin blog anmeldt koncerten med det glade trommemonster, Jeff 'Tain' Watts.
nikolajstrands.dk
En lang række danske jazzmusikere er idag blevet en hel del gladere. Statens Kunstfond har offentliggjort hvem der har fået tildelt et arbejdslegat i 2010. Beløbet er typisk på 30.000-50.000 kr. Blandt de heldige finder man bla. Lotte Anker, Pernille Bévort, Jakob Bro, Lisbeth Diers, TS Høeg, Søren Kjærgaard, Jonas Kappel Lund, Martin Lutz og Simon Toldam.
www.kunst.dk/musik/omtilskud/hvemharfaaettilskud/arbejdslegater2010/
torsdag, maj 06, 2010
Kjeld Lauritsen: Hammond Time (Music Mecca)
Godt Humør Time
Han er en af de musikere man skal arbejde ret hårdt for at undgå at høre, hvis man færdes ofte i det københavnske jazzmiljø - det er der nu ingen grund til. Man støder meget let ind i Hammond-mesteren Kjeld Lauritsen på jazzvandhullerne Blågårds Apotek og La Fontaine. Han er aktuel med en plade i eget navn, hvor han er sammen med Per Gade på guitar og Anders Holm på trommer.
Lauritsen har en forkærlighed for den klassiske swingende jazz, der ikke efterlader en fod i ro. Ofte nævnes Jimmy Smith, Jack McDuff eller Jimmy McGriff når talen falder på hammondjazz, hvor specielt de sidste to er ret bluesinspirerede. Det er også et område som Lauritsen dyrker mere tilbundsgående i bla. The Organizers. På den nye plade og den forrige Hammond Organ Swing træder bluesen mere i baggrunden. Dog startes pladen med en hyldest til en af de største orgelbetvingere nogensinde, nemlig Booker T. Jones, der mere havde sine rødder i bluesen end i jazzen.
Efter den og pladens andet nummer, Blågårds Blues får den klassiske jazz spillerum, bla. med de to Gershwin kompositioner The man I love og But not for me.
I selskab med Gade og Holm har Lauritsen lavet en tight og effektiv hammondjazzplade, der uden problemer varmer os. Per Gade får masser af plads til at spille en god Wes Montgomery-inspireret guitar på pladen, bla. på sin egen King of the ghetto.
Hammond time er Godt Humør Time!
My Space: www.myspace.com/kjeldlauritsen
Han er en af de musikere man skal arbejde ret hårdt for at undgå at høre, hvis man færdes ofte i det københavnske jazzmiljø - det er der nu ingen grund til. Man støder meget let ind i Hammond-mesteren Kjeld Lauritsen på jazzvandhullerne Blågårds Apotek og La Fontaine. Han er aktuel med en plade i eget navn, hvor han er sammen med Per Gade på guitar og Anders Holm på trommer.
Lauritsen har en forkærlighed for den klassiske swingende jazz, der ikke efterlader en fod i ro. Ofte nævnes Jimmy Smith, Jack McDuff eller Jimmy McGriff når talen falder på hammondjazz, hvor specielt de sidste to er ret bluesinspirerede. Det er også et område som Lauritsen dyrker mere tilbundsgående i bla. The Organizers. På den nye plade og den forrige Hammond Organ Swing træder bluesen mere i baggrunden. Dog startes pladen med en hyldest til en af de største orgelbetvingere nogensinde, nemlig Booker T. Jones, der mere havde sine rødder i bluesen end i jazzen.
Efter den og pladens andet nummer, Blågårds Blues får den klassiske jazz spillerum, bla. med de to Gershwin kompositioner The man I love og But not for me.
I selskab med Gade og Holm har Lauritsen lavet en tight og effektiv hammondjazzplade, der uden problemer varmer os. Per Gade får masser af plads til at spille en god Wes Montgomery-inspireret guitar på pladen, bla. på sin egen King of the ghetto.
Hammond time er Godt Humør Time!
