Frekvens Frekvens: Vandborg (Jaeger Community)

På kanten af udkantsdanmark finder man de små landsbyer, hvor indbyggerantallet er gået samme vej som æblerne, på en stormfuld efterårsdag. Der er rester tilbage i landsbyerne, der indikerer at de en gang var præget af større aktivitet. I den lille landsby Vandborg ved Lemvig var der en gang et mejeri. Her sælger man i dag antikviteter og brænde - eller holz, som man har for vane at kalde det på de kanter. Ved siden af det uddøde mejeri ligger Fælleshuset - et klassisk forsamlingshus, hvor der er direkte udsigt til marken på den anden side af vejen. Luften er frisk og salt. Der er kun nogle få kilometer til Vesterhavet.

Det er her, at Mathias Jæger har hentet inspiration til bandet Frekvens Frekvens. Musikken er inspireret af- og skrevet med udgangspunkt i forsamlingshuset i landsbyen. Mathias Jæger har sommer efter sommer vendt tilbage til Vandborg. Det har givet ham roen og inspirationen. Det er blevet dansk bud på lyden af nutidig nordisk jazz. Et område hvor nordmændene gerne fører sig frem, bl.a. via ECM Records. 

Frekvens Frekvens samler inspirationen fra klassisk musik, avantgarde og jazz på en vindblæst plet i Danmark. Det er en stærk og intens plade fuld af billeder. Mathias Jæger spiller på klaver og synth, Nis Hellerøe på barytonsax, Frej Lesner på trommer/percussion og Tejs Dragsheim-Lauritsen på bas. Numre som I muld af sorten sjæl, Svanesang og den for albummet lidt atypiske Hjemkomsten skal fremhæves. Den nordvestjyske natur er endnu en gang inspiratorisk udgangspunktet for en god dansk jazzplade. Tidligere har Alex Jønsson og Lars Greve lavet plader med inspiration fra egnen. De tre plader lyder meget forskellige. Luften er den samme. Vandborg er som de to andre, en meget anbefalelsesværdig plade. 

jaegercommunity.com

Tiptoe Bigband featuring Harald Haugaard: Big Folk (Pile House/Gateway)

På konservatoriet i Odense har man en folkemusiklinje. Da man på samme konservatorium også har jazzmusikere, dukker der fra tid til anden projekter op, som har sit udspring i konservatoriemiljøet i Odense. Her har folkbands som Serras og Basco bl.a. deres rødder. I det førstnævnte band spiller folkemusikeren og violinisten Harald Haugaard sammen med jazzsaxofonisten Hans Mydtskov. Det er samarbejdet mellem de to, der har udløst nærværende projekt. Her mødes big bandet Tiptoe Bigband med Harald Haugaard i et crossover mellem big band og folkemusik. Tiptoe har eksisteret siden 1994. De har selvfølgelig både spillet Duke Ellington og Thad Jones, men har også erfaring fra projekter med symfoniorkester og elektronisk musik.

Big Folk indeholder numre fra Serras repertoire og nogle nye numre skrevet af Harald Haugaard. I spidsen for projektet står Tiptoes dirigent Torben Sminge, der sammen med bigband og Haugaard har lavet et forbilledligt flot stykke arbejde. 

Jeg havde egentlig frygtet at det ville lyde som hverken eller. Det gør det imponerende nok ikke. Her er blevet plads til både og. Heftige numre med blæs i fuld skala og en brændende violin der flyver ud over det fynske landskab. Det er voluminøst og afvekslende. Det er dansk og originalt. Musikalske detaljer og enkelhed er der også blevet plads til, som på den fine Vesterland, hvor hjemstavnstonerne boller udenom med big band blæserne.

tiptoebigband.dk

haraldh.dk

Filip Augustson: Minsta gemensamma nämnaren (Found You Recordings)

Laveste fællesnævner - Minsta gemensamma nämnaren - refererer ofte til noget der har nået et lavt niveau. Et niveau hvor alle kan følge med. Selv de "dumme". Når bassisten Filip Augustson kalder sit andet album for Minsta gemensamma nämnaren, skal det forstås i et andet lys. 

Et af numrene på pladen hedder Brommaplan mitt på dan. I starten af 90'erne boede jeg i Stockholm. Her startede jeg hver dag på T-Bane stationen Brommaplan, hvor jeg ventede på toget til Vällingby. Brommaplan er præget af 50'ernes stærke svenske byplanlægning, med blik for funktionalitet og futuristisk arkitektur. Det er ikke længere futuristisk. I dag fremstår det som et gadekryds, med mindst fire forskellige racer. Filip Augustson fremmaner en stemning af venten. Der sker ikke så meget midt på dagen. Pendlerne er taget afsted. Nu er der kun pensionisterne og de arbejdsløse tilbage. 

Augustsons musik er åben for tolkning. Han er ligesom på det forrige album Viva Black sammen med violinisten Eva Lindal og trommeslageren Christopher Cantillo. De befinder sig et ikke nærmere definerbart sted mellem folkemusik, jazz og kammermusik. Augustson har et groove i bassen som han deler ud i småbidder. Pladen placerer sig smukt som en original opfølger til det forrige album. 

foundyourecordings.net

Kommende Jazzudgivelser sommer/efterår 2016

JUNI

Peter Danstrup: Sacrified (ILK)

Mark Solborg & Herb Robertson: Tuesday Prayers (ILK)

Santos Silva/Wodrascka/Meaas Svendsen/Berre: Rasengan! (Barefoot)

Jasper Høiby: Fellow Creatures (Edition)

Richard Bona & Mandekan Cubano: Heritage (Qwest)

Kandace Springs: Soul Eyes (Blue Note)

Incognito: In search of better days (Shanachie)

John Hollenbeck & Claudia Quintet: Super Petite (Cuneiform)

Chris Cheek: Saturday Songs (Sunnyside)

Lucky Thompson: Bop & Ballads (Sonorama) ikke tidligere udgivne indspilninger fra 1959-1960

JULI

Bagland: Nomad (Jaeger Community) 10" med Jakob Sørensen

Greve, Harres, Manso & Zenicola: Live at Audio Rebel (Hiatus/Insula) kassettebånd

Heine Hansen Trio: Signature (Storyville)

Carsten Dahl Trio: Simplicity (Storyville)

Tomas Franck Quartet: Association Live at Jazzhus Montmartre (Storyville)

Kenny Washington;: Moanin Live at Jazzhus Montmartre (Storyville)

Kasper Tom/Rudi Mahall: One man's trash is another man's treasure (Barefoot)

Debre Damo Dining Orchestra: TBA (?)

