Bent J er genåbnet i Den Gamle By

Den Gamle By i Århus er ikke kun en masse gamle bygninger. Det er også levendegørelser. Lige efter man kommer ind ad hovedindgangen, står der en lirekassemand i fjollet tøj og levendegør noget der skete for meget længe siden. Der er også mulighed for, at opleve noget der skete for så kort tid siden, at det nærmest er nutid. 

Da jazzværtshuset Bent J lukkede i 2008, stod der en række eksperter fra den gamle by klar til, at pakke stedet ned, så det kunne genopføres i den kommende boligkarré der skulle illudere årstallet 1973. Værtshuset i Nørre Allé havde netop eksisteret siden 1973 og der var ikke lavet særligt meget om på indretningen i de 35 år. Derfor er Bent J nu genopført som det så ud, da det lukkede i 2008 og ikke som det så ud, da det åbnede i 1973 - det er næsten det samme.

Det er genopført så minutiøst at bartenderen Katrine Borre, fandt sit halstørklæde som hun glemte den sidste aften på det oprindelige Bent J, på en knag på det nyopførte Bent J i Den Gamle By. Katrine står også bag baren i det nyopførte Bent J, hvor der som et led i levendegørelsen også afholdes jazzkoncerter. Jeg indfandt mig på det nye "gamle" værtshus en lørdag eftermiddag, hvor Hugo Rasmussen Allstarz spillede koncert for et publikum med masser af sølverstænk i hår, plus et par japanske turister i fornuftigt farvestrålende fritidstøj. Inden musikken går i gang er der vanen tro bestilt et Århus-sæt bestående af Arnbitter og Top-pilsner. Folk sidder tæt i det lille lokale, hvor der selvfølgelig må ryges, som et vigtigt led i levendegørelsen. 

Hugo Rasmussen er frisk og veloplagt - og ikke en museumsgenstand i gængs forstand. Han spiller tudsegammel jazz, der har rod i swingtraditionen. Han har det som en fisk i vandet. Omgivet af seje folk som Jakob Dinesen på tenorsax, Per Møllehøj på guitar og Frands Rifbjerg på trommer, spiller han Ellington så det lyder som var det skrevet i går. Det er her at levendegørelsen går op i en højere enhed. Publikum jubler henrykket, når en solo afsluttes og kvartetten spiller jazz som den skal spilles. Det er ikke længere en kulisse - eller noget vi lader som om. Det er et kortvarigt og vellykket flashback til en aften på et jazzværtshus. 

Her kan jeg tage mine børn (og børnebørn, når det bliver aktuelt) med og fortælle om dengang jazzen kunne opleves i tilrøgede lokaler. Jeg kan fortælle om dengang, jeg hørte Harry Sweets Edison på det rigtige Bent J. Jeg kan læne mig tilbage i barstolen og føle mig hjemme i de brune rammer. Fremover vil der en gang i mellem være koncert i lokalet. Næste weekend er det Ibrahim Electric og under Aarhus Jazzfestival er der også enkelte koncerter. Vil du have jazzen ind under huden og cigaretdunst på tøjet, så er en-til-en levendegørelsen af Bent J, nærmest uomgængelig. 

dengamleby.dk/bentj/

Kenneth Knudsen: 3 Hats, 1 Cap, 2 Shoes that were not fellows (2015) & ANIMA (’79-’85) (Stunt)

Den er en rimeligt voldsom ka’l den her. Et nyt album og fire meget gamle plader der genudgives er lig med fem plader. Det lidt pudsige er at det nye album slet ikke passer sammen med de gamle. Bevares, der er da nogle Kenneth Knudsen signatur lyde på det nye album. Kenneth Knudsen laver bare en helt anden og mere indadvendt form for musik i dag. Han debuterede i eget navn med pladen Anima i 1979. Her var Kasper Winding på trommer eneste anden medvirkende musiker, hvis man ser bort fra pladens afslutningsnummer Direktør P, der er en korsang med Ars Nova. Pladen er et vellykket bud på en god Kenneth Knudsen plade. Her er både det ni og et halvt minutter lange og melodisk smukke soloklaver stykke Anima og så er der min Knudsen favorit, Striptease. De tre andre gamle plader er med “gruppen” Anima, hvor Kenneth Knudsen sammen med Cy Nicklin på vokal, Mikkel Nordsø på guitar, Michael Friis på bas og Ole Theill på trommer spillede avanceret jazzrock med masser af moog, synthesizers og andet godt fra keyboardhimlen. Cy Nicklins karakteristiske vokal var sammen med Kenneth Knudsens unikke keyboardlyde med til, at give Anima et særegent og helt eget udtryk. Det lykkes ganske godt på den første Kilgore fra 1980 - men begynder at blive kedeligt på Shanghai Circus fra 1985. Tidens tand har ikke været nådig overfor gruppen Anima. Det er også en skam at man har valgt at pakke pladerne ind i nogle kedelige hvide covers, hvor en lillle stregtegning er den eneste hentydning til de oprindelige covers.

