Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & sky (Storyville)

Stort dansk-islandsk samarbejde
Albummet er blevet til i askeskyen fra islandske vulkan Eyjafjallajökull og udgives nu et år efter at vulkanen lagde luftrummet og flyene ned. Land & Sky er blevet til i et samarbejde mellem den danske sangerinde Cathrine Legardh og den islandske saxofonist Sigurdur Flosason. Cathrine Legardh har over et par højkvalitets albums vist et stort potentiale. Med dette album forløser hun potentialet fuldt ud og har lavet et vokaljazz-album i samme sjældne klasse som Sinne Eegs Waiting for dawn fra 2007.

Undervejs er albummet vokset og blevet til et dobbelt-album med en engelsk-sproget plade og en dansk sproget plade. Da Legardh lavede albummet Nordisk havde hun et par selvskrevne danske sange med på pladen, sange der gav lyst til at høre mere af den slags.

Legardhs sangstemme er behagelig og bruges med en velovervejet ro og modenhed. Den passer perfekt sammen med Sigurdur Flosasons støvede alt-sax. Der er en gensidig komplementering, som man også kender det fra andre plader med et samarbejde mellem sangerinder og saxofonister; Nancy Wilson & Cannonball Adderley, Astrud Gilberto & Stan Getz og Stacey Kent & Jim Tomlinson. Vokal og sax deles om pladsen i front, hvor sax'en ofte får et skær af kommenterende medspil. Det bliver som regel lidt pænt og høfligt. Flosason og Legardh vil noget andet og mere end det. Der er både kant, kontrolleret vildskab og melodi i samarbejdet.

Bassisten Lennart Ginman har tidligere samarbejdet med Flosason mens trommeslageren Andreas Fryland var med på Legardhs forrige album. Pianisten Peter Rosendal har med sin karriere ofte vist, hvor meget han har den nordiske jazztone inde under huden. Altid med et twist og i et sprudlende overskud.
Land & Sky er et anbefalelsesværdigt og sjældent stort dansk jazzalbum i et velkendt jazztonesprog, der ikke er bange for at udfordre og bygge videre på noget velkendt.
Cathrine Legardh: www.legardh.dk

Lars Winther: Big Band remixed (Your Favourite Jazz) Download/LP

Et værdigt punktum
Sidste år lavede Lars Winther albummet Big Band, som jeg ikke tøvede med at tage med på min liste over årets bedste danske jazzplader. Nu er der kommet en EP med 5 remix af 4 forskellige numre. EP'en kan downloades ganske gratis mens der også udkommer en vinyludgave i et begrænset oplag.

Det er 5 meget forskellige remix, hvor balladen Morning (der hed Morgen på det oprindelige album) er med i to udgaver. Den er som skabt til et ambient mix med langsomme beats, hvilket Emil de Waal har valgt at gøre i sin version. Mens Mike Sheridan kaster den for et mere dubinspireret univers med forvrænget stortromme og korte repetetive trompettrut, der kigger frem med venlige hilsner til Nils Petter Molvær. Fidel Astro's remix af Rhythm baby er som skabt til dansegulvet. I højt tempo leveres der kække blæs og skramlede trommer. Kris Martin's remix af Traces of time er en dyster sag, hvor det meste blæs er retoucheret bort. Julian Falck's remix af Flamboyant er en af den slags numre der hele tiden truer med at falde fra hinanden men, hvor det så i sidste øjeblik reddes med saks og lim og bliver sat sammen på en noget anden måde end originalforlægget.

Der er ingen undskyldning for ikke, at downloade denne EP, der desværre også er en svanesang for et af de mest toneangivende danske jazzpladeselskaber de sidste fire år. Lederen Lars Winther starter som sekretariatsleder ved Jazzdanmark og har med denne sidste udgivelse sat et værdigt punktum for Your Favourite Records.
larswinther.bandcamp.com/album/big-band-remixed

10 JazzNy(t)sgerrige spørgsmål til Lars Winther

I anledning af at Lars Winther tiltræder som ny sekretariatschef ved Jazzdanmark d. 1. april har Jazznyt stillet ham 10 spørgsmål i et mail-interview. Lars Winther har været med til, at sætte sit præg på denne blog siden han startede pladeselskabet Your Favourite Records i 2007. Først og fremmest i kraft af de mange forskellige udgivelser men også på grund af den meget høje kvalitet pladerne har holdt.

JazzNyt: Du har spillet jazz og lavet plader i nogle år og skal nu være sekretariatsleder hos Jazzdanmark, skal du så ikke spille jazz og lave plader længere?
Lars Winther: Nu skal jeg først og fremmest godt og grundigt ind i arbejdet hos JazzDanmark - det kræver og fortjener stilingen. Jeg vil nok aldrig holde op med at spille jazz, men spørgsmålet er hvor meget tid der bliver til "de skrå brædder" - og det vil jeg lade tiden vise. Ligesådan med udgivelser - nu har jeg jo lige nået at sende en ny udgivelse afsted inden jeg starter i den nye stilling, så statistisk set går der jo alligevel et par år før jeg skal være pladeaktuel igen...
Ifht. udgivelser på mit pladeselskab, Your Favourite Jazz, så er der jo nogle klare potentielle interessekonflikter når jeg også sidder på JazzDanmark, så dét kan jeg ikke fortsætte med.

JN: Hvad laver en sekretariatschef i Jazzdanmark?
LW: Nu er JazzDanmark jo ikke verdens største organisation, og derfor er alle også nødt til at tage fat hvor der er behov for det - med andre ord kommer jeg ikke til at sidde og ryge cigarer på kontoret imens "de andre" løber rundt; jeg kommer til at sidde med nogle konkrete projekter ligesom de andre ansatte. Blandt de aktuelle projekter er eksport-fremstød i de nye EU-lande og Kina, en styrkelse af et netværk for danske jazz-spillesteder, styrkelse af JazzDanmarks online-profil og Børnejazz-fremstød.
Men derudover har jeg selvfølgelig et overordnet ansvar for at det hele kører, og er sammen med bestyrelsen også med til at vurdere og bestemme fx hvilke områder der skal satses på i fremtiden. Lige nu har organisationen jo været "underbemandet" siden den tidligere leder gik af til nytår, så der er sikkert rigeligt brug for en hjælpende hånd når jeg møder op til første arbejdsdag d. 1. april.