My Space: www.myspace.com/kjeldlauritsen
onsdag, maj 05, 2010
Dissing, Timing & Bro
Povl Dissing: That lucky old sun (Stunt)
Sidste sommer spillede Povl Dissing sammen med Jakob Bro Trio i Pressen ved Copenhagen Jazzfestival. Her hyldede de Louis Armstrong, som var det store forbillede for Povl Dissing, da han var ganske ung og spillede på kornet. Povl Dissing er nu blevet 72 år og har gennem en menneskealder beskæftiget sig med visesang i alle dens afskygninger, men altså ikke med noget af det der startede det hele for den purunge Dissing, nemlig fascinationen af Louis Armstrong. Dissing har lavet en plade med nogle af de sange som Armstrong excellerede i.
Vaskeægte travere som Blueberry Hill, St. Louis Blues og Beale Street Blues er blandt de numre som Dissing sammen med Jakob Bro Trio har kastet sig ud i at fortolke. Det er en på alle måder overraskende plade, fordi den lyder så umiskendeligt meget af både Povl Dissing og Jakob Bro Trio. Det er en fænomenal idé at sætte dem sammen.
Povl Dissings stemme er kendt af enhver og der er heller ingen tvivl her. Hans velkendte måde at synge på, kombineret med den hans fede timing passer perfekt sammen med Jakob Bro Trio. Trioen består udover Bro på guitar af Anders AC Christensen på bas og Jakob Høyer på trommer.
Trioen får masser af plads og rum til at spille. Feks, indledes On the side sunny side of the street med et over 1 minut langt forspil, der bygger op til at Dissing starter med at synge suppleret med det mest underspillede blæsertrio (bestående af Dinesen, Hyhne og Tranberg) jeg endnu har hørt på det nummer, det er genialt!
Bonusinfo:
Dissing og Bro Trio kan opleves sammen flere gange i løbet af sommeren.
Jakob Bro: myspace.com/jakobbro
Povl Dissing: That lucky old sun (Stunt)
Sidste sommer spillede Povl Dissing sammen med Jakob Bro Trio i Pressen ved Copenhagen Jazzfestival. Her hyldede de Louis Armstrong, som var det store forbillede for Povl Dissing, da han var ganske ung og spillede på kornet. Povl Dissing er nu blevet 72 år og har gennem en menneskealder beskæftiget sig med visesang i alle dens afskygninger, men altså ikke med noget af det der startede det hele for den purunge Dissing, nemlig fascinationen af Louis Armstrong. Dissing har lavet en plade med nogle af de sange som Armstrong excellerede i.
Vaskeægte travere som Blueberry Hill, St. Louis Blues og Beale Street Blues er blandt de numre som Dissing sammen med Jakob Bro Trio har kastet sig ud i at fortolke. Det er en på alle måder overraskende plade, fordi den lyder så umiskendeligt meget af både Povl Dissing og Jakob Bro Trio. Det er en fænomenal idé at sætte dem sammen.
Povl Dissings stemme er kendt af enhver og der er heller ingen tvivl her. Hans velkendte måde at synge på, kombineret med den hans fede timing passer perfekt sammen med Jakob Bro Trio. Trioen består udover Bro på guitar af Anders AC Christensen på bas og Jakob Høyer på trommer.
Trioen får masser af plads og rum til at spille. Feks, indledes On the side sunny side of the street med et over 1 minut langt forspil, der bygger op til at Dissing starter med at synge suppleret med det mest underspillede blæsertrio (bestående af Dinesen, Hyhne og Tranberg) jeg endnu har hørt på det nummer, det er genialt!
Bonusinfo:
Dissing og Bro Trio kan opleves sammen flere gange i løbet af sommeren.
Jakob Bro: myspace.com/jakobbro
Sinne Eeg: Don't be so blue (Red Dot/EMI)
Primadivaen i dansk jazz
Sinne Eeg har fået prædikatet som renlivet jazzsangerinde, ubesmittet af poppens sødme. På hendes nye plade Don't be blue falder hun dog elegant i popgryden. Pladens sidste nummer Time to go er et behageligt popjazznummer, der lyder som var den taget fra Diana Krall's The girl in the other room. Resten af pladens numre piller dog ikke ved Sinnes position som primadivaen i dansk jazz.