Det nye album, med den lange titel, er et rigtigt godt udspil. Kenneth Knudsen har tyndet ud i keyboard-parken og spiller nu kun på Nordlead. Det afholder ham heldigvis ikke fra at lyde som Kenneth Knudsen. Vel at mærke i 2015-aftapning. Sammen med hjælp fra Peter Kyed på præpareret midi-piano på flere numre og gæsteoptrædender fra Emil de Waal på trommer, Oliver Hoiness på guitar og Morten Ramsbøl på bas har Kenneth Knudsen lavet et skønt dystert værk. Her er fokus på de natlige toner og klange. Neonlysets skær er afløst af LED-lysets. Det er fremtidsmusik i nutiden.

sundance.dk

Marius Neset: Pinball (ACT)

Den norske saxofonist Marius Neset, der er uddannet på det rytmiske musikkonservatorium i København, har undergået en stor udvikling siden han dukkede op med Jazzkamikaze, der vandt Ung Jazz og Young Nordic Jazz Comets for 10 år siden. Han var i samme periode også med i People are Machines. Det var en vilter kvartet, der ikke stod tilbage for at spille komplicerede og halsbækkende arrangementer. Hans nye album Pinball placerer sig som en videreudvikling af det han startede med dengang. Igen holder han sig ikke tilbage for, at spille komplicerede og teknisk halsbrækkende arrangementer. Der er bevægelse og fart over musikken. Sammen med de gamle musikalske følgesvende, bassisten Petter Eldh og trommeslageren Anton Eger fornemmer man hurtigt fortroligheden.

Phronesis-pianisten Ivo Neame og vibrafonisten Jim Hart udvider det musikalske billede. Pladen er en god og nutidig blanding, hvor der både er plads til folkemusik og Michael Brecker. Det et ikke så underligt at Neset er blevet så populær. Det er velsmurt og stemningsfyldt.

mariusneset.info

Simon Toldam Trio: Kig Op '15 (ILK)

Så kom fortsættelsen til Simon Toldams Kig Op '14. Nu er 14 skiftet ud med 15. Musikken er taget fra den samme session i The Village studiet i maj 2014, som Kig op '14. Simon Todam disker op med 12 egenkompositioner, der tidsmæsigt holder sig mellem lige under to minutter og op til næsten fem minutter. Det er komprimeret og effektivt. Toldam dvæler ikke ved detaljer, selv om de kan være nok så skønne. Bevægelsen og fremdriften er i fokus. Simon Toldam er i et kunstnerisk overflow. Sammen med Knut Finsrud på trommer og Nils Davidsen på bas udfordrer han klavertrioen, en af jazzens kronjuveler. Det gøres med stor respekt for traditionerne, hvor swingfeelingen er et tydeligt og væsentligt element. Jeg fornemmer en åre tilbage til Bud Powell - men det kunne også være andre.

Simon Toldam er nok mest kendt for at spille mere eksperimenterende jazz. Med denne trio favner han bredere. Han spiller triojazz der ikke lander i nordiske toner-kategorien, Keith Jarrett-kategorien eller Oscar Peterson-kategorien. Det er befriende åbent og indbydende i sit spil. Der er Monk’ske kanter - uden at det bliver Monk. Det er jazz inspireret af naturen. Simon Toldam kigger op fra klaveret og vender det indadvendte ud. Har du allerede Kig Op 14, skal du selvfølgelig have den her. Har du ingen af dem, er du gået glip af noget.

simontoldam.com

Mikkel Ploug Trio: At Black Tornado (Whirlwind)

Efter at have holdt sammen på en kvartet i 10 år, er Mikkel Ploug Group nu blevet til Mikkel Ploug Trio. Han er stadig sammen med Jeppe Skovbakke på bas og Sean Carpio på trommer. I gruppen har saxofonisterne Loren Stillman og Mark Turner været omdrejningspunkter. Det er et interessant skifte, hvor der er blevet meget mere plads og luft til de tre musikere. De har fundet sammen som en enhed, der fungerer som en levende organisme. Hjerte, lever, nyrer, hjerne, muskler og andet vitalt interfererer. Ud af det opstår der bølgende og vibrerende interessant musik.

