Birgitte Soojin: Hi-Lo (Calibrated)

Ikke anonymt og kedeligt
 Hvad gør man når man kan synge jazz som var man født i USA og tidsmæssigt befandt sig i 1955 eller deromkring? Men man er en koreansk-født norsk kvinde der bor i Danmark 2011. Tjaah...? Birgitte Soojin ser ud til at have fundet en løsning på det problem. Hun synger elegant og let, hvor der er styr på fraseringer og alt det der er nødvendigt. Jeg synes ikke at hun direkte lyder som nogen bestemt sangerinde, selv om både Billie Holiday, Bessie Smith, Julie London og Peggy Lee er nævnt i pressematerialet. Synge kan hun i hvertfald.
Der er flere styrker ved albummet, der ellers meget let kunne havne i anonymitet. Birgitte Soojin har allieret sig med saxofonisten Jakob Dinesen som kapelmester og producer. Han har sammensat et mesterligt hold af musikere, der ikke er i stand til at spille anonymt og kedeligt. Mads Hyhne på trombone, Ben Besiakov på flygel og Dan Hemmer på orgel spiller alle op til deres bedste mens de bakkes behageligt og passende op af Niels "Guffi" Pallesen på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Musikerne er sammen med valget af de ni standards lige præcis grunden til at denne plade ikke bør forsvinde i mængden. Soojin har valgt at synge ni standards der ikke er nedslidte men alligevel tilpas kendte til, at man hurtigt nynner med.
Bonusinfo:
På coveret angives det at pladen indeholder et "unique interactiveaudio (tm) bonus area" - noget lignende fik man ofte med på CD'er i midten af halvfemserne, siden blev det i stedet afløst af internettets muligheder. Hvilket det vist også dækker over med denne plade, da den forsøger at åbne et site op der desværre ikke eksisterer.
myspace.com/birgittesoojin

The White Nothing: About time (ILK)

Hørbar tysthed og larmende skønhed
 Filmmusik uden film kan opfattes som en hjemløs sjæl. Hvor hører det hjemme? Hvad vil det? The White Nothing's album About time er så stemningsfuldt og åbent for tolkninger at man let ledes over i en filmmusikkens verden, hvor filmen mangler at blive lavet. Pianisten og komponisten Anders Filipsen står i spidsen for det ni mand store ensemble, der er befolket med nogle af de mest talentfulde og originale unge danske jazzmusikere lige nu. Emil Jensen på trompet, Jeppe Højgaard på altsax og klarinet, Lars Greve på tenor- og baryton sax, Jesper Thorn På bas og Bjørn Heebøl på trommer blandt de musikere der er med til at skabe og understøtte Filipsens personlige og stærkt originale musik.

Lange foruroligende improviserede klangflader afløses af samlende kammermusikalske intimiteter. Anders Filipsen bevæger sig utvunget og frit mellem genrer, hvor moderne impromusik, avantgarde og jazz er i spil. Han styrer flot nonetten mellem hørbar tysthed og larmende skønhed. Et imponerende højt og krævende niveau for et debutalbum.
myspace.com/andersfilipsen
ilkmusic.com/catalogue/album/about-time

Anne Mette Iversen Quartet: Milo songs (BJU Records)

Når en jazzmusiker bliver mor
Anne Mette Iversen er tilbage med sin kvartet efter at hun har fået en søn. Den danske bassist der bor Brooklyn har ladet sig inspirere musikalsk af barslen hun har haft sammen med sønnen Milo. Hun kalder derfor også det nye album Milo Songs. Det er værd at bemærke at hun holder sammen på kvartetten der lavede dobbeltalbummet Best of the west/Many Places som jeg havde med på min liste over årets bedste jazzudgivelser i 2008 og albummet This is my house fra 2005. Saxofonisten John Ellis, trommeslageren Otis Brown III og pianisten Danny Grissett er med til at garantere at Iversens melodier stort set ikke kan leveres mere professionelt. Det er immervæk en præstation at holde sammen på en kvartet i New York, hvor musikere kommer og går i en rasende fart
På det forrige album var der mere tydelige referencer til det nordiske. Denne gang virker det til, at New York (og Brooklyn) har sat sig mere og mere i den danske bassist. De smukke melodier er stadig udgangspunktet for den velspillende kvartet. Men der har indsneget sig en kant og en vildskab i Iversens musik der ikke før har været tilstede i samme grad. Hun har lagt pænheden til side og er blevet mor med al den følelsesmæssige vildskab det indeholder.
Hun snyder os ikke for jazzlækkerier som Mother's child og The Terrace, hvor musikerne spiller det smukkeste de har lært. At der også spilles mindre straight jazz som på The Storm minder os om at det ikke er alt der er lige til.
www.annemetteiversen.com
www.brooklynjazz.org