Pladen byder på en blanding af egne ting og standards. I sidstnævnte kategori finder man My favourite things, som Sinne leverer i særklasse. Den selvskrevne Down on West Fuxing Lu er en herlig selvbiografisk sang om indtrykkene fra flere længerevarende engagementer i Kina. Don't be so blue er en plade, som Sinne har investeret en masse hjerteblod i. Modsat sidste års "lette" plade med danske standards. Det er modigt. Det kan høres at hun har været klar til at lave en værdig opfølger til den meget roste Waiting for dawn fra 2007. Det er en gennembearbejdet plade, hvor trioen med Jacob Christoffersen på piano, Morten Lund på trommer og Morten Ramsbøl på bas spiller veloplagt og -kvalificeret.
Sinne Eeg er en personlig sangerinde, der nok er det bedste bud vi har lige nu, på en sangerinde der ville kunne slå igennem udenfor landets grænser, som feks. Tyskland, hvor flere norske og svenske jazzsangerinder nyder stor popularitet.
Bonusinfo:
Sinne Eeg kan fra d. 25. til 27. maj opleves på Jazzhus Montmartre, hvor hun sammen med bla. Lars Jansson hylder Monica Zetterlund og Bill Evans samarbejde.
Sinne Eeg: www.sinnemusic.com
Sinne Eeg har fået prædikatet som renlivet jazzsangerinde, ubesmittet af poppens sødme. På hendes nye plade Don't be blue falder hun dog elegant i popgryden. Pladens sidste nummer Time to go er et behageligt popjazznummer, der lyder som var den taget fra Diana Krall's The girl in the other room. Resten af pladens numre piller dog ikke ved Sinnes position som primadivaen i dansk jazz.
Pladen byder på en blanding af egne ting og standards. I sidstnævnte kategori finder man My favourite things, som Sinne leverer i særklasse. Den selvskrevne Down on West Fuxing Lu er en herlig selvbiografisk sang om indtrykkene fra flere længerevarende engagementer i Kina. Don't be so blue er en plade, som Sinne har investeret en masse hjerteblod i. Modsat sidste års "lette" plade med danske standards. Det er modigt. Det kan høres at hun har været klar til at lave en værdig opfølger til den meget roste Waiting for dawn fra 2007. Det er en gennembearbejdet plade, hvor trioen med Jacob Christoffersen på piano, Morten Lund på trommer og Morten Ramsbøl på bas spiller veloplagt og -kvalificeret.
Sinne Eeg er en personlig sangerinde, der nok er det bedste bud vi har lige nu, på en sangerinde der ville kunne slå igennem udenfor landets grænser, som feks. Tyskland, hvor flere norske og svenske jazzsangerinder nyder stor popularitet.
Bonusinfo:
Sinne Eeg kan fra d. 25. til 27. maj opleves på Jazzhus Montmartre, hvor hun sammen med bla. Lars Jansson hylder Monica Zetterlund og Bill Evans samarbejde.
Sinne Eeg: www.sinnemusic.com
tirsdag, maj 04, 2010
Scan-Am Quartet: Atlantic bridges (Connective Records)
En klassisk kvartetplade
I 2007 lavede de en plade sammen med supertrommeslageren Antonio Sanchez, nu er turen kommet til Jason Marsalis - den yngste bror i Marsalisdynatsiet. Saxofonisten Fredrik Kronkvist, pianisten Søren Møller og bassisten Morten Ramsbøl er sammen igen og denne gang kalder de sig Scan-Am Quartet. På den forrige plade hyldede de John Coltrane - en saxofonist som Fredrik Kronkvist har hentet en del inspiration hos. Det kan også høres på den aktuelle plade. Kronkvist - der spiller på altsax - har en personlig tone, hvor der udover elementer af Coltrane også er en god portion tør Konitz. Han betragtes ikke uden grund som en af de vigtigste saxofonister på den svenske jazzscene i dag.
Materialet på pladen er nyt, skrevet af Kronkvist, Møller og Marsalis. Betegnende for musikken er den melodiske åbenhed. Stilistisk er de fire musikere meget sikre og rene. De har lavet en klassisk kvartetplade, med fokus på den håndværksmæssige side.
