Siden den norske sangerinde Live Foyn Friis debuterede på plade i 2011 sammen med Foyn Trio, har hun haft en forunderlig karriere. Hun har været særdeles aktiv på koncertscenerne i mange forskellige sammenhænge. Hun har lavet flere plader, bl.a. en sammen med Aarhus Jazz Orchestra. Hen over sommeren tiltrak hun sig opmærksomhed på Skanderborg festivalen, hvor hun med pop-projektet Liive vandt Live Camp konkurrencen.
Der er også udkommet en rendyrket jazzplade med Live Foyn Friis, denne sommer. Hun er sammen med trommeslageren Daniel Sommer, pianisten Nikolaj Hess og bassisten Anders "AC" Christensen og gæstesaxofonisten Lubos Soukup på pladen Willow, der indeholder 6 numre skrevet af Live Foyn Friis og 7 jazzstandards.
Det er en velfungerende vokaljazzplade. Kender man og holder af Live Foyn Friis' stemme er der ingen vej udenom. Vi får kendinge som (In my) Solitude, Someone to watch over me etc. Jeg har sagt det før. Nikolaj Hess er en af vores bedste jazzvokal-akkompagnetører. Sammen med AC og Sommer skaber de en fin ramme for den mest rendyrkede jazzplade fra Live Foyn Friis indtil videre.
De tog et kæmpeskridt med 2016-pladen Missionær, hvor de rejste til Island og gik i studiet med nedskrevet musik. Det er forladt til fordel for løst improviserede jams på det nye album Virgin Cuts, hvor musikken er vokset frem undervejs. De tre medlemmer, Lars Bech Pilgaard, Henrik Pultz Melbye og Thomas Eiler har alle være med siden starten i 2011. De supplerer guitar, saxofon og trommer med diverse elektroniske instrumenter. De har alle stor erfaring fra forskellige eksperimenterende afarter af musikkens verden herhjemme. Deres baggrunde i jazzen er styrken - og giver så god mening, når de skaber musikken i nuet.
Det høres tydeligt at de kender hinanden godt fra mange koncerter, hvor de ud over de sædvanlige koncertscener i Danmark, også har spillet mange skolekoncerter og været på adskillige turnéer i Østeuropa. Musikken er syret og brutal. De har hentet en del inspiration fra krautrock og psych. Det er en særdeles vellykket plade, hvor man svømmer væk i primitive stammerytmer, atonale toner og nysgerrig noise.
Den første plade kom for 11 år siden, så udsendte de atter en plade for 6 år siden. Nu er det blevet tid til trioen The Mighty Mouse’s tredje plade. Det er pianisten Morten Pedersen der har skrevet musikken. Den svenske bassist Thommy Andersson er ny mand i trioen, der også rummer den norske trommeslager Håkon Berre. Morten Pedersen har hentet stor inspiration hos bl.a. Paul Bley og Bobo Stenson. Det er det rene og klare pianospil med temperament og åbenhed. Hvor The Mighty Mouse tidligere kredsede mere om free jazzen, så er der kommet mere samling og styring på musikken.
Thommy Anderssons spillestil passer godt ind hos The Mighty Mouse. Thommy Andersson er som en undertændt nordisk Charlie Haden. Trioen spiller med en lyrisk åre, der hele tiden er tilstede i improvisationerne. Det er en af den slags plader, der stille og roligt kryber ind under huden. På pladens side 2 støder man på nummeret No. 8, her skaber de spænding som var det en film. Der er den skævt swingende Panda Parade eller folkemelodien der aldrig blev folkemelodi, What was left of a folk song. Lyt med og blev indfanget.
Så er det tid til, at kaste sig ud i et frit fald igen sammen med pianisten Lars Fiil og de uforlignelige musikere Lis Kruse på altsax og ney-fløjte og Bjørn Heebøll på trommer. En trio, hvor tiden bevæger sig afsted på en anden måde, end den som vi er vant til. Tidsfaktoren ophæves. I stedet indfinder det strækbare øjeblik sig, der hvor man tør kaste sig ud i et frit fald. Den er et superkoncentrat. Frit Fald II er som titlen antyder, andet udspil fra trioen. Den første kom i 2015. På den aktuelle plade har Lars Fiil brugt indspilninger fra en koncert i Koncertkirken i 2016 og en studieindspilning fra 2017.
De befinder sig i den frie jazz, hvor mødet mellem musikerne er vigtigere end de kompositioner, Lars Fiil har lavet. De er en levende organisme, hvor der gøres op med fornuft og pleasermentalitet. Der er en særlig form for ro og nærvær i musikken. Lars Fiil skaber bag flygelet en zen lignende tilstand, midt i den urolige og fragmenterede musik, som følges op af Lis Kruses rene, enkle og smukke altsax. Det indrammes af Bjørns Heebølls afstemte og indfølelige trommespil. Frit Fald II er en skarp opfølger til den første plade. Trioen skaber free jazz som få andre. De har fundet sig et lille free jazz vandhul, der ikke besøges af andre musikere fra den danske jazzsavanne.
Indenfor triojazzen (den med klaver, bas og trommer) er der flere retninger at vælge mellem. Der er f.eks, den melodifyldte, nordisk inspirerede triojazz med et touch af Bill Evans og Keith Jarrett, som nok er den mest udbredte i skandinavien. Her er melankoli og ro. Når jeg hører den svenske pianist Joel Lyssarides, så er der også melankoli og ro. Han har også sneget en stor mængde inspiration fra klassisk musik ind i den temperamentsfyldte udgave af triojazzen.
Det er Joel Lyssarides første plade. Den unge pianist får hjælp af Niklas Fernqvist på bas og Rasmus Blixt på trommer. Jeg hørte Lyssarides første gang i Tampere for 3 år siden, hvor han deltog i Young Nordic Jazz Comets sammen med en bassist. Han spillede bl.a. musik af Chick Corea på en ret fed måde. Han imponerede alligevel ikke, i forhold til de andre kunstnere, der spillede deres egen musik.