Thomas Clausen/Francesco Cali: The Voyage (Stunt)

Ole Matthiessen: Flashbacks & Dedications (Stunt)

Laura Toxværd: Laura Toxvaerd Compositions Part 1 (ILK) Carsten Dahl, Raymond Strid, Jonas Westergaard

Laura Toxværd: Laura Toxvaerd Compositions Part 2 (ILK) Dødens Garderobe

Peder: Come With Me (Lizardshakedown)

Petter Rylén: Petter Jazz (?)

Badbadnotgood: IV (Innovative Leisure)

Allen Toussaint: American Tunes (Nonesuch/Warner)

Miroslav Vitous: Music of Weather Report (ECM)

Dominique Pifarely Quartet: Trace Provisoire (ECM)

Glauco Venier Miniatures: Music for piano and percussion (ECM)

Peter Erskine Trio: As it was (ECM)

Jacob Collier: In my room (Membran)

Charlie Hunter: Everybody has a plan until they get punched in the mouth (Ground Up)

Kenny Garrett: Do your dance (Mack Avenue)

Larry Carlton & Steve Lukather: At Blue Note Tokyo) (335 Records)

Black Milk & Nat Turner: Rebellion Sessions (Computer Ugly)

Jerry Bergonzi: Spotlight on Standards (Savant)

Stefano Bollani: Napoli Trip (Decca)

AUGUST

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra feta. Kirk Knuffke: Ubi Zaa (Steeplechase)
Andy Laverne: Genesis (Steeplechase)
Eivind Aarset: E.I. (Jazzland)

Sinikka Langeland: Magical Forest (ECM)

Mats Eilertsen: Rubicon (ECM)

Tigran Hamasyan & Arve Henriksen: Atmospheres (ECM)

Iiro Rantala: How long is now? (ACT)

Marius Neset & London Sinfonetta (Edition)

Nels Cline: Lovers (Blue Note)

SEPTEMBER

Bremer/McCoy: Forsvinder (Raske Plader)

SVIN: Missionær (Ponyrec)

Fiil Free: TBA (Fiil Free Records)

Henrik Jensen's Followed by Thirteeen: Blackwater
Jason Palmer: Beauty ‘n’ Numbers The Sudoku Suite (Steeplechase)
Gregory Tardy: Chasing After The Wind (Steeplechase)

Tommy Smith & The BBC Scottish Symphony Orchestra: Modern Jacobite (?)

OKTOBER

Oilly Wallace & Johannes Wamberg: Easy Living (Unity Rec)
Kirk Knuffke & Jesse Stacken: Satie (Steeplechase)
Olegario Diaz: Aleph In Chromatic (Steeplechase)
Burek Bedikyan: Awakening (Steeplechase Lookout)


NOVEMBER
Carl Winther: Deconstructing mr. X (Steeplechase Lookout)
Vic Juris: Vic plays Victor (Steeplechase)
Rich Perry: Mood Steeplechase)

DECEMBER

Zier Romme Trio: Fiol Sessions (Fiol)

EFTERÅR

Morten Pedersen 5tet: TBA (Barefoot)

Living Things: TBA (Barefoot)

Morten Pedersen solo: TBA (Barefoot)

Mulgrew Miller & NHØP: Live at North Sea Jazz Festival 2000 (Storyville)

Alex Jønsson: Heart of Gold

Live Foyn Friis with Aarhus Jazz Orchestra: TBA

Vulkan: TBA (Gateway) dansk/australsk med Jakob Sørensen

Vela: TBA (?) med Esben Højlund, Aino Juutilainen og Anders Vestergaard

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 15 Shakers (Hiatus) 7"single

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 16 Triangles (Hiatus) 7"single

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 10 Hi-Hats (Hiatus) 7"single

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 10 Clarinets (Hiatus) 7"single

Duke Ellington: Treasury Shows vol. 21 (Storyville)

Duke Ellington: Box 7 (Storyville)

2017

Jakob Sørensen Trio: TBA (Jaeger Community)

Nik Bärtsch’s Mobile: Continuum (ECM)

Det er snart tyve år siden at Nik Bärtsch startede med gruppen Mobile. Efter at han blev optaget i ECM Records familien, har gruppen ikke udgivet noget. Til gengæld er der kommet fire albums med den anden Bärtsch gruppe Ronin, hvor den seneste fra 2012 var et godt live album. I Ronin har Bärtsch blandet elektroniske elementer, funky el-bas og europæisk minimalisme på forrygende vis. Mobile er noget andet. Det er for det første et helt akustisk band. 

Et Continuum er et sammenhængende hele. Det er ret præcis titel for et album, hvor de enkelte numre i overvejende grad består af nogle figurer som musikerne bevæger sig tæt omkring. Det er gentagelser der bygger oven på gentagelser. Det kan både være i et heftigt opskruet tempo som i Modul 5, i mere rolige stemninger som i Modul 12 eller med tyngde som i Modul 18. Det er fornuftigt karrieretræk at Bärtsch begynder at satse på sit akutiske band. Med den sidste udgivelse fra Ronin, begyndte det at blive svært at se hvordan Nik Bärtsch skulle komme videre.

ecmrecords.com

Nina Baun: Human (Nina Baun/Gateway)

Mit kendskab til sangerinden Nina Baun begrænser sig til albummet Something is always moving fra 2011. Jeg hørte hende også flere gange på Summer Session på Vallekilde Højskole i 2012, hvor hun var kursist. Nu har hun sendt sit andet album til mig. Som om det ikke var nok, så medvirker hun også på to andre nye og vidt forskellige albums jeg har modtaget indenfor kort tid, nemlig Peter Danstrups Sacrified og bandet Installation of an electric stone age's debutLP.

På det aktuelle album Human er Nina Baun i selskab med pianisten Jacob Christoffersen, bassisten Thomas Fonnebæk og den amerikanske trommeslager RJ Miller. Pladen er en god præsentation af sangerinden Nina Baun. Hun kan levere en hudløst nærværende ballade som Older Than I, hvor Frederick Menzies gæster på klarinet. Det er mesterligt. 

Stilistisk befinder hun sig i et spænd mellem jazz og pop. Hun mestrer og overkommer begge dele meget fint. Hun har selv skrevet al musikken, på en plade der kan anbefales til lyttere, der gerne vil høre en sangerinde der både er teknisk inspirerende og har noget på hjerte. At hun samtidig er i selskab med nogle fremragende musikere, gør det kun endnu mere vellykket.

ninabaun.com

Linus Lindblom: Sanctuary (Hoob Jazz)

Det er en af den slags plader, der er godt selskab lige fra starten. Det kan selvfølgelig handle om noget genkendeligt og trygt. Men nu er jeg ikke blevet jazzblogger bare for lytte til det genkendelige og trygge. Jeg er blevet jazzblogger fordi jeg gerne vil udfordres og pleases på en gang. Jeg er blevet jazzblogger fordi jeg er nysgerrig. Det er nogle af de parametre som Linus Lindblom til fulde opfylder på Sanctuary, hans tredje album i eget navn. Forventningerne er store, da Linud Lindblom fik den prestigiøse jazzpris Jazzkatten i 2012 for sit foregående album Objets Trouvés.  