Søren Møller har på pianoet flere flotte soli spredt ud over pladen, ligesom Kronkvists indsats er helt i top og værd at lægge mærke til. Pladen kan stilistisk godt minde om Ulrik/Colligan/Bodilsen/Mogensen's The Meeting, som jeg skrev om for nylig. New York og den amerikanske jazz er den primære inspirationskilde. Pladens afslutningsnummer In our Lifetime (nov. 4, 2008, 10 PM CST) har fået titel efter tidspunktet, hvor det stod klart at Barack Obama havde vundet det amerikanske præsidentvalg. På nummeret Mean Gene lige inden, får Marsalis indledt nummeret en god steady New Orleans streetparade-rytme.
De har lavet en anbefalelsesværdig plade til jazzfreaken, der bare ikke kan få nok.
www.connectiverecords.com
I 2007 lavede de en plade sammen med supertrommeslageren Antonio Sanchez, nu er turen kommet til Jason Marsalis - den yngste bror i Marsalisdynatsiet. Saxofonisten Fredrik Kronkvist, pianisten Søren Møller og bassisten Morten Ramsbøl er sammen igen og denne gang kalder de sig Scan-Am Quartet. På den forrige plade hyldede de John Coltrane - en saxofonist som Fredrik Kronkvist har hentet en del inspiration hos. Det kan også høres på den aktuelle plade. Kronkvist - der spiller på altsax - har en personlig tone, hvor der udover elementer af Coltrane også er en god portion tør Konitz. Han betragtes ikke uden grund som en af de vigtigste saxofonister på den svenske jazzscene i dag.
Materialet på pladen er nyt, skrevet af Kronkvist, Møller og Marsalis. Betegnende for musikken er den melodiske åbenhed. Stilistisk er de fire musikere meget sikre og rene. De har lavet en klassisk kvartetplade, med fokus på den håndværksmæssige side.
Søren Møller har på pianoet flere flotte soli spredt ud over pladen, ligesom Kronkvists indsats er helt i top og værd at lægge mærke til. Pladen kan stilistisk godt minde om Ulrik/Colligan/Bodilsen/Mogensen's The Meeting, som jeg skrev om for nylig. New York og den amerikanske jazz er den primære inspirationskilde. Pladens afslutningsnummer In our Lifetime (nov. 4, 2008, 10 PM CST) har fået titel efter tidspunktet, hvor det stod klart at Barack Obama havde vundet det amerikanske præsidentvalg. På nummeret Mean Gene lige inden, får Marsalis indledt nummeret en god steady New Orleans streetparade-rytme.
De har lavet en anbefalelsesværdig plade til jazzfreaken, der bare ikke kan få nok.
www.connectiverecords.com
lørdag, maj 01, 2010
Åbningsbrag på Montmartre
Så skete det endelig, Jazzhus Montmartre startede fredag aften, med en snigpremiere inden den officielle åbning lørdag. Et specielt indbudt publikum fik lov til, at opleve den første koncert i Montmartres nye inkarnation. Flere prominente jazzfolk havde fundet vej til den lille jazzklub i Store Regnegade. Musikere, mediefolk og andre gode venner af jazzen havde fået plads i det ny indstandsatte, lyse og venlige lokale. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det nye (gamle) Montmartre nok er en hel del lysere og med et noget sundere indeklima, end det man kunne møde på det gamle.