Jeppe Skovbakkes bas er trukket godt frem i lydbilledet, hvor den ikke dominerer, den finder ind i et leje sammen med de andre. Instrumenterne er jævnbyrdige. Ploug er rundet af Frisell-skolen - og har i kraft af sine erfaringer skabt sit eget udtryk. Han er tro mod tonen og stemningen fra guitaren. Hvor Jakob Bro i sin Frisell-inspiration søger mod det flydende udtryk, har Ploug brugt pulsen som substans. Pladen kan med fordel lyttes til som et positivt udtryk for den gode  udvikling, dansk jazz er inde i. Mikkel Ploug er en blandt mange guitarister på den danske jazzscene - men han er ikke hr. hvemsomhelst. 

mikkelploug.com

whirlwindrecordings.com

Kasper Bai: Af samme slags (Target) >> Vrimmel: Elektrisk Hvisken (Blommekalaset) >> Katrine Krog Russo: Sange tæt på (Zina Zinetti)

Tre vokaludgivelser der befinder sig i grænselandet til jazz, har set dagens lys i den seneste tid. Alle tre er endda på dansk. Den erfarne herre i selskabet er Kasper Bai, med et enkelt vokalalbum på samvittigheden. Nicolai Kaas Claesson alias Vrimmel har befundet sig som bassist i den eksperimenterende del af jazzen, mens den sidste Katrine Krog Russo er ukendt for mig. Efternavnet indikerer tilknytningen til Paolo Russo, der også har været med til at lave albummet.

Mine forventninger til Kasper Bai er store. Albummet En udmærket ordning bød på originale, underfundige og humoristiske betragtninger fra hverdagslivet. Kasper Bai er ikke kun sanger og guitarist. Han er også flittigt brugt som strygerarrangør af andre kunstnere. Det høres også på det nye album, hvor han bl.a. bruger et 74 mands symfoniorkester på pladens første nummer, Teflonmanden. Kasper Bai har altid været tiltrukket af de teatralske virkemidler, som han i dette tilfælde giver et massivt testosteronskud med helteblæsere og filmiske strygere. Ud over hele pladen har Bai dryppet en række vellykkede blæserarrangementer. Han er også visesanger eller troubadour om du vil. Troubadour er han i særdeleshed på nummeret Verdensmand, hvor der går lidt for meget følelsesoverdrevet skuespil i den. Inderligheden går tabt. Han kan heldigvis også noget andet. Som i Vindens pige, hvor der er troværdighed i fremstillingen af teksten. Det måtte der gerne have været mere af. 

Når Nicolai Kaas Claesson kalder sig for Vrimmel er han et helt andet sted, end når han spiller bas i Dødens Garderobe, Horse Orchestra eller Penumbra Ensemble. Han spiller selv på diverse instrumenter og får hjælp fra Jeppe Højgaard, der både tager sig af blæsere og tangenter. Musikken er sat minimalistisk op. Den akustiske guitar er i centrum sammen Nicolai Kaas Claessons vokal. Titlen Elektrisk Hvisken er hentet i et digt fra Inger Christensen. Det er ikke helt tilfældigt. Ordene har et stemningsmæssigt skæbne fællesskab med Inger Christensen. Der er inderlig nærhed i en intens musikalsk ramme. Den tilbagetrukne støj og den emmende intimitet fra musikken er en vellykket blanding på albummet, der udkommer som download med tilhørende poesibog.