Aske Bentzon: Talking sounds (ArtPeople)

Aske's genkomst
 Jeg har for nylig fået adgang til Telenor's musikstreaming-tjeneste WIMP. Jeg gik ret hurtigt i gang med at teste grænserne. Hvilke kunstnere kunne jeg finde? Var der nogen der ikke var der? Jeg prøvede Aske Bentzon. Albummet Badminton fra 1979 var forud for sin tid og har været en af mine favoritter i mange år. Den var et forvarsel på den poprock der dominerede den danske musikscene i 80'erne. men indeholdt også mange elementer fra fusionsmusikken. Musikerne var bla. fra datidens absolut førende fusionsgrupper Buki Yamaz og Entrance. Der er titelnummerets fuldstændigt fede, elastiske og swingende NHØP-bas sammen med Bentzons akustiske guitar og Jesper Nehammer på sopransax. Der er Palle Mikkelborg på den smukke Mornings. Men der er også Michael Elo - der i 80'erne blev kendt som melodi grand prix korsanger - der på Nothing can stop me now er med til at sætte rammen på et af de bedste danske poprocknumre ever.

Albummet har med andre ord en aura af noget stort omkring sig og skal da selvfølgelig være på WIMP. Men det er den ikke. Jeg får i stedet tilbudt en stribe Bamses Billedbog albums og...hvad er nu det? Et album der hedder Talking Sounds. Den har jeg aldrig hørt om. Der findes kun et album med Aske og det er mytologiske Badminton. Jeg har anset det for at være lige så sandsynligt at der kunne kom et nyt album med Eik Skaløe og Steppeulvene, bare med den forskel at Aske ikke er død. Men den er god nok! Det er et nyt album. Jeg sender med det samme en mail til pladeselskabet for at høre til pladen. Stort set samtidig sender selskabet en mail til mig om at Aske har lavet et nyt album og de gerne vil sende et anmeldereksemplar til mig.

Jeg indrømmer at jeg har skruet forventningerne op til Aske's nye album i en grad, så det næsten kun kan skuffe. Aske Bentzon ved godt at den risiko er tilstede. Han har - på dansk - skrevet på CD-coverets inderside om albummets tilblivelse og tankerne omkring musikken. Udgangspunktet er stadig fusionsjazzen og der er brugt rigtigt lang tid på at lave musikken. Han har skiftet hovedinstrument fra fløjte til altsax. Han bevæger sig ud af 70'ernes og 80'ernes snærende fusionsbånd. Det er tydeligt at han vil mere end at lave et album der kigger tilbage. Der er indirekte inspiration fra bebopmusikernes improvisation men også fra dub'ens cuttingteknikker, hvilket bla. høres på flere af numrenes eksperimenterende introer, der let kan tage flere minutter. Feks. er nummeret Gut Brain er lækkert eksempel. Flere minutters intro, der slår over i det lækreste og mest funky basspil jeg har hørt i 2011. Det er Moussa Diallo der tager sig af bassen mens Klavs Menzer supplerer på trommer. Mikkel Nordsø spiller den guitar som han har været elsket for i så mange år, mens Ben Besiakov på Rhodes og orgel lige præcis sørger for at det bare lyder så pissegodt! Pladen er smækfyldt med suverænt sammenspil mellem musikerne som Bentzon klogeligt har valgt at bruge til al musikken.
Hvad ønsker jeg mere? Kun to ting. Nogle turnédatoer og at pladen udgives på vinyl - ellers har Aske givet mig meget mere end jeg havde turdet håbe på.
artpeople.dk/musik-dvd/talking-sounds

John Escreet: The age we live in (Mythology Records)

Der økonomiseres ikke med virkemidlerne
 Tidligere i år var jeg pænt oppe at ringe over altsaxofonisten David Binney's Graylen Epicenter. Nu er der kommet en plade der placerer sig i slipstrømmen på den. Pianisten og keyboardspilleren John Escreet har lavet en plade, hvor han bruger de to væsentligste hovedpersoner fra Binney's plade. Nemlig guitaristen Wayne Krantz og Binney selv. 