Han har skiftet bandet ud i mellemtiden og samlet en kvartet bestående af pianisten Carl Bagge, bassisten Pär-Ola Landin, trommeslageren Konrad Agnas og Lindblom selv på tenorsax. Det er veltempereret og afsindigt velspillet jazz i en klassisk kvartetaftapning. Lindblom er den samlende faktor med et afbalanceret saxofonspil. Et spil der hviler på inspiration fra de gamle mestre og alligevel har et frisk og nutidigt udtryk. Det er klassisk jazz med nordisk touch i et roligt tempo.

linuslindblom.com

Signe Juhl & Nikolaj Bentzon Trio: A Midsummer Night’s Jazz (Storyville)

Vi er på Københavns førende jazzbule, Jazzhus Montmartre. Scenen er sat for en omgang intim vokaljazz. Musikerne er taget fra den øverste hylde. Man vælger at starte ud med When You're Smilin' - den kender alle. Sangerinden indynder sig med lidt henslængte fraseringer hen mod slutningen af nummeret. Hyggen indfinder sig så småt ved langbordene, hvor man vel egentlig bare mangler at folk nynner med, mens de arm i arm vugger i takt. Den gode stemning for det voksne publikum fortsætter lidt endnu. Vi får både en langsom version af It don't mean a thing og en opløftet version af Dinah inden den løftede stemning bliver bedt om, at sætte sig ned.

Og så kan det nok være, at pladen får lov til at begynde. Sangerinden Signe Juhl er sammen med pianisten Nikolaj Bentzons Trio med Reuben Rogers på bas og Espen Laub von Liljenskjold på trommer. Det er deres andet album sammen. Pladen blev indspillet sidste sommer. 

Bentzons ballade You will always hold my heart og Juhls ballade Night Piece efterlader et stort ønske om, at det var den vej de havde fulgt på hele pladen. Det er tilstedeværende smukt og levende. Nikolaj Bentzon er en alsidig pianist, der uden problemer kan smide en Oscar Peterson rundgang, så taget letter. Men han kan også være den snedige pianist der udfordrer Carl Nielsens sang Underlige aftenlufte. A Midsummer Night’s Jazz er desværre blevet alt for ujævn. De vil lidt for meget. Jeg så helst at de lavede et album med deres eget materiale og holdte sig til at præsentere jazzklassikerne ved koncerterne.

storyvillerecords.com

Medbøe/Halle/Eriksen: The Space Between (Losen)

Det er kun den forblæste Nordsø der er imellem Norge og Skotland. Et hav som ikke er kendt for et roligt temperament, snarere tværtimod. Der er stiv kuling, hvor sydvesten skal trækkes godt ned over ørerne og bindes fast under hagen. Et møde mellem en musiker der bor i Skotland og to musikere fra Norge kunne godt forventes at lyde anderledes end det er tilfældet med The Space Between. Det er et album med guitaristen Haftor Medbøe - der bor i Skotland, pianisten Espen Eriksen og trompetisten Gunnar Halle, der begge bor i Norge.

Det er ambient jazz. Flydende toner der er med til at skabe billeder og stemninger. Det er også ydmyg musik, der opstår i øjeblikket. Jazz der tager sig tid og ro til at vokse frem mellem de tre musikere. Det er Haftor Medbøe der har skrevet al musikken. Han er gerne i en tilbagetrukket rolle, hvor han skaber det grundlag som musikken kan stå på. Espen Eriksen som bl.a. kendes fra sin egen trio er i et velkendt farvand. Det er rolig jazz, hvor han er hjemme og har det godt. Gunnar Halle, der på sit eget soloalbum Istanbul Sky brugte en del elektronik, har et mere rent og klart udtryk på Medbøes plade. Der hersker en kammermusikalsk stemning med underliggende lumskheder. 

Titlerne på numrene; East Pier, Utsira High og Skagerrak sender os på havet. Pladens sidste titel More Viking Than You er en skøn lille afstikker, hvor Eriksen spiller harmonium. En god finale på et album der er rigtigt godt selskab. Er du til nordisk jazz, så er det her et forfriskende pust fra Nordsøen.

losenrecords.no

Hedvig Mollestad Trio: Evil in Oslo (Rune Grammofon) >> Hedvig Mollestad Trio: Black Stabat Mater (Rune Grammfon)

Det er da alligevel godt gået, at pikrocken anno 2016 skal præsenteres af lyshåret norsk kvinde, der hedder Hedvig. Savner du en omgang molestreret betonrock, der træder ud af asken fra Black Sabbath's Tony Iommi og Led Zeppelin's Jimmy Page nedbrændte guitarer, så skal du bare lytte til Hedvig Mollestad Trio. Den norske trio med Mollestad på guitar, Ellen Brekken på bas og Ivar Loe Bjørnstad på trommer har eksisteret i fire år. De er aktuelle med to albums på samme tid.

Den første er et dobbelt livealbum Evil in Oslo, hvor vi over fire pladesider møder det onde. Så ondt er det nu heller ikke. Det er rifftung rock, der tager udgangspunkt i 70'ernes læderklædte og til tider syrede univers. Numrene er hentet fra de tre første studiealbums. Her er der tid og rum til de kilometerlange soloer, hvor viril virtuositet hænger sammen med et tungt rockgroove. Det er meget tæt på at ende som en pastiche over læderrocken. 

Hedvig Mollestad er af et andet køn og en anden generation end Page og Iommi. Hun har arbejdet sammen med så forskellige folk som Jon Eberson og Jarle Bernhoft. Der er dog ingen direkte paralleller til de to i Mollestads musik. Der sniger sig i stedet nogle freejazz elementer ind undervejs på det andet album Black Stabat Mater, der straks falder meget mere i min syrejazzede smag. Hun tager sig nogle friheder fra riffsene. Det bliver meget mere spændende og interessant. Albummet placerer sig ind i samme ånd som andre norske bands, som Elephant9, Grand General, Bushman’s Revenge og Scorch Trio. 

runegrammofon.com

Meier-Perla-Windfeld: Live at Bird’s Eye Basel (PM Records)

Den århusianske trommeslager Christian Windfeld er kendt for sin medvirken på plader med Admiral Awesome, Caution! Art Kills og Alex Jönsson. Men også for de mere eksperimenterende områder indenfor jazzen, som f.eks. med duoen Kolonihaven Unikum. Han er også med i en trio sammen med den schweiziske altsaxofonist Tobias Meier - der bl.a. har lavet flere plader med pianisten Marc Méan, der lige nu er aktuel på Jesper Thorns nye plade. De er sammen med bassisten Gene Perla, der op gennem 70'erne spillede fast med den amerikanske trommeslager Elvin Jones - men også som sideman hos både Miles Davis og Nina Simone. 