JN: Har dansk jazz det godt?
LW: Ja, det vil jeg bestemt sige. Der er en helt enormt spændende scene fyldt med talent, så det vigtigste grundstof er i høj grad til stede. Men hvis man breder spørgsmålet lidt ud til også at indbefatte fx "dækningen af dansk jazz", så ser det måske lidt mindre godt ud.

JN: Hvad mangler vi på den danske jazzscene - og er det noget vi kan få?
LW: Hm... Jeg synes vi mangler noget mere opbakning og dækning i medierne. Det er utroligt så lidt plads der er til dansk jazz - og jazz generelt - i både de trykte medier, tv og radio.
Og så mangler vi at JazzDanmark bliver bedre til at være det centrale samlingspunkt for alle interessenter - musikere, spillesteder, festivalarrangører, pladeselskaber, publikum. Dét er noget jeg vil arbejde meget for at styrke.
Og med fare for en kliché, så kunne vi - jazzscenen som helhed altså, og ikke kun JazzDanmark - måske nok også godt bruge lidt flere penge til at støtte de enormt mange talenter der er i det danske jazz-miljø.
En stor del af JazzDanmarks økonomiske resourcer går fx til at yde transport-støtte til danske musikere der gerne vil til udlandet og spille og faktisk støttede JazzDanmark omkring 4 gange så mange koncerter i 2009 som i 2006 - og dét for nogenlunde det samme beløb. Men så kan man jo ikke lade være med at tænke på hvad der kunne ske hvis man fik lidt flere penge at støtte med.

JN: Hvilke udfordringer står dansk jazz over for i de kommende år?
LW: I dag er "at høre jazz" ét ud af hundredevis - måske tusindevis - af "tilbud" den almindelige dansker kan benytte sig af i sin ofte sparsomme fritid. Men mange af de andre "tilbud" (i mangel af bedre ord) har nok været lidt bedre til at positionere sig og gøre reklame for sig selv gennem de sidste årtier, og der skal jazzen helt frem i skoene for at kunne være med. For alt for mange mennesker er jazz enten ikke-eksisterende eller noget man "kun" lytter til i forbindelse med sommerens festivaller - dét kunne være rart at få gjort noget ved. Og her er opbakning fra medierne naturligvis også en vigtig faktor - men bestemt ikke den eneste.

JN: Svigter Danmarks Radio dansk jazz - og behøver dansk jazz egentlig Danmarks Radio?
LW: Nej og ja. Nej fordi de få folk der får lov at arbejde med jazz på DR efter min mening er utroligt engagerede og kompetente, og Ja fordi der er så få af dem, og så lidt plads til det de laver. Selvfølgelig skal DR dække jazzen bedre - det er simpelthen ikke godt nok (eller rettere "nok") som det er nu...

JN: Når traditionelle medier som radio og aviser har en vigende interesse for dansk jazz, hvor skal dansk jazz så promovere sig for at nå bredden?
LW: Det er klart at jazzen skal blive bedre til at promovere sig gennem de "nye" kanaler, dvs primært de digitale platforme. Det gælder selvfølgelig hele vejen rundt, musikere, spillesteder og selvfølgelig JazzDanmark selv. Jazznyt er jo fx. én af de vigtigste kilder til information om ny (dansk) jazz, og der har "miljøet" som helhed selvfølgelig et ansvar for at forsøge at rykke publikum med over på de digitale medier, så vi sammen kan skabe os et godt miljø og forhåbentlig tiltrække flere jazzlyttere - når nu radioen fx ikke gider beskæftige sig med os... Men ikke dermed sagt at kampen om/med/for DR er opgivet...

JN: Er der nogle plader du er specielt stolt af at have udgivet på Your Favourite Jazz?
LW: Dem alle sammen... Jeg er stolt af kataloget som helhed fordi jeg synes det er en flot mosaik der viser dansk jazz' bredde og kvalitet - og alle udgivelserne er vigtige brikker i den mosaik. Og så er der ting ved hver enkelt plade som jeg er specifikt stolt af ved dem: Looter Beats fordi jeg ikke har hørt noget lignende herhjemme, Rasmus Ehlers fordi han er min gamle lærer og det betyder meget for mig at han betroede mig at arbejde med to af hans plader, Søren Bebe fordi den har solgt godt i Japan - og sådan kunne jeg blive ved, hele kataloget igennem.

JN: Hvordan blev du sporet ind på jazz?
LW: Da min gamle musiklærer, helt tilbage i folkeskolen, forærerede mig Lars Janson's "A Window Towards Being". Det er efterhånden nogle år siden jeg har hørt den, eller Janson i det hele taget, men det var helt klart der jeg begyndte at interessere mig for jazz og udforske genren.

JN: Hvilke 3 jazzplader er dine all-time favourites?
LW: MEGET svært spørgsmål, men hvis jeg skal nævne tre som jeg tager mig selv i at sætte på igen og igen og igen, selv efter mange år på cd-hylden, så kunne det fx være:
Paul Motian "Bill Evans"
Kenny Wheeler "Music for Large and Small Ensembles"
Keith Jarrett "The Melody at Night With You"
- men hvis du spørger mig imorgen hvor jeg har tænkt lidt længere over det, kan det sagtens være at det er nogle andre der popper op i mit hoved - der er heldigvis så ufatteligt meget god jazz at tage af!