Jeg vil vælge at kalde musikken for jazzrock, ikke den jazzrock der opstod i slutningen af 60'erne. Men snarere musik med elementer fra rock blandet op med nutidig semiakustisk kraftfyldt jazz. Der er ikke langt til Chris Potter's Underground, da der heller ikke er en bas med her udover på 2 numre. Der er desuden diskret fyldt på med lidt supplerende blæsere og strygere hist og pist. 

John  Escreet har lavet nogle spændende og komplicerede rytmiske forløb, hvor Krantz og Binney skiftes lidt til at tage fronten. Escreet holder sammen på de melodiske forløb. Han økonomiserer ikke med virkemidlerne og har lavet en jazzplade til de dage, hvor der skal noget saft og kraft i højttalerne.
Bonusinfo:
John Escreet spiller på Molde Festival i Norge d. 22. juli sammen med Eivind Opsvik og Tyshawn Sorey.
John Escreet: www.johnescreet.com

Jazzbloggin' beats på CJF 2011

Copenhagen Jazz Festival 2011 - den tredje dag

Den forgangne uge har været en jazzuge ud over det sædvanlige. Jeg har blogget på livet løs om Jazzfestivalen henover weekenden. Jeg har med andre ord hørt en hulens masse jazz der er værd at skrive om. Regnen har dog ændret en hel del på mine planer. Men det har heldigvis ikke betydet noget for kvaliteten af musikken jeg har hørt. Så nu hvor jazzfestivalen er ved at rykke alvorligt i gang trækker jeg stikket ud og vender tilbage til hverdagen, hvor arbejdet (der hvor jeg tjener penge) venter. Det har været en fantastisk weekend. For en jazznørd er det en drøm der bliver til virkelighed, når Copenhagen Jazz Festival folder sine faner ud.

Det blev desværre kun til to koncerter på min sidste dag i jazzstaden. Den første koncert med Sissel Vera Pettersen og Nikolaj Hess på Thorvaldsens Museum blev aflyst på grund af en vandskade. Mens den sidste koncert med Marcus Pessonen Hendectet på Litteraturhaus k. 17.00 for mit vedkommende druknede i regn, da det begyndte at voldregne mens jeg var på vej til Nørrebro. Flashbacks til gårsdagens regnvejr fik mig til at tage en hurtig beslutning. Jeg måtte hellere drøne i lufthavnen inden det blev umuligt på grund af vandmasserne. Jeg nåede i lufthavnen takket være trofaste buslinje 5A, der ikke som metro og tog lod sig påvirke af regnen. Men indenda...

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra

Kgs. Have d. 3. juli

Det danske sommervejr har en lunefuld sjæl. Da Pierre Dørge er ved at være færdig med det første nummer brænder solen blidt gennem skyerne. Koncerten indledtes med musik fra deres kommende albumudgivelse, der henter inspiration fra indisk musik. Nummeret Elephants on the road er et herligt stykke inderfunk med en spællevende Martin Andersen bag trommerne og groovy bas fra Thommy Andersson suppleret med råseje blæserriffs.

Til tonerne af et highlife inspireret nummer forlader jeg Kgs. Have og et sprudlende Jungleorkester der må undvære saxofonisten Morten Carlsen der for nyligt blev kørt ned på cykel. Til gengæld kommer den amerikanske saxofonist Stephen Riley på scenen senere på eftermiddagen. Riley er gået hen og blevet talk of the town med sine helt exceptionelle evner på sax'en. Hvilket jeg oplevede under lydprøven, hvor jeg stod ved siden af jungleorkester-trommeslageren Martin Andersen, der var vildt benovet over saxofonisten fra North Carolina.