Der er en levende og god stemning på indspilningen, der er foretaget på Bird's Eye Jazz Club i Basel sidste sommer. Lyden er nærværende og intim og med jazzklub-feeling i lyden. Meier spiller gerne afdæmpet og roligt på altsaxen. Gene Perla væver det smukkeste tæppe af bastoner, som han læger ud for Meier og ikke mindst Christian Windfeld, der gerne bruger whiskers på pladen. Materialet er en blanding af gode jazznumre som Wayne Shorters Infant Eyes, Vernon Duke's Autumn in New York, en partyafstikker med Tico Tico og et par numre skrevet af Tobias Meier. Pladen er et godt bekendtskab.

pmrecords.com

Radio Bévort: Which Craft? (Bevort/Gateway)

Radiostationen du har stillet ind på er et blæserslaraffenland - A  Reeds Galore. Pernille Bévort præsenterer nu sit fjerde album med gruppen Radio Bévort. Hun er  af typen multisaxofonist, kendt fra diverse ensembler, hvor der er brug for en saxofonistisk schweizerkniv. På det aktuelle album Which Craft spiller hun både på tenor- og sopransax, mens instrumentkollegerne Mariane Bitran spiller på C- og altfløjte, Kasper Wagner på altsax og klarinet og Pelle Fridell på basklarinet og tenorsax. 

Det skinner tydeligt i gennem i kompositionerne og arrangementer, at Bévort boltrer sig lystent med blæsermulighederne. Der er både overblik og overskud. Pladen er en sjælden og original fornøjelse. Hun har nemlig suppleret de fire blæsere med en solid rytmegruppe bestående af Mads Kjølbye på guitar, Francesco Cali på piano og accordion, Morten Ankarfeldt på bas og Bjørn Heebøl på trommer. Mariane Bitran er det eneste medlem udover Bévort der har været med siden starten.

Hvor kommer kraften fra? Den kommer fra musikken. Der er plads og rummelighed til Adderley’sk souljazz på Who’s got it? Der opstår nogle muligheder i musikken, som de enkelte musikere tager i mod og frem af det vokser kraften. Der er i de andre numre reminiscenser af klassisk, tango og så selvfølgelig en masse jazz, der har taget farve af big band folk som Gil Evans og Maria Schneider. 

Det afsluttende nummer Epilogue - celebrating skeleton, er som det eneste nummer ikke indspillet i The Village i Vanløse for mindre end to måneder siden. Her spiller Bévort selv det hele. Hun har brugt nogle diskrete klik som rytme. Det fungerer godt. Enkelheden er klædelig og peger måske frem mod noget nyt for Bévort?

Pladens titel ville være en sikker vinder i kategorien årets bedste albumtitel, hvis en sådan fandtes ved DMA Jazz. Bévorts elegante og sjove ordspil sidder lige i skabet. Hvilken evne er det, der bærer Bévort - og hvor kommer den fra? Er det heksekunster? Jeg er uden at kende Pernille Bévort personligt tilbøjelig ti,l at tro at even kommer inde fra musikeren Bévort, der også huser en heks et eller andet sted.

pbevort.dk

Viktor Sandström/William Larsson: Orbit (Gateway)

Blandingen af ungdommeligt vovemod og musikalsk dygtighed trak for tre år siden de to svenskere Viktor Sandström og William Larsson til New York City. Her indspillede de albummet Orbit sammen med de amerikanske musikere, Desmond White på bas og Rodney Green på trommer. Både Sandström og Larsson har huseret på den danske jazzscene i flere år. Sandström vandt endda Ung Jazz konkurrencen sidste år med sin trio, mens Larsson bl.a. har vist sig frem sammen med Thomas Hass, Morten Haxholm og Orpheus.

Pladen er af den klassiske type, hvor yngre jazzmusikere drager til NYC for at give karrieren et løft. Det gøres med indspilningen af en plade i selskab med nogle autentiske hard core jazzmusikere. Ganske enkelt af den grund, at kravene til jazzmusikere i NYC er tårnhøje, så hvis man vil noget - altså spille - så skal alle sanser og evner skærpes. Sanserne og evnerne er i høj grad spændt til bristepunktet hos Larsson og Sandström. Der er gerne et højt tempo, hvor komplicerede figurer leveres med samme hastighed som de gule taxier passerer 42nd street. Der er ingen tvivl om at de to amerikanere giver projektet og svenskerne et spark opad. Jeg vil bare hellere høre dem som sig selv. 

viktorsandstrom.com

Oscar Pettiford & Jan Johansson featuring Stan Getz: In Denmark 1959-1960 (Stunt)

Den amerikanske bassist Oscar Pettiford landede i Danmark i 1958 - og dansk jazz ændrede sig for evigt. Han var kun 36 år gammel, men havde allerede spillet med legender som Dizzy Gillespie, Thelonious Monk, Coleman Hawkins, Miles Davis etc. Han begyndte som en af de første at bruge celloen i jazz. Desuden skrev han sammen med den danske bassist Erik Moseholm Jazz Bass Facing, en undervisningsbog for jazzbassister. Han døde allerede i 1960 og er begravet i Danmark.

Stunt Records har samlet en række indspilninger fra perioden, der for de flestes tilfælde, ikke tidligere har været udgivet. Til den fantastiske historie om Pettifords periode i Danmark, hører også Jazzhus Montmartre i St. Regnegade, Jan Johansson og Stan Getz. Pladen åbner dog et lidt andet sted. Fem indspilninger med Bent Axen (piano), Finn Frederiksen (trommer) og Erik Moseholm (bas). At der er en ekstra bas med, betyder at Pettiford tager føringen og spiller melodien, både på bas og cello. Der går en lige linje til Niels-Henning Ørsted Pedersens senere basspil, hvor bassen var mere og andet end timekeeper. De fire standards - herunder en overjordisk vellykket The nearness of You - er nærmest grundmateriale i forståelsen af dansk jazz. Den sidste er Pettifords egen Now see how you are, hvor Pettifords pizzikerede cellosolo er jazz som den laves i himlen.