Når Lyssarides spiller sin egen musik, så er imponerer han til gengæld. Det er en gennembearbejdet og flot plade, hvor der f.eks, er inspiration fra Chick Corea, på den spansk tempererede Guadalquivir. Pladens eneste nummer, der ikke er skrevet af Lyssarides, er When You wish upon a star. Den er absolut vellykket, men egentlig ikke nødvendig i selskab med Lyssarides egne numre.
Siden Martin Fabricius Trio debuterede med When sharks bite for 10 år siden, har jeg fulgt dem med stor iver. Det har heller ikke været så svært, da der kun er kommet en enkelt plade siden. Nu er der endelig et nyt udspil klart med trioen. I 2008 var jeg ikke tvivl om, at den daværende plade var en af de bedste danske jazzplader det år. Jeg er tæt på at mene det samme igen om det nye udspil.
Martin Fabricius på vibrafon er sammen med Andreas Markus på bas og Jacob Hatholt på trommer. Det er berusende smuk musik. Fabricius' sans for den enkle melodi kombineres med knusende roligt spil. Her står tiden stille og den meditative ro forplanter sig til hver en celle i den lyttende krop. Det er filmisk smukt.
Der er flere grunde til, at jeg er så begejstret for albummet Under the same sky. Der er sket en del siden den 10 år gamle debutplade kom. De laver musik som inge andre. Trioen udstråler en afklaret modenhed, der er med til at bringe dem op i international klasse. Det er varm og inkluderende musik, der har stor brugsværdi, som et intelligent soundtrack til dagen og natten.
Martin Fabricius Trio får en kæmpestor anbefaling fra Jazznyt. Har du brug for at blive overbevist, så prøv at lytte til nummeret Air. Hvis du synes at det er noget lort, så ser det ærligt talt skidt ud for dig og dit indre.
Bonusinfo:
Pladen udkommer d. 19. oktober. Trioen spiller releasekoncert på Metronomen i København d. 15. november kl. 20.00
Tilbage i august var jeg inviteret til jazzfestivalen Meutiviti i Ålborg. Jeg havde desværre ikke mulighed for at komme. Formanden Morten Poulsen har sendt dette forrygende essay om Meutiviti, skrevet af forfatter Søren Gehlert Schmidt, som Jazznyts læsere ikke skal snydes for.
Jazz er et spørgsmål
I
Jeg ankom i rigtig god tid med en mate og satte mig til rette i den grønne sofa. Kan jeg sidde stille i en grøn sofa i 3 timer? Næppe. Ved jeg en masse om musikken? Ikke rigtigt. Men 20-30 mennesker og jeg glæder os til oplevelsen.
I begyndelsen kan man høre en trompet. Jeg vidste ikke at nogen spillede trompet. Et af de mange instrumenter jeg ikke behersker. Det viser sig at peanuts er bedre for tænderne end æbler. En trompetist og en trommeslager indfinder sig cirka 5 minutter før spilletid. Jazz er et cirka. Jeg overvejer om jeg kan nå at komme i baren. Det kan jeg ikke. Guitaristen taler med publikum om en der hedder Jacob.
Jens Fisker introducerer sig selv og Daniel Sommer. Daniel har glemt sine briller. Jens beretter om bandet, sådan hvor længe de har kendt hinanden og det. Han fortæller osse om Meutiviti festivalen, hvad det er for noget. Kasper Tranberg introduceres.
Bandet går i gang med Pay for Peace. Er stadig lidt skuffet over, at der ikke er en bar i selve koncertrummet (selvom jeg har drukket en håndfuld på Wharf tidligere). Koncertens første musikalske indslag er en slags trommesolo. Det virker jazzet, men hvad ved jeg om jazz? Generelt virker musikken jazzet på den laid-back måde. Jeg skal pisse. Musikken er ret fed. Jeg vil gerne være ”all that jazz”. Men hva ́ fuck ved jeg om jazz?
Jeg har blæret mig over for diverse individer med at jeg har skrevet tekster til jazz(ede) musikstykker. Men det betyder ikke at jeg som sådan ved noget om jazz. Jeg vil gerne spørge sidemanden hvor han har sin øl fra, men vil osse gerne være lidt til stede. Vil man ikke altid bare være en smule til stede? Der er genrekonventioner (meget med at klappe når nogen har spillet en solo), men hvad i alverden er jazz? Publikum lytter og har tydeligvis været til andre jazzkoncerter. Det har jeg osse, men jeg ved stadig bjælden om jazz.
Øl flyder som jazz. Der er lækre soloer og det. Musikken lyder som andet jazz jeg har hørt. Men ikke rigtigt som andet jazz jeg har hørt. Det er frenetisk og snublende på samme tid. Jeg kan godt li ́det.
Musikerne ser glade ud og Jens forklarer hvad sangen Dr. Jacobi handler om. Musikken er inspireret af Twin Peaks og lyder osse lidt som noget fra den serie (som jeg vel at mærke er stor fan af). Jeg ville ønske jeg kunne sige alt muligt klogt om stilen, det er ret uptempo....happy jazz? Der er en gut, som filmer koncerten, som jeg først opdager nu.
Jeg nyder en trompetsolo. Det er faktisk ikke så sjældent jeg gør det. Måske ville jeg bare ønske jeg kunne spille trompet? Det er et ret vildt instrument. Det er alligevel svært for mig at vurdere
hvor meget Twin Peaks der er over det – er der ikke noget med at David Lynch selv spiller jazz? Anyway. Jeg opdager at publikum næsten er blevet fordoblet under de første 3 numre. Nu er der flere unge. Jeg falder lidt hen. Min hjerne plejer at sove om fredagen.
Jeg kommer i tanke om, at trommeslageren har solbriller på fordi han har glemt sine briller. Det MÅ være jazz. Et sted undervejs er musikken blevet mere mellow. Jeg kan dufte nogens parfume. De to ting korresponderer. Jeg er reduceret til en kanal. Jeg forstår, at det var en ballade. Nu kommer der et nummer, som handler om øl. Jeg kunne godt bruge en nu. Samtidig begynder min skrift at imitere det monotone trommespil på dette nummer. Jeg har ikke været til koncert her før. Det er ret vildt. Det virker lidt forbudt, fordi det er backstage area for bands. Tænker med vilje ikke på alle de idoler, jeg kunne ha’ mødt her gennem tiderne.