Marcin Wasilewski Trio

Statens Museum for Kunst d. 3. juli

På Statens Museum for Kunst spillede pianisten Marcin Wasilewski med sin trio søndag eftermiddag. De tre musikere har i en årrække været backing for landsmanden Tomasz Stanko. De har netop udgivet deres tredje album på pladeselskabet ECM. Koncerten indledtes med et besynderligt optrin. Der var tilsyneladende inviteret nogle ambassadører og der skulle holdes taler. Det var noget med EU og en kvinde fra Polen og en mand fra Cypern får afsendt nogle diplomatvenligheder. Med et kvarters "forsinkelse" kan Wasilewski og co. komme til.

De spiller en koncert på under en time. Ikke mere musik fra dem. Okay det var da også gratis at komme ind. Men alligevel...det efterlader et indtryk af at det som et besøg hos tandlægen var noget der hurtigt skulle overståes. Det er okay at man ikke er showmand, bare fordi man er god til at spille piano. Men det gør ikke noget at man tør kigge ud på publikum, når man bukker efter koncerten. Nærmest demonstrativt kigger Wasilewski ned i gulvet, da trioen kommer ind og bukker som ekstranummer.

Undervejs får Wasilewski vist sine evner som pianist. Han har bevæget sig fra det mere frie spil som på debuten fra 2005, til en mere æstetiserende jazzform, der kan minde om Esbjörn Svensson. De spiller en fin udgave af Prince's Diamonds and pearls og standarden Ballad of the sad young men får også en pæn behandling. Dog står trioen stærkest under Wasilewski's egne kompositioner.

Temperamentsmæssigt er musikken ikke langt fra August Rosenbaum Trio som jeg hørte lørdag aften. Men med den store forskel at August Rosenbaum sætter meget mere på spil og ligeledes får det præsenteret mere overbevisende. Der sker ganske enkelt noget mere interessant når August og drengene folder sig ud.

Jazzbloggin' beats på CJF 2011

Copenhagen Jazz Festival 2011 - den anden dag

The Orchestra feat. John Hollenbeck
Frue Plads d. 2. juli
The Orchestra har øvet intensivt op til dagens koncert og vejrguderne har ligesom jeg glædet sig til koncerten. For den regn der har væltet ind over København hele formiddagen er nu afløst af en sol der prøver at bryde i gennem skyerne over Frue Plads. The Orchestra præsenterer ved koncerten deres nye CD Episodes med musik af Lars Møller. Vi hører blandt andet Lars Møllers geniale fordrejning af Marken er mejet der hedder Folk song no. 1. The Orchestra er et stærkt besat big band, hvor vi undervejs for lov til at høre flere af dem spille solo. Bla. trompetisten Gerard Presencer, saxofonisterne Hans Ulrik og Kasper Wagner og guitaristen Per Gade.
Grunden til at big bandet har øvet så voldsomt er at de skal spille ny musik af trommeslageren og komponisten John Hollenback, der er kendt fra Claudia Quintet. Jonas Johansen forlader trommerne - og enter John Hollenbeck, der får hjælp af Sissel Vera Pettersen på effektladet vokal.
Første nummer indledes med Sissels fuglefløjt, hvorefter hele big bandet på betagende vis skaber et musikalsk fugleunivers. Herefter afløses eksperimenterne med en rimelig straight udgave af Kraftwerk's The Model. Hvis man da betegne det som straight, når John Hollenbeck på trommerne nærmest spiller en funky New Orleans shuffle i stedet for den monotone rytmeboks der normalt er i nummeret. Det er en sand crowdpleaser sådan en solbeskinnet lørdag i midten af København.
Herefter spiller big bandet musik af Hollenbeck der undervejs demonstrerer, hvorfor han er blevet et navn på dagens jazzscene. Ukonventionelle tilgange til big band musikken i en stemningsmæssigt atmosfære. Det demonstreres bla. med suiten Joys and desires, der fortæller historierne om musikere der spiller melodien og dem der ville ønske at de gjorde det. Historien om mødet mellem Gil Evans og Tim Berne, to musikere der har haft stor betydning for Hollenbeck.
Koncerten på Frue Plads er en triumf for The Orchestra. Lars Møllers og John Hollenbecks musik støder også sammen og mødes med de numre, de hver har valgt at afslutte deres afdeling med. Lars Møllers hyldest til Brasilien Suite Brazil med en storsmilende Jonas Johansen ved trommerne og John Hollenbecks Guarana, der ligeledes hylder det brasilianske, komplementerer hinanden og koncerten.