I 1959 spiller Getz, Johansson og Pettiford ofte på Jazzhus Montmartre. Vi får dem sammen på tre numre fra en indspilning fra Tivoli, hvor Joe Harris spiller trommer. Det var den samme kvartet der også kunne opleves i filmen Soldaterkammerater rykker ud, hvor de spiller Ack Värmeland, du sköna. 

Johansson og Pettiford begynder også at spille sammen med den århusianske vibrafonist Louis Hjulmand, der er rykket til København i samme periode. Vi får to alternative takes af Hjulmands numre Fru Brüel og I Succumb to Temptations, som sammen med to andre numre oprindeligt blev udgivet på 2 singler af Debut Records. Hjulmand havde en båndoptager, hvor han bl.a. indspillede Pettifords Now See How You Are i 1959 på Montmartre. Sammen med Jan Johansson og William Schiøppfe får vi 10 og et halvt minuts jazzhistorie. Det sker som en opladning til de tre sidste indspilninger på pladen. Hjulmand optog samme dag tre soloindspilninger med Johansson. Ack Värmeland du sköna, Emigrantvisan og Farfars Sång. Tre indspilninger der peger frem mod überklassikeren Jazz på svenska, som Johansson lavede nogle år senere.

Det er et årets jazzalbums. Til forskel fra mange andre udgivelser med ældre jazz, har den her noget nyt at fortælle.

Det er et fantastisk stykke arbejde som Ole Matthiessen har gjort i opstøvningen af musikken og i sammensætningen af albummet. Indspilningerne er nænsomt masteret og mixet af Jørgen Vad. Det er en dansk jazzguldklump som Stunt Records har lavet. Køb den! Medmindre du er døv.

Sundance.dk

Torben Snekkestad: Plateau (ILK) >> Torben Snekkestad: Winds of Mouth (ILK) >> Torben Snekkestad: The Reed Trumpet (ILK)

Man kan vælge at udgive sin musik på mange opsigtsvækkende måder. Torben Snekkestad har valgt en kunstnerisk ambitiøs og ærefrygtindgydende måde. Tre LP’er på en gang! Alle med solomusik. Den 43 årige norske saxofonist er bosiddende i Danmark. Han har gennem årene arbejdet sammen med folk fra flere eksperimenterende felter inden musikkens verden. Han bevæger sig mellem jazz og klassisk, hvor han i de senere år primært har haft fokus på frie udtryksformer. Her er den nærværende trilogi en kulmination på det arbejde. Fælles for alle udgivelserne er at de både udkommer på CD og LP - den sidste The Reed Trumpet udgives i pladeselskabets ILK’s White Label Series, hvor kunstneren selv skriver titler og andet på coveret.

På den første plade, Plateau spiller Snekkestad kun på tenor- og sopransaxofon. På det store vindomsuste Plateau har han grundlaget fra de blæserinstrumenter han oftest har spillet på. Det indgående kendskab til instrumenternes klang- og lydmæssige muligheder, giver ham så stor tryghed, at han frigør sig fra faste planer. Det kommer i høj grad til at handle om, at Snekkestad udforsker instrumentets muligheder, langt ud over det umiddelbart tænkelige. Det er han ikke den første der gør. Han gør det til gengæld på et meget rent og uforstyrret grundlag, i modsætning til eksempelvis Colin Stetson, der nogle gange forsvinder ind i et effektjageri.

På den anden LP Winds of Mouth tager Snekkestad til gengæld munden fuld. De førnævnte saxofoner er med, sammen med reed trumpet, slide trumpet, klarinet og water bowl. Det er mange spor og effekter der kobles på musikken. Der er stadig et undersøgende element i musikken. Hvor Plateau er en nærmest enstrenget oplevelse, frembringer Winds of Mouth et multifacetteret lydbillede. Det er sonisk dragende og underfundigt.

Den sidste plade The Reed Trumpet er den nye dreng i klassen. Den utilpassede dreng, der både vil være god til fodbold og andengradsligninger - på en gang. Instrumentet som Snekkestad benytter er en trompet, hvorpå der er sat et saxofonmundstykke (reed). Det var noget som Eddie Harris allerede eksperimenterede med i 70’erne. Snekkestad har forfinet idéen. Han har skabt sit eget mundstykke til instrumentet. Hvor den undersøgende nøgenhed på Plateau blev svævende og rummelig, er solomusikken på The Reed Trumpet af en anden karakter. Instrumentets klangmæssige stoflighed får Snekkestad til at forsøge sig som noget andet end det han som udgangspunkt er. Han bevæger sig over i trompetverdenen og kan lige pludselig frembringe helt andre lyde. Det er dybt eksperimenterende og underfundigt spændende.

Torben Snekkestads trilogi er som skabt til first mover lytterne. Her får man så meget nyt materiale til ørerne, hjernen  og hjertet, at man ikke bliver færdig foreløbig. 

torbensnekkestad.com

ilkmusic.com

Per Aage Brandt/Karsten Vogel: Cry! (Storyville)

Den danske digter, oversætter, forfatter og sprogforsker Per Aage Brandt var bl.a. med til at starte Forfatterskolen i 1987. Hans arbejde indenfor semiotik er omfattende og inkluderer universitetsansættelser, disputats og artikler om emnet. Han debuterede i 1969 med digtsamlingen Poesi. Hans digte er i følge denstoredanske.dk  præget af en teoretisk bevidsthed samt musikalitet, ironi og sprogleg. Det fører mig direkte over i grunden til, at jeg skriver om Per Aage Brandt på min jazzblog. Per Aage Brandt er nemlig også jazzmusiker. Det er ikke fordi han har udgivet ret mange plader eller spillet en masse koncerter. Han var dog aktiv sammen med trompetisten Hugh Steinmetz, hvor han medvirker på den i dag uopdrivelige avantgarde LP Nu! fra 1967.

Per Aage Brandt er på albummet Cry! sammen med Karsten Vogel på sopransax, Klavs Menzer på trommer og franskmanden Flavio Perrella på bas. Brandt leger også med jazzen, som han kan lege med sproget. Der er en god portion Thelonious Monk og Cecil Taylor inde i Per Aage Brandts klaver. Det bruges på et vidtvoksende tæppe af klange, hvor Karsten Vogels brede erfaring indenfor musik bliver styrken. Brandt og Vogel flagrer rundt som frie fugle. Den franske bassist Flavio Perella svæver fint med på både strøget bas og mere rytmisk orienteret spil. Klavs Menzer forsøger sig med et flydende spil, der ikke helt komplementerer Brandt og Vogels fine samspil. En trommeslager som Kresten Osgood ville have passet bedre ind her. Cry! er jazz som den lød i sidste halvdel af 60’erne. Der eksperimenteres med former og farver. Musikken er skrevet af Brandt og Vogel - nogle enkelte i fællesskab. Og så lukker man ellers ned med en Brandt/Vogel duoversion af My Funny Valentine, hvor Vogel på altsax beretter så smukt.

storyvillerecords.com

Gregory Porter: Take Me To The Alley (Blue Note)

Han havde allerede lavet to gode albums på pladeselskabet Motema, inden han udgav albummet Liquid Spirit på det legendariske pladeselskab Blue Note - der er en underafdeling af det store internationale pladselskab Universal. Det betød også at der var promotionmuskler nok til, at pladen kom længere ud end de to første plader. Gennembruddet var ikke til at holde tilbage. Kvaliteten på pladen fejlede heller ikke noget. Han leverede i 2014 en legendarisk koncert i DR Koncerthuset under Copenhagen Jazzfestival. Det var ved den koncert, hvor Stevie Wonder lige pludselig dukkede op som gæst. Porter kommer også på årets Copenhagen Jazzfestival - helt sikkert uden Wonder, men mon ikke succesen allerede er sikker.