Tiptoe Big Band feat. Ena Egelund & Pops Jabu: Bigstep (Gateway)

Bigband til danse- og mellemgulv
Da The Orchestra i 2003 udgav albummet Beats and Bigband syntes jeg, at det var et helt suverænt album. Samarbejdet med den dengang mindre kendte Trentemøller og Lars Vissing der stadig benyttede sit electronica-alias Brillant Corner kastede nogle rigtigt svedige numre af sig, der stadig holder. Århus-big bandet Blood Sweat drum'n'bass kom også til, hvor der også i vid udstrækning blev benyttet elektronik. Der var skruet ned for det dansable og åbnet op for eksperimenterne. Nu er det fynske bigband TipToe også gået electronica. Her er der i høj grad fokus på dansegulvet. Lars Vissing har skrevet al musikken sammen med arrangøren John Kristensen.
De tager udgangspunkt i genren dubstep, der stammer fra det engelske klubmiljø, hvor bassen er dybere end dyb, hihats og lilletromme er skarpe og fremme i lydbilledet mens tempoet ofte er højt. Der er mange paralleller til reggaemusikken. Sangerinden Ena Egelund og rapperen Pops Jabu fra dub-dyrkerne Junkyard Productions står i den vokale front. Albummet Bigstep falder ret præcist ned mellem to stole i en grad, som jeg ikke kan mindes at have hørt et dansk big band-album gøre det før. Tiptoe har under ledelse af Torben Sminge udviklet sig til, at høre hjemme i toppen af de danske bigbands. Sidste efterår jeg skrev om dem var i forbindelse med udgivelsen Blue Dawn, hvor jeg nævnte at traditioner fra moderne kompostionsmusik, fusionsjazz og groovy jazz var nogle dyder de dyrkede. Med denne udgivelse tager de endnu et modigt skridt.
Der er skruet godt op for alle de elektroniske goodies. Det er Lars Vissing der er mester for at finjustere og skrue på knapperne. Bassen og den elektroniske percussion gennemsyrer musikken mens blæserne dukker op her og der og allevegne. Pladen er original alene af den grund af blandingen af dubstep og bigband aldrig er hørt før. De har fat i et crossover der bør kunne bringe dem ud på scener, hvor bigbands aldrig har været før. Ligeledes er det nærliggende at forestille sig nogle af numrene bliver udgivet på 12"vinyl, så soundsystem DJ's kunne tage musikken til sig og sende den ud på dansegulvene.
Tiptoe Bigband: www.tiptoebigband.dk

Jazznyt Kommentar!

Der udkommer 130-140 danske jazzplader om året i Danmark. Et imponerende stort antal i en ofte lige så imponerende stor kvalitet. Hvorfor er der så ikke flere medier der tager jazzudgivelserne seriøst og anmelder dem?

Der kommer drypvis anmeldelser af jazzplader i ny og næ i Politiken - men på det seneste har Politiken været usædvanligt slappe til at bringe anmeldelser af jazzplader og nyheder om jazz i det hele taget - med mindre det handler om nogen der er død eller fylder rundt. I gårsdagens udgave af Politiken er der smånyheder om X-Faktor og andet ligegyldigt popbavl som man allerede kunne læse på nettet dagen før. Jeg får det ligesom læserbrevsskribenten der i Herning Folkeblad brokkede sig over at James Last spillede Lady Gaga-numre ved weekendens koncert i mega-arenaen Boxen. Prøv lige at se dit publikum i øjnene. Politiken og James Last. Dem der vil vide at Xander Linnet har skrevet X-faktor vindermelodien læste det i forgårs på nettet, ligesom dem der kan lide Lady Gaga ikke går til James Last-koncerter.

Det kunne være dejligt hvis Politiken havde ambitioner om at dække jazzen mere seriøst end de gør nu. Hvorfor står der f.eks. ikke noget om at saxofonisten Lotte Anker er indstillet til Nordisk Råd's Musikpris i dagens avis? Det er ekstra irriterende at se poppen blive dækket så tæt af Politiken. Det er et stofområde som alle de andre aviser også dækker - selv gratisaviserne gør det.

Findes der overhovedet et medie i Danmark - hvor der udbetales løn - som beskæftiger sig seriøst med at dække jazzen? Hvis der ikke gør - hvorfor så ikke?

Danmarks Radio har for længst kørt sig selv ud på et sidespor og latterliggjort jazzen. Særligt beskæmmende bliver det når man ser hvordan nabolandendes radio og tv-stationer dækker jazzen som stofområde.

Der er indenfor den seneste tid udkommet en række væsentlige danske jazzplader, der stort set ikke eksisterer, hvis det var de gamle medier der satte dagsordenen. Gode og vigtige udgivelser med Martin Lutz Group, Martin Schack og Cathrine Legardh er udkommet inden for de seneste uger. Men der er endnu ikke nogen medier der har valgt at anmelde eller omtale dem. 

Undskyld mig. Men er det ikke for tyndt?

Lars Dietrich: Stand Alone (Lrzotto Music)

Beskidt elektronisk vellyst
Eksperimenterende elektronisk jazz lavet af en saxofonist der, når han endelig spiller sax, ikke spiller saxtoner, der er genkendelige. Det er først når man lytter nærmere efter at man kan høre at der er indblandet en saxofon. Forvrængninger, modulationer, effekter og anden elektronik smides ind over saxofonen, så den fremstår ganske ukendelig. Det er den hollandske, men i USA bosatte altsaxofonist Lars Dietrich der alene har lavet et spændende album. Analoge synthlyde der trækker på noget fortidigt lydende, presses sammen med en massiv mur af elektroniske rytmer. Han befinder sig i et univers, hvor saxofonen er lettet fra jorden og har indtaget en position hvor al logik ophører. Beskidte overlæssede soundscapes afløses af primitive rytmebokstoner.
Lars Dietrich har lavet en plade der - hvis den endelig skal sammenlignes med nogen - godt kan minde en del om Emil de Waal's electronica-eksperimenter. Dog har Dietrich ikke det samme musikalske glimt i øjet som de Waal. Stand Alone skal alligevel have en anbefaling med på vejen. Jeg har haft svært ved at slippe væk fra Lars Dietrich's massive mur af elektronisk vellyst.
Lars Dietrich: larsdietrich.com