Jeg skal stadig pisse. Men det er nederen at skride midt i en koncert. Behovsudsættelse. Jazz er behovsudskydelse? Fuck. Nå, øl og toilet må vente, men liflig hornmusik ad libitum er i den grad til stede. Sindssygt trompetspil! Sagde jeg at jeg er vild med trompeter?
Noget vildt er at folk ikke sidder og snakker om alt muligt uvedkommende, men sidder og lytter og nyder musikken. Jeg nyder den osse på den dér ”jeg-skal-jo-osse-skrive-noget-ned”-måde. Clashes. Jeg håber det er en kvindes parfume jeg kan dufte, for den er ret intoxicating og jeg har ikke overskud til at genopfinde min sexualitet....
Trompeten igen. Trommerne. Bassen. Jens. Det er ret cool det her. Cool jazz (måske skal jeg begrænse min brug af ordet, jazz?). Det er ret fedt, at jazz-musikere altid husker at pausere, så de andres soloer kan hyldes af publikum. Der er speciel guest star til sidste nummer. Og en stol til Jørgen.
Endnu flere unge mennesker har indfundet sig nu. Det intime rum er udvidet. Det er sgu ret rart. En ung mand, som ligner en yngre version af mig, kommer ind. Conflicting. Det er jazz, det er et spørgsmål. Kanske jazz er mere spørgsmål end svar? Første koncert slutter til stor applaus fra alle.
II
2nd band går på. I pausen nåede jeg at pisse, ryge og købe en øl. Bandet påbegynder Lille og fortabt i mørket. Det her er definitivt noget andet end jazz, mere sådan.... all in på stemningsfuldhed. Jeg havde mulighed for at beholde den samme plads, på den grønne sofa. Pianoet giver en ny dimension, trompeten er heldigvis stadig med. I pausen nåede jeg at sige ”I ́m always next” til min amerikanske homie. Han sagde ”EVERYBODY ́s always next”. ”Next of kin?”, sagde jeg (og troede jeg var sjov). En jazzet samtale?
Hende med parfumen er gået eller sidder et andet sted. Det er mærkeligt forstyrrende. Jeg kigger på folk. Folk lytter opmærksomt. I pausen mødte jeg osse Theis, som tager billeder for 1000fryd. Der er osse en fyr, som filmer for Meutiviti. Det hele føles ret vigtigt. Jazz er vigtigt, men ikke et svar. Jeg ved ikke, om det er et spørgsmål.
Der er endnu flere mennesker til denne koncert end til den forrige. En anden kvinde med en anden parfume sidder tæt på. Er nærmest mættet af sanseindtryk. Jeg føler mig som en blind passager på et tog fra St. Louis. Eller til St. Louis. Jeg føler mig ikke så melankolsk som jeg burde. Det er vigtigt at være som et spørgsmål. At være et spørgsmål.
Er stadig totalt nede med den der trompet. Trompeter er the shit. Jeg har lyst til at ryge, men det er mest pga musikken. Ryger man ikke længere til jazzkoncerter? Kasper fortæller hvad en Unsong er. Det er noget med at købe en for gammel sødmælk i Netto og undlade at lade dette gå ud over den unge medarbejder. Vi får at vide, hvad en drone er. Jeg ved godt hvad en drone er, men jeg ved ikke hvad en drone er. Trompetsoloen viser sig at være ret swag.
Jeg tænker: Guesswork Rocks. Jeg har gået i skole i 20 år, ved ikke nøjagtigt hvad en drone er, men jeg har et godt bud. Musikken lyder lidt som Morphine (som jeg savner – man forbinder nok ikke altid morfin med busy trompet og vilter sax). Som jeg sagde til mig selv lige før: jeg ved ikke en skid, men guesswork rocks. Jazz er et kvalificeret gæt.
Musikerne lader til at more sig kongeligt med musikken og hinanden, det smitter af på publikum. Ikke et ondt ord om Britney Spears m.fl., men at lade instrumenterne og stemningerne ånde virker ret meget på mig. Bandet laver en joke om Lars Løkke, som der bliver fulgt op på i et mellemspil. Publikum passer til jazzen, jazzen passer til publikum. Det er ret svedigt. New Orleans.
Jeg tænker over hvor lidt jeg tænker over min telefon.
III
Nu er det Morten og Giuseppe, sidste koncert. Er spændt på kombinationen af akustisk laptop og saxofon. I pausen havde jeg en eksistentiel samtale med min følgesvend. Den sidder fast og den sidder ikke fast. Det er jazz. Jazz er også Morten på akustisk laptop. Det er ret vildt. Det er ikke hvad jeg hører til hverdag.
Jeg er ret nede med den perkussive indledning. Desværre er en del af publikum andetsteds. Folk lister ind, ingen lister ud. Jeg bemærker at det primært er det ældre segment, der er fraværende. Jeg er nok mest skuffet over at denne mere avantgarde del primært tiltrækker unge mennesker og ham med pennen i den grønne sofa. Man skal ud på overdrevet, ellers er det hele lige meget.
Denne form for jazz er ret creative og lyder ikke som noget jeg sådan kender. Avantgarde. Saxofonen er et magisk instrument. Tror min kære afdøde fader ville hævde, at dette ikke er musik. Jeg oplever, at det ret meget er musik. Hvis man lytter efter, er der strukturer, stemninger, visioner. For mig er dette en slags spidsformulering af jazz som et spørgsmål. Et godt spørgsmål. Jeg nåede at ryge i pausen, jazz gør mig konstant smøgtrængende.
Jeg ved faktisk ikke om det kræver mere tålmodighed at lytte til denne jazzform. Jeg elsker My Bloody Valentine. Musik er musik. Musik behøver ikke minde dig om noget. Eller nogen. Musik er lyde lige nu.