Nu er opfølgeren til et af de mest populære jazzalbums i mange år så endeligt klar. Og jeg bliver nødt til, at sige med det samme. Den ikke er i samme klasse som Liquid Spirit. Men det betyder ikke at den er dårlig. Overhovedet ikke. Gregory Porters bamsevarme soulstemme er stadig tryg og rar at lytte til. Pladens første nummer Holding on var allerede ude sidste år, hvor Porters vokalspor fra sangen blev brugt af den engelske houseduo Disclosure på singlen af samme navn. Den blev udsendt kort før sommerferien og var et hit på Ibiza’a diskoteker. Der er hverken house eller diskoteksstemning at spore på Take me to the Alley. Der er til gengæld en god portion nærvær og ro at spore i musikken. Al musik og tekst er skrevet af Porter - og det fornemmes, at selv om hans liv har været fyldt med stigende popularitet, er musikken blevet mindre hektisk. Der er ikke et politisk “hit” som 1960 What? Så er hans smukke ballade More than a woman til gengæld popbesættende vellykket. Det er soulfyldt og behageligt. Musikken leveres af en sikker trio med Chip Crawford i spidsen ved pianoet. Undervejs suppleres der med blæsere.

gregoryporter.com

Michael Gregory Jackson Clarity Quartet: After Before (Golden)

Den amerikanske guitarist Michael Gregory Jackson har et rimeligt heftigt CV med i bagagen. Han lavede for 3 år siden pladen Liberty sammen med Art Ensemble Syd, der var Sønderborgs officielle jazz ensemble. Nu er han atter sammen med nogle af musikerne fra det projekt i Michael Gregory Jackson Clarity Quartet. Bassisten Niels Præstholm, saxofonisten Simon Spang-Hanssen og trommeslageren Matias Wolf Andreasen udgør bandet der er med til at omsætte Jacksons musik. Han har sine rødder i New Yorks avantgarde og loftscene og har inspireret væsentlige guitarister som Vernon Reid og Bill Frisell.

Det er jazz af den nedskrevne slags. Der skal tælles og holdes styr på arrangementerne. Selv om det er med den aldrig kedelige Simon Spang-Hanssen på diverse saxofoner og fløjte, er det Jacskon der skinner tydeligst på pladen. Han skifter ubekymret og lydefrit mellem guitarens effekter. Der sniger sig forskellige stilistiske sidespring ind undervejs. F.eks. er der den folkinspirerede We are, hvor Jackson også synger. After Before er jazz med en original og spændende guitarist, der både inspirerer og udfordrer.

michaelgregoryjackson.com

Arild Andersen: The Rose Window - Live at Theater Gütersloh (Intuition)

Det gode tyske jazzmagasin Jazz Thing begyndte i 2013 på en serie artikler der hed European Jazz Legends. Her satte de fokus på mange af de euopæiske jazzmusikere, der har været med til at forme jazzens udvikling. Det er siden hen fulgt op af en koncertrække på teatret i byen Gütersloh i Tyskland. Koncerterne er blevet optaget af tv-stationen WDR 3. Desuden udgives en plade med lydoptagelser fra koncerten. Der er allerede udkommet plader med Alexander von Schlippenbach, Henri Texier, Enrico Pieranunzi og Jasper Van't Hoff. Nu er turen kommet til den norske bassist Arild Andersen. Han er sammen med landsmændene, pianisten Helge Lien og trommeslageren Gard Nilssen.

Arild Andersens musikalske karriere har gennem alle årene været tæt knyttet til det tyske pladeselskab ECM. Han medvirkede bl.a. på Jan Garbareks legendariske album Afric Pepperbird fra 1970. Selv om kontrabassen altid har været udgangspunkt har det ikke betydet, at Andersen ikke har været nysgerrig overfor at bruge forskellige effekter. Det får vi også mulighed for at høre på denne trioindspilning, hvor han bl.a. looper bassen og tilsætter klangflader til bassens lyd. Arild Andersens fine æstetiske sans sikrer at det ikke ender i overflødigt brug af effekter. Det er hele tiden afstemt og elegant udført. Det er nordisk jazz med fylde og nysgerrighed. En udgivelse der i det hele taget maner til eftertanke omkring tyskernes forbilledlige behandling af jazzen. Koncertsal og tv-optagelser?! Respekt!

arildandersen.com

Dino Sabatini: Omonimo (Outis Music - Opera Series) 2LP >> Dino Sabatini: Concentrica (Outis Music - Opera Series) 12”

Den italienske technokunstner Dino Sabatini, der indtil for nylig var bosiddende i Berlin - og nu er tilbage i Rom - er aktuel med sit andet album. Et dobbeltalbum, hvor der senere på sommeren kommer endnu en plade, Concentrica med fire remixes fra albummet. Det er ambient downtempo electronica, hvor Sabatini selv står for at spille al musikken. Dog har han hentet lidt hjælp fra den italienske jazzpianist Antonello Salis på et par numre. Salis har siden midten af 70’erne været synlig på den italienske jazzscene, hvor han har samarbejdet med folk Paolo Fresu, Stefano Bollani og Evan Parker. Musikken er centreret omkring Sabatinis storladne synthklangflader tilsat nogle pulsslagslignende, rolige og dybe beats.

På Concentrica genbesøges de to numre med Salis fra Omonimo-pladen. If er blevet mere rytmisk orienteret med et eksotisk twist. And it all ends here er et af højdepunkterne fra Omonimo. Den får et seriøst makeover af Sabatini og Salis, der lader mystik og undren råde. De eksperimenterer med klange og muligheder på radikal vis. Trip hop legenden Howie B, der i 90’erne producerede og remixede markante folk som Björk og U2 har lavet et lækkert tungt remix af Sometimes Back. Det lugter af luksushouse og fungerer fedt.