The Rempis Percussion Quartet: Montreal parade (482 Records)

Free og lidt mindre free
Albert Ayler er ikke helt død, ånden lever i bedste velgående når man hører denne udladning fra The Rempis Percussion Quartet. Der er to numre på albummet på henholdsvis 20 og 42 minutter. Den tyve minutter lange This is not a tango er Aylerland. Mens den 42 minutter lange suite-opbyggede If You were a waffle and I were a bee er en jazzhistorisk tour de force. Der startes med heftig funky bebop for så at køre over i powerfyldt freejazz (med kærlige nik til 60'ernes freejazz). Herefter sættes tempoet ned. Der spilles med en lavmælt, undertrykt eksplosivitet der udvikler sig til et afroinspireret jazzparty.

Det er saxofonisten Dave Rempis der står i spidsen for kvartetten. Han spiller både på alt-, tenor- og baritonsax. Rempis hører til Chicago freejazzscenen og har siden '98 spillet sammen med Ken Vandermark i forskellige konstellationer. Desuden er han aktiv med flere forskellige egne grupper, bla. en med Paal Nilssen-Love. I The Rempis Percussion Quartet er der også en nordmand mad. Bassisten Ingebrit Håker Flaten er nyt medlem der afløser Anton Hatwich der var med på gruppens fire foregående albums. Trommeslagerne Tim Daisy og Frank Rosaly breder sig ud i kreativt og fantasifuldt trommespil. De er med til at placere kvartetten som en væsentlig og vigtig gruppe på den amerikanske freejazzscene i dag.
Dave Rempis: www.daverempis.com

Jacob Karlzon 3: The big picture (Stunt)

Lyden af en jazztrio i 2011
I sidste uge var på det nye album med Hanne Boel, Jacob Karlzon gjorde opmærksom på sig selv. Nu er det som leder for trioen med Hans Andersson på bas og Jonas Holgersson på trommer at Karlzon sætter sig i fokus. Han spiller klaver med et åbent melodisk sind der trækker på elementer fra rock, impressionistisk klassisk musik og etnisk musik. Det hele gennemsyres af den svenske klaverstil, der trækker stort på Jan Johansson men også ikke-svenskere som Bill Evans og Keith Jarrett. Der er lavet mange plader i den stil, hvor Esbjörn Svensson har stået som den helt store i de sidste mange år.
Når Jacob Karlzon kaster sig over en stil, hvor han måles med legender bør det næsten gå galt. Det gør det bare ikke! Stilen er velkendt og når man sætter pladen på første gang klinger det velkendt i ørerne. Karlzon presser alligevel musikken udover kanten og tilføjer nye dimensioner. Andersson og Holgersson leverer et suverænt rytmisk flow der løfter musikken og i perioder får det til at lette. Karlzon har skrevet al materialet pånær to atypiske jazzcovers. Michael Sembello's hit Maniac fra 1983-filmen Flashdance får en jazzopdatering der rykker helt vildt. Mens Karlzon er lidt flinkere ved U2's In god's country.
Jacob Karlzon er ikke tilbageholdende med at tilføje Rhodes, orgel, keyboards og lidt elektronik. I det hele taget er pladen med sin fantastiske lyd - lavet af legendariske Lars Nilsson i Göteborg-studiet Nilento - et studie i hvordan en melodisk jazztrioplade skal lyde i 2011. Jakob Karlzon har sat standarden højt.
Jacob Karlzon: www.jacobkarlzon.com

Brian Lynch: Unsong heroes (Hollistic Musicworks)

De mindre kendte trompethelte
Det er langt hen ad vejen meget af det samme materiale som trompetisten Brian Lynch præsenterede for publikum, da han i august 2010 spillede nogle aftener med en dansk rytmegruppe på Jazzhus Montmartre. Lynch har sat sig for at hylde The unsong heroes, de mindre kendte trompetister og jazzmusikere; Tommy Turrentine, Joe Gordon, cubaneren Claudio Roditi, den halvdanske Idrees Sulieman, Donald Byrd, Howard McGhee, Charles Tolliver og flere andre der har sat sit præg på jazzen. Sammen med bla. Vincent Herring på altsax og Alex Hoffman på tenorsax har Brian Lynch lavet et fint fint hyldestalbum, hvor man nok skal være dybt nede i jazzens trompetisthistorie for at kunne gennemskue hvor det lige er at Lynch hylder Joe Gordon eller de andre. 

Det betyder ikke så meget at man ikke er oppe på beatet med de mindre kendte jazztrompetister. Det er under alle omstændigheder et lytteværdigt album med straight jazz der spilles af en flok meget kompetente musikere.
Bonusinfo:
Der er også udkommet en vol. 2 og 3. De kan dog kun erhverves som downloads. Ligeledes er der lavet en masse undervisningsmateriale til musikken, bla. teoretisk materiale og versioner af numrene hvor man selv tilføjer sit eget instrument.
brianlynchjazz.com
brianlynch.bandcamp.com
hollisticmusicworks.com

Martin Schack: Jazz på dansk - gamle sko på nye fødder (Schack/Gateway)

Med melodien i hjertet
Alene titlen giver associationer til det album, man kan kalde det nordiske svar på Kind of blue. Jan Johansson's überklassiker Jazz på svenska fremdrages ofte som referencepunktet indenfor det man kalder den nordiske tone i jazzen. Carsten Dahl nævner den også i covernoterne som et eksempel på den nordiske melankolske mol-musik. Men dansk musik er noget andet end svensk og det er den danske musik og tone som Martin Schack indfanger på albummet Jazz på dansk. Jan Johansson valgte 12 folkemelodier til sit album. Sange der nok har en betydning for folkedybet i Sverige, men næppe synges hver evige eneste morgen et sted i landet. Schack er gået en anden vej. 