Katrine Krog Russo har skrevet teksterne og ægtemanden Paolo Russo har skrevet flere af melodierne. Han er eneste musiker sammen med bassisten Thommy Andersson. Bandoneon, klaver, trompet og flygelhorn er med til at danne fundmentet som Katrine Krogs stemme og tekster kan folde sig ud på. Hendes insisterende nærvær kommer ud gennem højttalerne. Det er visesang, hvor der er eftertænksomhed af terapeutisk karakter. Ikke bare for formidleren men også for lytteren, der trækkes ind i teksterne. Hun supplerer sine egne sange med Kristoffer J. Rosing-Schouws Moralfuglens sang, Benny Andersens Mørkets sang og Carl Nielsen/B.S. Ingemanns evigt grønne Tit er jeg glad. Det er fint udvalg af sange på en god viseplade, med temperament og sjæl.

kasperbai.dk

nicolaikaasclaesson.dk

katrinekrogrusso.com

KortJazzNyt Uge 21 2015

Modern Jazz Days - Køge

For fjerde gang er der jazz på havnen i Køge. I og omkring spillestedet Tapperiet kan man opleve en række spændende danske jazzkunstnere. Den unge trio Reverse tager legenden Palle Mikkelborg med. Mikkel Ploug spiller både med sit eget projekt og en særlig koncert sammen med Tue West. Jakob Dinesen kommer sammen med strygerne. Emil de Waal er der sammen med Nulle. Benjamin Koppel kommer med DJ Noize, Pede B, Karen Mukupa og Marie Carmen Koppel. Organic 3 er der sammen med Jesper Løvdal. Festivalen kører med konceptet Name your price - du bestemmer med andre ord selv, hvad du betaler for at komme ind.

Personligt ser jeg også frem til at skulle vende plader, sammen med P8jazz værten Niels Christian Cederberg ved en sofa session. Det gjorde vi også sidste år - jeg kan på forhånd garantere at der bliver mere spillet mere end en Fender Rhodes-plade. Kig forbi! Måske ses vi?

modernjazzdays.dk

Aarhus Jazz Festival

Jeg vil ikke bruge energi på, at hidse mig op over Musikhusets noget malplacerede koncertsatsning under årets jazzfestival. John Hiatt er en formidabel rockmusiker. Men jazz er det ikke. Til gengæld vil jeg glæde mig over at Sunship disker op med et fedt program… igen. Den spændende italienske pianist Giovanni Guidi kommer med en trio, der indeholder Thomas Morgan. Det sker på den samme aften som Jakob Bro Nonet + Peter Laugesen også er på scenen. Christian Windfelds soloprojekt Førstepersonental deler aften med new yorker-trioen Andrew D’Angelo/Trevor Dunn/Jim Black. En anden trio med Jakob Buchanan/Simon Toldam/Chris Speed deler aften med Jakob Dinesen og strygerne. 

Aarhus er mere end Sunship. Chappe har samlet Dave Liebman og Palle Mikkelborg igen, som kan opleves sammen med Blood Sweat Drum + Bass. Aarhus Jazz Orchestra er for 26. år i træk at finde i Ridehuset. Denne gang er det sammen med brasilianerne Marcio Bahia på trommer og Joca Pergignan på vokal. Admiral Awesome, I Think You’re Awesome, Jakob Elvstrøm, Rasmus Ehlers, Træben og Vestbo Trio er også at finde på det omfattende program.

jazzfest.dk

Copenhagen Jazz Festival

Rygtet har svirret i et stykke tid. Fire! Orchestra kommer to aftener under Copenhagen Jazz Festival, hvis man skal tro bandleaderen Mats Gustafsson hjemmeside. På nuværende tidspunkt er det ikke meldt ud hvor de spiller. Det er der så med så mange andre. Lige fra Six City Stompers og Jakob Dinesen til Niels Lan Doky og Nils Davidsen. Det er næsten lettere at nævne de danske kunstnere der ikke spiller i København. For slet ikke at nævne alle udlændingene eller de spændende undergrundsspirer der slet ikke spiller jazz - men alligevel trives bedst i jazzens lækre rammer.

jazz.dk

Ujazz - Aarhus

Det er offentliggjort at Fire! Orchestra spiller under festugens vilde jazzsatsning Ujazz. Det gør Jakob Anderskov, Homies, Illdjin, Stefano Bollani & Diego Schissi, Howe Gelb og Christian Vuust såmænd også. En ægte freejazzgodte til krop og øre  er også i vente. The Wild Mans Band med Peter Brötzmann, Peter Friis Nielsn og P.O. Jørgens skal nok sørge for den modne og erfarne vildskab. Det hele foregår på Atlas og koster kun 200,- for en hel fredag i jazzens tegn.

aarhusfestuge.dk/da/nyheder/musikere-rykker-graenser-til-ujazz/

Bent J i Den Gamle By

I den kommende weekend er der atter jazz på Bent J i Aarhus. Nu er det bare i museale rammer. Den Gamle By har i deres vidunderlige 70'er karré genopbygget Bent J, med originale materialer fra spillestedet på Nørre Allé. Spillestedet blev drevet af legendariske Bent J. Jensen fra september 1973 til april 2008. Herefter lukkede det efter, at økonomien havde været stram i de sidste år.