Dino Sabatinis techno er af den modne opdaterede slags. Der er rødder til de tidligere 90’ere. I kraft af Sabatinis ro og overblik er han i stand til at fastholde min lytteinteresse hele vejen. Er du til techno af den rolige slags, skal du give Omonimo et lyt. Remixpladen Concentrica kommer på vinyl i slutningen af juni og digital i slutningen af juli.

outis-music.com

Boujeloud: Candyprince (selvudgivelse) picture LP

Okay, indrømmet. De to første plader var gode. Nr. 2 kaldte jeg endda anbefalelsesværdig. Så ved jeg næsten ikke hvad jeg skal kalde den her. Den er jo emotionelt oprivende og ubehersket svedig! 

Boujeloud har lavet en knaldperle af en LP. Candyprince er en festplade, en decideret grammofonbasker. Krøllede saxofoner, elektronik og guitar blander sig med et splashet groove. Det er punk, jazz og avantgarde. Der er ingen hellige køer for Boujeloud. Det er guitaristen og komponisten Emil Palme der er i spidsen for denne farvestrålende skævert, der ligesom for at understrege det ualmindelige, selvfølgelig udkommer på vinyl lavet som billedplade. Billedet er af en farvestrålende vulkanaskesky.

Boujeloud består ud over Palme også saxofonisterne Mads Egetoft og Xenia Xamanek Lopez - der også freestylerapper på spansk, Philip Steen Dyssegaard på bas og Anders Vestergaard på trommer. Over 11 numre - der spænder fra punk over psykedelisk hip hop til afro og jazz, leverer de et effektiv omgang improgroove. Candyprince er det andet højdepunkt i dansk jazz anno 2016, som jeg har hørt indenfor kort tid. Lige nu fristes jeg til at sige, at dansk jazz på den kunstneriske front har det godt og er inde i en gylden periode. Candyprince vil blive fremhævet som et mesterværk, når regnskabet gøres op om 25 år. Vær med nu, det er det sjoveste.

Bonusinfo:

Boujeloud spiller til Loco’s Copenhagen Jazzfestival arrangement på Loppen d. 7. juli. Desuden spiller de også på den syvende udgave af Fanø Free Folk Festival i slutningen af juli.

boujeloud.dk

Jesper Thorn: Big Bodies of Water (Moveable Records) LP

Han har for mig været bassisten i August Rosenbaum Trio, Reverse, Det Glemte Kvarter og Sidsel Storms band. Nu er han sprunget ud i eget navn. Sammen med den herboende schweiziske Marc Mean på piano, svenske Tobias Wikund på flygelhorn og danske Mads Emil Nielsen på elektronik, har Jesper Thorn lavet et album af meget høj kvalitet. Musikken kan karakteriseres som samlinger af minimalistiske lydcollager, der flyder ud af højtaleren. Herefter smelter den sammen med din krop og sjæl. 

Det er Jesper Thorns bas, der er samlingen. Den lim der får  musikken til at hænge sammen. Tobias Wiklunds flydende melodilinjer på flygelhornet, balancerer elegant mellem det smukke og det kantede. Det er amibient jazz med nosser. Musik der med den underliggende støj skabt af Mads Emil Nielsen, blander sig med Marc Means elegante klaverspil, der bl.a. henter inspiration fra Debussy. Big Bodies of Water er en mere end godkendt debut i eget navn fra Jesper Thorn. 

Det er en ambitiøs, smuk, gennembearbejdet og sammenhængende LP, der på det kraftigste kan anbefales til jazzlyttere, der vil høre lyden af jazz anno 2016. Den er et af de foreløbige højdepunkter i dansk jazz i år.

jesperthorn.com

Makiko Hirabayashi/Bob Rockwell: Gong (Gateway)

Du kan godt tage Bob Rockwell ud af jazzklubben. Men du kan ikke tage jazzklubben ud af Bob Rockwell. Det bliver tydeligt på duopladen Gong som han har lavet sammen med en anden herboende udlænding, japaneren og pianisten Makiko Hirabayashi. Musikken er skrevet af Makiko Hirabayashi, hvor bl.a. tsunamien der ramte atomkraftværket Fukushima har givet inspiration til en række kompositioner, med fokus på nærvær og eftertænksomhed.

Det er kammermusikalsk jazz, hvor dialogen mellem de to musikere er styrken. Det er den gamle drevne bopsaxofonist Rockwell der spiller sammen med den mere moderne orienterede pianist Hirabayashi. Pladen afsluttes med Horace Silvers komposition Peace, som en påmindelse om at gå med freden.

makiko.dk

Nils Landgren with Janis Siegel: Some other time (ACT)

Nils Landgren er tæt forbundet med det tyske pladeselskab ACT Records, hvor han i pladeselskabets yngre dage - for 20 år siden - var funky, er han med alderen blevet mere end det. Han fyldte 60 år i februar og som den voksne mand han er blevet, kastede han sig over musik af den amerikanske komponist Leonard Bernstein, der er manden bag musicalmesterværket West Side Story og flere symfonier. Landgren har samlet et superhold omkring sig. Med landsmanden Jan Lundgren på piano og tyskerne Dieter Ilg på bas og Wolfgang Haffner på trommer. De suppleres af Manhattan Transfers-sangerinden Janis Siegel og 18 musikere fra Bochums symfoniorkester. Jeg havde forberedt mine ører på et sukkerchok.

Det var nu ikke nødvendigt - jo, bevares Landgren spiller blødt på den røde trombone og vokalen er meget i samme stil. Det hænger godt sammen med Bernsteins fine kompositioner. Det er musik med en utrolig stærk melodi-kerne. Når Landgren spiller for på trombone på Somewhere, der serveres i en kvartetudgave, så forlanger jeg ikke ret meget mere. Landgren kommer i tæt kontakt med melodien og formidler det på fornemste vis. Den slags oplevelser står i kø på pladen. En plade der kan anbefales til bløde ører, der trænger til velspillet og storladen musik leveret på nænsom og virtuos vis.

actmusic.com

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 9 Pianos (Hiatus) 7”single

Hvordan lyder det når 9 pianister spiller i munden på hinanden? Det er et af den slags scenarier, hvor ørets fantasi simpelthen ikke er nok. Komponisten og lydforskeren Niels Lyhne Løkkegaard gør heldigvis noget ved det. Du behøver ikke at tænke over det længere. På det tredje udspil i Sound X Sound single-serien er turen nu kommet til pianoet. Her mødes 9 pianister - Jeppe Zeeberg, Anders Filipsen, Rasmus Kjær, Frederik Denning, Mikkel Almholt, Lars Fiil, Adi Zukanovic, Jakob Davidsen og Mathias Holm ved hvert deres opretstående piano over Løkkegaards to stykker musik Descending Piece og Partial Piece. 