Han har valgt 12 sange jeg kender mere end almindeligt godt, jeg kan endda synge med på de fleste og jeg er ikke den eneste. Det er 12 sange man har sunget på højskolen eller til et arrangement hvor der lige var brug for lidt fællessang. Det er ikke Summertime eller Autumn leaves, sange vi dybest set kun kender som jazzstandards. Nej det er sange som mange danskere har et tæt og personligt forhold til, som Martin Schack har givet en omgang jazz. Det er med andre ord et særdeles modigt projekt som pianisten Martin Schack har kastet sig over.

Pladen indledes med Jeg ved en lærkerede og fortsætter med En yndig og frydefuld sommertid og Den danske sang er en ung blond pige. To af Carl Nielsen og enkelt folkemelodi. Schack har valgt nye og gamle melodier. Per Warmings Du kom med alt det der var dig fra 1981 er den nyeste melodi. Mens andre sikre morgensangshits som Regnvejrsdag i november og Visen om de atten svaner også er medtaget.
Han har allieret sig med nogle af de sejeste jazzmusikere til at søsætte et sådant projekt. Morten Ramsbøl på bas og Morten Lund på trommer har en evne til at spille med så meget musikalsk tyngde og indføling, at det ikke er uden grund at de er så efterspurgte. Guitaristen Jacob Fischer brillerer på fem numre med evnen til at give musikken et swing-touch. Martin Schack fabulerer frit over melodierne. Han spiller dele af den oprindelige melodi, nogle gange bare en stump. Man binder os på mund og hånd af Kai Normann Andersen er et godt eksempel. Her i en trioversion, hvor Schacks rytmiske timing er suveræn. Han improviserer og digter videre på melodierne. Hele tiden med melodien i hjertet. Der er sommer og sol, mark og eng og dur og mol. Jazz på dansk er en anbefalelsesværdig plade, der bør finde et stort publikum. 
My Space: myspace.com/martinschack

 
Flere danske sange
Her er en liste med flere jazzplader med danske sange (og salmer). 

Ole Kock Hansen: Folkevise (RCA Victor) 1975
Valdemar Rasmussen: Dejlig er jorden (Xenia) 1983
Thomas Clausen & Hans Ulrik: Danske sange (Stunt) 1998
Thomas Fryland Sekstet: Metamorfoser vol. 1 Salmer og sange (Sweet Silence Record Company) 2004
Jacob Anderskov: På dansk (ILK) 2006
Mads Granum Kvartet: Hymns in time (Gateway) 2006
Den Danske Salmeduo: De dybeste lag (Aero) 2009
Organica: Se nu stiger solen (Gateway) 2009

Men der er også dukket danske sange op på plader som enkeltstående numre. Helt tilbage i 1943 var det Bruno Henriksens Arena Orkester der kastede sig over Marken er mejet på en 78'er. I starten af 70'erne lavede Niels-Henning Ørsted Pedersen albummet Duo sammen med Kenny Drew, her var I skovens dybe stille ro en medvirkende årsag til at albummet blev en megasællert. Siden har både Chris Minh Doky og Mads Tolling lavet deres egne versioner af den melodi med netop NHØP i tankerne. Det var også NHØP der på funky elbas(!) satte sit præg på DR Big Bands version af Ebbe Skammelsøn. Den findes på albummet By Jones, I think we've got it fra 1978, hvor de var under ledelse af legendariske Thad Jones. Der er helt sikkert mange andre gode eksempler på danske sange der har fået en omgang jazz. 
Hvilke har jeg glemt? Kom gerne med dine bud.

Hanne Boel: The shining of things (Stunt)

Nærvær og personlighed
Da Hanne Boel sidste år udsendte albummet I think it's going to rain sammen med Carsten Dahl, markerede det en tilbagevenden til den jazzscene hun kort flirtede med i slutfirserne. Der blev slået en streg i sandet. Hun var siden på en omfattende turné hvor Dahl var afløst af den svenske pianist Jakob Karlzon. De fandt en indforståethed og fælles forståelse for musikken. Men de to individualister fandt også ud af at Boel's musikalske base fandtes i den amerikanske soul og r'n'b mens Karlzon var rundet af den svenske jazz og hårdrocken (som svenskerne så poetisk kalder det).
De har lavet et album, hvor Karlzon har medtaget sine kolleger fra Jakob Karlzon 3, bassisten Hans Andersson og trommeslageren Jonas Holgersson. Det blandede musikalske materiale vidner om en sangerinde, der lytter til megen forskellig musik. Her er både velkendte klassikere som Willie Nelson's Funny how time sleeps away - hvor Boel får hjælp på vokalsiden af den italienske popcrooner Mario Biondi, Jobim's How insensitive og Joni Mitchell's River. Men der er også mindre kendte numre. Hanne Boel har en evne som få til at indtage et nummer og gøre det til sin eget. Her er titelnummeret The shining of things af David Sylvian i særklasse. Den er nærmest blevet til en soft shuffle med det lækreste jazzede klaverakkompagnement, mens Biondi diskret synger med i baggrunden.
Det her album er ikke så afklædt som forgængeren og vil med stor sandsynlighed finde mange lyttere blandt gamle Boel-fans. Et gennembearbejdet album der får vinger i kraft af det gode samarbejde mellem Karlzon og Boel.
Bonusinfo:
Fra d. 17. marts er de på en kort turné sammen og kommer bla. til Svendborg (17.), Helsingør (18.) og København (19.)
Hanne Boel: hanneboel.dk

KB Project: Enfant terrific (ConFon Music/Gateway)