På vejen fra Frue Plads gik jeg forbi Kafcafeen, hvor jeg hørte det sidste nummer med Kresten Osgood og Goodiepal. Eller nummer er måske så meget sagt. Goodiepal lagde lutten til side og begyndte at presse stemmen med gutturale udgydelser, der lød som en lille gris der havde det skidt. Kresten Osgood istemte og brølede med så godt han kunne. Man skulle vist have været der.

Løkkegaard/Provis/Nørgaard
Homemade Records d. 2. juli
På Nørrebro ligger den lille pladebutik Homemade Records. Meget passende ligger den overfor Coffee Collective, hvor man kan tanke op med damn god coffee. I Homemade Records kan man tanke op med musikoplevelser og få en plade med hjem. I den lille butik, der består af to rum spillede Niels Lyhne Løkkegaard på altsax, Anders Provis på trommer og Klaus Nørgaard på bas. Der var meget passende entré for alle - også hangarounds. Der er af gode grunde ikke plads til mange i butikken. Så selv når alle havde sluppet en halvtredser var der ikke en tarif hjemme. Men der var også noget andet på spil. Glæden ved at spille. Jeg sad under en meter fra Løkkegaard, der meget passende ikke blæste os omkuld men afpassede lydniveauet til det lille lokale. De spillede nyt og gammelt af Løkkegaard og en enkelt standard blev der også plads til.
Det var en intens og varm oplevelse der oste af spilleglæde. Jeg vil på det kraftigste opfordre jer læsere til at kigge på forbi på Nørrebro. Men sig det ikke til andre, der er nemlig kun plads til en tyve stykker.
www.homemaderecords.dk

Skybrud
Københavns indre by d. 2. juli
Jeg havde set frem til at høre det sydafrikanske jazzikon Abdullah Ibrahim. Så meget at jeg trodsede skybruddet og begav mig hen mod Politikens Hus efter at jeg havde besøgt Matas på Hovedbanegården og købt en paraply - de havde desværre ikke gummistøvler. Det gik i højt tempo forbi Tivoli og hen til Pressen, koncertstedet. Folk stod i kø udenfor i porten. Der var ikke lukket nogen ind og klokken var henad otte. Brandalarmen gik igang med en infernalsk larm. En sikkerhedsvagt rendte forvirret rundt - han manglede tilsyneladende kurset der omhandlede håndtering af jazzpublikum der ville høre musik og gerne ville have noget information.
Koncerten blev desværre aflyst. Gulvet stod under vand og med fare for folks sikkerhed pga. elektricitet kom der ingen sydafrikansk pianolegende på scenen denne aften. Jeg løb ned til Huset i Magstræde for jazz ville jeg høre. Da jeg står der, tænkte jeg at der ikke er langt til Jazzhouse. Så afsted til Jazzhouse, hvor den finske saxofonlegende Juhani Aaltonen skulle spille. Men finsk jazz skulle jeg ikke høre, da Jazzhouse selvfølgelig også havde vandproblemer og havde aflyst koncerten - jeg fandt senere ud af at de havde flyttet koncerten til den lille scene ovenpå. Men da havde jeg indfundet mig på Kafcafeen hvor August Rosenbaum Trio skulle spille - det stod der i hvertfald i programmet. Men lidt i ni stod der kun et klaver på scenen og intet indikerede at der skulle være koncert om få minutter. Kort efter dukkede Rosenbaum heldigvis op og fortalte at de var blevet forsinket. Trommeslageren Rasmus Lund bor på Islands Brygge og kunne ikke køre i bil derfra, så han havde taget cyklen med det mest nødvendige trommeudstyr.