Skyggerne fra højttalerne eller mikrofonerne eller hvad den ting som Mortens instrumenter kræver hedder, falder markant på væggen. Mørket falder. Vi falder: Jeg omfavner spørgsmål. Jeg kan genkende et særligt fokus ved Morten. Der er også et element af genkendelighed i selve musikken, men det er nok det intuitive jeg bedst kan lide ved denne koncert/lyd-performance.
Jeg føler mig privilegeret over at opleve noget, som dele af publikum med vilje har fravalgt. Er det vigtigt at være en del af noget? Morten fløjter som en del af det akustiske bidrag. Giuseppes skygge vugger henover rummets gardiner. Musikken er både drone og separate stykker. Jeg tænker på, at jeg har drukket 1 øl under hele arrangementet. Jeg tænker på variationer.
Det er et soundtrack til en film med en vildt åben slutning. Nogen flytter sig i rummet. Jeg bemærker det hele, men bemærker ikke noget. Jeg vil gerne være jazz. Er jeg mon jazz? Giuseppe spiller lyde med mundstykket af saxofonen mens Morten har skabt en anden slags drone. Jeg ved ikke rigtigt hvad en drone er. Distinkte variationer. Jazz er et spørgsmål.
Nu sker der noget ret vildt i filmen. Nogen skriger, dissonans. Avantgarde igen. Og så; spilledåse. Ballerinaen danser lyset ud. Saxofonen bliver til luft. Spilledåsen trækker vejret. Knirker rundt i spøgelseshuset. Akustisk vejrtrækning.
Så træder jeg atter lidt ved siden af jazzen her på bloggen. Sangerinden Joan Westgate har lavet albummet Image of Clay. Sammen med Marcus Toft har hun skrevet musikken, der har et internationalt tilsnit. Hun er i samme vibe som Adele, Lana del Rey og Agnes Obel. Det stiller krav til vokalen og det opfylder dansk/engelske Joan Westgate.
Der er både et overraskende og et imponerende højt niveau i Joan Westgates vokal. Det er bare ikke nok, hvis man skal lave en plade med karakter i disse tider. Westgate og Tofts sange følger med og holder niveau med vokalen. Joan Westgate bevæger sig med ro og overskud ind i de elegant arrangerede popsange. Samarbejdet mellem Toft og Westgate startede i forbindelse med en sang til den amerikanske film Stranger Within, med William Baldwin i hovedrollen. Filmen var instrueret og skrevet af danskeren Adam Neutzsky-Wulff. Tiden er siden brugt på at lave albummet, der åbner med Nothing is real fra filmen.
Joan Westgate bruger gerne flygel med sustain pedal og cello i de stille numre. Blandt de medvirkende musikere finder man så forskellige notabiliteter som jazzpianisten Lars Fiil og den amerikanske bassist Viktor Krauss, der bl.a. spiller med Robert Plant og Lyle Lovett. Image of Clay er en plade der overvejende befinder sig i balladeland, med enkelte afstikkere som den Florence + The Machine inspirerede popsag Underworld.
Hvor er jeg dog træt af nedskæringerne på DR. P8 Jazz nedlægges. Det er da helt i hegnet. For noget der svarer til to chefstillingers årslønninger, har man skabt jazzradio til det danske folk og dem der ligner. Vi er et lille sprogområde med en stolt og rig jazztradition - som P8 Jazz har afspejlet lige fra starten
Allerede da jazzen var helt ung i 20'erne og 30'erne blev den danskificeret. Der blev sunget på dansk og (u)bevidst tog danske jazzmusikere deres musikalske opdragelse, fra folkemusik, salmer og højskolesangbøger, med ind i jazzen.
Det gør de også i dag. Bremer/McCoy, Girls in Airports, I Think You're Awesome og mange andre som P8 Jazz har været med til at løfte frem i radioen, kunne ikke komme fra andre lande end Danmark. Det er lyden af dansk jazz.
Det giver simpelthen ingen mening at lukke en dansk jazzkanal, når man nu så pinedød gerne vil værne om det danske.
Jeg har siden 12. september 2011 startet dagen med at tænde for P8 Jazz - de første år uden morgenvært. Så gjorde værten Niels Christian Cederberg noget meget ujazzet. Han begyndte at stå tidligt op og lave morgenjazzradio til kaffen. På den måde har P8 Jazz stile og roligt udviklet sig. De er i dag blevet en etableret del af manges radiolytning. Det er ikke kun radio for os jazzfreaks. Det er også jazzradio for min mor - der skruer ned, når Maria Faust lander på playlisten og atter skruer op, når Jan Harbeck er på P8 Jazz.
Nå, men hvad så? Det er tilsyneladende først d. 1. januar 2020 at P8 Jazz lukker. Det er lang tid i disse disruptive tider. Så måske er der nogen der bliver klogere inden da - der er f.eks. et Folketingsvalg inden lukningen effektueres.
Jeg kan simpelthen ikke bære, at man ødelægger noget så godt og vigtigt for jazzen. Det kæmpestore arbejde som de har lavet på P8 Jazz, reduceres til ingenting. Det er en skandale at man nedlægger det smalle for at bevare det brede.
JazzDanmark har indkaldt til krisemøde d. 24. september
Den estisk fødte pianist Kristjan Randalu er vokset op i Tyskland, hvor han nu også for første gang udkommer på ECM Records efter at have udgivet 6 plader på andre selskaber. I 2012 lavede han albummet Equilibrium sammen med guitaristen Ben Monder. I mellemtiden gik Ben Monder hen og blev kendt, grundet sin medvirken på David Bowies Black Star. Nu er Randalu og Monder atter sammen, denne gang suppleret med den finske trommeslager Markku Ounaskari.
Det er et album, der passer perfekt ind i ECM stalden. Der er elementer af Pat Metheny i Monders guitarspil. Randalu er inspireret af Chick Corea og i øvrigt elev af den afdøde engelske pianist John Taylor. En meget behagelig plade, hvor uvejret er knapt så voldsomt som på coverbilledet.