Når trommeslageren sætter sig frem
Nu springer den erfarne trommeslager Karsten Bagge ud som orkesterleder med KB Project. Han er blandt andet kendt for at sidde bag trommerne hos Thomas Clausen og har ellers en bred erfaring fra den danske jazzscene hos folk som Bob Rockwell, Thomas Fryland og mange andre. Bassisten Thomas Fonnesbæk har ofte været en fast makker. Det er han selvfølgelig også her. Per Gade tager sig af guitaren og Henrik Gunde sidder ved klaveret på en plade der funderet i melodisk jazz. Der er indslag af nordisk jazz og ikke mindst mere hårdtslående jazz med en lugt af det vi kender fra bla. John Scofield og den semiakustiske postfusion der opstod i 90'erne. Der er fokus på tekniske breaks og fills - det er ikke for ingenting at kapelmesteren er trommeslager. Det dejlige er at musikken og ikke mindst instrumenterne får lov til at stå så rent.
Karsten Bagge får til fulde mulighed for, at vise sine evner med denne plade. Han sparer ikke på noget - og alligevel fremstår det afbalanceret. De tre musikere som Karsten Bagge benytter er hver især i stand til at sætte sig igennem. Der er forrygende powernumre som Tumble, hvor Bagge er den toneangivende og temposættende. Der er ballader som Days with Elvin, der med whiskers, akustisk guitar og klaver med tilsat rumklang får tiden til at stå stille. 
Enfant terrific er et fint dokument fra en af de vigtigste jazztrommeslagere herhjemme.
Karsten Bagge: karstenbagge.dk

Woody Allen bruger dansk jazz i film

Woody Allen  besøger d. 22. marts biografen Imperial i København for at spille klarinet og ikke for at være på lærredet. Han har gennem mange år spillet i New York sammen med Eddy Davis New Orleans Jazz Band. Det er første gang at de giver koncert i Danmark. Men det er ikke eneste aktuelle forbindelse der er mellem Woody, jazz og Danmark.

Når Woody Allen's nyeste film Midnight in Paris åbner Cannes filmfestivalen d. 11. maj er det med dansk jazz i filmen. Kvartetten Swing 41 udgav i 2008 et album der bød på velspillet sigøjnerjazz i traditionen man kender fra Django Reinhardt og Stephane Grappelli. Violinisten Jørgen Martinsen og guitaristerne Flemming Honig og Martin Walker spillede sammen med den herboende engelske bassist Peter Williams i Swing 41. Kort efter udgivelsen af pladen gik kvartetten i opløsning. 

I 2009 var Williams som medlem af trad. jazzbandet Paul Harrison Band på en kort turné sammen med sangerinden Cynthia Sayer, der havde sunget i Woody Allen Jazz Band i over 10 år. Han gav hende et eksemplar af pladen, da han havde en idé om, at det var noget Woody Alllen ville kunne lide. Woody Allen lavede bla. i 1999 filmen Sweet and lowdown, der handlede om sigøjnerjazzguitaristen Emmet Ray, så det var ret sandsynligt at det var noget Woody Allen ville kunne lide. Men at han rent faktisk ville høre pladen var der ingen garanti for.

18 måneder senere fik Peter Williams en e-mail fra Woody Allens manager der skrev at Mr. Allen gerne ville bruge et stykke musik fra pladen. Han havde valgt nummeret Seul ce soir fra pladen der stadig kan fåes.
Peter Williams er en alsidig bassist der kom til Danmark som musiker i Cirkus Arena, herefter blev han medlem af Paul Harrison Band og har gjort karriere indenfor jazzen, hvor han bla. snart er aktuel med et album med 2econd Nature.
Andallthatjazz.dk

Martin Lutz Group: It's swing - not rocket science (Calibrated)

Det swinger helt ned i foden
Martin Lutz er ikke mand der har travlt. Han leder gruppen Martin Lutz Group der er aktuel med It's swing - not rocket science! Gruppen er stort set identisk med den gruppe han i 2004 lavede albummet The Journey of the sledgedog and the camel og i 2007 albummet Where are the trumpets med. Den sidste fik han endda en Danish Music Award for. Der er musikalske elementer som Lutz stædigt holder fast i. Den tydelige inspiration fra Abdullah Ibrahim, forkærligheden for højskolesangbogen, den gode melodi og saxofonsamarbejdet mellem de tre saxofonister Jacob Rose, Jakob Skov og Mads Ole er nogle af de grundfæstede elementer der gør, at gruppen er forholdsvis let at identificere. 

Men er der slet ikke sket noget siden 2004? En hel del vil jeg vove at påstå. Martin Lutz har fået den geniale idé at han har inviteret 5 musikalske personligheder med som gæster. Pladen er delt op efter de fem musikere; Africa med Marilyn Mazur på percussion, Seasons med Jesper Riis på trompet, North med Harald Haugaard på violin, Swing med Jacob Fischer på guitar og Ballads med Jacob Venndt på mundharmonika. Pladens budskab om at det er swing og ikke raketvidenskab handler om enkelheden. At det ikke behøver at være så indviklet gennemsyrer musikken i høj grad. Det er udadvendt og glad jazz, hvor det seriøse består i at musikken leveres af nogle vanvittigt dygtige musikere, der har fået nogle gode melodier og arrangementer at arbejde med.

Kender man de gæstemedvirkende musikere ved man også noget om, hvad der er i vente. Martin Lutz holder fast i gruppens musikalske identitet. Når den suppleres med Marilyn Mazurs percussion setup er det afrorytmerne der lever. Jesper Riis er trompetisten som alle big bands gerne vil have som medlem. Han er sikker på instrumentet og viser over fire numre også den diversitet han indeholder. Harald Haugaard er folkemusikeren, der på nummeret Folksong på medrivende vis er med til at bygge bro mellem bindingsværk og lerhytter. Jacob Fischer er swingmesteren der spiller supercool og tjekket mens Jacob Venndt på den kromatiske mundharmonika tilføjer Toots Thielemanns-inspireret balladespil.
It's swing - not rocket science er en stærkt anbefalelsesværdig plade der helt sikkert holder indtil Martin Lutz Group igen er albumaktuel om 3-4 år.
Martin Lutz: martinlutz.dk

