Dengang vi ventede vores første barn var Frank Sinatra og Count Basie’s album It might as well be swing (den med Fly me to the moon) en af de plader jeg hørte allermest. Jeg var så glad for den, at jeg foreslog at vi tog den med til fødslen og lod den være soundtracket på den store dag. Saxofonisten Jakob Dinesen venter i disse dage på, at hans kone Yasmin (aka. sangerinden Yazz, som Dinesen lavede det festlige latinjazz-album So Danso med i 2012) skal føde deres første barn. Det falder sammen med udgivelsen af Dino’s album Yasmin. En plade han oprindeligt havde tænkt som et sax-piano duoalbum sammen med den thailandske pianist Darin Pantoomkomol (Dino har i de senere år opholdt sig i Thailand om vinteren, hvor han har spillet med mange forskellige thailandske jazzmusikere). Indspilningen var lavet i Thailand. Hjemme i Danmark blev projektet udbygget. Der blev lagt strygere på 5 numre. Magnus Hjorth - der lavede en Gershwin-strygerplade for nogle år siden blev kaldt ind, mens AC (bas) og Jakob Høyer (trommer) lagde det sidste jazzede touch.
Yasmin er et lækkert roligt soundtrack til gode stunder (som f.eks. en fødsel). Dino er i en smittende, karmalignende ro når han spiller sax, ikke ulig Ben Webster eller Stan Getz. Pladen er en blanding af standards og Dino’s kompositioner. Her er hans egen Yasmin helt vidunderlig. Den er ligesom de tre resterende numre uden strygere, lavet sammen med Per Møllehøj (guitar) og Hugo Rasmussen (bas). Billy Strayhorn’s Lush Life er hørt mange gange før og Dino formår alligevel at gøre den til hans egen. Det er derfor at Yasmin er en god plade. Den er jazz med jazz på. Det er Dino’s version af klassisk jazz. Tak for den!
Sinatra og Basie kom aldrig med til fødslen. Det hele gik så hurtigt, at den ikke kom med på fødegangen. Helt ærligt, så skænkede jeg heller ikke den plade en eneste tanke. Musik kan fylde et helt liv. Det kan børn også.