August Rosenbaum Trio
Kafcafeen d. 2. juli
Med godt en times forsinkelse gik trioen på scenen. På grund af omstændighederne er der fri entré. Rasmus Lund har endda lånt Mikkel Hess' trommer der stod i lokalet fra en koncert tidligere på dagen.
Lige pludselig var der linet op til en vaskeægte fuldfed triokoncert jeg sent vil glemme. August Rosenbaum viste med debutalbummet Beholder sidste år at han var gjort af noget helt specielt. Hans lyriske og undersøgende leg med melodierne kendte jeg. Men i selskab med den danske trio med Jesper Thorn på bas og førnævnte Lund på trommer havde jeg ikke hørt hans musik. Der kommer et album til september med trioen som Rosenbaum har haft i adskillige år. Det kunne høres! De havde en helt speciel intuitiv fornemmelse for hinanden. Sammespillet og tæt. Kompleksiteten i musikken blev behandlet nænsomt. Den nordiske tone var ikke langt væk og alligevel fornemmes der også noget andet i Rosenbaums tilgang til musikken. Fortællende og beroligende.
Trioen kan høres flere gange endnu under Copenhagen Jazz Festival. Gør dig selv en tjeneste. Gå til koncert med August Rosenbaum Trio.
augustrosenbaum.com

Jazzbloggin' beats på CJF 2011

Copenhagen Jazz Festival 2011 - den første dag
Jeg havde egentlig regnet med at jeg skulle starte min udgave af CJF 2011 på Huset, hvor Coup la cour skulle spille men da en flink journalist fra Politikens Jazz Live avis ringede og ville lave et interview med jazzbloggeren gik jeg i Kgs. Have for at mødes med hende.
Interviewet blev lavet og kommer i Jazz Live avisen i morgen eller på mandag. Jeg håber ærligt talt at det bliver i morgen for så kan jeg nuppe 10 eksemplarer med hjem. På mandag sidder jeg på min arbejdspind igen og er langt fra Copenhagen Jazz Festival.
De første lyde fra en scene blev for mit vedkommende fra DJ-teamet Lulu Rouge, der ofte har vredet nogle fede mixes, der bla. kan høres på Fat Berri's. De havde fået opgaven som opvarmning og det løste de vel okay. Der var i hvertfald ingen chance for at de kunne stjæle fokus fra den danske supertrio GinmanBlachmanDahl. Trioen havde allieret sig med Nils Petter Molvær - en af mine absolut største jazzhelte, som jeg aldrig nogensinde havde regnet med at skulle høre sammen med GinmanBlachmanDahl. Han spiller sfærisk, elektronisk og eksperimenterende jazz og det er kun det sidste felt som GinmanBlachmanDahl arbejder i.

GinmanBlachmanDahl feat. Nils Petter Molvær og Stephen Riley
Kgs. Have d. 1. juli
Politikens Jazz Live redaktion havde sendt fotografen Per Folkver, der gerne ville tage et billede af mig mens jeg jazzlytter. Derfor var jeg under første nummer så tæt på scenen som kun teenagetøser forsøger at komme til en Justin Bieber-koncert. Ikke specielt jazzet men omvendt var jeg ret tryg ved opgaven. Prøv lige at tjekke det billede ud, der kom på forsiden af den første udgave af Jazz Live avisen. Per Folkver var i Ginman's øvekælder om torsdagen og tog et fantastisk billede af de fem musikere.
Det er de fem musikere der befinder sig på scenen lige nu. Molvær synger ned i trompeten og stemmen effektmanipuleres til det som vi kender Molvær for. Rørende smukt. Thomas Blachman sidder topspændt bag trommerne og lader trommerne tale i en hastighed der er meget lig den hastighed, hvor ordene kommer ud af Blachmans mund. carsten Dahl er i topform og befinder sig i et spændingsfelt mellem Bill Evans og Bud Powell. Ginman er manden der samler i midten af det hele. Undervejs kommer trioen med suveræne eksempler på hvorfor de er noget helt specielt på den danske jazzscene. Stephen Riley kan krumme toner ud af saxofonen som var man til jazz på Montmartre i 1965. Derfor er det et spøjst påhit at sætte ham sammen med Molvær. Men Molvær kan også spille en ond Miles-trompet á la 1965 og det gør han flere gange.
Solen smiler og spiller med under hele koncerten. De mange publikummer har fået en god start på Copenhagen Jazz Festival.