Sidiki Camara Band: Tolerance (Parallell)

Mali og Norge mødes i et musikalsk kram
I disse dage er percussionisten fra Mali, Sidiki Camara underviser på det Jyske Musikkonservatorium i forbindelse med et DIVA-projekt. Statens Musikråd giver økonomisk støtte, der giver mulighed for at Camara kan være Artist in Residence i et par måneder i Danmark med der tilhørende koncerter og undervisning. Han bor ellers i Oslo efter at have boet flere år i Bruxelles. Den aktuelle plade er lavet sammen med norske musikere, hvor flere er kendte fra den norske jazzscene, bla. Joakim Frøystein på guitar og Hallvard Godall på saxofon. Camara regnes for at være blandt de førende percussionister fra Mali. Han er mest kendt som medlem af Bill Frisell's gruppe The Intercontinentals udover at han har samarbejdet med en lang række af de bedste musikere fra Mali.
De norske musikere er kommet ind i varmen. Der er mere afrika end fjeld i den musikalske stemning. Der spilles Malifunk med fyldig bas og  rytmer samt en slideguitar der tilføjer en snert af noget country. Det er med til at placere musikken udenfor Mali og giver god mening, når man hører det. Sidiki Camara bruger i udstrakt grad de traditionelle instrumenter djemben og kalabassen sammen med strengeinstrumentet ngoni. Det kan godt være at der er mange kilometer mellem Norge og Mali. Det betyder ikke meget når man hører Sidiki Camaras plade. Musikerne har fundet hinanden i et langt og varmt kram.
Sidiki Camara: www.sidikicamara.com og sidikicamaraband.com

Christian Hougaard: Lines of the past (H-IT Records)

10 år gamle glansfulde indspilninger
 Når et album udkommer med 10 års forsinkelse og kunstneren bag albummet ikke har brugt de 10 år på at blive videre kendt i jazzkredse, er det med nogen forundring at jeg hører dette tiltalende album. Hvorfor kender jeg ikke Christian Hougaard bedre - jeg har kun en gang tidligere skrevet om bassisten, hvor det var sammen med vibrafonisten Martin Fabricius. Han har tydeligvis brugt sin tid et andet sted end i jazzscenens rampelys. Men inden de 10 år gik indspillede han et album der i dag ikke har mistet glansen.

Christian Hougaard blev uddannet på Rytmisk Konservatorium og medtog et par medstuderende på indspilningerne. Her er det f.eks. overraskende at finde Paolo Russo bag et Fender Rhodes. Han har de seneste år næsten udelukkende koncentreret sig om bandoneonen. Desuden er en anden italiener Fabrizio Mandolini med på sopransaxofon, han spiller med en flot åben tone. Morten Grønvad på vibrafon er en god tilføjelse til de valgte melodier. I 2001 var Jonas Johansen bag trommerne toppen og dengang kendt som en del af NHØP Trio. Det er ikke uden betydning for Hougaard der har ladet sig inspirere af Niels-Henning Ørsted Pedersen og den tradition han skabte. Det er måske her at man aner at der gået 10 år. På dagens unge jazzscene er NHØP ikke længere den hotteste bas i kassen. 

Jeg må blankt tilstå at jeg har nydt hvert eneste øjeblik på Christian Hougaards plade. Han behandler ultrastandards som My favourite things og Summertime med nænsomhed og sans for en groovy stemning. Han er helt fremme i lydbilledet, hvilket klæder en bassists plade i eget navn. Hougaard har skrevet flere gode numre på pladen, men Morten Grønvads Montego Bay er en favorit, med sin lette fusionsinspirerede stemning. Sangeren Asger Rosenberg der døde i 2006 medvirker på Lush life. Selv om indspilningerne er 10 år gamle ville det have været en skam, hvis de aldrig var kommet frem i lyset.

KortJazzNyt Uge 10 2010

Lidt gratis musik skal der også til en gang i mellem.
Så her er nogle meget hotte downloadtips.
Da Robert Glasper Experiment og Lupe Fiasco spillede på klubben Blue Note i New York forrige weekend var det med nogle prominente gæsteoptrædende. Rapperne Mos Def og Kanye West crashede festen, hvordan det lød kan du høre her:
www.cisconyc.com/2011/03/due-to-overwhelming-demand-from-my.html

Den næste er en gratis sampler med 9 numre fra Impossible Ark Records bagkatalog. Pladen er sammensat af selskabets A&R mand Ben Lamdin, der også står bag projektet Nostalgia 77 som der findes to numre med på sampleren.
impossiblearkrecords.bandcamp.com/album/impossible-ark-label-compilation

Palle Mikkelborg er lige blevet 70 år. For nogle få måneder siden spillede han i Baden Baden sammen med Terje Rypdal. Her blev de musikalsk udfordret af den tyske gruppe Zeitkratzer, der tidligere har lavet noise-eksperimenter med japaneren Merzbow og genopført Lou Reed's vanvittige feedbackalbum Metal Machine Music. Her er de noget mere afdæmpede i optagelsen fra den tyske radiostaion SWR: bogardjazz.blogspot.com/2011/02/zeitkratzer-vs-terje-rypdal-palle.html

All About Jazz New York har ændret navn til New York City Jazz Record. Det er her du kan downloade magasinet, hvor der står en masse om hvad det sker i jazzens hovedstad. Ligeledes er der masser af anmeldelser i magasinet. I det seneste nummer finder man feks. anmeldelser af plader med Dahl/Vinding/Riel, Niels Præstholm og Ulrik/Mogensen/Bodilsen/Colligan.
nycjazzrecord.com

Årets festival plakat er afsløret og Jarrett kommer

I dag blev det afsløret at det er den danske, men i Berlin bosatte kunstner Kirsten Roepstorff der har lavet årets Copenhagen Jazz Festival plakat.

