Det var så meget af det gode på en gang, at jeg allerede var mæt inden måltidet skulle indtages. Nu er jeg gudskelov ikke småt bygget, så mon ikke det kunne gå an?
Kunne de to største (og mest originale) trompetister som nordisk jazz har fostret finde sammen om at fortolke overguruen Miles Davis? Kunne man lave en big band udgave af en plade, der primært består løst struktureret og jambaseret musik? Jeg var dog ikke i tvivl om, at Marilyn Mazur ville shine midt i big band musikken - at hun kom til, at gøre det så meget, kom alligevel bag på mig.
Lad mig hermed slå fast med det samme. Det var halvanden times forrygende fejring af et af jazzens helt store albums. Søren Møller havde sat det i scene, havde nyskrevet musikken og dirigerede big bandet gennem koncerten med overskud og overblik. Sansen for detaljerne var perfekt. Koncerten foregik på Train, der er som skabt til nyfortolkningen af Bitches Brew. I rockklubbens intime atmosfære stod vi op og gyngende og groovede sammen med big bandet. Det havde været mod musikkens ideal, at sidde ned. Knæ og krop skal have lov til at give efter i takt og samhørighed med musikken.
Aftenens to store stjerner, Palle og Arve spillede op til hinanden og med hinanden i en grad som jeg kun kunne drømme om. Det var “insane” som de kommunikerede med hinanden. Dialogen var af en anden verden og i et sprog som vi alle forstod. Big bandets rytmegruppe havde en fest. Trommeslageren Søren Frost skulle ikke give mange “cues” til Marilyn Mazur før hun var vitalt boblende og dansende inde i musikken. Der blev udvekslet mange smittende smil. Det var spilleglæde i ordets rene og uspolerede betydning. Iøvrigt havde Marilyn Mazur selv bedt om, at komme med i projektet - som ligger så naturligt for hende. Tak for hendes insisteren på at være med.
Big bandet var i iklædt samme type afrikanske skjorter som big bandets legendariske leder Thad Jones ofte brugte i 70’erne. En fed hommage til en stor big band mester. Det var på den anden side også megacool, at Danmarks ubestridt bedst klædte jazzguitarist Per Gade, selvfølgelig beholdt sin stramtsiddende og tilknappede ternede blazer på, så man kun kunne ane, at han havde en afrikansk skjorte på.
Arve Henriksen overtog ind i mellem styringen af musikken ude fra siden af scenen, hvor han mellem soundscapes og trompet med saxofonmundstykkke, energisk fungerede som indpisker. Koncerten udformede sig som en lang suite, der vekslede mellem tykke blæserriffs, funky grooves, udknaldede mellemspil, forrygende solostykker fra saxsektionen og sumpede basklarinetter. En mesterlig fejring af et mesterværk.