Er det muligt at holde sig på toppen i så mange år. Der er noget der tyder på, at Phronesis har fundet en formel. Efter big band afstikkeren The Behemoth, som trioen lavede sammen med The Frankfurt Big Band sidste år, er de atter tilbage i trioformatet. På albummet We are all er der noget af det kendte Phronesis - eller måske er der rigtigt meget Phronesis. Det i en ekstra forstærket, ekstra koncentreret og ekstra Phronesisk udgave. Musikken blev indspillet for fem måneder siden i The Village studiet i Vanløse. Det er trioens ottende album.
Da jeg oplevede trioen i Brorsonskirken under Copenhagen Jazz Festival i år, blev jeg suget ind i trioens pågående og heftige verden. Den evne har de på imponerende vis formået at overføre til det indspillede format. Jeg bliver nødt til at starte med pladens sidste nummer, The Tree did not die. Det over otte minutter lange nummer er en perle. Trommeslageren Anton Egers komplekse rytmiske strukturer er sammen med bassisten Jasper Høibys vilde basspil og pianisten Ivo Neames nye brug af synthesizere, en eksplosion af indtryk. Det er helt nye veje for trioen, noget de gerne må gøre igen.
We are all er rigtigt stærkt Phronesis-album, der vil cementere deres position i europæisk jazz. Lige fra åbningsnummeret One for us, der præsenterer alt det som trioen står for. Et sindssygt interplay og en overjordisk virtuos brug af instrumenterne, kombineret med et musikalsk materiale med masser af dybde, kapow og detaljer. We are all er muligvis det bedste album, som Høiby, Eger og Neame har begået - og det er noget af en præstation.
Bassisten Klaus Nørgaard tilhører den samme bas-stamme, som Anders “AC” Christensen. Det er vel der hvor Charlie Haden er guruen. Der hvor man spiller et koncentrat, det allermest nødvendige uden at fylde ekstravagant lirum larum på. Der spilles så til gengæld bas med en dybde og et nærvær så intenst, at de andre musikere ikke er i tvivl om hvilken vej, de skal gå. Klaus Nørgaard har en fortid i bl.a. Pauseland.
Under Vinterjazzen i år havde han inviteret den spanske musiker Jorge Rossy til København for, at spille sammen med ham på Restaurant Gaarden og Gaden på Nørrebro. Rossy er mest kendt for sit medlemskab af Brad Mehldau Trio, inden Jeff Ballard overtog den plads. Rossy har i de senere år spillet mere og mere på vibrafon, hvilket han også udelukkende gør på LP’en Village Life. Resten af musikerne er den amerikanske trommeslager RJ Miler, som Nørgaard har spillet meget med, bl.a. i trio med George Garzone. danske Mads Hyhne på trombone og (dansk)amerikanske Ned Ferm på tenorsax.
Det er jazz, som den lød for mange år siden. Klaus Nørgaard har skrevet en række rolige numre, hvor musikerne har tid og plads til at åbne op for det deres instrumentalistisk evner. Duke Ellingtons ånd svæver rundt i lokalet, hvor Team Hyhne-Ferm boltrer sig i Klaus Nørgaards farvand. Jorge Rossy skaber rum og RJ Miller runder af med et tilbagelænet trommespil. Undervejs gæster Eva-Louise Rønnevig på vokal på et enkelt nummer, det samme gør guitaristen Jacob Funch. En dejlig plade.
Det ustyrligt tjekkede britiske pladeselskab Gondwana, der står bag udgivelser med Gogo Penguin, Matthew Halsall, Portico Quartet og Mammal Hands har inkluderet det belgiske band STUFF. i sin stald. For den opmærksomme er det nok allerede noteret at der er et punktum efter STUFF-navnet. Gruppen har nemlig ikke noget at gøre med det amerikanske jazzfunkband Stuff, der huserede i slut-70’erne.
Belgiske STUFF. er også et funky outfit- men på den moderne 2018-måde, hvor hip hop, Flying Lotus, D’Angelo, Robert Glasper og electro trækkes ind over lydbilledet.
Det er der kommet en dejlig synthbeklædt plade ud af. Broken hip hop blandes op med 70’er funk. Det er så fedt at det burde opleves live. Men det er nok alligevel for vildt, at forestille sig et belgisk futurefunk band, der spiller koncert i Danmark.
Da den dukkede op før sommerferien var meldingerne enslydende og positive. Det her var en helt særlig plade. Pladeselskabet havde sendt et eksemplar til mig, men den var gået tabt i posten (en PostNord-medarbejder kan nu høre spitzenklasse jazz, med dårlig smag i munden). Nu er pladen endelig landet på mit anmelderbord og ja, det er noget helt særligt.
Siden 2000 er der kun kommet tre plader, hvor Christina von Bülows navn står øverst. Senest The Good Life i 2014. Nu er hun heldigvis atter pladeaktuel. Denne gang med en supertrio bestående af svenske Palle Danielsson på bas og amerikanske Elliot Zigmund på trommer.
Altsaxofonisten har blandet tracklisten med egne kompositioner og jazzens standards. Pladen åbner med I should care, som både Frank Sinatra og Julie London har udødeliggjort. Christina von Bülow holder en optimistisk tone i nummeret. Kompositionerne som er signeret von Bülow tager udgangspunkt i harmonier fra velkendte sange. En metode som en anden altsaxofonist, Charlie Parker, ofte benyttede. De kommer så langt ned i den oprindelige melodi, at der opstår nyt. Det samme gjorde Lee Konitz, en altsax kollega, som Christina von Bülow har hentet stor inspiration hos på den aktuelle plade.
Hun spiller med et lyttende nærvær. De tre musikere smelter sammen til et hele. Og så er der i øvrigt en gæst med. Det er Christinas søn, guitaristen Pelle von Bülow, der på fire numre supplerer med forrygende guitarspil. On the brink of a lovely song er I særklasse og et godt bud, på et årets bedste danske jazzalbums.