Den Gamle By præsenterer en række korte koncerter i den kommende tid på spillestedet. Jesper Thilo er på plakaten i den kommende weekend sammen med bl.a. Alex Riel. Herefter er Hugo Rasmussen Allstarz, Ibrahim Electric og ikke mindst et ægte Bent J-navn, sangerinden Birgitte Laugesen på plakaten ved nogle korte koncerter.

Ps. Jeg glemte at nævne at Jakob Dinesen spiller med Hugo Rasmussen.

dengamleby.dk/aarhusweekender/

Glostrup Trioen & Alice Carreri: Spirit (Storyville) >> Sinne Eeg & Thomas Fonnesbæk: Eeg Fonnesbæk (Stunt)

Jazzens standards er blevet vendt og drejet på alle mulige og umulige måder. Og det bliver de ved med. Interessen og lysten til det gamle materiale ser ikke ud til, at blive mindre. Her er specielt vokaljazzen låst fast i at dyrke de tilsyneladende evigt grønne melodier. I Danmark har man den klassiske formel, hvor man blander standards med originalt materiale, når man skal sammensætte et album. På bundlinjen kommer det til at handle om sangerindens kvalitet. Her er to væsensforskelllige plader med sangerinder der sjældent har skuffet.

Vi kender allerede Aarhus Symfoniorkester og Holbæk Garden. Der er andre bynavne der har lagt til navn til en samling menneskers musiceren. Denne gang er det dog kun en trio. Glostrup Trioen består af tre erfarne jazzmusikere der har spillet sammen siden 12 års alderen. Men det er åbenbart ikke spændende nok, så de har inviteret sangerinden Alice Carreri med indenfor. That Old Devil Moon, So in Love og All or Nothing at all er at finde på repertoiret. Der tages ikke nogen chancer. Det er ikke nødvendigt, da de tre grånende herrer, Torben Kjær på piano, Henrik Dhyrbye på bas og Ole Streenberg på trommer ikke skal overbevise nogen om noget som helst. De spiller fordi de har lyst. Det er hyggeligt og veludført. Alice Carreri svigter ikke - om end lidt udfordring ikke vil have skadet hendes sang. At tenorsvenskeren Tomas Franck kigger forbi undevejs, gør ikke noget. Lyt f.eks. til Too Young to go steady, hvor Franck og Carreri kommer flot frem.

Hvis der er en der skulle gøre det, så er det selvfølgelig Sinne Eeg. Hun har den unikke kombination af mod og talent der skal til, når man laver en duoplade, hvor hun kun suppleres af en kontrabas. Hun åbnede allerede op for det  på sidste års album, med enkelte duetter sammen med Thomas Fonnesbæk. Nu er det blevet til et helt album med en samling af de mest kendte standards og et par vildskud. Body and Soul, Summertime, Come rain or come shine er materiale som både Eeg og Fonnesbæk er helt hjemme i. De er så fortrolige med sangene at de tør bevæge sig ud af comfortzonen. Det er derfor at det bliver så pokkers interessant at lytte til. Sinne bruger den brede palet af talent som hun besidder. Der er scatsang, inderlighed og vokaltekniske lækkerier. Fonnesbæk er lyttende og udvider fundamentet for Eeg. Det er en nicheplade, der skal høres for den flotte præstation. Det eneste originale nummer er Taking it slow, en genganger fra 2014-pladen Face the music. Teksten er nærmest en programerklæring for projektet. Tag den med ro og fold talentet ud.

storyvillerecords.com

sundance.dk

Mathias Heise Quadrillion: Sudden Ascent (Giant Sheep Music)

Som gammel fusionshaj har de sidste mange år ikke været gode for mig. Gamle helte fra 70’erne og 80’erne er blevet mere og mere overflødige og dinosauragtige at lytte på. Frisk blod har der ikke været meget af. Men måske er der bedre tider på vej? Snarky Puppy har fået deres gennembrud med frække chops og weirdo synths. I Danmark er der ikke rigtig sket noget. Før nu. For Mathias Heise er det bedste bud meget længe. Han var end ikke født, da fusionsjazzen toppede i midt-firserne. Her står han så i dag bag keyboardet og smider en herlig spacy synth solo ind midt i Gloomy Breeze, der ellers er pakket ind i langstrakte fusions-spade toner og et kørevenligt småfunky beat. Sådan fortsætter det på Coughing in a cool cafe, hvor det er elpiano-tid, der ville være en Bob James værdigt. Jeg er aldeles fornøjet. 