Scenen er placeret i bunden af lokalet. Det er her trommeslageren og komponisten - ikke mindst - Jeff 'Tain' Watts skal spille de næste fem dage sammen med en dansk/svensk stjernebesætning. Koncerten blev indledt med en trommesolo og det skal slås fast med det samme, 'Tain' slår virkeligt hårdt på trommerne, så meget at det ikke er nødvendigt at forstærke trommerne. De tre fyldige blæsere har ingen problemer med at spille styrkemæssigt op til 'Tain'. Han indleder selv koncerten med at fortælle at den musik har skrevet er meget kompliceret at spille, hvortil jeg så kan tilføje at det heldigvis ikke er kompliceret at lytte til den powerfyldte groovy jazz, han har skrevet. Musikerne har spillet sammen nogle få timer inden koncerten. Der er selvfølgelig nogle småfejl undervejs, men det er ikke noget musikerne lader sig mærke med. Musikken har en frisk umiddelbarhed over sig. Musikerne får flere gange undervejs bevist hvorfor det netop er dem, der deler scene med en af de største amerikanske jazztrommeslagere lige nu. Saxofonisten Tomas Franck har en uforlignelig følsom og varm klang, der indeholder så meget jazz, at han er outstanding. Bassisten Morten Ramsbøl får flere gange vist nogle fede funky sider, bla. i nummeret Katrina James. Pianisten Jacob Christoffersen kommer let til at forsvinde i det voldsomme lydbillede. Når han er i fokus, har han så til gengæld ingen problemer med at sætte sig igennem. Anders Bergcrantz er en muskuløs trompetist der er perfekt til 'Tain's musik. Undervejs i koncerten fik vi også hørt 'Tain's evner som soulsanger og de var gode. Niels Lan Doky kom på scenen i det sidste nummer hvor han afløste Christoffersen ved pianoet.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det på det varmeste kan anbefales at tage på Montmartre en af de kommende dage og lytte til 'Tain'.
De to mænd bag projektet Rune Bech og Niels Lan Doky har lagt en masse penge i projektet. De ved godt at det ikke bliver på Montmartre, at de tjener penge hjem til pensionen. Til gengæld kan de være sikre på, at de får en masse gode oplevelser som de kan tænke tilbage på, når de bliver pensionister.
Jeg fik i hvert fald en af de gode oplevelser på den nye (gamle) jazzklub.www.jazzhusmontmartre.dk
Scenen er placeret i bunden af lokalet. Det er her trommeslageren og komponisten - ikke mindst - Jeff 'Tain' Watts skal spille de næste fem dage sammen med en dansk/svensk stjernebesætning. Koncerten blev indledt med en trommesolo og det skal slås fast med det samme, 'Tain' slår virkeligt hårdt på trommerne, så meget at det ikke er nødvendigt at forstærke trommerne. De tre fyldige blæsere har ingen problemer med at spille styrkemæssigt op til 'Tain'. Han indleder selv koncerten med at fortælle at den musik har skrevet er meget kompliceret at spille, hvortil jeg så kan tilføje at det heldigvis ikke er kompliceret at lytte til den powerfyldte groovy jazz, han har skrevet. Musikerne har spillet sammen nogle få timer inden koncerten. Der er selvfølgelig nogle småfejl undervejs, men det er ikke noget musikerne lader sig mærke med. Musikken har en frisk umiddelbarhed over sig. Musikerne får flere gange undervejs bevist hvorfor det netop er dem, der deler scene med en af de største amerikanske jazztrommeslagere lige nu. Saxofonisten Tomas Franck har en uforlignelig følsom og varm klang, der indeholder så meget jazz, at han er outstanding. Bassisten Morten Ramsbøl får flere gange vist nogle fede funky sider, bla. i nummeret Katrina James. Pianisten Jacob Christoffersen kommer let til at forsvinde i det voldsomme lydbillede. Når han er i fokus, har han så til gengæld ingen problemer med at sætte sig igennem. Anders Bergcrantz er en muskuløs trompetist der er perfekt til 'Tain's musik. Undervejs i koncerten fik vi også hørt 'Tain's evner som soulsanger og de var gode. Niels Lan Doky kom på scenen i det sidste nummer hvor han afløste Christoffersen ved pianoet.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det på det varmeste kan anbefales at tage på Montmartre en af de kommende dage og lytte til 'Tain'.
De to mænd bag projektet Rune Bech og Niels Lan Doky har lagt en masse penge i projektet. De ved godt at det ikke bliver på Montmartre, at de tjener penge hjem til pensionen. Til gengæld kan de være sikre på, at de får en masse gode oplevelser som de kan tænke tilbage på, når de bliver pensionister.
Jeg fik i hvert fald en af de gode oplevelser på den nye (gamle) jazzklub.www.jazzhusmontmartre.dk