For hvert album de har lavet, er det kun blevet mere og mere tydeligt, hvor stor talentkoncentrationen er i Bangin’ Bülows. Det er trommeslageren Frederik Emil Bulow der leder tropperne. Bandet ville dog være ingenting uden de tre andre, som Frederik har kendt og spillet sammen med siden han var barn. Bassisten Adrian Christensen, keyboardspilleren Jon Døssing Bendixen og guitaristen Mikas Bøgh Olesen er sammen med von Bulow et højspændt firkløver.
I 2014 vandt de en DMA som årets nye danske jazznavn. Dengang spillede Jon Døssing Bendixen kun på piano og Mikas Bøgh Olesen havde ikke været nær så meget i Afrika. De lød som et energisk og sprudlende ungt jazzband på vej frem. Der er sket meget siden da. Jon Døssing Bendixen har startet bandet Abekejser, hvor både Bülow og Christensen er medlemmer. Her fylder Bendixens keyboards rigtigt meget. Noget af det har han taget med ind i BBNJQ, hvor han meget eventyrlystent bruger keyboards’ene til, at udvide BBNJQ-universet.
Kvartetten har været i New York, hvor de har indspillet pladen sammen med Gilad Hekselman der har produceret. Der er både inspiration fra afro, fusion og jazz. Mest af alt lyder BBNJQ som sig selv. Det er super originalt. De fire gutter er om nogen, noget af det fedeste på den danske jazzscene lige nu. De kan space ud, uden at forlade jorden. Det er skævt og så alligevel ikke. De er NewShit - som et de mange hits på pladen hedder.
For over 5 år siden udgav bassisten Morten Ankarfeldt pladen Vermelho e azul, sammen med den brasilianske guitarist Caio Marcio Santos. Pladen var lavet i Brasilien sammen med lokale musikere. Da Ankerfeldt efterfølgende turnerede med musikken, samlede han en kvartet med Santos, Christina von Būlow på altsax og fløjte og Cassius Theperson på trommer og percussion. De fungerede så godt sammen, at Ankarfeldt kaldte kvartetten Rio Jazz 4. De udgav efterfølgende en plade sammen i 2014. Nu er de atter samlet på pladen Tonalidades.
Caio Marcio Santos spiller udelukkende på akustisk guitar. Han har hentet stor inspiration hos den brasilianske guitarlegende og komponist Baden Powell. Vi befinder os overvejende i bossa nova-genren, med jazz, choro og samba elementer. Santos har skrevet de fleste af pladens numre. Han har et flydende smukt og virtuost guitar-spil, der stråler som solen på sommerdag uden ende. Når Christina von Bülow samtidig spiller på fløjten så bliver sommeren lige så varm som, den vi har oplevet i 2018. Pladen åbner med titelnummeret Tonalidades, hvor von Bülows fløjte får tiden til, at stå stille. Den varme brise kærtegner kinden.
Jeg har endnu ikke skrevet om von Bülows altsax, der er et af hovednumrene i den musikalske auktion som kvartetten har sat op. Det er med en omfavnende ro og sikkerhed, at von Bülow spiller på altsax'en, der er en vigtig og udefinérbar tristesse til stede i tonen og spillet. Prøv f.eks. at lytte til balladen Quando nada basta.
Morten Ankerfeldt styrer sikkert kvartetten gennem de jazzede toner og brasilianske rytmer, hvor trommeslageren Cassius Theperson med overskud og charme er en sikker garant for de tilbagelænede rytmer. Det er en fornøjelse, når brasilianske og danske musikere kan mødes på så højt et niveau. De får en stor anbefaling her fra bloggen.
Smooth jazz kan ligesom free jazz få en del jazzlyttere op i det røde felt. Smooth jazz superstjernen Kenny G (med et pladesalg på over 75 mio plader) er ifølge de fleste rettroende (dem der går i John Coltrane-kirken) jazzlyttere ikke en rigtig jazzsaxofonist - læs f.eks. wikipedia opslaget om Kenny G, hvor der er brugt en del plads på Pat Methenys Kenny G-sviner.
Smooth jazz fylder også meget lidt i bunken af danske jazz-udgivelser. Nu er der så endelig dukket en op - og jeg bliver nødt til at skuffe Kenny G-fans med det samme. Det er ikke kun sugar-smooth-jazz som saxofonisten Pelle Fridell disker op med på Soul go jaz. Han har dog sparet det sidste Z væk for, at signalere at det ikke er jazz men jaz.
Udgivelsen, der kun er ude i en digital version, er en massiv omgang på 14 numre. Fridell spiller selv på næsten alle instrumenterne med undtagelse af trommerne, som amerikaneren Tim Lutte tager sig af. Desuden gæsteoptræder enkelte musikere undervejs. Fridell tager udgangspunkt i soul og funk som man gjorde det i 80’erne og 90’erne. Der er steder hvor det kan lyde ligesom Incognito (90’erne), som på numrene Family eller Looking. Så er der Johanna, hvor han med funky fløjte slår benene væk under mig. Der er også de obligatoriske ballader. Selvfølgelig er det banalt og forudsigeligt og langt fra nyskabende. Hvor er det skønt med en musiker, der laver en så “utidig” plade, hvor han følger det 50 årige hjerte. Det skal retfærdigvis lige nævnes, at Pelle Fridell er mere end banal og forudsigelig i saxofonspillet. Han er vitalt sprudlende.
Hvis man slår ned på et enkelt år i 70'erne, f.eks. 1977. Så medvirkede han bl.a. på plader med Idris Muhamad, Lalo Schifrin, Patti Austin, Lee Konitz, Frank Zappa, Joe Farrell og George Benson. Han var en ekstremt efterspurgt sessionmusiker, i de år, når der var brug for en barytonsaxofonist. På denne indspilning møder vi Cuber på Jazzhus Montmartre en aften i 2017, sammen med Kjeld Lauritsen på Hammond, Krister Jonsson på guitar og Andreas Svendsen på trommer.