Eller hvad? For Mathias Heise er blevet lanceret som den nye mundharmonikavirtuos - endda den kromatiske af slagsen. Hvor er det så, det mundklaver? Det er der allerede på første nummer og flere gange undervejs. Han kan helt tydeligt spille mere end habilt mundharmonika. Det er bare ikke det eneste der er i spil på denne plade, der både er en præsentation af en ung knøs der er virtuos på et underrepræsenteret instrument i jazzen. Det er også fire unge musikere der har fundet sammen om den teknisk krævende disciplin: fusionsjazzen. Mads Christiansen på guitar er ikke bange for pedalerne, bassisten David Vang tager gerne et gyngende elbas groove i brug mens trommeslageren Aksel Stadel Borum er frisk på et funkbeat. Midt i det hele vil de også lave spoken word. Mathias Heise er fortælleren der på tre af numrene bringer oplevelserne ind i musikken. Jeg bliver egentlig lidt irriteret over at de vil så meget og ikke holder fokus. På det sidste nummer synger Zacharias Celinder på nummeret On the floor , der lyder hen ad Dirty Loops, bare med mundharmonika. Alligevel vil jeg give credit til Mathias Heise Quadrillion for deres ungdommelige vovemod. Næste gang må de gerne gå all in med en mere rendyrket fusionsjazz. Det er de rigtigt gode til.

giantsheep.dk

The Embla: do. (The Embla) LP

The Embla består af sangerinden Nana Cecilie Gaardsted Bøvling og trommeslageren/percussionisten Frej Lesner. Alt overflødigt er fjernet. Tromme og stemme står tilbage. Rene og pure som nyfødte står de. Urfolkets stemme og puls findes frem. Alle parader sænkes og jeg sender en hilsen til mine forfædre i urtiden. Forfædre der lagde hovedet på deres elskede bryst, mens de mærkede og hørte pulsen. Det lyder simpelt. Det er det også. Det er pointen. Med stemme og rytme åbnes der for hjerte og sjæl.

Det er det rene udtryk, der dyrkes med en overbevisende konsekvens på The Embla’s LP. Nana Cecilies stemme står centralt. Hun har en baggrund med studier i afrikansk dans, trommer og sang. Frej Lesner lægger et pulserende beat, der sætter sig i kroppen og får mig til at vugge med. Det er nøgent men ikke afklædt. En duo med trommer og vokal er ikke hverdagskost. Helt ukendt er det dog ikke, da svenske Wildbirds & Peacedrums har gjort deres til, at  kombinationen er kendt. The Embla er skylder dog ikke deres svenske kolleger noget. De har fundet et eget udtryk. 

Albummet er udgivet på LP, CD og download.

bonusinfo:

Embla er også navnet på et band der ledes af bassisten Niels Præstholm. Det har intet med det aktuelle projekt at gøre.

theembla.com

Pauseland: At the end of the day (Pauseland)

Den nye plade er ikke kun en tilbagevenden til det de startede med i 2006. Pauseland var en trommeløs kvartet på debutpladen. På den efterfølgende plade fra 2007 havde de inviteret den norske trommeslager Knut Finsrud med. Det oprindelige koncept er det bedste. 

Jakob Buchanan på flygelhorn, Christian Vuust på tenorsax og klarinet, Søren Dahl Jeppesen på guitar og Klaus Nørgaard på bas har med det nye album, skabt endnu et balladefyldt og flydende smukt album. Det er fire musikere der er et andet sted i dag. Det høres på den mere sikre melodiføring. Der er en mere fyldig substans og dybde i kvartetten.