Mads la Cour Kvartet
Det Lille Musikhus d. 1. juli
Efter at have lyttet til jazz sammen med flere publikummer, end der er kommet i min lokale jazzklub nogensinde, er det som at komme besøg hjemme hos en bekendt, da jeg lander i lokalet, hvor der for første gang skal spilles voksenkoncert. Det Lile Musikhus drives af Line Gårdmand og er et "spillested" for babyer, hvilket også kan opleves hver dag under festivalen. Men nu skulle der spilles "voksen"jazz. Mads la Cour havde valgt at fokusere på sine yndlingsstandards og flygelhornet. You'd be so nice to come home to og Lonnie's Lament var at finde på repertoiret. Koncerten var en vaskeægte nu-oplevelse. Vi er der hvor musikken omfavner os og vi giver slip og lader den komme ind. I et lille hyggeligt og lyst lokale sidder publikum tæt på og får musikken uforfalsket og uforstærket. Niels Lyhne Løkkegaard på altsax er et godt makkerskab for la Cour, de kender hinanden rigtigt godt, hvilket de bla. illustrerer ved at spille en fin udgave af I remember you, det nummer som Løkkegaard og la Cour har spillet flest gange sammen. Bag trommerne sidder Chano Olskær og på bassen er det svenskeren Lars Ekman - der hverken bor eller er uddannet i Danmark. Han er fra Stockholm og la Cour kender ham fra et ophold han havde i Stockholm på et tidspunkt.
Det kan i højeste grad anbefales at besøge Det Lille Musikhus under Jazz Festivalen. En hyggelig og meget behagelig stemning med et aldersmæssigt meget bredt publikum.
www.detlillemusikhus.dk

Jesper Zeuthen Trio
Kind of Blue d. 1. juli
Jeg havde set frem til at høre denne trio, der udgav en årets jazzplader i 2010. Jeg hilste på bassisten Adam Pultz Melbye inden koncerten. Positiv og imødekommende og helt igennem flink. Hvis jeg ikke havde gjort det, var jeg nok blevet endnu mere bange end tilfældet var. Jeg sad helt fremme i lokalet og kunne på tætteste hold følge en mand der på virtous vis flænser bassen med både bue og fingre. Sveden sprang og han spillede sig helt ud. Saxofonisten Jesper Zeuthen er manden i centrum med sine skrigende lange toner. Han spiller som ingen andre. Der er hentet en masse fra free jazz men også afrikansk musik og andet har sat sig i den yderst originale saxofonist der har skrevet al musikken. Trommeslageren Thomas Præstegaard er en lavmælt eksplosion. Han spiller følsomt og er hele tiden i balance med Zeuthen og Melbyes udladninger.
Kind of Blue på Nørrebro er et af den slags steder, som får mig til at tænke at sådan et sted vil jeg også have. Kvalitetskaffe og øl, personlig service og en vildt fed stemning er sammen med musikken af den magiske slags.

Jamsession
Jazzhus Montmartre 1. juli
De unge herrer, trommeslageren Niclas Bardeleben og bassisten Jonathan Bremer står for jamsession, hver nat på Jazzhus Montmartre. Den første aften må have været speciel for dem. De havde lige stået på scenen i Tivolis Koncertsal sammen med Niels Lan Doky og stjernerne Gino Vanelli og David Sanborn. De fik rigget til og sammen med jam session-kollegaen, pianisten Heine Hansen lagde de ud med 3 numre. Da først Hansen havde spillet sig varm i midten af første nummer kørte det. Herefter var bolden givet op til jam. Sinne Eeg var sammen med Olivier Antunes og Adam Nussbaum de første på scenen. Nussbaum havde ellers lige forladt den tidligere på aftenen, hvor han spillede sammen med Søs Fenger på et totalt udsolgt Montmartre. De gør de også i aften. Sinne Eeg er til alle tider en fornøjelse. Selv i smårodet jam står hun stjerneklar og lyser på scenen. De spillede flere numre sammen. Det allersidste nummer i første sæt var med Bremer på bas, Nussbaum på trommer og billedkunstneren Poul Pava på piano. Sjovt som et Pava-billede fristes man til at sige.
Stemningen på spillestedet der i den forgangne uge fik økonomien på plads for de næste tre år, er altid god. I næste uge offentliggøres efterårets program og lur mig om der ikke er nogle overraskelser i blandt.
www.jazzhusmontmartre.dk