Det er rygende varm Hammond-jazz, hvor Cubers Baryton-sax sætter fut i løjerne, med en svedig uptempo udgave af jazzklassikeren Cherokee. Vi får også nogle veloplagte udgaver af Toots Thielemanns Bluesette, Charlie Parkers Au Privave, Miles Davis' Four og Horace Silvers Silver's Serenade. Lauritsen leverer mesterligt spil på Hammond-orgelet. Der er mere klassisk jazz end souljazz i kvartetten. Andreas Svendsen er atter en fornøjelse ved trommerne, hvor han med overskud og charme serverer en stabil omgang swing.
Pladen er en fin dokumenation på det som jazzen til stadighed kan levere. De har ikke brugt evigheder på at øve sammen. Til gengæld ved de, hvordan man skal kunne levere varen "on the spot”.
Det er 20 år siden, at saxofonisten Mads Hansen blev færdig på det Rytmiske Musikkonservatorium. Afgangskoncerten på Copenhagen Jazzhouse udløste en pladekontrakt med Storyville, der året efter udgav Mads Hansens My Standards - en plade der nomineret til en Grammy som årets nye danske jazznavn i 2000. Siden kom der 3 plader med Mads Hansen - den sidste i 2006. Nu er han atter pladeaktuel. I øvrigt med nogle af de samme musikere som han spillede med på debuten og opfølgeren Grooves fra 2000; Henrik Gunde (piano), Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer).
Numrene er indspillet af to omgange med fem år i mellem. Jesper Bodilsen er eneste gennemgående musiker. Anders Rose (piano, Rhodes) spiller sammen med Morten Lund og Henrik Gunde spiller sammen med Martin Klausen (trommer) på de ældste indspilninger. Det har ikke den store lyttemæssige betydning, da Mads Hansen er tydelig og ved hvad han vil. Det er groovy jazz som han spillede det på sine to første albums. Det er en velkommen tilbagevenden til en velsmurt, melodisk og lækker jazzstemning, der sætter sig i kroppen. Han har skrevet al musikken på albummet, der i allerhøjeste grad kan og skal anbefales til dem, der kan huske lyden af dansk jazz omkring årtusindeskiftet. Den fungerer stadig.
Den syriske oud-spiller (oudist!) Maher Mahmoud kom til Danmark i 2013 efter borgerkrigens udbrud i hjemlandet. Han var allerede begyndt at samarbejde med med musikere udenfor hjemlandet inden borgerkrigen.
Her på bloggen er han nævnt for nylig i forbindelse med den nye Blood Sweat Drum + Bass plade. Nu er han aktuel på en plade med saxofonisten Simon Spang-Hanssen. Mahmoud medvirkede som gæst på et par numre på Spang-Hanssens Stonetown Boogie fra 2015. Nu er Maher Mahmoud rykket ind i centrum sammen med ensemblet Middle Earth, der også består af Yasser Pino på bas og Ayi Solomon på percussion.
Det er i udpræget grad mellemøstligt inspireret musik, som Spang-Hanssen har lavet til pladen Midnight Again.
Den eneste jazz i klassisk forstand, jeg hørte var pausemusikken med Dave Brubeck, som lydmanden spillede på Atlas. Det var 10. gang at festivalen blev afviklet (til begejstring for en afsporet jazzlytter som denne blogger). Det hedder Ujazz. Det er verdenen lige udenfor eller ved siden af jazzen, det handler om. Jazz der ikke er jazz. Alle koncerterne blev afholdt i Aarhus på Atlas og Voxhall og på en udendørs scene mellem de to spillesteder.
Ghost Flute and Dice
Gentagelsens kunst. Det præparerede flygel leverede lyde, som det ikke oprindeligt var meningen at det skulle. Efter et kvarters tid sker der et skifte, hvor Ghost Flute and Dice alias pianisten Mikkel Almholt skifter til et frit spil, der bygges dystert op. Hele tiden er klaverets lyde påvirket af effekter. Koncerten er et langt kontinuerligt forløb, hvorunder der skiftes mellem helt enkle, nærmest spinkle toner til mørke heftige bastoner der forvrænges og drejes af led styret af tilfældigheder. Koncerten sluttes af med en meget svag lyd af klaverstrengsvibrationer der fortsætter uendeligt. Det er et stærkt minimalistisk statement. Det fremstår som et koncentreret indkapslet øjeblik.
Uruz II
En hvæsende guitar, der næres af subsoniske tirader af feedbacklignede lyde er på scenen sammen med en trommeslager, der spiser komplicerede rytmer til natmad. Det er Uruz II med Andreas Westmark på guitar og Thomas Eiler på trommer. De to erfarne herrer fra den eksperimenterende musikscene, er gået sammen i duoprojektet, der er dagens første udendørs koncert ved Ujazz. En god start, hvor solen også kigger og lytter nysgerrigt med.
Tarawangsawelas feat. Rahib Beaini
To indonesiske musikere på traditionelle instrumenter skabte et minimalistisk og meditativt smukt afsæt for en god eftermiddagskoncert. De var sammen med den libanesiske elektroniske musiker Rahib Beaini. Indoneserne tager udgangspunkt i musikgenren tarawangsa, der er en minimalistisk musikform med kun to instrumenter. Sammen med libaneseren på scenen sker der en udbygning af det stramt styrede musikalske univers. Han opfanger og supplerer indonesernes musik. Der lægges soundscapes ind over sammen med effekter. Det er en meget smuk og intens oplevelse.
Donny McCaslin
Jeg var voldsomt begejstret for det album McCaslin lavede tilbage i 2010 - det var en slags Michael Brecker overload. Siden kom han ind i folden hos Bowie og medvirkede på Black Star albummet. Det har tydeligvis sat nogle dybe spor hos McCaslin, der spiller med et band med et rockpræget udtryk. Det bliver meget tydeligt med sangeren Jeff Taylor der er på scenen det meste af koncerten.
De spiller primært numre fra det kommende album. Et ældre nummer er Small plot of land fra det forrige album og indeholder stor Bowie-inspiration. Energien er stor og der spilles med et kraftfyldt udtryk. Men så er der heller ikke så meget mere at sige. Det hænger ikke sammen med McCaslins velpolerede saxofonspil og bandets rockudtryk. Det er to verdener der ikke mødes.