Descending Piece er sludrestykket. I et kaudervælsk af toner, klange og lyde forsøger de at sige det samme på hver deres måde. Det er rimeligt massivt - og varer også kun nogle få minutter. Det kan sammenlignes med store smagsoplevelser. Man smager noget helt nyt og blæses omkuld. Den store intensitet og kraft i oplevelsen gør at man ikke kan gentage smagsoplevelsen lige med det samme. Til gengæld er det ikke noget problem at fremkalde følelsen igen i humkommelsen. Partial Piece er mindre hidsig - det er dog stadig 9 klaverer der taler i munden på hinanden - eller gør de?

Sound X Sound projektet imponerer endnu en gang med sin ekstreme stringens. Løkkegaard har et ønske om at lagre essensen af instrumentet på 7”single og bevare det for eftertiden. Som en art præparationer af lyde der vil kunne afspilles nu, og i fremtiden. 2016 kommer til at byde på endnu fire singler - 15 shakers, 16 triangles, 10 hi-hats og 10 clarinets.

nielsloekkegaard.dk/SXS

Røgsignal: Pletter på Solen (Røgsignal) LP

Røgsignal tilhører en ny generation af bands, der trækker på stor inspiration fra jazzen og indierocken. Musikken er komponeret og arrangeret og giver mulighed for at arbejde med improvisatoriske forløb, der har en større kringlethed end den som man ellers kender fra rocken. Skal de sættes i en genrebås bliver det i crossovergenren instrumental og jazzet mellow indierock. Ikke så langt fra I Think You’re Awesome, der ligesom Røgsignal også kommer fra Århus. Røgsignal består af Jakob Lauritsen på Rhodes, Nikolaj Bugge på guitar, Henrik Lauritsen på bas og Jonas Møller Andreasen på trommer. De har eksisteret siden 2011 og har tidligere udgivet 2 digitale live ep’er med en mere hårdtslående end den de præsenterer på deres nye LP Pletter på solen.

Jakob Lauritsens Rhodes fylder godt i lydbilledet, hvilket er et stort plus. Melodierne kan have en tendens til at trække mod det anonyme. Det betyder heldigvis ikke noget, når Nikolaj Bugges guitar finder sammen med Rhodes-keyboardet. Det er filmisk stemningsfuldt - som lytter flyder man hurtigt med i den gode stemning. Det er en fornøjelse af de større, når et band har arbejdet så indgående med sin lyd og sit udtryk. Røgsignals første regulære udspil er ambitiøst og sammenhængende. Pletter på Solen er meget anbefalelsesværdigt album til lyttere, der gerne vil høre instrumenral og rocket jazz med et nutidigt udtryk. Bandets ambition er at komme længere ud. Held og lykke med det. De har fortjent det.

rogsignal.dk

Jon Balke: Warp (ECM) >> Masabumi Kikuchi: Black Orpheus (ECM)

ECM Records holder den kunstneriske fane højt indenfor den lille niche, der kan kaldes jazzpianister-spiller-soloklaver. Keith Jarrett's The Köln Concert og en hel del andre fra hans hænder og ånd har været med til at sætte en tyk streg under ECM Records særlige status indenfor det område. 

Der er inden for kort tid kommet to nye soloskiver af meget forskellig karakter fra det tyske selskab. Det eneste punkt de har til fælles er deres klaverlyd. ECM boss og producer Manfred Eicher's karakteristiske klaverlyd er i særklasse. Der er en dynamik og rum i lyden - der giver flygelet et skær af renhed - og den er som et varemærke med til at kendetegne ECM's udgivelser med klaver.

Den første plade er med nordmanden Jon Balke, der allerede i 2007 lavede sin første soloplade Book of Velocities på ECM Records. Den nye plade adskiller sig fra de gængse soloklaverplader, da han har suppleret klaverlyden med soundscapes, som han har lavet sammen med Audun Kleive. Nogle gange er det genkendelige synthklangflader, som på On and On. Det kan også være fjern kirkesang, som på Kantor. Det er både højstemt og bevægende at lytte til.

Den anden plade er med japaneren Masabumi Kikuchi, der døde i 2015. Det er optagelse fra en solokoncert i Tokyo i 2012. I de sidste år af karrieren var han meget optaget af det han kaldte flydende lyde og harmonier. Han spillede bl.a. sammen med Paul Motian i trioen Tethered Moon fra 1992 og senere i Motians Trio 2000. Det flydende spil var i høj grad  Motians særkende i de sidste år op til hans død i 2011. Over de 11 stykker flyder Kikuchi i tid og rum. Der er en åben og lidt mørk stemning i musikken. Midt i koncertoptagelsen spiller han en enigmatisk udgave af Black Orpheus (Manha de Carnaval), skrevet af Maria/Bonfa i slutningen af 50'erne. Det sidste nummer i koncerten er Little Abi, som Kikuchi lavede til sin datter og indspillede på en duoplade sammen med Elvin Jones. Det er ballademagi, der får tid og rum til at stå stille.

Selv om soloklaveret ikke var noget som Kikuchi ellers optrådte med, nåede han at lave en hel række soloindspilninger i hjemmet på Manhattan. Optagelser af privat karakter, som vi måske kan få lov at høre en dag.

ecmrecords.com

Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg: Duo (ILK)

Stefan Pasborg er ikke bange for at tage på en musikalsk udflugt, hvor der ikke er mange der har været før. Denne gang har han lavet en duoplade sammen med gambianske Dawda Jobarteh, der spiller på afrikanske strengeinstrument kora. Pasborg har før bevæget sig rundt i de afroinspirerede rytmer og klange. Denne plade er dog mere end det. Det er nemlig ikke kun afroplade. Det er jazz - de åbner pladen med Charles Mingus' Better get hit in your soul og spiller også Albert Aylers A Change has come, hvor Pasborg supplerer trommerne med at spille på gonger.

Dawda Jobarteh kom i 1999 til Danmark og var oprindelig trommeslager. Han skiftede sent i karrieren til koraen, som var et instrument der var blevet spillet meget på i familien. Instrumentet høres som regel i den vestafrikanske musik, der kendes fra Mali og Gambia. Jobartehs trommebaggrund og Pasborgs helt-oppe-på-beatet trommespil giver en rytmisk medrivende plade. Jobarteh tilsætter koraen flere effekter, så den både forvrænger og til tider lyder mere hen ad en elektrisk guitar. Pladen er aldrig stillestående og tager lytterne med ud over stepperne.

ilkmusic.com

pasborg.dk