Buchanan og Vuust er hver for sig store instrumentalister, hvilket de ofte har bevist. Samarbejdet mellem dem forløber lydefrit og sømløst, den ene tager logisk over efter den anden. Det er berusende lækkert. Søren Dahl Jeppesen var den grønne debuterende guitarist på den første plade. Han har siden bl.a. lavet tre gode plader i eget navn. Det er en poetisk drømmende guitar der strømmer mig i møde på det nye album. Musikerne taler ordentligt sammen og lytter til hinanden. Klaus Nørgaards behageligt vuggende bas understøtter den gode stemning. Det er nutidig, smagfuld nordisk jazz af den allerbedste slags. Meget anbefalelsesværdigt.

pauseland.com

Maniscalco/Bigoni/Solborg (ILK) LP

Når Mark Solborg laver plader er det ofte med et eller flere spændende udenlandske navne. Denne plade er ingen undtagelse. Han er rykket sammen med den italienske pianist Emanuele Maniscalco og den ligeledes italienske saxofonist Francesco Bigoni. Begge er bosiddende i København. Maniscalco har tidligere udgivet et album på ECM Records sammen med trioen Third Reel, hvorfra andet album er på vej. Han har gået på solist-linjen på det Rytmiske Musikkonservatorium. Bigoni har siden 2009 haft sin gang på den danske jazzscene, hvor han bl.a. spiller med Solborg i On Dog. Denne trio er endnu et spændende eksempel, på hvad der sker når italienske jazzmusikere arbejder i Danmark. 

Det er musik, hvor der skæres ind til benet. Her læsses der ikke til med fyld og fedt. Solborg har en særlig fornemmelse for at spille avanceret jazz. På den elektriske guitar går han i dialog med de to italienere. I et følelsesladet og intenst rum nærmer de sig hinanden. Sammen skaber de øjeblikke. De har skiftes til at skrive musikken på pladen. Enkle melodier mødes med en ligefremhed. Mens andet omsættes på et mere kantet og eksperimenterende sæt. Det er styrken og holdbarheden ved pladen. Francesco Bigoni skifter mellem tenorsax og klarinet mens Solborg skifter mellem rene og skæve toner. Her er Emanuele Maniscalco’s piano ikke bare støttende. Det udvider og bevæger musikken i markant grad. 

Albummet er udgivet på LP, CD og download. 

ilkmusic.com

solborg.com

Vijay Iyer Trio: Break Stuff (ECM) >> Rudresh Mahanthappa: Bird Calls (ACT)

De udkommer på hvert sit tyske pladeselskab. De to amerikansk baserede indere, pianisten Vijay Iyer og saxofonisten Rudreesh Mahanthappa er på hver deres måde aktuelle med albums der er hyldester. Vijay Iyer er på sit trioalbum fokuseret mod breaket. Et break i musikken er stadig musik. Breakdowns, breakbeats og breakdancing. Det ser ud som ingenting og fylder en masse. Sammen med hans faste trio bestående af bassisten Stephan Crump og trommeslageren Marcus Gilmore har han lavet en plade der bl.a. indeholder en suite lavet til Museum of Modern Art i New York, en hyldest til minimaltechnolegenden Robert Hood, Coltrane’s Countdown, Monk’s Work og Strayhorn’s Blood Count. Det er triojazz af den rendyrkede slags. Velspillet kontemporær jazz med tendens til at gå i tomgang i breaket.

Rudresh Mahanthappa er nu kommet så langt i karrieren, at det obligatoriske tributealbum skal laves. Som så mange andre saxofonister står Mahanthappa i gæld til Charlie Parker aka. The Bird. Han slipper rigtigt godt fra det på albummet Bird Calls. Han går ikke i gang med at spille en række nye udgaver af gamle Bird-travere. I stedet har han baseret sine kompositioner på numre eller soloer som Bird spillede. Så Donna Lee, Relaxin’ at the Camarillo og Anthropology er skam med. Men mere i ånden og stemningen. Mahanthappa’s alt-sax spil er noget andet end Charlie Parker’s. Han har absorberet legenden. Han lader arven ånde frit. I selskab med fire musikere, hvor specielt Adam O’Farill på trompet og Rudy Royston på trommer skal freemhæves, laver han en værdig og nutidig tribute med respekt for sig selv og The Bird.

vijay-iyer.com

rudreshm.com

Hyld: The Disobient Victim (Gateway)

Står der virkelig 2015 på coveret? Skal der ikke trækkes 30 år fra? Næh, den er god nok. Hyld er lyden af småfunky dansk jazzpop, som den lød for længe siden. Gud ske lov bliver den spillet af nogen, der selv var tilstede på musikscenen i 80'erne - så er autenciteten ligesom sikret. Erfarne og voksne musikere som bassisten Jon Bruland påbas, Otto Sidenius på Rhodes og Hammond og Carsten Milner på trommer, hjælper den for mig ukendte sangerinde Dorte Hyldstrup. Hun ser ud til at have været ung og fremme i skoen i 80'erne ligesom bandet.