Funfact: Donny McCaslin har spillet sammen med Niels Lyhne Løkkegaard for 9 år siden i et big band, på Jazz Baltica festivalen i Tyskland.
Polyzygotic
Vi kender alle lyden af guitaristen der fumler med guitarkablet inden det stikkes ind i guitaren. Nu har jeg hørt fire mennesker der ikke havde en guitar, men kun jackstikket. De fumlede ikke, men arbejdede bevidst med lyden af et søgende jackstik, der så gerne vil ind i en guitar. Hylende bad jackstikket om at blive sat på plads i stikket. Det skete ikke. Polyzygotic er med Niels Lyhne Løkkegaard og Anders Vestergaard et udforskende band, på linje med de andre projekter som Løkkegaard arbejder med, hvor han bruger instrumenter på nye måder. Jeg nåede også at opleve kvartetten spille altsax, selv om kun to af medlemmerne er saxofonister; Løkkegaard og Carolyn Goodwin. Det var Anders Vestergaard (trommeslager) der åbnede på altsaxen, mens Greta Eacott (percussionist) fulgte op. Koncerten startede med at de fire musikere spillede på violinbuer - de strøg en bue mod en anden. Ren drone.
Måske er Niels Lyhne Løkkegaard ikke længere en undersøgende musikskaber. Nu har han efterhånden arbejdet så længe med "genren", at det ikke længere er undersøgelse - men musik der er “Beyond music”.
Nils Økland
Levende og organisk skaber han lyden af en bølge. Det er mørkeblåt og havets susen mærkes i rummet. Det er fuldstændigt vanvittigt hvordan Økland kan transformere folkemusikkens stærke traditioner til et helt selvstændigt og nutidigt musikudtryk, hvor improvisation er en bærende del.
Han har samlet et stærkt hold af musikere, hvor Rolf Erik Nyström på diverse saxofoner imponerer med et originalt og mangesidigt udtryk, der hele tiden understøtter Øklands musik. Bl.a. spiller han flere gange uden saxofonmundstykke og får saxofonen til at lyde som en fløjte. Han kan både spille på melodien og rive en avantgardistisk skævert af. Sigbjørn Apeland (harmonium), Mats Eilertsen (bas) og Håkon Stene (percussion og diverse) er alle inde i Øklands musik - og er med til, at give musikken krop og sjæl.
Atlas kom op at koge over Nils Økland Bands medrivende og udadvendte optræden. Uden tvivl dagens stærkeste oplevelse.
Lubomir Melnyk
En mand og et klaver. En klassisk jazzdisciplin. Og selvfølgelig også i den klassiske musik. Det er her hvor den tyske pianist med ukrainske aner, placerer sig midt i mellem. På en pompøs måde. Han spiller aldeles overlæsset uden pauser. Hænderne kører uafladeligt frem og tilbage over klaveret.
Han spiller nummeret Butterfly der er for to klaverer. Det løses med et forudindspillet spor, som han spiller sammen med. Det er sødmefyldt og banalt i sin melodiske enkelhed. Han kalder sin musik for kontinuerlig musik. Musik der fortsætter som i et loop, med små ændringer undervejs i et vildt tempo. Da han tager et break fra den kontinuerlige musik og spiller balladen I Love You kommer jeg mere i sync med Melnyk. Måden han spiller på, er helt sikkert meget svær og kræver mange års øvelse - men det er ikke ensbetydende med at det får mit musiklyttende pis i kog.
The Bug vs. Earth
Fåårk mand, sikke dog et lydtryk. Jeg vil endnu en gang takke min omsorgsfulde sidemand ved koncerten, der hentede ørepropper i baren. Ørene begyndte ikke at bløde. Det kunne ikke lade sig gøre, for blodet var allerede størknet af angst. Samarbejdet mellem drone metal og noise-guitaristen Earth og den elektroniske musiker The Bug blev en kropsbankende omgang. Det er vist det de kalder doom ude i byen. Jeg blev fascineret af deres apokalyptiske post-alle mulige genrer, hvor The Bug’s dyyybe bas og Earth’s noise-soundscapes smeltede sammen. Men også en hård omgang for en jazzblogger fra provinsen.
Africaine 808
Berliner-duoen kom som en festlig befrielse oven på den dystre omgang inde VoxHall. Der var ikke mange der stod stille under koncerten, der formede sig som er langt dansabelt mix af electronica og afroinfluerede toner. Det er de tunge klub-beats der danner grundlaget for duoen. Det er et ganske dristigt foretagende, hvor de ved hjælp af den klassiske trommemaskine Roland TR 808 laver rytmerne, der placerer sig i og omkring afrobeats. Måske ikke vildt originalt. Til gengæld aldeles effektivt. Det blev en god party-opvarmning til ørkenblues fænomenet Bombino fra Niger.
Bombino
Det var blevet søndag inden festivalens sidste navn gik på scenen. Jeg var ved at være træt, men mit musik-overjeg insisterede og lod mig ikke bukke under for trætheden. Guitaristen fra Niger er ikke træt og spiller sin veloplagte ørkenblues, hvor han synger på sit modersmål tamasheq. Det er på guitaren at han imponerer. Der er en masse blues i det virtuose og letflydende guitarspil fra den nordafrikanske guitarist, der kommer fra et af verdens fattigste og mest underudviklede lande. Der er intet fattigt over Bombinos guitarspil. Han er i en anden verden af kunstnerisk rigdom, når han står med guitaren. En god afslutning på en lang dag.
Jeg droppede kun en enkelt koncert ved Ujazz festivalen. Det var The Felines, der spillede da jeg var blevet sulten. Ujazz er en ekstrem omgang for en musiklytter. Er man nysgerrig og åben kan det blive en god oplevelse. Det blev det i særdeles, for mig, da jeg hørte koncerterne med Ghost Flute and Dice, Tarawangsawelas feat. Rahib Beaini og Nils Økland.
Her under er der en kort video, hvor du kan få et indtryk af dagen.