- Der er nogle klare strukturer i værket, som jeg opfatter som en manifestation af klang. Og den klang interagerer med de andre udklip på plakaten. Det er mit bud på et visuelt stykke musik, siger Kirstine Roepstorff om motivet.

Festivalplakaten vil også kunne opleves på Irmas poser fra midten af maj år, da supermarkedskæden er hovedsponsor for festivalen der starter d. 1. juli.

I dag er første store navn på Copenhagen Jazz Festival's program afsløret. Og det bliver næppe større! Keith Jarrett Trio spiller i Operaen d. 9. juli. Forsalget starter på mandag.

jazz.dk

Erling Kroner er død

Trombonisten, komponisten, arrangøren og orkesterlederen Erling Kroner døde onsdag efter at have været kræftsyg i en længere periode. I over 40 år satte han sit præg på den danske jazzscene.

I den forbindelse har jeg modtaget nedenstående fra Paradise Jazz, der ofte har lagt scene til Kroners projekter.

Erling Kroner har været et helt uvurderlig støtte for Paradise Jazz. Ikke alene har han optrådt utallige gange i klubben – som fast mand i Monday Night Big Band og sammen med sine mange forskellige bands. Han har ligeledes været et markant, initiativrigt og fokuseret bestyrelsesmedlem, som aldrig stod tilbage, når der skulle gøres noget for Paradise Jazz.

Erlings karriere startede for 50 år siden med Dixieland Stompers. Han spillede kort derefter også avantgarde musik, blandt andet med John Tchicai, samt rock med Melvis & His Gentlemen.

Erling uddannede sig på Berklee i Boston i 1969-1970 og 1973-1974. I 1973-1986 var han medlem af DR Big Band og han spillede i 1970'erne desuden med NDR's Big Band i Hamburg, Leif Johanssons orkester og med svenske Lasse Beijboms gruppe, White Orange. Fra midten af 1990'erne var han leder af et stort orkester sammen med Lasse Beijbom - Beijbom-Kroner Big Band.

I 2004 dannede han sammen med den Amerikanske baryton saxofonist Ed Epstein gruppen "Bari-Bone Connection", som udgav CD’en ”Bari My Heart” i 2007.

Erling har freelance spillet med og dirigeret en række store europæiske orkestre, især i musik af Charles Mingus eller i egne kompositioner, som fremdeles har været præget af hans store og tidlige interesse for og indsigt i argentinsk musik og tangoen. I Argentina har han desuden arbejdet med lokale musikere og skrevet musik til tekster af Jorge Luis Borges. I 2005 dannede han sit helt eget big band EKNMO (Erling Kroner New Music Orchestra) som spillede hans egne kompositioner foruden materiale af co-leader Niels Gerhard og Astor Piazolla. EKNMO’s stil var i Erlings samt i Mingus og Piazollas ånd og gruppen har haft fin succes, med 3 CD’er samt med mange koncerter landet over.

Erling døde i sit hjem omgivet af familien efter længere tids sygdom.

Erling Kroner blev 67 år.

Vi vil savne Erlings gode humør, skarpe kommentarer, hjælpsomhed og ikke mindst hans markante trombonespil og gode musik.

Æret være hans minde.

Paradise Jazz minder Erling Kroner mandag den 14. marts 2011. Monday Night Big Band under ledelse af Niels Jørgen Steen står for musikken. Arrangementet starter kl. 20.30. Paradise Jazz’s hjemmeside www.paradisejazz.dk vil blive opdateret med yderligere oplysninger om mindekoncerten, efterhånden som aftalerne med orkestret, gæstesolister m.fl. kommer på plads.

Det kan anbefales at besøge Erling Kroners hjemmeside, der er fyldt med billeder og andet godt fra hans lange karriere: kroner-music.dk

Ed Thigpen: Live at Tivoli, Copenhagen - You and the night and the music/Master of time rhythm and taste (Stunt) CD+DVD

Mød Mr. Taste
Det er hele to ting på en gang vi får her. En CD med Ed Thigpen Trio fra Tivolis Glassalen i 2002 og en DVD med en dokumentarfilm om Ed Thigpen lavet af Don McGlynn. McGlynn der tidligere har lavet dokumentarfilm om bla. Dexter Gordon og Art Pepper men også DVD'en med GinmanBlachmanDahl fra 2005 er en mester i at komme tæt på mennesket og musikeren Ed Thigpen. I løbet af de 1½ time dokumentarfilmen varer er vi mange steder. Vi oplever Thigpen sidde hjemme i lejligheden i København bag trommerne og fortælle om spilleteknikker og om hvordan stemninger omsættes til musik. Det er et godt eksempel på hvorfor Thigpen i de mange år han har været i Danmark har været med til, at præge den danske jazzscene så meget. Han er en pædagog der på formidabel vis kan videregive og formidle. Det har han bla. gjort som underviser på rytmekons. Vi møder også Thigpen sammen med nogle af de musikere han har spillet med i de senere år; Jens Winther, Tomas Franck og ikke mindst Jesper Bodilsen og Carsten Dahl fra trioen. Der er magiske øjeblikke i dokumentarfilmen, hvor feks. mødet dagen før trioen skal spille i Glassalen er bevægende. Der er tæthed og en dyb fælles kærlighed til det de gør og kan. Bodilsen og Dahl er lærlinge men Thigpens respekt for de unge medspillere er tydelig. Koncertoptagelsen på CD'en er en gave til de mange fans af Ed Thigpens formidable trommespil. Han er i topform denne juli-aften under Copenhagen Jazz Festival, hvor koncerten er indspillet. Sammen med Dahl ved pianoet og Bodilsen på bassen er han i sikre hænder. Der er inspiration fra bla. Oscar Peterson og Bud Powell i Carsten Dahls spil og Bodilsen spiller sig helt ud. Men det er først og fremmest Ed Thigpens show. Han er one of a kind. Hans betydning for dansk jazz kan næppe overdrives.
Ed Thigpen: www.edthigpen.com