Musikken er baseret på funk, blues, soul og jazz. Den bruges af Dorte Hyldstrup til at skabe flot arrangerede vokaler, hvor hun dobler vokalen op. Jeg kommer til at tænke på Blast, bare uden blæsere.

Dorte Hyldstrup indskriver sig i rækken af modne sangundervisere, der pladedebuterer i en sen alder. Der kan være mange årsager til, at hun først dukker op nu. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på hvad der var sket, hvis den her plade var landet ud i pladebutikkerne i firserne. Så kunne Dorte Hyldstrup og bandet være taget på turné ud på landets spillesteder. Det kommer ikke til at ske idag, da den lyd og det udtryk hun repræsenterer ikke efterspørges længere. Man fristes til omskrive et slogan, der har været oppe at vende i den seneste tid. Firserne har ringet. De vil have deres musik tilbage.

facebook.com/hyldmusic

Snarky Puppy: Sylva (Universal)

Storladent, filmisk og svulstigst af hollywoodske dimensioner. Det er scenariet der udspiller sig, når man tager tidens hotteste jazzband og kobler dem sammen med et symfoniorkester. Snarky Puppys 14 mand store orkester mødes med det store hollandske symfoniorkester Metropole Orkest, der på ingen måde er novicer ud i rytmisk musik. De har lavet fremragende indspilninger med både Elvis Costello pg Vince Mendoza. Snarky Puppy har primært været kendt herhjemme som et youtube-fænomen, med nogle spektakulære koncertoptagelser. De har indtil nu selv stået for udgivelsen af deres plader, men er nu blevet opsnappet af mediegiganten Universal. 

Vi snydes ikke for deres velkendte funky hooklines og catchy grooves. Det er alligevel ikke helt det samme som det plejer, når der et spændt et symfoniorkester ud over Snarky Puppy. Bandets kapelmester og komponist, bassisten Michael League har tænkt stort. Brede strygerflader males ud over musikken, der bygges symfonisk op. Det bliver grandiøst og pittoresk. Snarky Puppy har f.eks. bevæget sig væk fra de world-elementer, der var på We like it here fra 2014. Det er i stedet hjemlandets filmmusik, der præger symfoniorkesterdelene. Det er en flødeskumskage, hvor der ikke er sparet på de kalorieholdige elementer. Okay, jeg bliver måske fed af det. Men for hulan da, hvor er det dog en fråderen fest, når det står på. 

bonusinfo:

De spiller uden symfoniorkester på Fermaten i Herning d. 3. november.

facebook.com/snarkypuppy

Jeppe Gram Kvartet: Liquid Sound (ILK)

Jeppe Gram har gennem årene vist sit værd som trommeslager - men også som komponist med bl.a. Grammofunch og Gramski Beat. Med det mere traditionelle navn Jeppe Gram Kvartet tager han på det nye album Liquid Sound et nyt skridt i karrieren. Titlen skal tages alvorligt. Det er åndeligt og flydende jazz. Flydende som en betegnelse for musikkens bevægelse. 

Gram har allieret sig med tre musikere, som han har en fortrolighed med. Nestoren er saxofonisten Fredrik Lundin, som Gram spiller med i Offpiste Gurus. Nils Bo Davidsen på bas og Søren Kjærgaard på piano er de to andre, som Gram også tidligere har spillet med. I musikken beskæftiger de sig med pausen. 

Hvad sker der i pausen? Hvor går man hen? Det bliver til filosofisk jazz . Man undrer sig. Bruger den undren til at forklare det man ikke umiddelbart forstår og alligevel forklarer. Det lever og ånder i kraft af, at det er fire store individualister, der ikke er bange for hverken sig selv eller hinanden. Fredrik Lundin er tilbagetrukket og mere indadvendt end det vi er vant til at høre fra ham. Det er alvorligt. Jeppe Gram tager med Liquid Sound et modent skridt. Han lader med sin musik, de tre andre komme frem og ånde mentalt. En stærk udgivelse.

ilkmusic.com